Fornuftens perversion. Mikkel Thorup
forkæmperne for Europas gamle borgerlige, moralske og politiske orden imod en sekt af fanatiske og ambitiøse ateister, der ønsker at forandre dem alle [Europas stater]”.67 Det er altså en europæisk borgerkrig mellem det gamle regime og de revolutionære, og når England hjælper sin gamle ærkefjende, Frankrig, så er det for at genoprette den naturlige orden i Frankrig såvel som i Europa: “Den store målsætning om at genoprette monarkiet, som vi har gjort til hovedmålet for krigen, er at hjælpe Frankrigs værdighed [konge], religion [kirke] og ejendom [aristokrati] med at genvinde midlerne til deres naturlige indflydelse”.68 Det er en krig “for at forhindre, at alle kroner rives af de hoveder, hvor de burde sidde”, for at “hindre morderne af Ludvig den sekstende fra at påtvinge andre deres irreligion”, for at hindre “et system, der gør livet uden værdighed og døden uden håb”. Det er en krig for at “bevare national uafhængighed, ejendomsret, frihed, liv og ære fra sikker universel ødelæggelse”,69 hvilket for Burke betyder, at England “er i krig med et system, der i sin essens er fjendtligt over for alle andre stater […] Vi er i krig mod en bevæbnet doktrin”.70
Hvad Burke åbenlyst ikke ser, er, at han selv tilhører et andet bevæbnet system med sine egne doktriner, men mere væsentligt for Burke er det, at den franske revolution signalerer noget absolut nyt. Den franske revolution adskiller sig fra alle andre oprør og begivenheder ved hævdelsen af et helt nyt legitimitetsprincip – det egalitære eller demokratiske – og derfor også ved at have en ganske anden kvalitet end tidligere revolutioner og krige, der handlede om at flytte lidt om på magten. Her handler det om en helt ny form for magt, et nyt princip for legitim magt og fordeling af magt: “Alt, vi hører fra dem er nyt, og, for at bruge en af deres egne fraser, revolutionært. Alt kræver en total revolution i alle principper for fornuft, klogskab og moral”.71 Det er imod denne revolutionære energi og dens åndelige ophav i oplysningstiden, at Burke intervenerer med sine skrifter. I modsætning til Maistre og Cortés, der behandles i de to følgende kapitler, så er Burkes kritik ikke udelt bundet op på hans religiøsitet. Religion er for Burke mere funktionelt tænkt – som social sammenhængskraft – og mindre som sandhed. Ikke desto mindre mobiliserer han religiøsitet og religiøs argumentation imod det, han anser som et ateistisk anslag imod forudsætningerne for social og individuel orden.
Burke, der var af irsk oprindelse, og som arbejdede sig op i det engelske samfund via hårdt arbejde og gode forbindelser, blev en af sin tids toneangivende skribenter og politikere. Var det ikke for hans Reflections, havde han næppe været meget kendt i dag, om end han på sin tid havde en vis indflydelse, bl.a. på den engelske kolonipolitik, hvor han advokerede for en bedre og mere retfærdig koloniadministration af bl.a. Indien, Irland og ikke mindst Amerika.
Berømtheden omkring Reflections on the Revolution in France forleder os til at glemme, at Burke havde formuleret grundprincipperne i sin kritik af oplysningen lang tid før den franske revolution, fx i det satiriske skrift “A Vindication of Natural Society” fra 1756, men da Burke i denne bogs sammenhæng er forbundet med kritikken af den franske revolution og oplysningen som dens åndelige ophav, så vil jeg her koncentrere mig om hans skrifter efter 1789. Burke er uden tvivl den mest kendte repræsentant for modoplysningen, og hans kritik af oplysningen såvel som den franske revolution var med til at fostre tesen om det nødvendige og selvfølgelige forhold imellem de to.
I
I det følgende vil jeg analysere Burkes modoplysning ud fra hans egen dikotomisering imellem det naturlige og det unaturlige, det kontinuære og det revolutionære, det sande og det falske, religion og ateisme, frihed og despoti. Den grundlæggende model, vi finder hos Burke og hos alle modoplysningstænkere, hævder, at alt har sin naturlige orden (hvordan en sådan orden er givet varierer, men den er som oftest religiøst og historisk bestemt), og ethvert forsøg på at bryde med denne orden vil føre til anarki og despoti.
Burke tilbyder ingen systematisk fremstilling af hverken sin egen filosofi eller af sin kritik af oplysningsfilosofien – faktisk er der knap en reference eller diskussion af en eneste oplysningstænker – men vi kan fremskrive den ud fra hans kritik af den franske revolution og hans betragtninger over, hvad den er udtryk for. Som de fleste andre modoplysningstænkere skelner han ikke mellem forskellige positioner hos oplysningsfilosofferne, men forudsætter den mest radikale position hos dem alle sammen, hvilket gør ham til en tvivlsom kilde til forståelsen af oplysningens indhold og kompleksitet. Det gør ham til gengæld til et førsteklasses vidne på den frygt, oplysningen skabte i visse klasser og til en uvurderlig inspirationskilde for alle, der har dømt oplysningen skyldig, men som ikke ønsker besværet med faktisk at skulle bevise dens forbrydelse.
Den franske revolution signalerer for Burke, at den naturlige ordens selvfølgelighed er i fare. Den er ikke længere selvfølgeligt sand, og Burke antyder en forståelse af det brud, der ligger i nu pludselig at skulle legitimere det, man tidligere bare antog: “For et par år siden ville jeg have været flov over at overlæsse et spørgsmål, der i den grad er i stand til at stå selv med den dengang unødvendige støtte af argumenter. Men denne oprørske, ukonstitutionelle doktrin bliver nu offentligt undervist, erklæret og trykt”.72 Først når det selvfølgelige ikke længere er så selvfølgeligt, bliver det nødvendigt at udvikle argumenter derfor. Behovet for at legitimere den naturlige orden viser, at den ikke længere er så naturlig. Modoplysningen var derfor ikke et råb fra fortiden, men derimod et lige så moderne fænomen som oplysningen, med den afgørende forskel at den følte sig tvunget til at udvikle legitimeringsfigurer for det, man antog som åbenlyst sandt. Oplysning og modoplysning opstod samtidig og i en stadig antagonistisk forbindelse med hinanden.
Et væsentligt element i den nye ‘oprørske, ukonstitutionelle doktrin’ er, at alting er blevet diskuterbart og kravet om, at alt skal underlægge sig fornuftens dom. Burke skriver: “Det har været denne tidsalders ulykke (og ikke som disse mænd tror, dets lykke), at alle ting skal diskuteres, som om vores lands forfatning altid skal være genstand for forandring snarere end nydelse”.73 For Burke som for modoplysningen generelt er diskuterbarhed lig undergravning. Man kan ikke samtidig diskutere forfatningen og nyde livet i dens beskyttelse. Altings diskuterbarhed fører direkte til underminering af det, som Burke ovenfor mente engang, i tiden før offentlig diskussion og fornuftens efterprøvelse, kunne stå selv.
Man kan i en vis forstand sige, at Burke forstod konflikten som værende mellem diskussions-princippet og arvefølge-princippet, dvs. mellem princippet om, at ting kun kan stå efter grundig, rationel undersøgelse, og princippet om, at ting kan stå, hvis de har bevist deres værd ved over længere tid at blive stående. Vi kan også betegne det som en konflikt mellem et rationelt og et historisk vurderingskriterium, hvor historien ifølge Burke er det afgørende kriterium, da permanens udtrykker dels genstandens egenværd og dels dens retmæssige plads i det værende. Arvefølgeprincippet er derfor princippet om, at ting har bekræftet deres eksistensværdi ved langvarig eksistens og udstrakt over tid gennem generationers arvefølge af titler, ejendom, fordomme med mere, hvorimod diskussionsprincippet implicerer altings foreløbighed, hvor historisk udstrækning ikke kvalificerer, men måske endda gør genstanden suspekt som noget, der indtil videre uretmæssigt har unddraget sig undersøgelse og kritik.
II
I et brev fra 29. januar 1795 skriver Burke:
Hvad er jacobisme? Det er et forsøg (hidtil alt for succesfuldt) på at udrydde fordomme fra menneskets sind med det formål at lægge al magt og autoritet i hænderne på de personer, der er i stand til fra tid og anden at oplyse folk. Til dette formål har jacobinerne besluttet sig for at ødelægge hele de gamle samfunds struktur og ramme og at genskabe dem efter deres eget hoved. For at skaffe en hær til dette formål hyrer de overalt de fattige ved at fremvise de riges bytte som en bestikkelse […] Den store fordom, og den, der holder alle de andre fordomme sammen, er religion, og det er også det første, sidste og midterste mål for deres vrede.74
Ved siden af det forhold, at Burke her klart indikerer, at troen på et opgør med fordomme involverer sine egne fordomme – hvilket for Burke at se må være et indlysende argument for, at naturen sætter sig igennem, selv hos dem, der fornægter den – så