berlin. Aarhus University Press
venstre for statsrådsbygningens facade finder man Berlins rigtige Bredgade, Breite Straße, der løber mod sydøst, væk fra den gamle slotsplads og ned mod den centrale plads i det middelalderlige Cölln, Petriplatz. Frem til begyndelsen af det 18. århundrede var Breite Straße byens pragtboulevard, hvor adelige og højere embedsmænd havde deres bolig. Efter at Unter den Linden overtog den funktion, blev Breite Straße reduceret til handelsstrøg, om end et fornemt af slagsen i kraft af beliggenheden nær slottet.
I dag er gadens højreside præget af halvtomme kontorbygninger fra DDR-tiden. Særlig grel og utilnærmelig fremstår hovedkontoret for det forhenværende byggeministerium, en monoton bureaukratkolos i udmattet hvid med lyseblå vinduessprosser. Den står i skrivende stund rungende tom og er derfor spærret af med bastant gitterværk. Ifølge den officielle, men endnu ikke tidsfæstede byplan for området omkring Petriplatz, skal kontorbygningen rives ned og erstattes af boliger. Indtil planen – måske – sættes i værk, står det gamle byggeministerium tilbage som et af det centrale Berlins få uforandrede levn fra DDR-tiden. Som en anden tidslomme emmer det af fortid og forfald. Man kan nærmest ikke undgå at forestille sig, hvordan dets indre er befolket af genfærd fra det nidkære østtyske embedsmandsapparat, der bøjet over den ene mere fantastiske plan efter den anden udtænker måder at undslippe dette bureaukratiske mareridt på.
På gadens venstreside, østsiden, er flere af de historiske bygninger, der blev ødelagt under Anden Verdenskrig, blevet genopbygget og løbende istandsat, så de i dag udgør en nydelig kontrast til spøgelseskolossen overfor. Det gælder bl.a. det såkaldte Ribbeckhaus i renæssancestil, der sammen med de omkringliggende bygninger huser Berlins senatsbibliotek. Længere fremme mod Petriplatz, på hjørnet mod den ottesporede gennemfartsvej, finder man et af områdets få nye prestigebyggerier, Haus der Deutschen Wirtschaft. Prægtigt ser det ud, men sammenlignet med det faldefærdige byggeministerium på den anden side af Breite Straße, fornemmer man svagt i nutidens blankpolerede glans et dystert varsel om fremtidens forladte ruin. I dag pragtfuldt monument over det tyske erhvervsliv, i morgen forfaldent stålmonstrum, hvis formål er fortrængt.
På selve Petriplatz lå indtil begyndelsen af 1960’erne ruinerne af Skt. Petri Kirke, der på det tidspunkt – som så meget andet – måtte vige for fremskridtet i form af den ottesporede Gertraudenstraße, der under forskellige navne forbinder Alexanderplatz med Potsdamer Platz og det vestlige Berlin. Gennemfartsvejen blev færdigetableret i 1969 som del af den tidligere omtalte helhedsplan for Berlins gamle centrum, som Peter Schweizer stod i spidsen for, og hvis idé det var at lede den gennemgående trafik uden om pladsen ved rådhuset. Med de øgede trafikmængder – 65.000 biler om dagen i 2009-tal – er resultatet imidlertid blevet, at gennemfartsvejen afskærer ikke blot de midterste fra de sydligste dele af det gamle Berlin. Det vedvarende trafikbrus påvirker også livet i disse bydele, så det ikke just er de mest attraktive at slå sig ned i. Petriplatz er derfor ikke længere genkendelig som en egentlig plads. Ud over fornemme borgerhuse lå her ellers også en latinskole samt det særskilte rådhus for Cölln, der allerede i 1901 måtte vige for trafikken. I vor fortidsdyrkende nutid har man imidlertid over de senere år udgravet Petriplatz og blotlagt flere af de forsvundne bygningers fundamenter, som borgere og besøgende i dag kan betragte gennem ’arkæologiske vinduer’, indtil planen om at genskabe noget af tætheden i bebyggelsen omkring Petriplatz eventuelt bliver realiseret.
Lige så interessant som arkæologernes fund under jorden er det nu at rette blikket op mod de eksisterende bygninger i denne del af byen. På pladsen kolliderer såvel DDR-modernismen i form af monotone lejlighedskomplekser med enkelte rekonstruerede bygninger fra det forrige århundrede, der eksempelvis er grupperet i et lille arkitektonisk ensemble ud mod Spreekanalen, der omslutter øen på vestsiden. På hjørnet ind til Brüderstraße kan man betragte endnu et eksempel på forfalden storhed, her dog ikke fra kommunismens, men fra den borgerlige tidsalders epoke. Her ligger nemlig den sidste bevarede del af Rudolph Hertzogs engang så berømte manufakturvarehus, der i begyndelsen af det 20. århundrede optog hele blokken mellem Breite Straße og Brüderstraße. I det neobarokke hjørnehus, som i dag står tomt hen bag en af udgravningerne på Petriplatz, solgte man endnu i DDR-tiden modetøj til unge østberlinere. Nu venter huset på en ny tids entreprenører.
Rudolph Hertzogs engang så berømte manufakturvarehus på Petriplatz i hjertet af det gamle Cölln står i dag tomt. Det samme gør kontorbygningen til højre, der før Murens fald husede DDR’s byggeministerium, men nu blot venter på nedrivningsmaskinernes nådestød
en betonforstad i midtbyen
Ør i hovedet af disse blandede tidslag, der langs Breite Straße og på Petriplatz hober sig op oven på og ved siden af hinanden, er det helt rart at stille sig ud til den ottesporede vej og bare nyde trafikken. På den anden side af bilstrømmen tårner højhusene på Fischerinsel sig op som en markering af typisk betonforstadsbyggeri fra 1970’erne; en fornemmelse, trafikken er med til at understøtte. Men de seks 21-etagers boligblokke med plads til i alt 3750 beboere, omgivet af træer, parkeringspladser, daginstitutioner og en svømmehal, ligger faktisk på et af de tidligst bebyggede steder i Berlin.
Fischerkiez hed området frem til nedrivningen af den tætte bydel i midten af 1960’erne. Trods elendige og trange leveforhold i mange af de gamle boliger var det i DDR-tiden genstand for en vis nostalgisk dyrkelse blandt lokale berlinere. Længere tilbage i tiden, inden Anden Verdenskrigs og genopbygningens forandringer af bymidten, var Fischerkiez et populært turistmål for folk, der søgte efter det autentiske Berlin. Da havde kvarteret allerede i århundreder været befolket af ydmyge fiskere og flodskippere, men endnu længere tilbage i historien, inden Trediveårskrigen 1618-48, var det her de store købmænd boede.
Holder man af betonbyggeri fra 1970’erne, er en vandretur gennem dette område en fin oplevelse. Ud mod gennemfartsvejen er der til 1970’er-blokkene nu føjet et mindre hotel- og forretningskompleks under navnet Fischerinsel Passage, opført i typisk berlinsk genforeningsstil og med en markering af det oprindelige vejnet, der ellers var fjernet af de østberlinske byplanlæggere. Mens et lag af den berlinske historie dermed er gravet frem igen, er et anden udvisket her. Frem til år 2000 befandt sig nemlig på dette sted et fremragende eksempel på arkitektonisk DDR-modernisme, det såkaldte Grossgaststätte Ahornblatt, der tjente som beboerhus for indbyggerne i de nye højhuse på Fischerinsel, og samtidig rummede kantinen for medarbejderne i byggeministeriet på den anden side af Gertraudenstraße. Efter Murens fald blev byggeriet i en årrække brugt som diskotek, men siden stod det tomt og blev altså i 2000 revet ned. På trods af at det netop var erklæret fredet, havnede endnu et DDR-prestigebyggeri dermed på historiens losseplads.
naturgenopretning i byen
Samme skæbne synes i det hele taget at vente den østberlinske byplan fra 1960’erne og 1970’erne, som så gennemgribende forandrede de sydlige dele af det middelalderlige Berlin. Moderniseringen af området i årtierne efter Anden Verdenskrig gik i høj grad ud på at bryde med fortidens tætte bebyggelse og farthæmmende gademønster. Lys, luft, renlighed og hastighed var nøgleord for DDR-tidens byfornyelse, men over årene er der tilsyneladende blevet for meget luft mellem menneskene i området, og hastigheden på vejene er blevet for høj til, at man kan færdes trygt til fods eller på cykel.
I Waisenstraße finder man et af de få middelalderlige levn i Berlins gamle centrum: en undseelig stump af den to meter høje mur af kampesten, der fra det 14. til det 17. århundrede omkransede tvillingebyerne Berlin og Cölln
I det ni hektar store Klosterviertel, som ligger på den anden side af floden, og som man kommer til fra Fischerinsel ad Mühlendamm-broen, bor der i dag kun cirka 50 personer. Resten af området er kontor- og administrationsbygninger, parkeringspladser og veje. Den udvikling af de gamle bycentrer har man ganske vist også set i mange andre storbyer, hvor private beboere rykker ud og virksomheder og offentlig administration