Natur, videnskab og metafysik. Carl Henrik Koch
fader – som det var renæssancens naturfilosofi.
Mange af renæssancens naturfilosoffer betragtede Universet som et organisk hele gennemstrømmet af åndelige kræfter og besjælet af en verdenssjæl. Naturen er skabende. På organisk vis anså man metallerne for at vokse frem af Jordens moderskød, og tidens alkymister søgte i deres laboratorier at genskabe de forhold, som havde frembragt metaller og især guld, det ædleste af alle stoffer. En sådan organicistisk naturopfattelse udelukker en matematisk-mekanisk beskrivelse af naturen. Ved i sine filosofiske værker på den ene side at skelne skarpt mellem fysiske, materielle legemer, hvis natur eller essens ifølge Descartes er at være udstrakte og derfor kan karakteriseres udtømmende ved hjælp af måletal, og på den anden side det bevidsthedsmæssige, sjælelige eller åndelige, der ikke er en del af den udstrakte verden, og hvis natur eller essens er tænkning, fik Descartes fordrevet alt åndeligt fra det fysiske univers, hvilket muliggjorde en beskrivelse af det som en kompliceret og livløs maskine. På denne måde forsøgte Descartes at give sin mekaniske naturopfattelse en metafysisk begrundelse.
NATURVIDENSKAB OG RELIGION
I sine publicerede værker og først og fremmest i det absolutte hovedværk, og et af den vesteuropæiske kulturs hovedværker, Principia, kritiserede og gendrev Newton Descartes’ fysiske opfattelser. Siden middelalderen havde betegnelsen “naturfilosofi” været brugt om den videnskab, vi i dag kalder fysik. En eksplicit afstandtagen fra Descartes’ metafysik publicerede Newton imidlertid aldrig; men manuskriptafhandlinger og udkast viser, at skønt Newton ikke, som Descartes, synes at have fundet det nødvendigt i Principia at give sin naturvidenskab en metafysisk begrundelse, så vendte han sig imod Descartes’ metafysik både af fysiske og af religiøse grunde.
For at forstå Newtons forhold til metafysikken og den voldsomme kritik, han rettede mod Descartes’ metafysik, er det vigtigt at være opmærksom på et væsentligt træk i det 17. århundredes videnskab, filosofi og livsforståelse, nemlig den religiøse kontekst. For et nutidsmenneske kan det virke besynderligt at kæde fx naturvidenskabelige opfattelser sammen med religiøse; men at se bort fra den religiøse kontekst i forbindelse med det 17. århundredes naturvidenskab og filosofi, vil svare til, at videnskabshistorikere i det 24. århundrede ville se bort fra den politiske og økonomiske kontekst i forbindelse med udviklingen af fx udforskningen af rummet i det 20. århundrede. Hvor udviklingen af det 20. århundredes naturvidenskab må ses i forbindelse med tidens politiske opfattelser og de herskende økonomiske forhold, må udviklingen af det 17. århundredes naturvidenskab og den filosofi, der udvikler sig i nær sammenhæng med den, ses på baggrund af, men ikke altid overensstemmende med, tidens herskende religiøse opfattelser. Dette betyder ikke, at den kontekst, hvori en intellektuel aktivitet af den ene eller anden art udvikler sig, entydigt bestemmer dens karakter.
For det første er det vigtigt at være opmærksom på, at guddommen på væsentlig måde indgik i langt de fleste menneskers livs- og verdensforståelse, ikke mindst fordi det for mange syntes åbenbart, at verdensskaberen gav sig til kende i sit værk. Adskillige gange i sine skrifter fremhævede Newton guddommens kyndighed i fysik og astronomi, og i Principia skrev han ligefrem, at det er en del af naturfilosofien at tale om Gud ud fra naturfænomenerne. Fysik og gudsfrygt var for Newton som for mange andre i tiden knyttet tæt sammen, idet fysikken implicit vidnede om et almægtigt og alvidende væsens eksistens.
For det andet er det vigtigt at bemærke, at mange, især i England men også i det øvrige Europa, oplevede deres samtid i, hvad teologerne kalder et eskatologisk perspektiv, dvs. ud fra en opfattelse, som grunder sig i profetierne i det nytestamentlige skrift Johannes’ åbenbaring. Her varsles der om, at en dramatisk verdensafslutning er nær og hermed også det tusindårsrige, der afsluttes af dommedag og af skabelsen af en ny jord og en ny himmel. Mange mente, at meget tydede på, at enden var nær. Af det gammeltestamentlige skrift Daniels bog syntes det at fremgå, at uro og voldsom akkumulering af viden ville være en realitet inden den endelige katastrofe. Det 17. århundrede havde været vidne til begge dele: Nye verdensdele var blevet udforsket, og opfindelsen af den astronomiske kikkert og af mikroskopet havde blotlagt nye verdener; Aristoteles’ urokkelige position inden for samtlige videnskaber var ved at være en saga blot, og renæssancens naturfilosofi var blevet tilbagevist; England havde oplevet en borgerkrig, som havde medført, at den engelske konge var blevet henrettet, og at landet var blevet omdannet til en republik. Senere var kongedømmet blevet genoprettet, men en katolsk regent havde på ny næsten bragt landet på randen af en borgerkrig, hvilket havde udløst en ublodig revolution. Den efterfølgende opblomstring af industri og handel havde givet næring til såvel religiøs løsagtighed som umoral. Verden var af lave! Mange i engelske kirkelige kredse mente, at de opløsende tendenser, man fandt i samtiden, kunne imødegås ved, at den traditionelle religiøse retorik blev suppleret med en understregning af de religiøse implikationer af den newtonske fysik. Newton selv delte forventningerne om, at tidens ende nærmede sig; men til forskel fra mange mente han ikke, at profetierne i Bibelen kunne anvendes til at forudsige, hvornår tusindårsriget opstod. I en bog, som først blev udgivet efter hans død, om profetierne i Daniels bog og i Johannes’ åbenbaring redegjorde han for, hvorledes de skal fortolkes, idet han understregede, at når de begivenheder indtræffer, som der er blevet profeteret om, så kan profetierne kaste lys over de indtrufne hændelser, og først da er deres mening klar. I øvrigt billigede han fuldt og helt, at det verdenssystem, han havde fremlagt i Principia, blev brugt til at fremme kristendom og moral.
Som adskillige i samtiden anså Newton Descartes’ mekaniske naturopfattelse for at være en trussel mod et religiøst verdensbillede. Derfor var ikke alene et opgør med Descartes’ fysik, men også med hans metafysik en nødvendighed. Den franske filosof, matematiker og naturforsker Blaise Pascal (1623-1662) havde sagt, at Descartes kun havde brug for en gud, der med et fingerknips satte verdensmaskineriet i gang, og at den evige tavshed i naturvidenskabens uendelige rum, hvor Guds stemme ikke hørtes, skræmte ham. Uafhængigt af Descartes havde den engelske filosof Thomas Hobbes (1588-1679) udviklet en mekanisk naturopfattelse og en materialisme, der for samtiden stod som den skinbarlige ateisme. Efter pesten og ildens hærgen i London i midten af 1660’erne blev Hobbes nævnt som en af årsagerne til, at Gud havde ramt byen så hårdt. Den engelske filosof og statsmand Francis Bacon (1561-1626) havde i sit essay “Om ateisme” fra 1612 sagt, at “ganske vist gør en lille smule filosofi et menneske tilbøjelig til ateisme, men grundig filosofisk tænkning fører menneskene tilbage til religionen.” Newton var enig. Teorierne i Principia var for ham et bevis på, at Bacon havde haft ret.
Den engelske kemiker Robert Boyle (1627-1691), hvis navn er kendt fra Boyle-Mariottes lov om det omvendte forhold mellem en indespærret luftmængdes rum og tryk, var lige så religiøst anlagt som Newton, men var i modsætning til denne fuldt og helt tilhænger af den mekaniske naturopfattelse. Verdensmaskineriet leder, mente Boyle, i al sin kunstfærdighed og hensigtsmæssighed tanken hen på verdensskaberen. Han fandt, at det ny verdensbillede i modsætning til renæssancens naturopfattelse var i overensstemmelse med skabelsesberetningen i Det Gamle Testamente. Hvor naturen i renæssancen blev opfattet som levende og skabende, skyldes alt i naturen ifølge skabelsesberetningen den skabende guddom. Det er, skrev Boyle i et af sine sidste værker, at gå Guds ære for nær at gøre naturen og ikke guddommen til naturfænomenernes egentlige årsag. Og der er ingen grund til at formode, at Descartes’ kristendom var mindre oprigtig end Boyles og Newtons. Verdensmekanikken er, skrev Descartes, ikke andet end den orden, som Gud har påtrykt den del af sit skaberværk, som vi kalder naturen; men den gud, som ifølge traditionel kristen opfattelse er allestedsnærværende, er, mente Newton, ikke til at finde i Descartes’ mekaniske univers. Og ikke mindst Hobbes’ materialisme sagde ham, at den mekaniske naturopfattelse kunne føre mennesker ud i ateisme.
Den gud, som Newton søgte i naturen, og som med stor kyndighed havde skabt den med klare formål for øje, var imidlertid ikke den treenighed, som siden kirkemøderne i Nikæa (325) og Konstantinopel (381) havde været den officielle kristendoms Gud. På kirkemødet i Nikæa var den alexandrinske menighedsforstander Arius’ afvisning af Kristi guddommelige natur blevet fordømt, og siden var hans disciple, de såkaldte arianere, der var tilhængere af en streng monoteisme og følgelig måtte afvise treenighedslæren, blevet forfulgt som kættere.