Den klassiske kobstad. Группа авторов
og et mindre fald i Grenaas og Århus’. Dertil kom længere mod syd en noget større glidning mod den nye by Fredericia med en næsten tilsvarende tilbagegang for Kolding. Det er bemærkelsesværdigt, at Århus som landsdelscenter var noget mindre markant i forhold til de omgivende købstæder end de fleste andre landsdelscentre.
På Fyn var styrkefordelingen mellem byerne iøjnefaldende stabil med Odense som ubestridt landsdelscenter. Eneste større udsving var netop Odenses noget større andel af konsumtionen i 1758-1760 end af de to skatteopgørelser, men det kan skyldes en iboende tendens i konsumtionstallene til at vægte luksusforbrug højere end dagligt forbrug, hvilket kan få stiftsbyen til at fremstå lidt for bastant. Det samme kan måske være årsagen til, at en anden stiftsby, Roskilde, går relativt frem fra 1598-1621 til 1758-1760 på trods af byens befolkningsnedgang.32
På Sjælland var billedet ellers for de fleste byers vedkommende praktisk talt uforandret perioden igennem, men med den væsentlige undtagelse, at Køge udsattes for et kraftigt fald i skatteevne på grund af byens tab af udenrigshandel til København. Landsdelscentret Helsingør havde allerede i 1864 tabt terræn efter afskaffelsen af Øresundstolden i 1857, mens de to nye byer, slotsbyen Hillerød og akademibyen Sorø, havde taget mindre andele fra de gamle købstæder, og Slagelse og Korsør havde vundet terræn i forhold til Skælskør i den evige konkurrence mellem de tre sydvestsjællandske byer.
En forholdsvis omskiftelig situation fandtes også på Lolland og Falster. Den var især fremkaldt af en vækst i Maribo og Rødby, der fra et lavt udgangspunkt satte sig mere igennem i første halvdel af 1800-tallet; Maribo som korneksportør via Bandholm og fra 1845 med egen dampskibsrute fra Bandholm til Flensborg, Rødby med færgefart og udskibning efter omfattende havneforbedringer. Landsdelscentrene Nakskov og Nykøbing Falster beholdt dog – efter disse tal at dømme – denne status perioden igennem, om end Nakskov gik ganske meget tilbage.
De gamle købstæder stod således ikke i et fast og uforanderligt økonomisk forhold til hinanden. Der var i alle landsdele forskydninger mellem byernes økonomiske styrke.
Nye byer
Der kom nye byer, men de var få. Fælles for de nye byer var, at de først og fremmest tilgodeså nye administrative centerfunktioner og kun for en mindre dels vedkommende udsprang af nye afsætningsbehov. Det gælder frem for alt fæstnings- og slotsbyerne, hvis købstadsforhold det ikke altid hastede med at bringe i orden. Hillerød omtales 1661 som købstad, men den havde ingen privilegier; man svarede altså blot skat i forhold til købstadsstatus. Først mod slutningen af 1700-tallet fik byen sine købstadsprivilegier, muligvis i 1757, men i hvert fald i 1778, hvor eligerede borgere omtales.33 Endnu værre med Hørsholm, der blev købstad i 1737, men det blev hurtigt glemt i takt med slottets forfald. Hals fik i forbindelse med fæstningsbyggeriet privilegier i 1654, men mistede dem hurtigt igen. Skanderborg var hævet over enhver tvivl købstad fra 1583, men alligevel hed det i forordningen om konsumtionen i 1673, at da Hillerød, Skanderborg, Nibe, Løgstør og Rødby ernærede sig ved andre erhverv end landbrug, skulle de i lighed med andre købstæder betale konsumtion.34
Netop konsumtion og told var med til at bringe en række kandidatkøbstæder frem i lyset. Rødby fik ved forskellige lejligheder erhvervsmæssige rettigheder på linje med købstæderne, men byen blev også i 1582 fritaget for at holde nævn, torv og dommergerning, og privilegierne fik byen først 1682.35 Det tog man dog ikke mere bestik af, end at byen som den sidste fik et toldhegn i 1792. Fæstningen Fladstrand fik ligeledes sit første bymæssige stempel i 1681, da den fik toldsted, og i 1700, da den blev pålagt konsumtion. Men købstadsstatus kunne den vente med til 1818. En anden fæstningsby, Christianshavn, var kun købstad fra 1619 til 1674. Sorø opstod som servicesamfund til det ridderlige akademi, som Christian 4. havde oprettet i begyndelsen af 1620’erne. Købstadsrettigheder fik byen så sent som 1638.
Der var således langt fra tale om, at det var i kraft af nye byer, at bysektoren vandt indpas på landet og urbaniserede nye områder. Skanderborgs købstadsprivilegier fra 1583 var et forvarsel om Rys degradering fra købstad til landsby, der endegyldigt fandt sted omkring 1660. Heller ikke en anden ny østjysk købstad, Mariager, med formel opgradering til købstad i 1592, var i virkeligheden udtryk for en urbanisering. Klosterbyen havde da i over hundrede år haft egen byadministration og erhvervsmæssige rettigheder. Mere iøjnefaldende var anlæggelsen af to i religiøs henseende særligt privilegerede byer længere mod syd: Anlæggelsen af fæstningsbyen Frederiksodde i 1650 (fra 1664 som købstaden Fredericia) og herrnhutterbyen Christiansfeld, der fik privilegier som flække i 1771, kan ses som fremgang for bysektoren. De gjorde i hvert fald bykonkurrencen i det øst- og sønderjyske endnu tættere. Hovedformålet med disse byer var – foruden Fredericias fæstninger – at tilføre den jyske økonomi nogle specialiserede egenskaber inden for handel og håndværk.
Omkring Limfjorden fik flere bysamfund en form for bymæssig anerkendelse, ikke for at dække nye, helt anderledes behov, men for at lette omsætningen og handelen, der stadig havde Aalborg som uovertruffent midtpunkt. Det gjaldt både Nibe (købstad 1727 og konsumtionspligt 1673), Løgstør (losse- og laderettigheder 1752), Struer (uden formel anerkendelse, men med udsalgssted fra 1799) og den gamle markedsby Nørresundby (handelsplads 1856).
Vi skal helt frem til denne periodes afslutning, før nye byer opstod på grundlag af afgørende nye økonomiske funktioner. Første tilfælde var fabriksbyen Frederiksværk, der opstod omkring det i 1756 etablerede krudtværk og kanonstøberi ved Arresøens udløb i Isefjorden. Værket ernærede i 1786 ikke færre end 2.800 personer, men først i 1850 blev byen opgraderet til handelsplads. En anden udpræget industriby med udspring i en enkelt virksomhed var Silkeborg, der blev handelsplads i 1847, mens Hadsund blev handelsplads i 1854. Endelig blev Frederiksberg gjort til handelsplads i 1857 på grundlag af sin enestående position som Danmarks første egentlige forstad (til København).
Forskningen i de helt små byer har taget et opsving på europæisk plan, men ikke på dansk. Man må nøjes med at konstatere, at Christian 5.s matrikel 1688 giver oplysninger om 29 landsbyer med lige så mange eller flere ejendomme som de mindste købstæder. Tilsammen kan de have rummet, hvad der svarede til 12 pct. af købstadsbefolkningen.36 Deres bymæssige funktioner var dog få og små, når man ser bort fra maritime samfund som Store Magleby og senere Dragør samt nogle af de vest- og nordjyske skippersamfund. I 1840 var det stadig kun hen ved ti af landdistrikternes bebyggelser, der kunne måle sig med købstæder og da kun med de mindste.37
Stat og marked
Det er velkendt, at enevælden stod for en massiv overførsel af ressourcer fra rigets periferi til dets centrum, residensstaden København. Men forskningen overser til tiden, at når galt nu skulle være for provinsbyerne, så betød enevældens favorisering af det indre marked i form af told- og monopolbeskyttelse af afsætningen mellem Danmark og Norge faktisk en handelsmæssig renæssance for provinsens mange små og større købmænd. Den rutineprægede og gennemsigtige handel med korn, jern, fisk, tømmer med videre mellem Danmark og Norge kunne de langt bedre være med til end 1600-tallets storhandel på det europæiske marked, som kongemagtens kreditorer i stigende grad sad på inden for den kapitalistiske københavnske handelsstand.38
Det betød, at selv i en økonomisk krisetid som det første århundrede efter enevældens indførelse havde provinsens byer kræfter til at holde fast i næromsætningen med oplandet. I artiklen “Det naturlige midtpunkt? Købstædernes økonomiske centralitet ca. 1450-1800” beskrives i denne bog, hvordan omsætningen mellem land og by siden senmiddelalderen havde været viklet ind i forskellige institutionelle bånd, der tilsammen dannede et økonomisk “købstadssystem”. Disse bånd havde til hensigt at fordele goderne mellem de enkelte byer og var derfor et aktivt statsligt instrument til fremme af et relativt fladt hierarki af danske byer. Fundamentalt set sikrede de, at der var noget til alle byer ved gennem de flere hundrede år løbende at regulere bøndernes pligt til at føre deres overskudsproduktion ind til byerne. Det er således en pointe i artiklen, at varestrømmen fra land til by i grove træk fulgte de formelle bestemmelser om den enkelte bys privilegerede handelsopland. Ser man bort