Civiliserende institutioner. Laura Gilliam
Bourdieu og Elias, der begge påpeger, at klasser fastholdes og reproduceres i stadige symbolske kampe om, hvis forståelse af anseelse og opførsel der er gældende (Bourdieu 1987; Elias 1939/1994, s. 382-383). I en stadig spænding mellem forskellige strata defineres og udfordres forståelser og positioner. Med begreberne “spurts and counterspurts” (måske bedst oversat ved bevægelse og modbevægelse) indfanger Elias (ibid.) disse spændinger, der næres af magtulighed mellem samfundslag, og som gennem historiens lange løb ændrer normer og forståelser. Med begrebsparret “ortodoxi” og “heterodoxi” søger Bourdieu (1977, kap. 4) på lignende vis at pege på, hvordan den gældende, men ikke nødvendigvis diskuterede orden (doxa) kan blive genstand for konflikt mellem forskellige sociale grupper, der kæmper om definitionsrummet. I konflikten formuleres de dominerende opfattelser (ortodoxi) af grupper, der søger at fastholde dem over for andre – hidtil dominerede − grupper, der udfordrer ved at gøre andre opfattelser (heterodoxi) gældende. I begge teoretiske tilgange ligger fokus på de sociale magtbalancer og definitionskonflikter, der udspiller sig mellem forskellige sociale klasser, der søger at sikre eller forbedre deres egen position ved at få deres opfattelser etableret som de gældende.
Det skal understreges, at selvom klasser er en meget vigtig social stratifikationsform, så er den ud fra et Elias-perspektiv blot en af flere. Således kan de konflikter og gensidige positioneringer, som vi har beskrevet ovenfor, spille sig ud mellem grupper, der defineres på andre måder – som etniske grupper, alderssegmenter, kønsopdelinger, nabogrupper eller lignende. Med begrebsparret “the established” og “the outsiders” (“de etablerede” og “de udenforstående”), introducerer han en generel betegnelse for relationer mellem dem, der behersker eller ligefrem etablerer koderne, og dem, der ikke gør i den konkrete sammenhæng (Elias 1939/1994; 1994) – uden dermed at ville reducere spændingerne til en dikotomi. Hermed retter han fokus mod de grænsedragninger, som enkeltindivider og grupper foretager i forhold til andre i deres forsøg på at opnå eller fastholde tilhørsforhold, definitionsmagt, kulturel dominans og social legitimitet. Denne tilgang har vi fundet inspirerende i vores behandling af materialet fra de danske børneinstitutioner, hvor vi ser flere former for social grænsedragning f.eks. stigmatisering, lighedsmarkeringer og eksklusioner både blandt voksne og børn. Det gælder for eksempel i forbindelse med etniske minoriteter, der ofte synes at indtræde i en rolle som ‘outsidere’ i forhold til den etablerede majoritet. De sociale grupperinger defineres i samspillet, og subtile distinktionsmarkeringer og grænsedragninger kan her iagttages – om end netop etnicitet er en af de forskelle, som nedtones og tabuiseres i flere af de undersøgte institutioner. Her vidner vores iagttagelser om latente konflikter over gruppetilhørsforhold og definitionsmagt, hvor ulighed i indflydelse og anerkendelse markeres subtilt og indebærer en latent social ustabilitet. Det er et tema, der vil blive berørt i flere af bogens kapitler
Disintegration og de-civilisering
En central pointe hos Elias er som nævnt, at integrationsprocesser altid er udtryk for en form for imperialisme, hvor en dominant gruppe inkorporerer kulturelt, politisk, socialt dominerede grupper gennem udbredelse af standarder og levemåder. Udviklingen mod stadigt mere integrerede og for så vidt fredelige og homogene samfund ser han således ikke som udtryk for en øget demokratisk ligeværdighed, men som resultat af konfliktuelle og asymmetriske relationer. Et velintegreret samfund er dermed ikke nødvendigvis udtryk for harmoni, men for indiskutable dominansrelationer og altså, hvad Bourdieu kalder doxa. Konflikt og stabilitet er sammenvævet i den historiske udvikling; det er i spændingerne mellem sociale grupper, at ændringer sker. I situationer, hvor dele af en domineret gruppe opnår en vis position og indflydelse, øges spændingerne mellem grupperne, og man vil ofte se nye former for distinktionsmarkeringer (Elias 1939/1994, s. 430). Det er i denne vekslen mellem faser af assimilation og distinktion, mellem stabilitet og konflikt og mellem indoptagelse og udvikling af nye forskelsmarkører, at nye markører af social status forandres og forfines. Disse sociale magtspil er drivværket bag civiliseringsprocessen, men også det, der kan få den civiliserede fernis til at krakelere.
Hverken civilisering eller social integration er processer, der kun har én retning. Elias – og flere af hans arvtagere – har påpeget, at der altid er en latent mulighed for disintegration eller ligefrem “de-civilisering” (Elias i Goudsblom & Mennell 1998, s. 113-121; Mennell 1990; Dunning & Mennell 1998; Swaan 2001; van Krieken 2002). Som 2. verdenskrig i Elias’ samtid demonstrerede, kan “panseret af civiliseret opførsel meget hurtigt smuldre”, hvis der sker samfundsændringer, der får frygten for det uforudsigelige i andre menneskers reaktioner til at træde frem (Elias 1939/1994, s. 532). De-civilisering er en nedbrydende reaktion på ustabilitet og uforudsigelighed, hvor den tillid til civil omgang, som er bærer af den sociale orden, ophører og erstattes enten af voldsregulering eller indførelse af systemer af kontrol og overvågning, der erstatter skam med frygt, tillid med kontrol. Både civiliserende og de-civiliserende tendenser er altid til stede (Mennell & Goudsblom 1998, s. 20). Konflikterne mellem forskellige samfundsgrupper rummer derfor ikke bare en udfordring af en dominerende position, men også en potentiel underminering af den dominans, som sikrer forudsigelighed og stabilitet, dvs. bærer den civiliserede orden. Enhver magtudfordring rummer en reel risiko for disintegration, ligesom enhver magtmanifestation gør det.
I Danmark, som i de fleste andre vestlige samfund, er bekymringen for dels globalisering, dels indvandring og de nye borgeres integration i samfundet, et eksempel på en nervøsitet i forhold til samfundets disintegration og de-civilisering, men også på en tendens til at gribe til regulerende og kontrollerende tiltag som reaktion på den oplevede trussel. I forhold til globaliseringen skal tests, kulturel og faglig oprustning og forældreansvar optimere nye medborgere, så de er rustet til fremtidens globale konkurrence og til at opretholde det velfærdssamfund, som er den danske variant af et civiliseret samfund Og i forhold til indvandringen skal et net af forskellige tiltag sikre de etniske minoriteters tilpasning; ikke mindst er der fokus på børnenes opdragelse og uddannelse. Legitimeret ved et hensyn til barnets bedste er børneinstitutionerne derfor bemyndiget til at udfordre og underkende forældres opdragelsesvisioner i de tilfælde, hvor de vurderes at være i strid med herskende normer. En sådan legitim intervention betegner van Krieken som “civilizing offensive” og understreger:
It is important to supplement, systematically, the concept of civilizing processes with that of civilizing offensives, to take account of the active, conscious and deliberate civilizing projects of both various powerful groups within societies and whole societies in relation to other regions of the world. (van Krieken 2002, s. 303)
Når højlydte politiske krav således lyder om, at børn af ressourcesvage forældre tidligst muligt skal i daginstitution og etniske minoritetsbørn i den almene folkeskole for at blive integreret med de danske børn, er det eksempler på en sådan legitim intervention eller “civilizing offensive”. Det gælder også, når der etableres projekter, såsom ‘familiekurser’ for bestemte forældregrupper, der ikke skønnes at kunne varetage opdragelsesopgaven i overensstemmelse med gældende forståelser af børns trivsel, opvækst og udvikling. Lovgivningen giver ganske vide beføjelser for intervention i familier, hvor der er mistanke om vanrøgt af børnene, og større debatter har været rejst om udvidede beføjelser i tilfælde, hvor det vurderes, at forældrene ikke stimulerer barnets udvikling og integration i det større samfund tilstrækkeligt. Når forældre ikke er enige i den fortolkning af børneopdragelse, som institutionerne praktiserer, er det indirekte en udfordring af en dominerende civiliseringsopfattelse i samfundet. En udfordring som kan pirke til en slumrende angst for de-civilisering og social disintegration.
Integration og disintegration, assimilering og distinktion er dermed nogle af de centrale elementer i civiliseringsprocesser – og deres modsætning. Disse aspekter er også centrale i den analyse af velfærdsstatens børneinstitutioner, som bogen her beskæftiger sig med. Som vi vil vise, bestræber de pædagogiske institutioner sig på at integrere og assimilere børn ind i det samfund, de vokser op i, men de rummer også distancer, social spænding og risiko for disintegration. I den forstand reflekterer institutionernes opdragelsesprioriteringer dominansrelationer i det større samfund, og de er derfor altid fyldt med sociale spændinger, kompromiser og konflikter også selvom uenigheder sjældent artikuleres.