Erkendelse. David Favrholdt

      INDLEDNING

      Ord som “erkendelse”, “viden” og “sandhed” har i vort dagligsprog mange forskellige betydninger. Man taler ikke blot om videnskabelig erkendelse og videnskabelige sandheder, men også om religiøs erkendelse, om “tros-sandheder”, om selverkendelse og om eksistentiel erkendelse, hvor sandhed undertiden – f.eks. hos Søren Kierkegaard – sættes lig med en personlig ægthed eller total selverkendelse.

      I det følgende vil jeg hovedsagelig gøre rede for den videnskabelige erkendelse, som vi møder den inden for naturvidenskaberne og områder beslægtede med dem. Her har vi nemlig at gøre med metoder, som vi må anse for hævet over enhver diskussion, ligesom vi af mange grunde må anse de opnåede resultater for sande på tværs af alle kulturelle og ideologiske forskelle. Den sandhed, der her er tale om, er sandhed i samme betydning, som når vi taler om dagligdags sandheder. At vand består af ilt og brint, er sandt i samme betydning, som at det er sandt, at man kan slukke ild med vand. At kulstofatomers kerne består af 6 protoner og 6 neutroner er ikke en mystisk, spøgelsesagtig sandhed. Selv om vejen har været lang til at erkende denne sandhed, er den ikke sand i nogen anden forstand end den sandhed, vi har med at gøre, når vi kan konstatere, at en urtepotte falder nedad, når vi kaster den ud fra femte sal.

      Men hvilke sandheder er der dog ikke tale om inden for videnskaberne! Vores viden i dag overgår mange tusinde gange den viden, man havde for blot 150 år siden. Vi ved nu, at den lille planet, vi bor på, er blevet til for ca. 4,5 milliarder år siden. Vi ved, at livet opstod for ca. 3,8 milliarder år siden, og at der derefter opstod i tusindvis af vidt forskellige dyrearter, hvoraf nogle kun klarede sig i en kort periode, for derefter at uddø, medens andre – f.eks. dinosaurerne – levede i over 100 millioner år, før de blev udslettede ved en katastrofe for ca. 60 millioner år siden. Og vi ved, at arten “menneske” først opstod for ca. en million år siden. Får vi lov at føre slægten videre i millioner af år, eller har vi kun et par tusinde år igen? Det ved vi naturligvis intet om, men spørgsmålet vil blive perspektiveret en smule i sidste kapitel af denne bog.

      Når vi ser på arternes udvikling over de mange milliarder år, synes det mærkeligt, at vi mennesker er de første af livsformerne på denne planet, der har kunnet erkende tingenes sammenhæng – ikke blot i vore daglige omgivelser, men i hele universet. Og lige så bemærkelsesværdigt er det, at denne erkendelse er udviklet på ganske få tusinde år. For blot 3000 år siden troede de mennesker, der tænkte over tingene, at jorden var flad. I Grækenland mente man, at Delfi måtte være verdens centrum. Men noget senere fandt de gamle grækere ud af, at jorden er rund – af form som en kugle. For de mange religioner, der huserede dengang, var det ikke det store problem, for man fastholdt selvfølgelig, at jordkloden var universets midtpunkt. Som bekendt opdagede man dog i renæssancen, at jorden blot var én planet blandt flere i kredsløb om solen – jamen, så er jorden jo blot et provinsteater, var der nogle religiøse, der jamrede. Men det skulle blive værre endnu, for det viste sig, at stjernerne var sole, og at vores sol er “medlem” af en galakse, et såkaldt “mælkevejssystem”. På figur 1 ser man et fotografi af en sådan galakse – en nabo til vores. Og hvad ved vi nu? Vi ved, at der i en galakse gennemsnitligt findes omkring hundrede milliarder sole, og at vi indtil nu har kunnet konstatere, at der findes hundrede milliarder galakser – dvs. at der eksisterer hundrede milliarder gange hundrede milliarder sole. Alt sammen bestående af intet andet end nogle af de 92 naturlige grundstoffer, som vi nu ved alt om. Og de nyeste forskningsresultater tyder på, at der findes millioner af planeter som vores jordklode, og at der overalt i universet findes levende væsener. Det er da værd at tænke over – synes jeg. Læsere, der ikke kan se noget fantastisk i det, vil spilde deres tid ved at læse videre i bogen her.

      I det følgende gengiver jeg en række trin i den naturvidenskabelige erkendelses historie. Det er efter min mening den bedste måde, hvorpå man kan gøre læseren bekendt med de videnskabelige metoder og med en række eksempler på, hvordan man kan systematisere den menneskelige tænkning gennem ræsonnement og eksperimentelle undersøgelser. Når vi taler om erkendelse, er den naturvidenskabelige erkendelse blevet paradigmet på rationelt begrundet erkendelse. Den sikre og indiskutable viden, som man har fundet i fysik, kemi og biologi har man søgt at opnå inden for sundhedsvidenskab, historieforskning, samfundsfag, sociologi og psykologi – og inden for vores daglige liv, hvor politiets efterforskning, trafikforskning, fødevarekontrol og mange andre tiltag søger at leve op til en naturvidenskabelig standard. Inden for kristendommen har man også søgt efter en erkendelse, der kunne måle sig med den naturvidenskabelige, blandt andet gennem forsøg på at bevise Guds eksistens. Og selv inden for så uhåndterlige områder som etik, billedkunst og musik har man om og om igen forsøgt sig med analyser og teorier, der skulle være på niveau med de naturvidenskabelige.