Germanernes Lærling. Gjellerup Karl

      »Natürlich, wenn ein Gott sich erst sechs Tage plagt,

      Und selbst am Ende »Bravo« sagt,

      Da musst' es 'was gescheidtes werden.«

      Han kunde ikke slippe for at høre dette mephistopheliske Vers, der pludselig var manet frem fra en Krog af hans Erindring, hvor det maatte have ligget skjult, kringelrullet som en Slange, indtil det nu krøb frem, som lokket af Fløjtetoner, spillende med sin Giftbraad. Han havde moret sig med det i sit eget Værelse; men her i Skolestuen var det en uhyggelig Fremmed, en brødebringende Gæst, skønt ubuden. At det her kunde hvisle og kniske sin Spot ind i hans Øre, som her kun var vant til at fyldes af en skikkelig drævende og plaprende Enfoldighed! – Han var næsten bange, for at Børnene skulde høre det; det var ham en stor Lettelse, da de modrede ud af Stuen med megen Raslen af Penalhuse og Klirren af Grifler mod Tavler, med den overstrømmende Gækkevornhed, som Skoletiden med sin religiøse Slutning havde dæmmet op for. Siddende paa Kathedret saà han sløvt ud ad Vinduet, da de løb, trippede eller vadede over Gymnastikpladsen, puffende til hinanden, medens Pytterne sprøjtede om dem. —

      Saa gik ogsaa han ud af det tomme, uhyggelige Rum, skrævede over den lille Gang, hvis hulslidte Murstensgulv var fyldt af en stor Pyt, og traadte ind i sin Dagligstue. Det var et middelstort, tofags Værelse, med sirtses Gardiner uden Kapper trekantet for Vinduerne. Ved den længste Væg stod en aldrende sort Sofa med et gammeldags rundt Mahognibord foran. Det gulbrune, stiftmønstrede Tapetpapir glode overalt i sin nye Grelhed; kun over Sofaen afbrødes det af et fugtplettet Lithografi, hvor bagved den baadfyldte Dam Haderslevs lange Husrække strakte sig, omgjordet af Haverne ned mod Vandet og overraget af Marie-Kirkens høje Tag med det lille Midterspir som en Pegepind op mod Himlen; – og ligeover for, over det lille spinkle Skrivebord, hvis Mahogni var blevet gult og mat, hang der en Gruppe smaa, afblegede Portraiter. En gammel Violin, hvis sprungne Strænge faldt ned som Spiral-Haler, og et perlesyt Pibebræt dannede Pendanter hver paa sin Side af Sovekammerdøren. Den ene Hylde paa en lille Hængereol glimrede med en Række brede, stærkt forgyldte Bogrygge, medens den anden havde en lurvet Befolkning af medtagne Skolebøger. – Der var en behagelig Lunhed, og bag Kakkelovnsristen spillede nogle vævre Luer; han stak en Fidibus derind og tændte sig en Pibe; medens han bakkede stærkt og med inderlig Velbehag saà Røgen sprede sig i Værelset, pikkede det paa Vinduet og en Næsetip klistrede sig fast paa den graa Rude.

      – Aa, er det dig, din Strik? saadan som du kommer og forskrækker mig! raabte han leende, da Kristine strax efter traadte ind.

      Hun havde for Sølets Skyld løftet Skørterne meget højt op foran i sin venstre Haand. Nu lod hun dem falde for at slynge begge Armene om hans Hals og faa et Kys.

      – Ja vel er det mig. Jeg løb herover, saasnart jeg saà Ungerne gaa … Har du kløt dem noget idag?

      – Det vèd du jo nok, jeg ikke plejer.

      – Da havde de ellers godt af at blive hærpede, de skidne Unger, især Tøsene … De var da uvane nok i min Tid.

      – Din Fader plejer at sige, at man kører bedre med Havren end med Pisken.

      – Ja, men han kører ogsaa saa magsomt. Nej, da skulde du set, jeg kørte i Foraaret hjem fra Marked med Henrik Larsen. Det gik som det var smurt … Han kørte dem ogsaa ordenlig af, de røde … Tju – tju! … Der er da li'egodt Driv i det.

      Hun stod og svippede i Luften med Spanskrøret, som hun havde fundet i en Krog. Men da hun bemærkede en misfornøjet Trækning om hans Næsebor, kastede hun det, satte sig paa Skødet af ham og redte med sine krummede Fingre hans bløde, krusede Skæghaar. —

      – Se nu ikke saa mislunt ud du, Niels … Det var jo bare mit Spøg … Jeg kan jo netop saa godt lide dig, over det at du er saadan en skikkelig En … For du er da vel ikke krusho'edet paa Henrik? … Hvad? … en bitte Kende?

      – Vist ikke! … Jeg tror du vil. —

      Hjorth følte sig lidt urolig ved at have det kærnesunde Pigebarn paa Skødet og blive klappet og kysset. Han blev køligere, end han mente det. Men hun lod ikke til at mærke noget.

      – Ah! det lugter bedre end Faders, udbrød hun, idet hun indaandede Tobaksrøgen. – Lad mig prøve? – Og hun forsøgte at ryge, idet hun nød at suge paa den Pibespids, han lige havde haft i Munden; det morede hende at puste Røgen langt bort med fremspidsede Læber og endnu mere at faa den i Vrangstruben, – indtil hun træt af Latter og Hoste lænede Hovedet til hans Skulder, medens hun erklærede, at Tobak var noget ledt Griseri.

      – Nej, men hvor du har det rart varmt, sagde hun saa pludselig, idet hun rejste sig … Havde jeg vidst det, saa havde jeg beholdt mine Træsko, og spjættet dem af i Gangen, og saa var jeg gaaet herind paa Hosesokker til dig —

      – Lige som i gamle Dage, naar jeg skulde læse Lektier med dig —

      – Ja, kan du huske, hvor jeg var en dum Tøs? Ja men, hør, var det nu ikke ogsaa noget fælt Vrøvl? Daaben er ikke blot Vand alene – men, men, … ja hvad for Pokker var det nu? … Aa nej! jeg trode altid, det var blaat Vand, ligesom det bliver, naar vi har vasket i det —

      – Fy, skam dig Kristine!

      – Ja, det er godt, jeg ikke skal være Lærer … Nej, men vil du nu bare se, hvordan jeg har smusket mine nye Støvler til bare for at sjoske herover.

      Hun løftede igen Skørterne unødvendig højt op, saa at hun fremviste sine kraftige, blaastrømpede Smalben.

      – Lad mig se! de stakkels Støvler! sagde Hjorth, idet han bøjede sig ned.

      – Nej, fy dog … Maa jeg nu være her? …

      – Saa staa dog rolig … Jeg kan jo ikke se, om Støvlen er kommen noget til.

      – Nej, vær nu ordenlig, Niels! … Nu skal vi til at tale alvorligt … Lad os sætte os i Sofaen … Saa, nu leger vi Mand og Kone – ja, det vil da sige, saadan til Maade.

      Han satte sig ikke hos hende i Sofaen men lige over for, med Bordet imellem. Saa begyndte de paa Planerne. De kunde maaske sætte Bo til Sommer. Det maatte være meget indskrænket; en Pige til Stadighed kunde de ikke holde; men Kristine kunde ogsaa magelig besørge de Dele. Forresten burde han gøre Vrøvl om den jordlod ude ved Præstestien, som havde været paatænkt til Skolen; naar det galdt Svigersønnen, maatte Per Andersen vel kunne tumle de andre Sogneraadsmedlemmer. Ogsaa med den Forøgelse var Embedet ligegodt for lille til at blive i, navnlig naar nu Børnene kom til; – men Provsten var ham god, saa naar der blev et større ledigt i Provstiet, kunde han vel nok gøre sig Haab.

      – Jou vel, – Pro'sten og Præsten og de Folk, de li'er dig jo svært godt, over det at du er saadan en ivrig Højremand. Men at, det er dog li'egodt ikke saa behaueligt; for det volder, at Bønderne ikke saa gærne vil ha'e dig, for i denne Tid er de jo svært ivrige. Og det er dog dem, der kalder. Det si'er Fa'er ogsaa, han si'er bestandig, at det vil skade dig meget … For her kender de dig jo nok, og de holder da li'egodt ikke af det; – og saa paa et nyt Sted —

      – Jo, det er desværre sandt nok. Men det kan der jo ikke gøres noget ved.

      – Ja, se at, jeg synes nu