LAering og it. Helle Mathiasen

LAering og it - Helle Mathiasen


Скачать книгу

      Uddannelsen, som her er brugt som eksempel, kræver ifølge studieordningsteksten, at de studerende ved studiestart kan arbejde på eget initiativ og søger den faglige progression set i relation til et individuelt perspektiv og et socialt perspektiv. Disse studierelaterede fordringer aktualiserer såvel faglige som sociale startkompetencer, hvilket nødvendigvis må få indflydelse på planlægningen af undervisningen, set i et didaktisk perspektiv.

       Rammer for undervisningen – Et didaktisk perspektiv

      I dette afsnit vil et eksempel på en undervisningsplan blive præsenteret og diskuteret. Endvidere inddrages deltagerforudsætninger, som de fremgår af de formelle informationer i systemet samt uddannelsens prøveformer.

      Undervisningsplan – et eksempel

      Figur 1 på side 24 er et eksempel på en af de planer (august 2005), der er udsendt til de studerende tilmeldt uddannelsen, som udbydes for tredje år. Uddannelsen indeholder fire moduler, benævnt A, B, C og D, samt projektforløbet, benævnt E.

      Nogle moduler afvikles som mere traditionelle lærerformidlede oplæg på holdet. Andre moduler, hvor der er tale om længerevarende seminarer, typisk af to dages varighed, afvikles i en kombination med længerevarende, selvstændige fordybelsesperioder. Disse seminarer indeholder lærer-, gæste- og studenteroplæg, konferencebidrag samt gruppe- og plenumbaserede diskussioner.

Image

      Figur 1. Eksempel på undervisningsplan for den et-årige suppleringsuddannelse.

      Fælles for undervisningen er, at denne understøttes af et konferencesystem, hvor hvert modul har sit overordnede forum, hvorunder der ligger fora, der er dedikerede til eksempelvis meddelelser, diskussioner, oplægsnoter/-præsentationer, tekster til undervisningen og gruppekonferencer.

      De studerendes forudsætninger og forventninger

      Med andre ord vil der for nogle studerendes vedkommende kunne opstå et behov for at dekonstruere/rekonstruere deres forventningshorisont, hvad angår blandt andet faglighed, undervisningsorganisering, arbejdsformer, produktkrav, roller, deltagelsesvolumen og eksamen.

      Prøveformer

      Modulerne afsluttes med en vifte af forskellige prøveformer. Det drejer sig om mundtlig eksamen baseret på obligatoriske skriftlige opgaver, produktdesign og skriftlig argumentation, skriftlig eksamen samt til projektforløbet en skriftlig opgave og mundtlig prøve eventuelt suppleret med design/prototype af et produkt. Fælles for modulerne er, at de afsluttes med eksamen, umiddelbart efter at undervisningen er afsluttet. Det betyder rent tidsmæssigt, at eksamensafviklingen for to af modulerne er forskudt i forhold til de traditionelle eksamensterminer. Endvidere er det et gennemgående træk ved prøveformerne, at de studerende selv kan vælge opgavetema, hvis de har fulgt undervisningen på tilfredsstillende vis, hvilket kræver, at de møder op til undervisningen på de enkelte moduler og deltager aktivt, hvilket betyder, at de blandt andet bidrager med oplæg.

      Hvis de studerende ikke deltager tilfredsstillende i undervisningen, forsvinder friheden til selv at vælge opgavetema, og kravet til opgavevolumen stiger markant.

      De studerende kan vælge, om de vil arbejde alene eller i grupper. Det samme gør sig gældende, når det drejer sig om selve eksaminationen. Her kan de studerende vælge mellem gruppe- eller individuel eksamination.

       Kvalifikations- og kompetenceudvikling?

      Inden for den anlagte teoretiske ramme vil den variation, som Figur 1 viser med hensyn til undervisningsorganisering, kunne betragtes som et forsøg på at tænke i gode mulighedsbetingelser for kvalifikations- og kompetenceudvikling. Der er ikke tale om en koncentration af en enkelt form for undervisningsorganisering, hvor enten kvalifikationer eller kompetencer er i fokus. De faglige kvalifikationer og kompetencer kan teoretisk udvikles i en kombination af undervisningsorganiseringer, hvor heldagsseminarer med oplæg fra lærere, studerende og gæstelærere giver rammer for informationsudveksling/-præsentation og vidensproduktion. De studerende gives mulighed for at arbejde med et fagligt tema og formidle dette til de øvrige studerende. Ved deltagelse i workshops gives der mulighed for udvikling af mere konkrete færdigheder, her i forbindelse med brugen af forskellige it-formidlingsværktøjer, og i den forbindelse at trække på informationer og viden, som de parallelt løbende moduler bringer på banen. I forbindelse med undervisning organiseret som traditionelt formidlede læreroplæg gives mulighed for at samle informationer, som kan indgå i de løbende videnskonstruktionsprocesser, og mulighed for at relatere de af læreroplæggene meddelte informationer til de øvrige aktiviteter på uddannelsen. Projektforløbet giver den studerende mulighed for fortsat videnskonstruktion, hvor de enkelte modulers faglige indhold skal samles og danne fundament for indholdet af projektopgaven.


Скачать книгу