Forsvundet. Блейк Пирс
er der sket med hendes øjne?" Spurgte Spelbren.
"Syet vidt åbne med sort sytråd," svarede han uden at kigge nærmere på det.
Spelbren stirrede vantro på ham.
"Tjek det selv," sagde Bill.
Spelbren kiggede på øjnene.
"For pokker," mumlede han stille. Bill lagde mærke til, at han ikke reagerede med afsky. Det satte Bill pris på. Han havde samarbejdet med andre feltagenter - nogle af dem endda erfarne folk som Spelbren – som ville være i gang med at brække sig nu.
Bill havde aldrig samarbejdet med ham før. Spelbren var blevet indkaldt til denne sag fra et Virginia-feltkontor. Det var Spilbrens idé at inddrage nogen fra Adfærds- og Analysenheden i Quantico. Det var grunden til, at Bill var her.
Smart træk, syntes Bill.
Bill kunne se, at Spelbren var yngre end ham, kun et par år, men alligevel havde han en livserfaring og indsigt, som han godt kunne lide.
"Hun har kontaktlinser på," bemærkede Spelbren.
Bill kiggede nærmere efter. Han havde ret. En uhyggelig, kunstig blå farve, der fik ham til at se væk. Det var koldt hernede ved bækken sent om morgenen, men trods det fladede øjnene ud i øjenhulerne. Det ville være svært at fastslå det præcise dødstidspunkt. Det eneste, Bill var sikker på, var, at liget var blevet anbragt her og omhyggeligt placeret i nattens løb.
Han hørte en stemme i nærheden.
"Forbandede FBI."
Bill kiggede op på de tre lokale politifolk, som stod et par meter væk. De hviskede uhørligt nu, så Bill vidste, at det var meningen, at han kun skulle høre de to ord. De var fra den nærliggende by Yarnell, og de var helt klart ikke glade for, at FBI var dukket op. De troede, at de kunne håndtere dette alene.
Skovfogeden i Mosby State Park havde været af en anden opfattelse. Han var ikke vant til noget værre end vandalisme, affald og ulovligt fiskeri og jagt, og han vidste, at det lokale politi fra Yarnell ikke kunne klare dette alene.
Bill var fløjet et par hundrede kilometer med helikopter, så han kunne komme hertil, før liget blev flyttet. Piloten havde fulgt koordinaterne til en plet af eng på en nærliggende bakketop, hvor skovfogeden og Spelbren havde mødt ham. Skovfogeden havde kørt dem nogle kilometer ned ad en grusvej, og da de kørte ind til siden, kunne Bill se gerningsstedet fra vejen. Der var kun kort vej ned ad en bakke nær bækken.
Betjentene, der stod utålmodigt i nærheden, havde allerede gennemgået gerningsstedet. Bill vidste præcis, hvad de tænkte. De ønskede at klare denne sag på egen hånd; et par FBI-agenter var det sidste, de ønskede at se.
Beklager, bonderøve, tænkte Bill, men her er I på dybt vand.
"Sheriffen mener, at det er menneskehandel," sagde Spelbren. "Han tager fejl."
"Hvorfor siger du det?" Spurgte Bill. Han kendte selv svaret, men han ønskede at få en ide om, hvordan Spelbren tænkte, når han arbejdede.
"Hun er i trediverne og ikke længere ung," sagde Spelbren. "Strækmærker, så hun har mindst et barn. Ikke typen, der normalt bliver handlet. "
"Du har ret," sagde Bill.
"Men hvad med parykken?"
Bill rystede på hovedet.
"Hendes hoved er blevet barberet," svarede han, "så uanset hvad parykken var til for, så var det ikke for at ændre på hendes hårfarve."
"Og rosen?" Spurgte Spelbren. "En besked?"
Bill undersøgte det.
"Billig stofblomst," svarede han. "Den slags du kan finde i enhver lavprisbutik. Vi kan spore den, men vi vil ikke finde noget."
Spelbren så imponeret over på ham.
Bill tvivlede på, at noget af det, de havde fundet, ville være til nogen hjælp. Morderen var for målrettet og for metodisk. Hele gerningsstedet var iscenesat på en syg måde, som gjorde, at Bill følte, at han kom til kort.
Han så de lokale politiet være ivrige efter at komme nærmere og rydde gerningsstedet op. Billederne var blevet taget, og liget kunne blive fjernet når som helst.
Bill stod og sukkede og følte sig stiv i benene. Hans fyrre år var begyndte at kunne mærkes – i hvert fald lidt.
"Hun er blevet tortureret", bemærkede han og sukkede sørgmodigt. "Se på alle sårene. Nogle er begyndt at hele." Han rystede bedrøveligt på hovedet. "Nogen har skåret i hende i dagevis, før han kvalte hende med hende med det bånd."
Spelbren sukkede.
"Gerningsmanden var vred over noget," sagde Spelbren.
"Hallo, hvornår kan vi rydde op her?" Udbrød en af politifolkene.
Bill så i retning af dem og så, at de stod op trippede utålmodigt. To af dem grinede stilfærdigt. Bill vidste, at arbejdet allerede var gjort her, men han sagde det ikke. Han foretrak at lade disse bonderøve vente og og undre sig.
Han vendte sig langsomt rundt og indprentede sig landskabet. Det var et tykt skovklædt område med mange fyrretræer og cedertræer og masser af undergræsning, og med åen som løb ad en rolig vej til den nærmeste flod. Selv nu midt om sommeren ville det ikke blive meget varmere her i dag, så liget ville ikke gå i gang med at rådne lige med det samme. Alligevel ville det være bedst at få det ud herfra og sendt til Quantico. Retsmedicinerne ville gerne pille liget fra hinanden, imens det stadig var rimeligt frisk. Retsmedicinerens bil blev kørt op på grusvejen bag politibilen og ventede.
Vejen var ikke bredere end et parallelt dækspor gennem skoven. Morderen havde næsten med sikkerhed kørt her. Han havde båret liget den korte afstand på den smalle vej til dette sted, havde placeret det og var gået. Han havde ikke opholdt sig her længe. Selv om området lå væk fra vejen, patruljerede politiet her regelmæssigt, og private biler var ikke tilladt på denne vej. Han havde ønsket, at liget skulle findes. Han var stolt af sit arbejde.
Og det var blevet fundet af et par tidlige morgenryttere. Turister på lejede heste, havde skovfogeden fortalt Bill. De var feriegæster fra Arlington, som boede på en ranch for turister lige uden for Yarnell. Skovfogeden havde sagt, at de var lidt oppe at køre nu. De havde fået besked om ikke at forlade byen, og Bill planlagde at tale med dem senere.
Det så ikke ud som om, at der overhovedet var nogen spor at finde i området omkring liget. Gerningsmanden havde været meget forsigtig. Han havde trukket noget bag sig, da han var vendt tilbage fra bjerget - en skovl måske - for at skjule sine egne fodspor. Der var ingen spor tilbage med vilje eller ved et uheld. Eventuelle dækspor på vejen var sandsynligvis blevet slettet af politiets vogne.
Bill sukkede for sig selv.
Fandens osse, tænkte han. Hvor er Riley, når jeg har brug for hende?
Hans mangeårige partner og bedste ven var på ufrivillig orlov for at komme sig over et traume fra deres seneste sag. Ja, det havde været en uhyggelig sag. Hun havde brug for at komme sig, og hvis sandheden skulle frem, så ville hun måske aldrig vende tilbage.
Men han havde virkelig brug for hende nu. Hun var meget klogere end Bill, og han havde ikke noget imod at indrømme det. Han elskede at opleve hendes hjerne på arbejde. Han forestillede sig hende gennemgå dette gerningssted helt ned i mindste detalje. Allerede nu ville hun drille ham med alle de tydelige spor, som lå lige foran næsen på ham.
Hvad ville Riley se her, som Bill ikke kunne se?
Han følte sig indskrænket, og han kunne ikke lide følelsen. Men der var ikke mere, han kunne gøre ved det nu.
"Okay, folkens," kaldte Bill på politifolkene. "Fjern liget."
Betjentene grinede og gav hinanden klør fem.
"Tror du, han vil gøre det igen?" Spurgte Spelbren.
"Jeg er