Ved Nytaarstid i Nøddebo Præstegaard. Scharling Henrik
Juris og sprang op, „kom nu! hurtig!“
„Vi vil først hen at see Domkirken“, svarede Gamle rolig, „Nicolai har ikke seet Domkirken endnu.“
„Den kan han jo altid faae at see en anden Gang, lad nu dog ikke Niels vente længer.“
„Nicolai skal see Domkirken“, lød Gamles Svar, „Niels venter nok for min Skyld saa længe.“
„For min Skyld! ha ha ha! Du vil maaskee studere Aarstal derhenne?“ og Corpus Juris blinkede hen til Gamle.
„Nicolai skal see Domkirken“, svarede Gamle, der selv begyndte at lee og tog mig under Armen, medens Corpus Juris atter sprang af Vognen for at følge os.
En af Dørene til Kirken stod heldigvis aaben, og vi gik ind i Kirken. Corpus Juris førte mig rundt, viste og forklarede mig Alting. Gamle derimod, som havde paataget sig at vise mig Kirken, forsvandt øjeblikkelig; formodentlig var han henne at studere Aarstal. Jeg savnede ham imidlertid ikke, thi jeg var aldeles optagen af det Skjønne og Herlige, som jeg saae. Jeg tænkte paa alle de navnkundige Mænd, hvis Been hvile her, det forekom mig, som om deres Aander omsvævede os under de høje Kirkehaller og sagte talte sammen om de svundne Tiders Stordaad. Corpus Juris fortalte og fortalte, jeg lyttede til: det var mig, som om de døde Navne bleve levende for mig, som om jeg saae de purpurklædte Konger og de kutteklædte Klærke træde os imøde – jeg glemte Nøddebo og mig selv og Alt, indtil Corpus Juris endelig sagde: „Ja nu tør vi ikke blive længer.“ Det var mig, som vaagnede jeg op af en dyb Drøm; fra de svundne Tider kaldtes jeg tilbage til Nutiden.
„Men hvor er Christopher?“ spurgte jeg.
„Der kommer han henne, nu er han færdig.“
„Har han da virkelig siddet og studeret Aarstal i al den Tid?“
„Ja han har“, svarede Corpus Juris smaaleende, „Du veed, at han interesserer sig for Sligt.“
„Han arbejder maaskee paa en Afhandling desangaaende?“
„Ja, han arbejder af alle Kræfter derpaa“, svarede Corpus Juris, idet han med Møie holdt Latteren tilbage. Jeg saae forundret paa ham, men han løb fra mig hen til Gamle, som han tog under Armen, og de gik i Forvejen tilbage til Vognen, medens jeg fulgte langsomt bagefter, ganske opfyldt af Alt, hvad jeg havde seet og hørt.
Men nu gjaldt det om at faae Plads paa Vognen. Gamle skulde sidde paa den forreste Agestol ved Siden af Niels, Corpus Juris paa den anden ved Siden af en heel Deel Pakker, som vare opstablede der, og jeg bag i Vognen paa Kufferten. Corpus Juris og jeg kom snart til Sæde, men ikke saa med Gamle. Han er ikke nogen stor Gymnastiker; et Par Gange sprang han op paa Hjulet, men hver Gang dumpede han ned igjen. Saa vilde Corpus Juris hjælpe ham, og ved fælles Bestræbelser lykkedes det dem tilsidst at brække Rygstykket paa Agestolen itu.
„Nej veed Du hvad, Christopher“, raabte jeg, „lad Du før mig sidde hos Niels, saa kan Du sætte Dig op paa Kufferten her.“ Saaledes skete det da, og vi rullede afsted.
Da vi vare komne udenfor Byen, maatte jeg idelig vende mig om for at betragte Domkirken, der havde fængslet alle mine Tanker. Der stod den med sine lette, ranke Spir knejsende op i den blaae Luft høit over alle Smaahusenes Vrimmel. Jeg saae tilbage i Vognen paa mine to Brødre: der sad Corpus Juris lænet tilbage, tæt indsvøbt i sin store Kavai, Hatten sad lidt paa Snur, der var noget vist Kjækt og Hoverende ved ham, som om han vilde udfordre den hele Verden til Kamp. Bagved ham sad Gamle paa Kufferten med Haanden under Kinden og tænkte.
„Det er dog underligt med Gamle“, sagde jeg til mig selv, „altid tænker og tænker og tænker han. Hvad kan han dog have saa meget at tænke paa? Eller sidder han maaske ogsaa og tænker paa Domkirken, paa Aarstallet, som han har fundet derinde?“
„Naa, Gamle, falder Du nu i Tanker igjen“, raabte Niels. Jeg blev ganske forskrækket over, at han turde tiltale min Broder paa den Maade, men opdagede snart, at Tiltalen gjaldt den ene Hest.
„Hedder den Gamle?“ spurgte jeg forundret.
„Ja han gjør.“
„Hvor gammel er den da?“
„Aa han er endelig ikke saa gammel endda, men han er saa speculerende og falder gjerne i Tanker, helst naar han skal trække Vognen. Men det maae vi curere ham for“, og Niels slog et Knald med Pidsken, der bragte baade Gamle bag i Vognen og Gamle foran Vognen til at fare i Veiret, og den Sidste til at paaskynde sin Gang noget mere.
Nu var jo Samtalen kommen ind paa det Punkt, hvor man altid skal begynde med Kudske, nemlig om Heste, men da jeg ikke er nogen synderlig stor Hestekjender, søgte jeg at dreje Samtalen bort herfra for at faae noget at vide om Præstegaarden, hvilket interesserede mig ulige mere.
„Præsten er vel en meget lærd Mand?“
„Aa ja det kan nok hænde sig.“
„Har han mange Bøger?“
„Ja flere, end jeg kan læse“, (derfor behøvede Bibliotheket nu ikke at være saa grumme stort).
„Men han har aldrig været gift?“
„Ja, hvorfor ikke?“
Jeg blev noget forundret over dette Spørgsmaal, thi jeg kunde da ikke vide Grunden, hvorfor Præsten ikke havde giftet sig.
Niels saae lidt hen for sig, derpaa sagde han: „Ellesens er Præsten da gift.“
„Er han gift?“ udbrød jeg, „han har maaskee Børn?“
„To Døtre.“
To Døtre! ih men du store chinesiske Keiser med tre Haar paa din skaldede Isse, det havde jo Gamle og Corpus Juris aldrig talt om!
„Er de smukke?“
„Aa ja“, svarede Niels med et polisk Smil.
„Og muntre?“
„Ja nu kan Herren jo selv see.“
To Døtre, smukke og muntre! og saa gaaer Gamle og Corpus Juris kun og roder i Bibliotheket og Kirkeretten! jo, det var rigtignok paa høie Tid, at jeg kom til Nøddebo for at hævde Familiens Ære og vise, at den dog ikke bestaaer af lutter Læseheste.
Vi kjørte forbi en lille Bakke, paa Toppen af hvilken der stod en Bænk, fra hvilken man maatte have en prægtig Udsigt over Fjorden. Om det var Præstens Døtre, eller hvad der var Grunden, veed jeg ikke – nok, det forekom mig i samme Øieblik, som om det pludselig blev mildt og varmt Sommerveir, Buskene oppe paa Bakken vare fuldt udsprungne og dækkede med deres skyggende Løv over Bænken, og paa Bænken sad (ja, jeg behøver vel ikke at sige hvem), og ved hans Side en ung Pige, Haand i Haand sadde de og saae udover Issefjorden, hvis sagte rislende Bølger forgyldtes af den nedgaaende Aftensol, og de saae ind i hinandens Øine og —
„Holdt, her vil jeg af“, raabte Corpus Juris.
„Hvad nu“, sagde Gamle, „vil Du maaskee ogsaa studere Aarstal?“
„Ja vist, ja vist“, svarede Corpus Juris, der i et Par Spring var oppe paa Toppen af Bakken, undersøgte omhyggeligt Barken paa et gammelt Lindetræ deroppe og kom derpaa ned igjen, hvorpaa Reisen fortsattes. Men jeg var forstemt og ærgerlig, jeg var bleven afbrudt i et af mine yndigste Drømmerier, saadant et, som man maa takke Apollo og alle ni Muser for, naar det vederfares En, og hvorfor? bare fordi Corpus Juris skulde op og søge efter nogle gamle Aarstal. Ja vel veed jeg, at Roskildeegnen er rig paa gamle Minder, men leve vi da i Fortiden, slet ikke i Nutiden? Og skal den hele Verden kun være en stor Bog, hvori vi læse om hvad Forfædrene have gjort, medens vi reent glemme, at nu leve vi, og nu er Tiden for os til at handle? Jo, det kunde blive nogle fornøielige Dage, vi skulde tilbringe i Nøddebo – formodentlig hele Dagen trave om i Bibliotheket og støve op i gamle Folianter!
Heldigvis vendte mine Tanker snart tilbage til det sidste Æmne, som havde været Gjenstand for Samtalen mellem Niels og mig, og jeg søgte at faae lidt nærmere at vide af Niels om de unge Piger. Niels iagttog imidlertid en vis diplomatisk Taushed, svarede kun med Eenstavelsesord og et polisk Smil, saa at Alt, hvad jeg fik at vide, var, at den ene hed Emmy og var tyve Aar gammel, den anden hed Andrea Margrethe og var atten