Nihilisme og emancipation. Gianni Vattimo
har tværtimod gjort idealet om et transparent samfund til skamme”.17 Hvor den modernistiske kulturkritik, for eksempel hos Adorno, tendentielt opfatter medierne som “transparente”, idet de understøtter envejskommunikationen fra et snævert (magt)center og til en meget større periferi af passivt konsumerende beskuere, der peger Vattimo på mangfoldigheden af medieteksterne og dermed også (indirekte) på den feed-back (og tillige “repræsentative”) funktion, der kendetegner de moderne massemediers mulighedssfære.
Sagt på anden vis bør “realitetstabet” eller det “post-moderne Babel”, som mangfoldigheden af verdensanskuelser medfører, ikke automatisk anskues som blot og bart et tab, men må tillige, i og med adgangen til de moderne massemedier, ses som en potentiel gevinst for de perspektiver (politiske, kulturelle), hvis stemmer ikke tidligere har kunnet komme til orde. Men dette forhold må dog samtidig ikke forlede os til på forhastet vis at konkludere, at det – bredt forstået – er muligt en gang for alle at overvinde de “magthavende instansers” teknokratiske forsøg på at privilegere videnskabens og nyttens verdensanskuelser. I værket La sinistra nell’era del karaoke (Venstrefløjen i karaokens tidsalder) fra 1994, hvor Vattimo bl.a. er i samtale med Norberto Bobbio, er han fremdeles allerede blevet mere skeptisk over for tv-mediets “frigørende” funktion, og tydeligvis som følge af medie-mogulen Silvio Berlusconis (anno 1994) nylige engagement i politik og valgsejr med partiet “Forza Italia”.18 Snarere bliver der med medialiseringen tale om en processuel og principielt uafsluttelig proces, hvor den metafysiske udstansning af det enkelte perspektiv gradvist “forvindes” igennem påpegelsen af værens fravær, såvel inden for dette som inden for de andre “konkurrerende” perspektiver. Mindre abstrakt: en direkte konsekvens af ovenstående tænkemåde kunne for eksempel bestå i en mere restriktiv lovgivning imod mediemonopoler a la Berlusconis, ligesom man omvendt heller ikke må overse visse minoritetsgruppers åbenlyse mangel på “autenticitet”, når de i deres ofte voldelige og/eller ideologiske forsøg på netop at imødegå førnævnte magthavere påberåber deres eget perspektiv en privilegeret adgang til sandheden. Dette foruden indførelsen af en anti-kommerciel “tv-økologi” eller “smagslære”, der kan modvirke det, som Vattimo kalder for talens “generelle tomgang” i tv.19
Et sidste aspekt ved Vattimos operationalisering af svækkelsens betydning, som det her kunne være på sin plads at eksplicitere, og om muligt komme til klarhed omkring, angår hans samtids- og samfundsbeskrivelse eller de begreber om det moderne hhv. sen- og post-moderne, som allerede er blevet benyttet ovenfor. Med sin kritik af “det sen-moderne samfund” og med sin tale om “modernitetens afslutning” forbliver Vattimo således en af de endnu få, tilbageværende fortalere for begrebet om “det post-moderne”, idet han altså gør brug af alle tre bestemmelser. Dog aldeles ikke, som vi skal se det, på en tilfældig eller ganske lemfældig måde: Det må tværtimod straks i forbindelse hermed understreges, at der på ingen måde er tale om, at begrebet om det post-moderne kan erstatte eller overflødiggøre begrebet om det moderne, hvilket udtrykket “afslutning” ellers godt kan forlede en til umiddelbart at tro (jf. titlen på Vattimos bog fra 1985, Modernitetens afslutning). Vattimo gør nemlig vedvarende opmærksom på, at dette igen ville forudsætte en metafysisk argumentation, som snarere end at afkræfte den ville bekræfte modernitetens iboende “logik”. Der gælder her det samme forhold som med begrebet om den svage ontologi, hvor det jo for Vattimo er selve tanken om at komme “hinsides” de filosofiske problemer, at få løst dem en gang for alle, der er det egentlige problem: Også i forholdet til moderniteten er det selve tanken om at kunne komme hinsides denne, der er forfejlet, om at kunne løse problemerne en gang for alle, eftersom denne tankegang netop er et karakteristisk træk ved moderniteten.
Det nytter altså ikke at insistere på et “novum” eller på, at man i kraft af et “fremskridt” inden for tænkningen kan bevæge sig hinsides modernitetens tænkeform, væremåde eller vokabular, idet man hermed straks slår sig selv for munden. Snarere gælder det atter om at tage dette vokabular på sig som et vilkår og derpå forsøge at underminere det indefra eller om at påvise dets indre svagheder igennem en diskurs, der mere udgør et korrektiv end et alternativ. Mere end at tilintetgøre begrebet om det moderne udgør det post-moderne derfor dettes immanente og ofte oversete “forvindingspunkt”, idet begrebet om det sen-moderne samtidig synes at signalere den indre “træthed”, svækkelse eller diskrepans i det moderne selv, der i stigende grad bliver tydeligt med medialiseringen og den heraf følgende mangfoldiggørelse af fortolkningerne. Man skal med andre ord ikke lade sig forvirre af, at Vattimo både taler om det moderne og om det sen-moderne som modsætninger til sit eget korrektive begreb om det post-moderne, idet de to begreber i alt væsentligt dækker over det samme. Men med begrebet om det sen-moderne understreges det som sagt, at den svækkelse af metafysikken, som allerede er det moderne iboende, nu ikke længere eller kun meget vanskeligt lader sig overhøre: “I denne situation må man efter min opfattelse tale om en ‘svag ontologi’ som den eneste mulighed for at komme ud af metafysikken – i kraft af en accept-rekonvalescens-forvinding, der ikke længere bevarer noget af den kritiske overskridelse, som karakteriserer moderniteten. Det kan være, at der heri ligger en chance eller muligheden for en ny, en svækket ny, begyndelse”.20
Anderledes formuleret: Begrebet om det post-moderne må dels anskues som en epokal, og dermed tillige uundgåeligt normativ, bestemmelse hos Vattimo, idet der er tale om et forsøg på at kendetegne verden af “i dag”, den “nuværende situation”, i modsætning til beskrivelserne af (sen)moderniteten, der var – og stadig er (altid allerede utroværdige) – udtryk for verden af “i går”. Og dels må begrebet – og måske først og fremmest – betragtes som en modal bestemmelse hos Vattimo i den forstand, at han f.eks. i sin læsning af Nietzsche og Heidegger knytter an til metafysikkritikken forstået som en “erfaringsform”; en erfaringsform, der først kan siges at komme til fuld udfoldelse eller først transformeres til en alment udbredt erkendelse i og med den post-moderne tænkning om og erfaring af den (sen)moderne verden.21 Atter anderledes formuleret: når det, som anført, overalt er en central tese hos Vattimo, at metafysikken er blevet utroværdig, så må indsigten heri naturligvis også få betydning for hans samtids- og samfundsbeskrivelse. Vattimos hermeneutiske “oplysningsprojekt” består således ikke mindst i en diskurs- og begrebsafklarende påvisning af, at de for moderniteten afgørende diskurser og begreber, såsom begreberne om sekulariseringen, oplysningen og afmytologiseringen, der stadig er i omløb som dominerende filosofiske og sociologiske valutaer, selv retteligen må sekulariseres eller afmytologiseres.
3) VATTIMOS “VENDING”: GENOPDAGELSEN AF KRISTENDOMMEN
Så vidt Vattimo og den svage tænkning, dvs. førend han i 1996 udgiver bogen Credere di credere, der er blevet oversat til dansk af Finn Frandsen og her har fået titlen Jeg tror at jeg tror.22 Som det fremgår, må man i forbindelse med udgivelsen af dette værk tale om en slags “vending” i Vattimos filosofi, hvilket han selv fremhæver og uddyber i bogens begyndelse. Jeg ønsker dog ikke her at fordybe mig i en diskussion af, hvorvidt Vattimo, med sin “genopdagelse” af kristendommen som den længe glemte eller “skjulte” forudsætning for den svage tænkning, nu også virkelig er helt i overensstemmelse med sin tidligere udlægning af den svage ontologi, som vi ovenfor er blevet præsenteret for den, eller om han tværtimod hermed gør sig sårbar for (en ny form for) kritik.23 Snarere skal dette afsnits titel netop signalere det enkle forhold, at Vattimo selv i Jeg tror at jeg tror udlægger sin tilbagevenden til kristendommen som en skelsættende begivenhed, både i forfatterskabet og i sin egen, personlige tilværelse.24 Alene skrivemåden i bogen, der – som noget nyt hos Vattimo – holdes i første person, markerer, at der i Jeg tror at jeg tror er tale om en præsentation af et dybt personligt forhold. Men på den anden side understreger Vattimo også, at det ubehag, som han åbent vedkender sig ved brugen af en skrivemåde i første person – hvilken han dog samtidig finder nødvendig for sit forehavende – til fulde opvejes af hans overbevisning om, at “… hvis jeg har besluttet mig for at tale og skrive om tro og religion, så gør jeg det, fordi jeg mener, at dette ikke alene vedrører min egen genfødte, individuelle interesse for dette tema”.25
Også