Lyt til tv. Iben Have
Boliviaprojektet (jf. analysen kapitel 7) og i De pædofile danskere i forbindelse med besøget i Indien (jf. analysen kapitel 12). Også schlagerne fra 40’erne i Edderkopaffæren bruges til at skabe og henvise til en bestemt kultur, geografisk og historisk, nemlig til efterkrigstidens Danmark. I udsendelsen Den russiske barnepige minder musikken imidlertid om javanesisk gamelanmusik pga. intervallerne i marimbamelodien samt de ubestemmelige “organiske” og metalliske percussionlyde. Musikkens kulturelle henvisning bliver således ikke så specifik, som hvis vi havde hørt balalajkamusik.
I princippet er al slags musik tænkelig i dokumentarudsendelser, men på baggrund af mit øvrige kendskab til andre danske og udenlandske dokumentarudsendelser vil jeg hævde, at de musikalske typer trukket ud af 2000-udsendelserne ovenfor er nogenlunde repræsentative for tv-dokumentarmusik generelt. Ambientmusikken er langt den mest brugte, og faktisk kan begrebet bruges som en overordnet paraply for størstedelen af musikken nævnt ovenfor. Techno, electronica, filmmusik og megen etnisk musik kan som nævnt også karakteriseres som ambient (Prendergast 2003). Ambientmusikken har rødder tilbage til Erik Satie og John Cage, og begrebet bruges om alt lige fra new age til dance- eller noise-music. Fælles for denne musik er, at den etablerer soundscapes eller stemningsbilleder frem for et progressivt, teleologisk musikalsk forløb, hvilket dog ikke betyder, at den ikke indeholder en retningsfornemmelse i musikkens mikrostruktur.
Musikken i de aktuelle dokumentarudsendelser kommer og går ubemærket, typisk med en varighed på mellem 20 og 70 sekunder. De længste forløb høres i anslagene, hvor både den handlingstematiske og musikalske præmis præsenteres. Det er som regel hovedtemaet, der høres her, for så at brydes op i fragmenter i resten af udsendelsen. Også under krediteringen til sidst i udsendelsen høres musikken i et længere forløb. Karakteristisk for næsten alle 37 udsendelser er, at musikken er placeret i overgangene mellem scenerne, hvor den ofte virker evaluerende eller forberedende på stemninger i udsendelsens sekvenser – noget jeg vender uddybende tilbage til i analysen af De pædofile danskere. Visuelt består disse overgange enten af billedkollager, iscenesatte studieoptagelser eller udpegning af lokaliteter. Kollagerne indeholder sammensatte billeder fra udsendelsen, der sammen med musikken skaber rum for en kort eftertanke, især i de tilfælde hvor der ikke samtidig høres voiceover eller andre informationer. Det gælder f.eks. flere overgange i Snyd for statens penge. På samme måde kan der skabes frirum i forbindelse med de mere iscenesatte sekvenser bestående af bearbejdede studieoptagelser, som for eksempel billederne af de roterende kvindetorsoer i Næsten en dødsdom (jf. analysen kapitel 9). Det gælder også sekvensen fra de to udsendelser om Tvind, hvor Amdi Petersen er projiceret op på en grov væg i et rodet kontor med ringbind og Karnov strategisk placeret som rekvisitter, eller sekvensen med et computeranimeret krakelerende æg og fødevareminister Henrik Dam Kristensens gentagne udtalelse i Ministerens syge plan. Oftest vil der dog i disse overgange være en voiceover-stemme, som leder fortællingen videre. Overgangene kan også bestå af udpegning af lokaliteter. Her kan musikken få næsten ledemotivisk karakter i koblingen til et bestemt sted. Det viste sig f.eks. i flere overgange i En morder vender hjem, hvor et bestemt tema høres, mens vi ser huset, hvor Peter Lundin og hans far dræbte moderen. Samme princip anvendes i forbindelse med aftægtsboligen i Kærlighed på Havklev. Musikken høres kun sjældent under hele interviews, men forekommer hyppigt sammen med voiceover i disse overgange, hvor fortællingen trækkes op på et mere generelt perspektiverende plan.
Jeg nævnte tidligere, at der ikke viser sig nogen tydelige tendenser i forbindelse med, hvilken musik der anvendes til hvilket emne. Til gengæld viser der sig nogle forskelle i musikken brugt i henholdsvis DR-dokumentars og TV 2 dok.’s programmer. Hvor TV 2 dok. slet ingen ballader bruger, er det den mest brugte musiktype i DR-dokumentars udsendelser. TV 2 dok. bruger derimod flere lydkollager med droner og suspenseelementer, der er mere integreret i udsendelsens lydunivers. Dette skyldes vel til dels, at lydtekniker på Nordisk Film, Thomas Gulyás, er involveret i seks af de 14 udsendelser fra TV 2, selvom det er uklart, hvad han producerer selv, og hvad der er prækomponeret musik. De udsendelser, der er mest melodiske på TV 2, er de to udsendelser, der bruger symfonisk filmmusik (Destination kaos, Krig og kærlighed). For DR’s vedkommende kan det skyldes en tradition med at benytte “rigtige” komponister og dermed mere melodisk, harmonisk musik. Man kan metaforisk sige, at TV 2 benytter en “hårdere” og “køligere” musik bestående af atonale suspenseelementer og DR en “blødere”, “varmere” musik betående af melodiske og harmoniske temaer med et akustisk klingende melodiinstrument. Selvom udsendelserne næsten alle blander det personlige og det almene, det faktiske og det iscenesatte i forskellige grader, så afspejler musikken alligevel også en forskel i de to redaktioners retorik og dramaturgiske opbygning af udsendelserne. TV 2 dok.’s udsendelser er generelt mere journalistisk kritiske og afslørende. Sagen er her tydeligere end hos DR-dokumentar, hvis udsendelser er mere skildrende og observerende og giver det personlige perspektiv mulighed for at træde tydeligere frem. Også hvis man ser bort fra de ni observerende dokumentarudsendelser på DR, er tendensen tydelig. Visse af udsendelserne går dog imod denne påstand. Det gælder Krig og kærlighed og til dels Næsten en dødsdom på TV 2 samt dokumentarserien om EU og Ministerens syge plan på DR. Eftersom et par af disse udsendelser indgår i bogens fem næranalyser, er tendensen ikke så tydelig, hvis man udelukkende ser på de fem analyser.
Signaturerne
Både TV 2 dok. og DR-dokumentar har udstyret deres udsendelser med en indledende audiovisuel signatur på hver ca. 10 sekunder. Disse signaturer eller vignetter er sammen med forudannonceringen med til at indstille recipienterne på en bestemt type programmer. De er med til at rette os på en bestemt måde mod udsendelsen. I dette afsnit præsenterer jeg de to signaturer som ledsagede de 37 udsendelser, da de blev sendt i år 2000. De to redaktioner har siden ændret signaturerne.
TV 2 dok.’s signatur er meget kompakt og består af følgende visuelle elementer i konstant bevægelse: bogstaverne fra titlen “TV 2 dok.”, en rød kugle samt en masse perspektiv- eller skitselinjer på kryds og tværs. Forkortelsen dok. med det tydelige punktum giver anledning til associationer til computersproget (f.eks..com,.doc), og signalerer en moderne sprogbrug. Vi ser først et sort billede, hvor konturerne af bogstaverne “TV 2 dok.” er skrevet med noget, der minder om hvidt laserlys, idet en lysstråle fører ind til hvert bogstav. Samtidig bevæger en signalrød kugle sig hurtigt hen over skærmen fra venstre mod højre med en skarp, diskant lyd. Teksten bevæger sig frem imod os, og venstre side forsvinder i mørket. I højre side, hvor der står “dok”, toner den hvide farve langsomt over i blå og røde nuancer. Kuglen skydes nu ind fra højre mod venstre sammen med et sus, der minder om en bil, der suser forbi, efterfulgt af lidt tordenbulder (den røde kugle eller det røde (alarm) signal er et alment kendt symbol, der tiltrækker vores opmærksomhed). Imens kuglen løber over skærmen, ændres perspektivet, idet tekstfladen nu synes at pege ind i rummet bag skærmoverfladen, og kuglen forsvinder bagud i billedets rum. Den første akkord sættes an samtidig med, at kuglen kommer ind igen fra venstre forrest i billedet og bevæger sig mod højre hen over konturerne af et af bogstaverne fra titlen. Det er en spændingsakkord, der sættes kraftigt an med en klar metallisk stringer-lyd, og akkorden fungerer som en ansats til den melodi, der sætter ind på slaget efter. Da kuglen er midt på skærmen, bliver en masse laserlys-streger tydelige, og de skaber perspektivmarkeringer med et forsvindingspunkt, som vi kender det fra en tegneskitse, men samtidig skabes også vertikale regelmæssige streger. Stregerne bliver nu en del af en tekst i hvidt, der kommer ind fra højre og bevæger sig bagud i skærmens rum i samme retning, men i et hurtigere tempo end de bagvedliggende, mørkeblå, større bogstaver. Der klippes til et billede af den nederste del af d’et i ultranærbillede, og det fylder hele skærmen ud. Det bevæger sig oppefra og ned, mens den røde kugle igen skydes ind fra højre mod venstre, denne gang ledsaget af en switch-lyd, som et tyndt stykke papir, der rives hurtigt over.
Lyden fører direkte til ansatsen i melodien sunget af en kraftfuld mandsstemme (tenor) på lyden “åh”, der ligger langt tilbage i lydbilledet. Stemmen begynder kraftigt og energifyldt på kvinten, bevæger sig nedad og gør et kort ophold på tertsen og falder langsomt til ro sammen med akkompagnementet på grundakkorden.11 Mens melodien klinger, bliver skærmen først helt hvid af lys, og det næste billede viser titlen “TV 2 dok.” skrevet midt