Пер Гюнт. Кукольный дом. Дикая утка / Peer gynt. Et dukkehjem. Vildanden. Книга для чтения на норвежском языке. Генрик Ибсен
du fryser vel ej?
Jo-jo; det kendes på farten,
når Grane lægger ivej!
Kære Peer, hvad er det som ringer – ?
De blanke dumbjelder, moer!
Hu, nej da, hvor hult det klinger!
Nu kører vi over en fjord.
Jeg er ræd! Hvad er det, som bruser
og sukker så underligt vildt?
Det er granene, moer, som suser
på moen. Sid bare stilt.
Det gnistrer og blinker langt borte.
Hvor kommer den lysningen fra?
Fra slottets ruder og porte.
Kan du høre du danser?
Ja.
Udenfor står Sankt Peder
og byder dig stige ind.
Hilser han?
Ja, med hæder,
og skænker den sødeste vin.
Vin! Har han også kager?
Jada! Et smækfuldr fad.
Og salig provstinden lager
dig kaffe og eftermad.
Å kors; kommer vi to sammen?
Så tidt og så jævnt du vil.
Å nei da, Peer, for en gammen
du kjører mig, stakkar til!
(smækker med pisken)
Hyp; vil du rappe dig, Svarten!
Kære Peer, du kører vel ret?
(smækker igjen)
Her er brede vejen.
Den farten
den gør mig låk og træt.
Der ser je slottet sig højne;
om lidt så er kørslen slut.
Jeg vil ligge og lukke øjne
og lide på dig, min gut!
Rap dig, Grane, min traver!
I slottet er stimlen stor;
mod porte de myldrer og kaver.
Nu kommer Peer Gynt med sin moer!
Hvad siger du, herr Sankt Peder?
Får ikke moer slippe ind?
Jeg mener du længe leder,
før du finder så ærligt et skind.
Om mig vil jeg ikke snakke;
jeg kan vende ved slottets port.
Vil I skænke mig, taer jeg tiltakke;
hvis ej, går jeg lige-nøjd bort.
Jeg har digtet så mangen skrøne,
som fanden på prækestol,
og skjældt min moer for en høne,
fordi hun kagled og gol.
Men hende skal I agte og hædre
og gøre det rigtig tillags;
her kommer ikke nogen bedre
fra bygderne nutildags. —
Ho-ho; der har vi Gud Fader!
Sankt Peder, nu får du dit
(med dyp stemme).
«Hold op med de køgemester-lader;
moer Åse skal slippe frit!»
(Ler højt og vender sig om til moderen.)
Ja,var det ikke det jeg vidste?
Nu blev der en anden dans
(angst).
Hvorfor ser du, om øjet skulde briste?
Moer! Er du fra samling og sans – !
(går op til hovedgærdet).
Du skal ikke likke og glane! —
Snak, moer; det er mig, din gut!
(Føler varsomt på hendes pande og hænder; derpå kaster han snoren bort på stolen pg siger dempet:)
Ja så! – Du kan hvile dig, Grane;
for ret nu er rejsen slut.
(Lukker hendes øjne og bøjer sig over hende.)
Hav tak for alle dine dage,
for bank og for barne-bys! —
Men nu får du takke tilbage —
(trykker kinden mod hendes mund).
Se så, det var tak for skyds.
Hvad? Peer! Nå, så er vi over
den tungeste sorg og nød!
Herregud, hvor godt hun sover —
eller er hun – ?
Hys, hun er død.
(Kari græder ved liget. Peer Gynt gåt længe omkring i stuen; endelig standser han ved sengen.)
Får moer med ære begravet.
Jeg får friste at fare herfra.
Skal du langvejs fare?
Mod havet.
Så langt!
Og lenger endda
(han går).
FJERDE HANDLING
(På sydvestkysten af Marokko. Palmeskov. Dækket middagsbord, solsejl og sivmatter. Længere inde