Mennesket. Peter K. A. Jensen

      FORORD

      Ethvert nulevende menneskes billioner af celler indeholder de samme ca. 25.000 gener i form af tætpakkede DNA-molekyler – dette kaldes menneskets arvemasse eller genom. DNA-molekylerne i den enkelte celle har en samlet længde på næsten 2 m og er pakket med mere end 3 milliarder bits af information. Arvemassen indeholder et præcist og detaljeret program for dannelsen af et nyt menneske, og efterfølgende instruerer det vores organisme til at danne nye celler, fordøje føde, forsvare os mod sygdom og lagre tanker. Gener og DNA fanger vores fantasi og forestillingsevne på grund af den centrale betydning, de har for vores forståelse af, hvorfor vi er som vi er. Men hvor meget kontrol har generne egentlig over os, når det kommer til stykket? Og i hvilken udstrækning vil vores stigende forståelse af menneskets arvemasse ændre vores syn på hvem vi er, og på hvordan vi anskuer verden omkring os?

      At identificere hvert af menneskets 25.000 gener og bestemme deres position på kromosomerne er det primære formål med det Humane Genom-Projekt, der er et internationalt multi-milliarddollar forsøg på at dechifrere, fortolke og udnytte den enorme information, der ligge gemt i menneskets genetiske kode. Et kort over vores arvemasse vil repræsentere et næsten ubegrænset potentiale for videnskaben. I første række står de lægevidenskabelige muligheder, der spænder fra identifikation af sygdomsdisponerende gener til opfindelsen af effektive midler til helbredelse af kræft. Men vi kan også udnytte den information, som arvemassen rummer, til f.eks. at øge produktionen af og forbedre kvaliteten af vore fødevarer, løse kriminalsager og redde arter, der er på grænsen til at uddø.

      Mange gener eksisterer i mere end én form (eller allel), og vi bærer ikke præcist de samme former af alle variable (eller polymorfe) gener. Hver af os, bortset fra énæggede tvillinger, er derfor i genetisk henseende et unikt menneskeligt individ forskellig fra alle andre mennesker. Den genetiske variation fra et individ til et andet afspejler vor arts evolution, da variationen er resultatet, over mange generationer, af overlevelse eller tab af forskellige varianter eller introduktion af nye varianter i vort genom. Ved at studere variationen i befolkninger fra alle egne af Jorden, kan vi få en hidtil uset mængde information om vor arts udvikling, som integreret med historisk, lingvistisk og arkæologisk viden kan føre til et langt mere righoldigt og mere komplet billede af vores fortid, end det tidligere har været muligt. Og måske vigtigst af alt: Det kan sætte os i stand til at besvare spørgsmålet om, hvad det er, der gør os til mennesker.

      Ved at integrere de ovennævnte humanistiske discipliner med den moderne genetik kan det forventes, at vi får en dybere indsigt i moderne befolkningsgruppers og deres forfædres historie – hvor kom folk fra, hvilke veje førte dem til det sted, hvor de lever i dag, hvilke typer af teknologiske innovationer var de ansvarlige for, hvordan interagerede de socialt inden for deres egen population og med andre populationer i historiens løb, hvorfor har de udviklet deres specielle fysiske træk og deres specielle sprog, og hvor var der væsentlige reduktioner i befolkningstallet, f.eks. som følge af naturkatastrofer eller epidemier. Som en kulturel ressource er potentialet ved studiet af menneskets genetiske variation derfor kolossal.

      Ved at studere menneskets genetiske variation vil vi også få data, der kan bekræfte og støtte, hvad der allerede er klart fra populationsstudier, f.eks. at der ikke er noget veldefineret racebegreb. Biologisk set er der en kontinuerlig variation fra den ene population til den anden; populationer er defineret på statistisk basis og ikke på en opfattelse af hver befolkningsgruppe som havende deres egne distinkte genetiske og fysiske karakteristika forskellige fra alle andre befolkningsgrupper. Et af de vigtigste resultater af studiet af menneskets arvemasse er, at det giver et meget væsentligt bidrag til vores forståelse af baggrunden for forskellene mellem individer og mellem populationer, og det undergraver den populære opfattelse af klart definerede racer.

      Det er ironisk, at samtidig med, at den teknologiske udvikling har muliggjort detaljerede studier af menneskets genetiske variation, bevæger Homo sapiens sig hastigt mod stigende opblanding med en reduktion af den totale genetiske variation til følge. Humane populationer har formentlig altid blandet sig med hinanden, men især fra tiden for de store transkontinentale migrationer, der indledtes med opdagelsesrejserne i Renæssancen, er opblandingen accelereret voldsomt. Mange af Jordens oprindelige (ikke-opblandede eller aboriginale) befolkninger er derfor i dag på tærsklen til at forsvinde. Store områder af Jorden, der hidtil har været næsten uberørte, undergår i disse år markante ændringer i form af økonomisk udnyttelse, urbanisering etc. Herved undergår de oprindelige beboeres livsform drastiske forandringer, og deres genetiske egenart risikerer at mistes for altid. Dette skyldes, at tab af oprindelige livsformer og identitet fører til destruktion og opsplitning af de lokale samfund, der efterfølgende vil tendere til at blive “opslugt” i andre befolkningsgrupper, hvis de da ikke helt forsvinder på grund af f.eks. sygdomsepidemier. Som konsekvens heraf reduceres de genetiske forskelle mellem befolkningsgrupperne hastigt.

      For nærværende danner forskellene i fordelingen af allelhyppigheder det eneste videnskabelige grundlag for at definere humane populationer ud fra en biologisk synsvinkel. På dette grundlag er der etableret teorier og statistiske procedurer til at analysere relationerne mellem populationerne, inklusive rekonstruktionen af fylogenier (slægtstræer), og at fastlægge fortidens mønstre af migration og befolkningsopblanding. Denne tilgang er den eneste farbare biologiske vej, når menneskets forhistorie og udviklingen af det moderne menneske skal efterspores. Det er derfor afgørende at kunne studere hver regions oprindelige befolkninger, som er efterkommere af dem, der beboede de pågældende områder inden de store transkontinentale migrationer, og som derfor mindst sandsynligt er blevet opblandet med de nytilkomne. Det er kun ud fra et kendskab til disse oprindelige befolkningsgrupper, at vi kan gøre os håb om at rekonstruere detaljerede etnografiske kort, sådan som disse så ud ved indledningen til historisk tid. Dette er et hovedformål med det genografiske projekt, der bliver omtalt i kapitel 4.

      Studiet af den genetiske variation i forskellige nulevende befolkningsgrupper har allerede i dag givet os et langt klarere billede af vor arts unge alder, og vi har fået viden om markante demografiske bevægelser i tiden fra 50.000 til 10.000 år siden, såsom vandringer over Beringstrædet og koloniseringen af Amerika, koloniseringen af Stillehavet og spredningen af landbruget i Europa inden for de sidste 10.000 år. Det kan forventes, at vi ved hjælp af de samme metoder i de kommende år vil få en langt bedre forståelse af den historiske og forhistoriske udvikling af mange specielle etniske befolkningsgrupper såsom Ainu-befolkningen i Japan, samerne på Nordkalotten, baskerne, Hadza (som lever i Tanzania, men taler et sprog fra det sydlige Afrika) og arktiske populationer for blot at nævne et lille udvalg. Vi vil sandsynligvis også kunne få klarhed over den biologiske baggrund for sociale opdelinger såsom kastesystemet i Indien.

      Det vigtigste formål med at studere menneskets genetiske variation er derfor kulturel. Den molekylære genetik rummer potentialet til at kunne bygge bro mellem naturvidenskaben og humaniora, og den molekylære genetik har herved mulighed for at bidrage væsentligt til verdens kulturarv. Det er derfor et kulturelt imperativ for os at udnytte den mulighed, som udviklingen af DNA-teknologien har givet os, til belysning af historien og udviklingen af vor egen art – til gavn for hele menneskeheden.

      Bogen er inddelt i 7 kapitler. I kapitel 1 redegøres der for den moderne genetiks historie, og der gives eksempler på anvendelsen af genetisk analyse i medicinsk, retsgenetisk og antropologisk sammenhæng. Kapitel 2 er en gennemgang af arvemassens struktur og funktion; kapitlet danner den teoretiske baggrund for resten af bogen, hvorfor læseren med fordel kan sætte læsetempoet lidt ned. Kapitel 3 er en introduktion til evolutionære begreber. I kapitel 4 gennemgås menneskets oprindelse og udvikling med vægt på, hvorledes den moderne genetik har kunnet bidrage til at belyse vores herkomst. Kapitel 5 og 6 omhandler begge menneskets genetiske variation, hvor vægten i kapitel 5 er lagt på den normale genetiske variation, mens kapitel 6 primært omhandler den genetiske variations betydning for sygdomsudvikling og for sygdommes geografiske og etniske udbredelse. I kapitel 7 gives der afslutningsvist et bud på, hvor vi som art er på vej hen. Bagerst i bogen findes en ordliste, som definerer