Kultur. Kirsten Hastrup
vigtigste redskab i menneskets dannelse. Mennesker er alle steder gode til at efterabe og til at gestikulere; det gælder for børn, og det gælder for naturens vilde sønner, at de ligesom alle andre mennesker er fødte pantomimekunstnere; enhver kan knytte sine egne fantasier til disse forestillinger, og tankerne kan let glide over i handling og understøtte en levende tradition. Men, siger Herder, al denne mimik er ikke menneskeslægtens særlige kendetegn; det er fornuften, der er menneskets egentlige karakter, og fornuften når man kun gennem sproget (1877-1913:230).
Sproglighed er altså andet og mere end en evne til at tale; det er også en evne til at udtrykke det hidtil usagte og til at overskride traditionen. Sprog og refleksion er snævert forbundne, og det kan derfor ikke undre, at Herder også lægger sprogkunsten til grund for både dannelse og videnskabelighed. For Herder peger sproget i første omgang mod selve humaniteten og den almenmenneskelige dannelse. Men det peger også den anden vej, mod kulturens individualitet. Herder er naturligvis optaget af såvel sprogets oprindelse som dets historie, men som altid er det mennesket, der er hans egentlige interesse. Det er altså ikke sproghistoriske teser, Herder fremsætter, for der ville historien være underordnet sproget. Der er snarere tale om en sprogantropologi; mennesket er et sprogvæsen, ligesom det er et historisk væsen, og sproget kan derfor ikke adskilles fra dets placering i verden. Det er jo et ganske moderne sprogsyn, der kommer til udtryk her. Sproget ledsager historien, og begge dele realiseres af mennesker.
I forbindelse med sin analyse af det kinesiske sprog siger Herder således, at alle, der har udforsket det, er enige om, at netop sproget har bidraget usigelig meget til dannelsen af dette folk og dets måde at tænke på, og det er jo klart, “for er ikke ethvert nationalsprog det kar, i hvilket folkets ideer formes, opbevares og meddeles, især når en nation hænger så stærkt ved sit sprog som denne og afleder al sin kultur fra det” (ibid.:285). Sproget er ikke et abstrakt system, men et konkret udtryk for en kulturs prioriteter. Herder siger for eksempel videre om kinesisk:
“Kinesernes sprog er en ordbog over moral, dvs. høflighed og gode manerer; ikke kun provinser og byer, men selv tilstande og bøger adskilles i sproget, således at hovedparten af deres lærde flid blot anvendes på et værktøj, uden at noget som helst bliver udrettet med dette værktøj. Alt i sproget afhænger af regelmæssige detaljer; det siger meget med få lyde og gengiver én lyd med mange streger og beskriver ét og det samme i mange bøger. Hvilken usalig flid det kræver at pensle og trykke deres skrifter! Men netop denne flid er deres lyst og kunst, da de glæder sig mere ved smukke skrifttegn end ved det mest fortryllende maleri og elsker den ensformige klang af deres høflighedsfraser og komplimenter som summen af artighed og visdom.”
IBID.:275
Herder fortsætter med at beskrive, hvordan kineserne elsker detaljer, og bemærker, at det kun er takket være rigets størrelse og kinesernes arbejdsomhed, at de har kunnet fremstille bindstærke og omstændelige beskrivelser af ukendte byer på kejserens befaling. De sætter sig mindesmærker i sten, og hele kinesernes samlede tænkemåde er i en vis forstand malet med kunstfærdige ‘statshieroglyffer’. Selve skriften virker på den kinesiske sjæl og inspirerer kineserne til at tænke i billeder; Herder siger ligefrem, at den gør hele nationens måde at tænke på til malede eller i luften skrevne vilkårlige karakterer. Man bemærker her, hvordan kultur, sprog, tænkning og handlingsmønstre går op i en højere énhed – hvad det stadig gør i manges bevidsthed.
Skriften er ‘traditionernes tradition’, og samtidig med at den opstår, tabes den umiddelbare poetiske omgang med det mundtlige sprog; det, Herder kaldte det levende ord – med et begreb, som Grundtvig siden skulle gøre til sit. Hvis sproget er midlet til slægtens menneskelige dannelse, så er skriften midlet til den lærde dannelse. “Alle nationer, der ligger uden for denne kunstfærdige traditions vej, er forblevet ukultiverede efter vores begreber”, siger Herder (ibid.:235). Sprogenes relative kulturelle stade kan også måles på skriften; skriftsprog er generelt højere end skriftløse sprog, men også blandt skriftsprogene er der tale om et hierarki. Jo ældre, og jo mere kunstfærdig og gennemtænkt skriften er, desto finere er sproget (ibid.:257). Asien kommer ind på en flot førsteplads her; der var både skrift og bogstaver før nogen andre steder. Mexicanernes rå hieroglyffer og peruanernes knudesnore står ikke mål med Morgenlandenes sofistikerede tegn. Til gengæld er for eksempel kineserne som ovenfor beskrevet næsten lukket inde i deres sprog. Så sproget i sig selv leder ikke til historie, selvom skriften er et middel til at frigøre og udnytte åndens kvaliteter og på længere sigt måske til at binde hele menneskeheden sammen i en broderlig tradition. Her lægger Herder en utopi til sin fremskridtstro, og ligesom i det tyvende århundredes udviklingsparadigme var vejen mod både fremskridt og broderskab brolagt med bogstaver. Ud af denne forestilling om skriften som åndens højeste udtryk voksede også det begreb om dannelse gennem videnskab, som var idealet for åndsvidenskaberne helt frem til omkring 1970, hvor opgøret med de modernistiske forestillinger, som blev grundlagt i oplysningstiden, for alvor tog fart.
Folkeånd og frihed
Folkenes egenart viser sig primært i deres sprog. Men der er naturligvis mere til kultur end sproget; der er en lang række andre udtryk, sædvaner og skikke, fortællinger og myter osv., som i fællesskab udgør et folks særkende. Herders sprog- og kulturovervejelser gjorde ham til foregangsmand for en systematisk sammenlignende kulturvidenskab, der stadig er levende. Alle kulturer, eller nationer, er for så vidt lige fuldkomne i Herders verdensbillede, derved at de alle udtrykker menneskets åndelighed; men når racerne først er formede, så repræsenterer de hver sin type af humanitet, som er en immanent og uforanderlig kultur. Denne er ikke længere direkte afhængig af omgivelserne; selv hvis mennesker flytter, forbliver deres karakter den samme, fuldstændig som man kan omplante planter, uden at de derved ændres.
Ethvert folk inkarnerer et særligt geni eller en særlig ånd, en egen Geist, som gør folket til et organisk hele. Folkets sprog, værdier og traditioner er simpelt hen udtryk for en særlig folkeånd. Dette indebar et helt nyt syn på kulturerne eller nationerne som noget, der må forstås indefra og med udgangspunkt i konkrete historiske tilstande. Dette syn på kulturernes individualitet indebar en ny opfattelse af alle kulturers bidrag til den samlede historie. Der var for så vidt tale om en demokratisering af humanitetsidealet. Dette ideal forbandt alle mennesker, men forbindelsen udtryktes i forskelle snarere end i enshed. Der var tale om et opgør med oplysningens overlegne holdning til fortid og fjerne folk. Samtidig lå der dog en latent forherligelse af netop europæerne, som blandt andet i kraft af kristendommen havde nået en højere grad af ‘historisk’ perfektion end andre.
Men den nye opfattelse af andre kulturer som nogle, der faktisk ydede deres eget unikke bidrag til humaniteten, inspirerede ikke mindst Vilhelm von Humboldt (1767-1835), som ud over at arbejde med lingvistikken også søsatte en komparativ antropologi. I sin Plan einer vergleichenden Anthropologie fra midten af 1790’erne fastslog han, at menneskehedens fælles natur blev udtrykt gennem individuelle karakterer eller nationale enheder. Hvert folk havde en nationalkarakter, som var inkarneret i helheden af traditioner, sædvaner, sprog, religion og kunst. Disse afslørede folkets dannelse, men da de var baseret på evner og værdier, der var indbegrebet af den nationale identitet, kunne de ikke måles mod ydre standarder, men krævede ubetinget respekt. Der var dog nogle folk, der havde udnyttet deres potentiale bedre end andre og dermed levede op til et højere dannelsesideal.
Humboldt var som sagt stærkt influeret af Herder, men førte dennes arbejde videre i retning mod et rigoristisk empirisk studium af folkene, ikke uligt naturalisternes metode til undersøgelse af naturen. Den induktive antropologi adskilte sig dog fra naturvidenskaben ved ikke at gå ud fra en forestilling om naturlove, men i stedet holde sig til kendsgerningerne. Denne oprindelige antropologiske plan videreudviklede Humboldt i sine senere år, og ikke mindst det eftertryk, han lagde på den kritiske omgang med kendsgerningerne, skulle få overordentlig stor indflydelse også på historieforskningen og kildekritikken. Mere specifikt udviklede Humboldt sin plan for en sammenlignende antropologi i stadigt tættere forbindelse med den sammenlignende sprogvidenskab. Sidstnævnte blev efterhånden helt overordnet, i den forstand at Humboldt så sproget som det afgørende, definitoriske træk ved mennesket.
Hvad angår antropologien, så er Herders og Humboldts indflydelse stadig mærkbar. Den tyske tradition havde