Ved Nytaarstid i Nøddebo Præstegaard. Scharling Henrik
om, saa blev her mere lyst og frit.“
„De gamle Stikkelsbærbuske derhenne skulde ogsaa bort; der kunde blive en udmærket Græsplaine“, meente Andrea Margrethe.
„Ja men saa maatte vi ogsaa tage Nøddehækken bort, at her kunde blive en aaben fri Plads.“
Saameget var da vist, at maatte Andrea Margrethe og jeg faae Lov til at raade, saa skulde Alt snart faae et ganske andet Udseende. Men godt var det, at Præstekonen ikke hørte vore udmærkede Ideer, thi de vilde vist have vakt hendes Forfærdelse i høi Grad. Ogsaa kan det gjerne være, at vi maaskee gik vel vidt i vore Reformer, men deels var det mig en sand Fornøielse at være paa Parti med Andrea Margrethe, deels er jeg en stor Ven af Forandring, og da det er langt lettere at rive ned end bygge op, saa foretrækker jeg altid det første.
„Men det Allerbedste har De ikke seet“, sagde Andrea Margrethe, „det er Lindehøien – kom nu derhen.“ Saa gik vi til Lindehøien, der laa yderst i Haven og havde sit Navn af et stort Lindetræ, der stod oppe paa Toppen. Udenfor Haven gik en Brink brat ned til Fjorden, hvis blanke isdækte Flade strakte sig som et bredt skinnende Baand mellem de sneedækte Banker paa begge Sider. „Sæt Dem nu ned paa min Bænk, saa skal De see en udmærket Udsigt“ – — jeg saae mig omkring, men kunde ingen Bænk see. Andrea Margrethe lo. „Nei De skal op i Træet“, sagde hun endelig, „der er min Bænk oppe. See her, tag fat i dette Reb, og sæt saa Fødderne paa disse Udhug her i Træet, saa kommer De derop – jeg skal strax komme bagefter, der er akkurat Plads til To.“ Jeg balancerede derop med noget Besvær og havde neppe taget Plads, før Andrea Margrethe, der var væver som et Egern, alt sad ved min Side. „Tænk Dem nu, naar det er Sommer“, sagde hun, „og en sagte Vind gynger Træet frem og tilbage – kan De tænke Dem noget lifligere end at sidde heroppe, rundt omgivet af Grønt paa alle Sider, ligesom i en Vugge, og saa høre Fuglene qviddre rundt omkring – ja det maa De selv komme herud at prøve, for, ikke sandt, herefter kommer De altid ud med Deres Brødre?“ – Jo det kunde Andrea Margrethe være ganske vis paa. „Her kan jeg sidde oppe hele Timer og læse“, vedblev hun.
„Og læse?“ spurgte jeg forskrækket, thi det var mig, ligesom om jeg saae Bibliotheket som et mørkt Spøgelse i Baggrunden.
„Ja jeg meente egentlig med en Bog i Haanden, for jeg læser kun ganske lidt, saa falder jeg i Tanker og seer op imellem de grønne Blade, hvorledes den klare blaae Himmel titter frem igjennem dem, og hvorledes Solstraalerne falde ned paa min Kjole som store gule Blommer. – — Men jeg fryser“, afbrød hun pludselig, idet hun sprang ned, „kom, lad os løbe omkap op til Præstegaarden.“
Det Forslag fandt jeg meget fornuftigt, for det var ligesom om Vinteren i sin Fortørnelse over, at vi kun talte om Sommeren, som om Vinteren slet ikke existerede, begyndte at lade os mærke sin Existens paa en temmelig følelig Maade. Løbe omkap vilde jeg imidlertid ikke, thi hvorfor skulde jeg løbe bort fra Andrea Margrethe? Det vilde jo være høist taabeligt! Men derimod løbe ved Siden af hende, det vilde jeg gjøre. Men jeg mærkede snart, at omend Andrea Margrethe maatte tage to Skridt, hver Gang jeg tog eet, saa forstod hun ogsaa at flytte Fødderne dobbelt saa hurtigt som jeg, saa at jeg maatte anstrænge mig af yderste Evne for ikke at blive den bageste. Nu vare vi ved Valnøddetræet – den, der kunde svinge først om det, havde i Grunden vundet, thi da kunde man hele Tiden holde sig forrest. Derfor gjorde jeg ogsaa mine Skridt dobbelt saa lange som før, blot et Spring endnu og da – falder jeg over en af Rødderne, der strakte sig ud i Gangen, lige i Armene paa Corpus Juris, der kom gaaende fra den anden Side og blev høilig forbauset over denne broderlige Omfavnelse.
„Jeg kom først, jeg kom først“, raabte Andrea Margrethe, idet hun dandsede rundt om mig, som en Indianer dandser rundt om sin faldne Fjende, „ikke sandt, Frederik, jeg kom først?“
„Jo vist kom De først“, svarede han, „og derfor kommer jeg ogsaa forat bringe Dem Kampprisen. See her har jeg nogle Zwibelløg til Dem, som ere meget sjældne, og hvis Blomster ere af en usædvanlig Skjønhed.“
„Nei virkelig? o det er deiligt! jeg holder saa meget af Zwibler. Tak, Frederik, tak – vi maae strax op og vise Mo'er dem, hun vil blive ligesaa glad som jeg.“
„Vi ere ikke ved Præstegaarden endnu“, sagde jeg.
„Saa De vil ikke give tabt endnu? ja lad os prøve een Gang til!“
Men denne Gang vilde jeg ikke vise nogen utidig Skaansel; strax fra første Øieblik tog jeg Tilløb af alle Kræfter – og foer afsted, saa Stikkelsbærgrenene sloge mig over Benene og Kirsebærtræerne sloge mod mit Hoved: det var, som om hele Haven havde sammensvoret sig mod mig for at hjælpe Andrea Margrethe. Men jeg bred mig om Intet – afsted over Stok og Steen – nu var jeg inde i Gaarden, men bestandigt havde jeg Andrea Margrethe ved Siden af mig – det var, som om hun blev baaren af usynlige Aander – i samme Øjeblik naaede vi begge til Foden af Trappen, der førte op til Forstuedøren, men her kunde jeg tage tre Trin i hvert Spring, medens hun kun kunde tage eet – med et voldsomt Tag rev jeg Døren op og tørnede lige mod Præsten, der ganske roligt kom spadserende, i al Ro og Mag rygende af sin Meerskumspibe. Saa hæftigt var Sammenstødet, at Præsten tumlede over mod den ene Væg og tabte sin Pibe, og jeg mod den anden.
„Hei! hjælp! Gevalt! Gevalt!“ raabte Præsten, saa at Præstekonen, Emmy og Gamle forfærdede styrtede til fra Dagligstuen i samme Øieblik, som Andrea Margrethe og Corpus Juris kom ind ad Forstuedøren.
„Hvad er der paa Færde? Hvad er der paa Færde?“
„Hvad der er paa Færde? Nicolai har slaaet mig ihjel!“
„Hvor har Du stødt Dig? Slog Du Dig slemt?“
„Om jeg har slaaet mig? Jeg har slaaet mig saaledes, at jeg nu vil gaae over og skrive en Ligprædiken over mig selv, saa kan Christopher holde den istedenfor den Juleprædiken, som han ikke holdt. – — Og see min Pibe – min deilige Pibe – nei Nicolai, Nicolai – at De vilde slaae mig ihjel, det kan jeg tilgive Dem, for jeg er kun et syndigt Menneske, men at De har slaaet min Pibe ihjel, som aldrig har voldet Nogen Sorg, men kun skaffet mig Glæde og Opmuntring, det tilgiver jeg Dem ikke!“
„Ja men see, Fa'er, Pibehovedet er kun gaaet i to Stykker“, sagde Andrea Margrethe, der havde samlet Stykkerne op, „vi kan binde dem sammen ved at snurre noget Traad om dem, saa er det saa godt som nyt igjen.“
„Ja bind Du Stykkerne sammen, og lad mig saa see, Du hjælper Nicolai med at slaae alle Ruderne ud i Præstegaarden, at I kan blive færdige med det Stykke Arbeide til Middag“, sagde Præsten, idet han gik.
„Blev han vred?“ hviskede jeg til Andrea Margrethe.
„Vred? Nei saa kan De troe, han havde nok talt til Dem paa en anden Maade – nei han er slet ikke vred; De kan være ganske rolig.“ – —
„See her, Mo'er, hvilke deilige Zwibelløg Frederik har foræret mig“, sagde Andrea Margrethe, da vi atter vare komne til Ro i Dagligstuen.
„Og see her, hvad Christopher har bragt mig“, sagde Emmy, idet hun rakte en Bog til Andrea Margrethe.
„Hvad er det? Claudius' Wandsbeckerboten! Nu, Christopher, der har De gjort en god Gjerning, for den Bog har Emmy gaaet og talt om, jeg veed ikke i hvor lang Tid. Lad os nu see, om den virkelig er saa fortræffelig – see her om Sjælens Udødelighed – — Spinoza – — Jacobi – det er bestemt altfor lærd for mig – det forstaaer jeg ikke noget af. Hvad mener De, Frederik?“
„Ja det gaaer mig som Dem: jeg har ogsaa i langsommelig Tid hørt Christopher prise den Bog som noget ganske overordentligt – men jeg hører formodentlig heller ikke til de Indviede, thi den gik ogsaa over min Forstand, og jeg forstod ikke tilstrækkelig at paaskjønne den.“
„Ja naar den gaaer over Deres Forstand, saa er det intet Under, at den gaaer langt over min: nei saa foretrækker jeg Zwibelløg; det er da Noget, som jeg kan forstaae. – Nei men Mo'er, Du skulde blot høre, Nicolai er af samme Mening som jeg, at der nødvendigvis maa skee Forandringer i Haven.“
„Kan De nu heller ikke lade min stakkels Have være i Fred?“ spurgte Præstekonen med et venligt Smil.
„Og