Vidnesbyrd. Stefan Iversen
ked af det, at han ikke gjorde det, for jeg kunne huske telefonnummeret. Men da vi ventede på toget med nogle kammerater, havde vi indtryk af, at vi kom fra en anden planet, og at folk kiggede på os. Godt nok havde vi fået lidt hår og almindeligt tøj, men det ville have været rart at have nogle fra familien, men det var der altså ikke. Vi kom med toget til Paris, hvor alle de andre var blevet modtaget af Røde Kors. Først ville de ikke se på os, men bagefter var de venlige. Så blev vi kørt til et hotel i Paris, Hotel Lutecia, som senere blev et af Spies og Tjæreborgs hoteller. Den første person, jeg så fra ryggen, var en af mine skolekammerater, som var der for at hjælpe og tage imod de befriede folk. Jeg blev lidt panikslagen, for jeg tænkte, at nu ville jeg høre noget om mine forældre. Jeg havde slet ikke hørt noget i halvandet år og vidste ikke, om de var levende eller… Og da hun så mig, sagde hun: ”Jeg har ringet til dine forældre, og de er kommet tilbage til jeres lejlighed”. Det var den 22. maj 1945, og Paris havde været befriet siden 25. august 1944, så livet var blevet normalt igen.
Hun ringede til dem den skønne forårsmorgen, hvor vinduet var åbent. Mine forældre boede på 2. sal, og hun boede på 4. sal, og med vinduet åbnet, råbte den dame, som tog telefonen: ”Arlette er kommet hjem!”. Det kunne mine forældre høre, men hun kom hurtigt og fortalte, hvor jeg var, så de kunne komme og hente mig. Jeg skulle bare hjem, men det kiksede. Der var taxaer til fanger, men ikke til familier, så vi tog bare metroen til mit gamle hjem. Der var jeg den første, man kendte, som var kommet tilbage, så man vidste ikke, hvad man skulle gøre for at glæde mig. Det, de skulle gøre, var især at komme med mad, for i Paris 1945 var der ikke ret meget at spise, og de kom, alle vennerne, med alle mulige gode ting. Jeg spiste og spiste. Jeg spiste to gange om natten og anbragte en tallerken ved siden af sengen om aftenen til to omgange. Da jeg vågnede første gang, tænkte jeg, at jeg spiser det hele, så kan det være, at jeg kan sove resten af natten. Men det kunne jeg ikke. Med det resultat, at jeg fra de 30 kilo, jeg vejede, da jeg kom hjem, vejede 70 i juli. Det var en almindelig sygdom, kan man kalde det, blandt dem, der kom tilbage. Der var nogle læger, som frivilligt tog sig af problemet og sørgede for, at jeg tabte cirka 20 kilo, så tog det nogen tid.
Men jeg drømte kun om at begynde at læse igen i september. Jeg blev forkælet af familie og venner, og det har været meget vigtigt, for jeg mødte engang en kammerat fra Belgien. Hendes familie kom ikke tilbage, og hun blev ikke hjulpet, som jeg blev, og var stadigvæk meget bitter og havde svært ved at komme i gang. Det at blive passet og hjulpet af en kærlig familie og venner, det var meget vigtigt.
Detaljer fik de aldrig at vide. Jeg fik et brev for nylig fra en gammel elev, som havde set artiklerne i Berlingske Tidende, og han sagde, at han godt kunne huske, at jeg havde sagt en smule, men aldrig så meget, som han havde fået at vide i artiklen. Jeg fortalte lidt, men aldrig så meget. Jeg tror, at det var den almindelige opfattelse, at man skulle glemme det. Men vi må have været mere robuste, for mine tre veninder har også klaret sig. Det er sådan … der er to personer, også når jeg fortæller og kan se alt det for mig, som jeg fortæller. På den anden side er det ikke mig, som er fortælleren, det er en anden. Men i hvert fald tror jeg ikke, at man kan sige, at det ikke eksisterer, for hvorfor skulle vi gå rundt og fortælle?
Jeg blev opfordret til at fortælle om det. Det havde jeg aldrig tænkt på, at jeg kunne gøre. Jeg tænkte, at jeg ikke kunne være bekendt at sige nej. Jeg kunne ikke lide at holde foredrag, jeg kunne ikke holde foredrag på dansk, og jeg kunne ikke lide at grave i det. Jeg fik også nogle mareridt igen i ’90, da jeg skulle opleve det hele igen. Nu kan jeg klare at lukke af, for det er en anden person, som fortæller. Jeg behøver ikke at tænke på det før. Og jeg har aldrig skrevet noget ned, men min mand sagde altid i begyndelsen: ”Skriv nogle punkter ned!”, så jeg fulgte nogle numre og kronologisk kan jeg sige, hvad jeg har oplevet. Men hvis det skulle have hjulpet mig at fortælle om det, så var det for sent i hvert fald. Jeg kunne diskutere det med min datter, som er psykolog. Nu får man psykologisk hjælp for den mindste smule, en togulykke eller et eller andet, men det kendte man ikke dengang. Og vi har klaret det alligevel.
Der gik en generation, hvor tyskerne ikke rigtig talte om det, men så kom det frem, og det var et chok for mange. Jeg hørte om en ung tysker, som i Frankrig sagde, at han var fra Schweiz, han ville ikke sige, at han var tysker. Men nu er det en ny generation. Min datters bedste veninde er tysk. Min søn og jeg har lige været på et krydstogt på Rhône-floden, og det var en tysk båd, der var 170 mennesker, og der var en gruppe danskere. Jeg vidste godt, at det var et tysk skib, men i min vildeste fantasi kunne jeg ikke forestille mig, at man i vore dage og på en fransk flod ikke ville tale engelsk eller fransk, men de talte kun tysk. De fleste var tyskere, og alle beskeder var på tysk. Der var en dag, hvor der var noget i vejen. De skulle have en ny vandpumpe, og det blev meddelt i en højtaler. Nu kunne jeg nogenlunde forstå, hvad det drejede sig om, men jeg tænkte, at det var for galt, at noget, som kunne være vigtigt, kun var på tysk. Jeg gik til receptionen, og de var lidt forvirrede, men så kom kaptajnen, og da jeg klagede på engelsk, sagde han: ”Det er en tysk båd!”. Så tænkte jeg på den der tyske overlegenhed og sådan noget. Han fortalte det udmærket på engelsk. Et fransk skib, på fransk vand, fransk flod, at det kun er tysk, det er tysk arrogance. Her har vi en parabol, og vi har fransk fjernsyn hjemme, men på den franske flod var der kun tysk fjernsyn. Vi gjorde det danske rejsebureau opmærksom på, at de skal sige til folk, som vælger de rejser, at de må være klar over, at det kun er på tysk. Selv om kaptajnen ikke har oplevet krigen, tænkte jeg, at den tyske karakter kom frem. Men de unge tyskere har jeg ikke noget imod, de er selv kede af det, de kan ikke gøre for det. Jeg kan jo heller ikke gøre for, hvad Napoleon har gjort i sin tid. Men længe har jeg ikke villet tage til Tyskland, og da vi begyndte at køre selv, kørte vi over Holland.
En sommerferie i 1946 besøgte jeg min gamle rektor. Hun spurgte mig, om jeg ville en tur til Danmark. Det ville jeg gerne. Danske familier havde inviteret franske studerende til landet, fordi forholdene var dårlige i Frankrig. Jeg kom til en familie i København, hvis søn var skolekammerat til min mand. Min mands far var søofficer, så han boede i Nyboder og studerede engelsk, så vi havde meget fælles. Og det var sådan, det blev. Jeg flyttede til landet i 1951.
Jeg skriver ned, hvor jeg har holdt foredrag, for det er ikke til at huske ellers. Det er mest gymnasier. Det første, som er helt fantastisk, når man kender gymnasieelever, er, at de er musestille. De er så koncentrerede og meget chokerede. For som de altid siger, vi har læst om det, og vi har set film, men når man ser én, som har været der, er det noget helt andet. Det er altid en oplevelse at se sådan en flok på 5-600, som virkelig hører efter. Jeg ved ikke, hvor længe jeg kan blive ved. Jeg vil helst, at det skal være noget for det brede publikum, for 500 fortæller det hjemme og taler om det. Foreløbig siger jeg ikke nej til gymnasier.
En af mine veninder holder også foredrag i Frankrig, men vi taler ikke om det. Mine børn fik først det hele at vide til det første foredrag. De vidste godt, at jeg havde været deporteret, men det var til mit første foredrag, at de hørte det hele. Jeg tror heller ikke, at min mand har fået det hele at vide, ikke sådan i detaljer. Det var ikke noget, man talte om, og jeg tror, det var det samme med min veninde. Jeg tror heller ikke, at hun har talt med sin søn om det, men hendes barnebarn, som skulle lave et oplæg i skolen, hun fik interviewet sin bedstemor og fik en rigtig god karakter for det, hun fortalte. Men det ser ud til at springe en generation over.
Der var 76.000 jødiske deporterede i Frankrig, 74.000 blev sendt til Auschwitz, og mere end 57.000 blev sendt til gas, lige da de kom til lejren. Af de 31.543 registrerede i Auschwitz, kom cirka 2.500 tilbage til Frankrig, det vil sige tre procent af dem, som ankom. Af 11.000 deporterede jødiske børn overlevede mindre end 100. Jeg slutter altid med det, og det gør et temmelig stort indtryk. Jeg ved, at der var nogle, som var ældre, som er døde. Og der var ikke mange, som var yngre. Simone Veil er kendt, hun har været formand for Europarådet og er et par år yngre end jeg. Men ret meget yngre var de ikke, for så kom de ikke ind.
Конец ознакомительного фрагмента.
Текст предоставлен