Den klassiske kobstad. Группа авторов

       Søren Bitsch Christensen

      Forord

      Efter middelalderens hektiske anlægsperiode var det danske bysystem i store træk udbygget med det antal byer, som handelen mellem land og by gav økonomisk grundlag for. Nye byer opstod også i tidsrummet mellem middelalderen og industrialiseringen, men normalt på et andet grundlag end handelen. De omtrent 350 år, det drejer sig om, var derfor fortrinsvis en periode, hvor købstædernes funktion i samfundet blev justeret inden for allerede givne rammer. Selv om disse justeringer kunne være nok så omfattende, og økonomiske bølgebevægelser kunne favorisere den ene by og gøre udsigterne dunkle for den anden, var “købstadssystemet” på plads. Derfor hedder dette bind Den klassiske købstad. Det gjaldt for alle købstæder, at de var variationer over det samme tema, købstaden som type.

      Dette bind af Danske Bystudier består af en række artikler, der dels er udvidede og redigerede versioner af foredrag holdt ved Dansk Center for Byhistories seminarer i 2002, dels omarbejdede universitetsspecialer. Fælles for alle er, at de ligger på linje med centrets ønske om at påvirke dansk byhistorie i retning af at søge at forstå urbanitetens historie og ikke alene enkelte byers historie. Når flere artikler tager udgangspunkt i netop enkelte byers forhold, sker det således med rod i betragtninger om generelle ændringer i bysystemet eller med et byteoretisk udgangspunkt. Bogen efterfølges af bind 3 af Danske Bystudier med titlen Den moderne by.

      Bilagsmateriale til flere af artiklerne fremlægges ved årsskiftet 2005/06 på internettet inden for rammerne af Dansk Center for Byhistories projekt Den Digitale Byport på adressen www.byhistorie.dk. Det drejer sig om “Det naturlige midtpunkt? Købstædernes økonomiske centralitet ca. 1450-1800”, “De nørrejyske købstadsmarkeder” og “Håndværkere i en brydningstid: Mestrene i Viborg 1860-1870”. Præsentationen af materialet vil i lighed med det øvrige indhold i Den Digitale Byport blive præsenteret i en interaktiv form, der åbner for læsernes kommentarer og uddybninger. Det er vores håb, at vi med dette tiltag kan åbne for en dialog mellem det trykte og det digitale medium.

      Udgivelsen af bogen er muliggjort af velvillige bidrag fra en række fonde. En stor tak for støtte skal derfor gives til Aarhus Universitets Forskningsfond, CAC Fonden, Hielmstierne – Rosencroneske Stiftelse, Carlsen – Langes Legatstiftelse, I.F. Lemvigh Müllers Fond, Lillian og Dan Finks Fond og Konsul George Jorck og Hustru Emma Jorck’s Fond.

      Søren Bitsch Christensen

      En karakteristik af den klassiske købstad og dens historiografi

      Højt hævet står Hugo Matthiessens og Vilhelm Lorenzens værker om de danske købstæder i det, vi her har kaldt den klassiske tid.¹ I litterær henseende står Hugo Matthiessens skildringer stærkest, skrevet i den poetiske fin de siecle-tone, som den fremvoksende industrialisme og dens ødelæggelser af de gamle købstadsmiljøer kaldte frem hos ham. Matthiessen valgte i nogle af sine værker en vinkel, der lod de mange byer glide sammen i et billede af én købstad, en type, en repræsentant for den svundne og gyldne fortid. Ikke at han glemte detaljerne og de indbyrdes forskelle, men i sagens tjeneste gjaldt det om at vække en glemsom samtid til at passe på det hensmuldrende, ikke fordi det var deres egen lille by, men fordi selv det mindste hus og hvert eneste oprindelige miljø var en del af historien om de gamle købstæder.² Billedets sammenhængskraft skyldtes først og fremmest købstadsvæsenets relative uforanderlighed. Fra middelalderen havde man nedarvet et bysystem, hvor alle væsentlige bysamfund var privilegerede købstæder, der i det stænderordnede samfund var udstyret med principielt noget nær de samme rettigheder og pligter. I den forstand var købstæderne variationer over samme tema. Det er både lighederne og variationerne i det danske købstadsvæsen, der er temaet for denne antologi.

      I byens eller kongens billede

      Senmiddelalderens byrum var ladet med symboler. Udøvelsen af kongens, byens og torvets ret var understøttet af rettens synlige redskaber: tingstedet, træhesten, kågen, markedskorset, galgen og gabestokken. Byens halsjern og gabestok modtog ved byportene og havnen de tilrejsende fra land- og søsiden og forkyndte skæbnen for den, der brød byens torveorden.³ Denne brug af symbolske manifestationer i rettens, byens og kongens tjeneste tog man med sig over i nyere tid, og når vi skal have et første indtryk af de klassiske købstæder, deres selvforståelse og position i forhold til det omgivende samfund, kan vi derfor med sindsro se på købstædernes ydre fremtræden. Mens byens porte og andet forsvarsværk i middelalderen både havde tjent forsvarsformål og stået som en del af det selvhævdende borgerskabs perceptuelle grænsedragning mod bønder og kongemagt, så greb en stærkere kongemagt senere ind og tvang byerne til at fremstå i kongens og ikke deres eget billede over for omverdenen.⁴ Enhver løs idé om, at byernes ydre forsvarsværker kunne vendes mod rigets soldater, blev umuliggjort. Det skete i forlængelse af reformationstidens borgerkrige: En herredag under Frederik 1. (1523-1533) vedtog at nedlægge alle bybefæstninger uden for Malmø og København, hvorefter de fleste bybefæstninger faktisk blev sløjfet. De tilbageværende tjente nu som del af rigets forsvar mod ydre fjender.

      Med Christian 4.s og Frederik 3.s bygrundlæggelser samt rigsmarsk Anders Billes generalplan 1646 blev fremtiden for bybefæstningerne tegnet af bastionære anlæg i udvalgte byer af særlig militærisk værdi.⁵ Disse byer vedblev at træde markant frem i forhold til det omgivende land. De to konger virkeliggjorde 12 nye byanlæg mellem 1600 og 1660, heraf de syv i kongeriget og Slesvig. Af de nye byer blev især Christianshavn og det senere Fredericia lukket inde bag store anlæg, men også Gammel København, Nykøbing på Falster, Køge, Assens, Nakskov, Rudkøbing, Aalborg, Stege og Skanderborg fik udvidede befæstninger. Københavns nye landbefæstning, der stod færdig i 1624, bestod således af seks meter høje jordvolde bag en 37 meter bred vandgrav. Svenskerne benyttede i øvrigt lejligheden til frem mod krigens afslutning i 1660 at forstærke fæstningsværkerne i flere af disse byer. Hovedparten af de nye fæstningsbyer blev grundlagt uden for kongerigets grænser, men to nye skød op inden for. Den ene af disse, Fredericia, blev en seriøs konkurrent i et i forvejen tæt østjysk bysystem, mens den anden, Fladstrand – det senere Frederikshavn – langsomt sugede kræfterne ud af Sæby. Men ellers falder Danmark uden for det øvrige nordeuropæiske mønster, hvor nye, befæstede byer havde en større gøgeungeeffekt. Renæssancens fortikationsteknik rokkede ikke meget ved det samlede bybillede, men satte dog et stærkt præg på en række gamle købstæders ydre fremtræden.

      Uden for disse fæstningsbyer var byernes fysiske fremtræden ikke længere præget af mure, palisader og grave, men af byporte og plankeværk. Det spektakulære ved de middelalderlige byers indgangsportaler blev i store træk skubbet til side af mere pragmatiske løsninger. Der er kendskab til bygningsmaterialet for 171 af enevældens byporte, og ikke færre end 111 af disse var opført i træ, ni var i bindingsværk, og 51 var murværk. Man kender i grove træk udseendet af 201 byporte under enevælden: 88 var simple bomme, og 42 var blot stakitter. Så var der større format over de 45 porthuse og 26 portbuer; nogle af disse var rejst i byer uden for fæstningsbyernes rækker, hvor de havde stået fra før enevælden, men ellers var det netop fæstningsbyerne, som længst lod deres gennemstrømning af mennesker og varer løbe gennem porte af ydre format.⁶