Ved Nytaarstid i Nøddebo Præstegaard. Scharling Henrik
tydske og franske theologiske Forelæsninger og studerede Schleiermachers Dogmatik, tog jeg fat paa Fortællingen. De Omgivelser, hvorunder jeg færdedes, vare vel skikkede til at sætte mig i den rette Stemning. Elsaß er et frugtbart og kornrigt Land ligesom Danmark; de gyldne Sædemarker, de mange Frugthaver, Lunde og Smaaskove, Alt hvilende i Midsommersolens stærke Hede, fremkaldte levende Mindet om Hjemmet, medens atter de blaae Bjærge i det Fjerne og Strasburgermünsterens høie Spir, der behersker hele Landskabet rundt omkring, bare tilstrækkeligt Vidnesbyrd om, at jeg var i det Fremmede. Minderne om Hjemmet sammenknyttedes med de lyse Forventninger om fjerne og ukjendte Egne, som jeg snart skulde gjennemreise, og satte Phantasi og Stemning i rig Bevægelse. Og hvad der mellem alt det Øvrige fik særegen Betydning, var Tanken om hint mærkelige Ungdomsaar, som Goethe havde tilbragt i Strasburg, og navnlig hans Besøg i Sesenheim, der gjør ham saa stor Ære som Digter, men kun ringe Ære som Menneske. Jeg læste de paagjældende Steder i hans Levnetsløb, steg jævnlig op paa Strasburgermünsteren, hvor den store Digter ofte havde staaet ved Solnedgang og skuet ud over det skjønne Landskab, ja jeg gjorde endog en Udflugt til Sesenheim. Præstegaarden var ombygget, men Egnen og Stedlighederne vare dog de samme, og jeg kunde tage Plads paa en Bænk i Haven, hvorom der fortaltes, at Digteren og hans Frederikke ofte havde siddet ved hinandens Side. Alt dette var vel egnet til at fremkalde Stemninger og Phantasier, der maatte være frugtbargjørende for min Fortælling.
Denne skred da ogsaa godt fremad. Men i Slutningen af August forlod jeg Strasburg for at tiltræde en længere Reise til Grækenland og Palæstina. Nu fulgte et Par Maaneders meget omtumlede Reiseliv, hvor der slet ikke kunde være Tale om at skrive Andet end de nødvendige Breve til Hjemmet. Først i Athen kom jeg atter til Ro. Naar bortsees fra de vidunderlige Mindesmærker og de skjønne Naturomgivelser er Athen en meget stille By uden forstyrrende Adspredelser; der fandtes den Gang hverken Theater eller Concerter. Des bedre Tid var der til Studier af forskjellig Art og til Digtning. Vistnok vare alle Omgivelser i høi Grad forskjellige fra Hjemmet, men Fortællingen var jo nu sat godt i Gang, Tonen og Stemningen var slaaet an, og det gjaldt kun om at holde den fast og føre den videre i samme Retning. Aftenerne, der begyndte at længes, udfyldtes ved Samtaler med min kjære Reisefælle, Valdemar Schmidt, der var stødt til mig i Triest. Han, der selv er Præstesøn, havde endnu bedre Kjendskab til Præstegaardene end jeg og hjalp mig til Kundskab om Et og Andet, der var mig noget usikkert, uden at jeg dog meddelte ham Noget af Fortællingen eller om det Arbeide, jeg havde for. Billedhugger Hertzog, der samtidig var i Athen og jævnlig besøgte os, saae tilfældigvis de mange beskrevne Ark ligge foran mig og udbrød, formodentlig i den Tanke, at det var en videnskabelig Afhandling: „De er dog en flittig Mand!“ – men heller ikke han fik noget at vide derom.
Den gode Hygge, vi havde i Athen, endtes i December, da vi tiltraadte Reisen til Pharaonernes gamle Land. Nye Indtryk, nye Mærkværdigheder, store og herlige Skjønhedssyner! det pragtfulde Kairo er som et Æventyr af Tusindogeen Nat, men den, som ikke forfølger særlige videnskabelige eller kunstneriske Øiemed, vil dog efter nogle Dages Forløb have nok af dette Æventyr. Nu traf det sig saaledes, at efter en Uges Tids Forløb reiste Vald. Schmidt op til Alexandria forat leie en Nilbaad og ordne Alt til Reisen opad Nilen. I en halv Snes Dage var jeg da overladt til mig selv og vandrede alene om i den store brogede By mellem de mylrende Turbaner. Jævnlig spadserede jeg gjennem de skyggefulde Sykomore-Alleer ned til Nilen og saae over til de gaadefulde Pyramider, hvis spidse Toppe reiste sig paa den modsatte Bred. Under alle disse fremmede æventyrlige Indtryk kunde der paakomme mig en stærk Længsel efter Hjemmets Fred og Hygge, og saa tyede jeg ind i Nøddebo Præstegaard.
Saa kom Nilreisen istand. Det er en herlig Reise, især naar den ikke, hvad nuomstunder er Tilfældet, foretages paa en Dampbaad, men paa en Dahabieh (d. e. ægyptisk Seilbaad). Man glider forbi Palmelunde, der speile sig i Floden, og skuer herlige Tempelruiner. Men det er ogsaa en meget ensformig Reise, især naar det er Vindstille eller Vinden er contrær, thi da maa Baaden trækkes op imod Strømmen af de arabiske Baadsfolk. Paa Nilfloden fuldendtes min Fortælling. De sidste Sider skrev jeg om Aftenen i vor lille Kahyt ved tændte Lys. Da den sidste Side var skreven, gik jeg op paa Dækket. Det var blevet Nat; en pragtfuld ægyptisk Himmel med tindrende Stjerner hvælvede sig over mit Hoved. De Stemninger og Tanker, der bevægede mit Sind, formede jeg i de følgende Dage til et lille Digt, hvilket i de senere Udgaver blev trykt som en Hilsen til Hjemmet.
Fortællingen var færdig, men Reisen var langtfra færdig. Den strakte sig over Palæstina, Syrien og Constantinopel, Tydskland og Schweiz, saa et Par Maaneders stille Ophold ved Universitetet i Erlangen – et fortræffeligt Sted at samle sig efter en Reise i Orienten – endelig en Vinter i Rom. Under alle disse Omvandringer var Nøddebo Præstegaard min stadige Ledsager, den blev hyppig tagen frem, paa Ny gjennemlæst, pyntet og pudset.
I Juli 1862 kom jeg pludselig hjem, uden at Nogen ventede det. Hvad der drev mig hjem, var Længselen efter at gjensee mine Kjære efter to Aars Fraværelse og Ønsket om at faae min Bog udgivet i Trykken. Det sidste skete, uden at Nogen fik Noget derom at vide. Jeg var tvivlraadig, om jeg skulde sætte mit Navn paa Titelbladet eller udgive den pseudonymt. Forlæggeren raadede til det Sidste, og det var vistnok et godt Raad, thi det er meget tvivlsomt, om Bogen havde faaet saa god Modtagelse, dersom den havde baaret Forfatterens Navn.
I October 1862 reiste jeg atter bort – denne Gang gjaldt Reisen Holland og England. Faa Dage efter min Bortreise kom Bogen ud. Jeg tog indtil videre Ophold i Utrecht, hvor jeg gjorde mig bekjendt med hollandske Kirkeforhold og studerede hollandsk Theologi. Om min Bog hørte jeg Intet, hvad der var rimeligt nok, da jeg ingen danske Aviser saae og heller ikke i Breve kunde vente at høre Noget, efterdi jeg ikke havde betroet mig til Nogen. Dog begyndte den lange Taushed at ængste mig, og jeg frygtede for, at Fortællingen, der havde været mig selv til saa stor Glæde og Opmuntring, skulde gaae upaaagtet hen mellem de mange andre Noveller og Romaner. Endelig henad Jul kom de første Efterretninger; Bogen var omsider naaet frem til mine Nærmeste, der snart havde gjættet paa mig som Forfatter. Og nu fik jeg Budskab om den gode Modtagelse, som den havde faaet.
I Efteraaret 1865 udkom anden lidt forkortede Udgave. Forfatterens Navn var nu blevet almindelig bekjendt, og dette var formodentlig Aarsag i, at Kritiken stillede sig temmelig kjølig og fandt Fortællingen ubetydelig. Kritikens Indsigelse kom imidlertid for seent, thi Publicum havde nu engang vundet Bogen kjær og lod sig ikke mere foreskrive nogen Dom om den. Nye Oplag fulgte efter hinanden med faa Aars Mellemrum.
Ogsaa i Udlandet blev Fortællingen kjendt og vandt mange Venner. I England udkom en Oversættelse i Pragtudstyr – i Sverig og Tydskland fulgte forskjellige Oversættelser efter hinanden. Den sidste autoriserede tydske Oversættelse er besørget ved Hr. P. J. Willatsen i Bremen, der med stor Flid og Omhu har arbeidet paa at gjøre den nordiske Literatur bekjendt i Tydskland. Ogsaa paa Fransk udkom en Oversættelse i Bibliothèque universelle.
Man kunde have ventet, at en Fortælling, der havde havt saa afgjort Held med sig, snart vilde have fremkaldt flere lignende. Naar dette ikke skete, var Aarsagen dels de eiendommelige Vilkaar, hvorunder Nøddebo Præstegaard var bleven til, dels og fornemmelig den, at andre Opgaver lagde Beslag paa Forfatterens Kræfter. Hertil kom det ulykkelige Krigsaar, som drog Sind og Tanker i en anden Retning („Uffe Hjælms og Palle Løves Bedrifter“ 1866 – andet Opl. 1886). Først flere Aar efter følte Forfatteren Lyst til at digte en lignende Fortælling og skrev da, under jævnlige Afbrydelser af en stærkt optaget Universitets-Virksomhed, „Min Hustru og jeg“ (begyndt i Juli 1870, endt i December 1872). Den udkom i Efteraaret 1875 i tre Oplag umiddelbart efter hinanden; et fjerde Oplag fulgte 1881. Den er dog ikke saa meget en Fortsættelse af som snarere et Modstykke til Nøddebo Præstegaard. Naar denne skæmtende fortæller om Elskovens første urolige Rørelser og Skuffelser, saa har hin sat sig til Opgave at give en Fremstilling af Ægteskabets Lykke i al dets rige Fred og Velsignelse, der udfolder sig over en Skildring af den danske Sommerfriskhed som sin Baggrund. Ogsaa denne Fortælling udkom i en svensk, tydsk og engelsk Oversættelse og synes navnlig at have vundet Bifald i Tydskland, hvor den er udkommen i forskellige Oversættelser; den sidste, autoriserede, er besørget ved P. J. Willatsen i Bremen.
Paa den omtalte Vis er Nøddebo Præstegaard bleven til: Strasburger-Münsteren, Athens Akropolis og Nilfloden med Ægyptens Pyramider og Templer, det er Rammen, hvorigjennem Hjemmet sees i et Fjernsyn. Naar denne Digtning, som er fostret af Længsel efter Hjemmet