Hans Råskov. Knud Hjortø
d Hjortø
HANS RÅSKOV
I
Uden for den søndre længe af Peder Hansens gård begyndte foråret fjorten dage tidligere end andre steder; solens stråler faldt med kraft tilbage fra de okrede mure, og træerne gav læ mod østenvinden; så var der også bakker på bægge sider af gården, så den selv lå i en dal. Hesteomgangen stod med en krans af udsprungne følfod allerede først i Marts, og samtidig begyndte kastanieknopperne at blinke i solen som små bitte lygter, sådan svedte de, men midt i April sprang de ud med en lille grøn hånd til hver side som folk, der holder tale. Vejen, der her gik uden om gården, blev grå og tør, mens andre veje endnu var helt fugtige; om dens hjulspor stod sandet i tynde, sprøde kamme, og når man gik og trådte dem ned med bare fødder, så havde man sommerfornæmmelser længe inden første Maj; her kom hønsene ud og pillede i græsset og hakkede følfoden i de gule hoder, og den sorte grævlingehund, Vaps, nød ikke sjælden sin middagslur her og lå og blinkede velbehageligt i solen med sine gule øjenlåg.
Og den, der ikke mindst søgte ud til den søndre længe, det var gårdens ældste søn, Hans – kaldet Råskov efter sin afdøde moer. Dær sad han en lun Aprildag og lae den sidste hånd på sin vindmølle; vingerne var af bedste asketræ, der for længe siden var blevet udsøgt og tørret; de antog en smuk skrå form under hans fem og halvfjerds øres svanekniv og blev siden glattet efter med et glasskår. Hans havde sat sig sådan, at han i god tid kunde vare sig, om nogen skulde komme og overraske ham i arbejdet, hvorved det vilde ha tabt al værdi i hans øjne. Men ingen forstyrrede ham undtagen hønsene, der kom stilkende på lange, forsigtige ben og blinkede og nikkede efter de spåner, der uafbrudt faldt fra hans kniv; de holdt hodet på siden ligesom gamle nysgærrige koner, der kun kan se med det ene øje. Hans tog småsten op med tæerne og kastede efter dem; han kunde ikke fordrage dem; de mindede ham om kvindemennesket derinde, som han havde mistænkt for at gå på lur efter ham for at opdage hvad det var, han havde for, som hun ikke måtte se. Hun havde en dag oppe på loftet fundet en halvfærdig elektrisermaskine af Hans' fabrikat, og hvor havde hun ikke knævret og nikket og kaglet til alle mennesker på gården om den maskine, som hun oven i købet skulde ha forklaring på, hvad hun naturligvis ikke fik og selvfølgelig skældte ud for. Han havde været nødt til at slå den i stykker og grave den ned, ikke at tale om, at han nu for fremtiden var udelukket fra at lave elektrisermaskine mere, da hun havde snaget i den. Hun var akkurat ligesom hønsene her; det var ikke noget under, at Hans hadede dem.
Sværest var det at lave skåret, hvor vingerne skulde passe sammen. Han mærkede det med en blyant, trak en ridse med kniven og begyndte så at skære ud, men pludselig så han træet blive rødt, kniven havde givet ham et snit i den ene finger. – Nåda, sae han vredt; hvad skal det til? Du kan godt blive fri. – Han løb ind i tørvehuset, hvor han havde nogle af sine gemmesteder, og stak kniven ind under dørtrinet; dær skulde den ligge i fjorten dage, inden den måtte bruges igen. Der var heller ikke noget i vejen for, at han kunde hjælpe sig med den gamle, skønt den var af meget ringere stål. De ægte svaneknive har den egenskab, at når man spytter en klat på bladet og lægger en stump halmstrå oven i, så kan det dreje sig et lille stykke, men skal de derfor ha lov at skære en i fingrene?
Når Hans sad her ude og arbejdede, søgte hans øjne gærne op til en gård, der lå langt borte, men meget tydeligt oppe på en høj bakke; man så ikke andet af den end to stykker skinnende gule mure og midt mellem dem en stor bruntjæret port; træer og andet tilhørende kunde man ikke se; den lå dær så underlig ensom og udgjorde en vigtig del af Hans' tidligste erindringer. Som ganske lille havde han haft en æventyrlig forestilling om, at det var en guldring med en eller anden mærkelig sten, og senere var æventyret aldrig ganske gået af den; den adskilte sig fra alle andre gårde derved, at den en gang havde levendegjort et stykke af hans fantasi. Den faldt ham uvilkårlig i øjnene, når han gik alene her ude og var helt tilfreds, den stod i indre livssammenhæng med hans lykkeligste øjeblikke.
Vingerne var imidlertid blevet færdige, og møllen samlet. Det var en god mølle, der var lavet med al tænkelig omhu; om aksen gik der en snor, hvori den kunde hæve en sten af forud beregnet vægt. Hans bar den fløjtende hen til en pæl ved urtehaven og gjorde den fast.
Gå så, sae han.
Den vrikkede om til den ene side og gik ikke. Hans stillede den bedre i vinden og satte den i gang igen, så vrikkede den bare om på den anden side. Der var noget, der rejste sig med et hårdt sæt i Hans' sind, men han holdt ikke op med at fløjte; han vilde vise sin mølle, at han blev ikke vred på den, skønt den var urimelig. Han skulde være så forekommende at smøre den, hvis det var det, den ønskede, og han hentede vognsmørelse og smurte den netop så meget, som den trængte til, men den vilde ikke gå, skønt der ikke kunde være tale om nogen fejl eller mangel ved den. Måske var den ked af den sten til at begynde med; ja men der var aldrig nogen af hans andre maskiner, der havde budt ham sådan en stædighed. Alligevel, da han havde særlig meget til overs for denne her mølle, så vilde han for en gangs skyld strække sig så vidt, at han fritog den for stenen, skønt det var tosset. Fløjtende tog han stenen af, men hans ansigt lignede et ultimatum, da han tog tre skridt tilbage og for sidste gang befalede den at gå.
Den gjorde det ikke. Hans smilede vredt, han vidste godt, hvad det vilde ende med, men han trak det i langdrag, og til ingen nytte tog han vindretningen med største nøjagtighed, afsatte den på jorden med et rids og indstillede møllen for sidste gang, men den blev ved sit; han sendte den en sten, og den ligesom rystede på hodet. Så gik han meget langsomt – skønt hans hænder dirrede – hen til den stridige ting, der stumt og stædigt benægtede rigtigheden af hans beregninger, tog den forsigtigt af og bar den hen på marken, hvor der var en stenbunke. Dær lavede han et leje til den i jorden, løftede den største sten, han kunde magte, og holdt den over sit hoved. Han betragtede sit værk, der var anbragt sådan, at ikke en pind var hel i det om lidt; ikke een havde set det; kun kvindemennesket havde ligesom lugtet det en dag, ikke mere. Det var ellers et smukt stykke arbejde; han havde købt en ny kniv, for at det skulde blive rigtig godt; så meget mindre grund var der til at skåne det nu. Så hug han stenen ned, men det knasede ikke nok; han tog møllen op og brækkede den vredt i så mange stykker han kunde, med større hidsighed, jo mindre stykkerne blev, og smed dem rundt om, så ingen skulde ane, hvad det en gang havde været.
Det gjorde godt; han så sig sky og hurtigt omkring; der var vel ikke nogen til også at fordærve dette for ham! Men pludselig glemte han alt andet over noget rødt, der lå og skinnede infamt i solen; han var vis på, at det ikke havde været der for et øjeblik siden, og han gik lige løs på det i stor ophidselse. Det var ikke andet end en rød klud; han betragtede den med væmmelse og undrede sig over, at han ikke havde lagt mærke til den, da han gik derud, men efter at han havde set lidt mere på den, gravede han med sin nøgne fod et hul ved siden af, sparkede den der ned og kastede til over den.
Da han igen gik forbi gården, skingrede en kvindestemme løs med en lang ramse, hvori hans navn var det første ord. Det gav et hop i ham, men han gik sindigt videre; det skulde ikke se ud, som om han vilde rende sin vej. Han gemte sig inde i pileplantningen for at følge hendes voksende arrigskab, og han blev efterhånden vel til mode igen. Det var lutter personlige fornærmelser mod ham selv, og det nærede yderligere hans foragt, at de var så fjollede; hun var nu ikke opfindsom. Men da det begyndte at slippe op for hende, mente han, at det var på tide at vise sin ryg, han kom frem og gik langsomt ned ad mosen til, hvad der ganske rigtigt gav hendes ordstrøm nyt liv.
Bliv bare ved, sae han hen for sig; det er det jeg vil høre; du gør din pligt.
Et stamp i jorden fik ham til at se op. Det var fårene, som han nu var kommet tæt hen til. De stod med mulen mod jorden og stirrede på ham med deres lange, flakte pupiller, og da han tog et skridt hen imod dem, stampede de igen og nikkede, og så bævrede de med halerne og rystede en mængde bønner af sig.
Hvad skulde det nu betyde? Hans blev rå og ond ved synet af de tåbelige dyr. Han gik lige ind i tøjrslaget til dem og satte sig på pælen; så kunde de more sig med at hænge sig; og se, om de ikke straks gjorde forsøg på det! Godt! så blev han siddende dær, til de bar sig fornuftigt ad ligesom andre dyr. Han hørte, hvordan det peb i deres halse, men de var dog fornuftige nok til at linde lidt, da de mærkede, at de ikke fik vær nok på den måde. Efter uhyre lang tids forløb fik den ene mod til at nippe af et græsstrå, men drejede han blot hodet, så kvalte de sig igen af hjærtens lyst, mens rædsel og dumhed strålede ud af deres modbydelige øjne, der