Hans Råskov. Knud Hjortø
at de lo ad Søren, der spurte som en tosse og ikke fik svar. Han gik fornærmende tæt ind på livet af Hans og sae: Du skal nok være halv tosset omtrent, siger de; og du vil ikke hilse på andre folk nok.
Sørens ansigt havde nu fået et udtryk, som om han personligt havde lidt under Hans' ejendommeligheder og kom for at få oprejsning.
Jeg ved slet ikke, hvem du er, svarede Hans.
Søren så sig om til de andre, der straks grinede, og han nikkede som den, der har latteren på sin side: Du går sådan i dine egne fjantasier, og du kan dårlig se træerne, du er nær ved at rende dem om af bar lærdom.
Bag ved grinedes bekræftende, og Søren kunde nok behøve denne moralske støtte, for han var temmelig usikker over for Hans' tavshed, og hans øjne, der af og til mødte Sørens og tvang dem til at vige til siden.
Sikken en fin stok, du dær har lagt dig til, tog Søren fat igen.
Jublende latter bag ved; det var næmlig en almindelig kæp.
Hvem skal ha klø af den? – Søren rakte efter den.
Nu skulde Hans blot ha svaret: Du! Eller han skulde ha holdt den om på ryggen, så de kunde begynde at trækkes om den, da havde sagen været klar, og Søren kunde snart komme til at gi de klø, han nu havde tiltænkt Hans; men Hans lod ham ta om kæppen og rørte sig ikke.
Søren var lige så gal i hodet, som han inderst inde var genert. Han havde drillet mange drenge til slagsmål, men han havde aldrig fået en modtagelse som denne her. Han havde helst gået sin vej, men det tillod hans ære ham ikke; tilhørernes munterhed, der ikke forstummede et øjeblik, vilde da straks ha vendt sig mod ham selv, men mærkeligt nok var det ham heller ikke muligt at følge sin lyst og stikke Hans en knyttet næve i synet.
Må jeg få den kæp, sae Søren med anstrængt barskhed.
Han fik lov at ta den.
Sikken en stok, sae han igen, og bifaldet svigtede ham ikke. Men hvad skulde han nu gøre? Han stod rådvild og lam og gloede på den elendige pind. Han følte sig slået flad. Han var stødt sammen med noget fint og hårdt, som han ikke kunde måle sig med. Havde Hans åbnet sin mund og sagt: Hold nu op med det sludder og lad os gå hen og få et slag kegler, så havde Søren været hans svorne beundrer for resten af livet; men noget så naturligt lå Hans fjærnest af alt. Hans tanker drejede sig kun om det slagsmål, der snart måtte komme; hans vrede ventede på at blive udløst af Sørens første angreb.
Du går sådan med hodet og render på træer og støder dem ligesom en vædder, sae Søren med rystende stemme. Man kan da nok se, du er tosset. Og du banker de små; gør han ikke?
Jo—o, skreg de andre. Det var nemlig hændet for et halvt år siden, at nogle mindre drenge havde drillet ham og fået prygl for det.
Du skulde selv ha prygl, sae Søren med al den harme, han kunde opdrive, og samtidig kom han i tanke om sine svenske eder, som han helt havde glemt. Han prikkede efter Hans, men Hans flyttede sig; han kunde heller ikke få bestemt sig.
Har du underbukser på? spurte Søren og prikkede på en ærerørig måde. Uendelig jubel bag ved. Hans svarede med et spark, der ikke ramte, og Søren blev så glad og følte sig som den, der kan klare sagen. Han udsendte en øvet knytnæve mod det tavse ansigt, så at Hans satte sig ned, mens tilskuernes latter blev til ivrige drøftelser. Hans løb nogle skridt tilbage og bukkede sig ned, og Søren blev pludselig stanset i sin forfølgelse, idet en skarpkantet sten ramte ham under øjet, så han faldt.
Конец ознакомительного фрагмента.
Текст предоставлен ООО «ЛитРес».
Прочитайте эту книгу целиком, купив полную легальную версию на ЛитРес.
Безопасно оплатить книгу можно банковской картой Visa, MasterCard, Maestro, со счета мобильного телефона, с платежного терминала, в салоне МТС или Связной, через PayPal, WebMoney, Яндекс.Деньги, QIWI Кошелек, бонусными картами или другим удобным Вам способом.