Germanernes Lærling. Gjellerup Karl
der syntes at ville give Betragteren et Indkig i Hjærnen, og som var Hjorths Aversion. Hendes ufærdige Bevægelser havde, naar hun blev livlig, den godlidende kejtede Ynde, som er det bedaarende hos en halvvoxen Hundehvalp. – Da Hjorth havde bôt et Par Maaneder hos dem, begyndte hun at gaa til Læsning. Ofte, naar han efter at være kommen hjem fra Seminariet sent paa Eftermiddagen, havde faaet Maden i sig, og træt satte sig til at læse sit Pensum af Judas og Israels Konge-Historie, bankede det næsten uhørlig paa Døren, og efter hans gentagne »Kom ind!« smallede Kristine sig paa Hosesokker gennem en beskeden Dørsprække ind i det lille Kammer. Hun sku' da hilse fra Mo'er … og be'e Hr. Hjorth … om han itte vilde lægge noget yd … for hende … i Lærebogen … for … hun ku' da'tte … sæl … hitte yd … a' 'et. – Saa begyndte han da, idet han lænede sig tilbage i Stolen, et naivt, pedantisk Foredrag, som udførligere gentog en eller anden frygtelig Forklaring af Luthers Katekismus, medens hun, siddende yderst paa Hjørnet af en trevlet Rørstol, krammede og drejede Spidsen af sit Forklæde til en Snegl, udstødte et fortvivlet »jou«, og stirrede paa den underlige urolige Skygge, som hans Hoved satte paa den kalkede Væg, medens Tanen paa Tællelyset krummede sig og den osende Flamme slog op, – indtil hun tog Mod til sig og snød det med Fingrene. – Efter at have udskudt sit sidste »jou« og mumlet et »mange Tak«, listede hun atter lydløst ud af Døren, stak sine Fødder i Træskoene og traskede bort, idet hun plaprede: »Vand gør det vistnok ikke men Guds Ord, som er nede i Vandet og Troen, som forlader dette Guds Ord i Vandet. Thi uden Guds Ord er Vandet blaat Vand, det er … det er …« Og stakkels Kristine standsede ganske ør i Hovedet og tænkte fortvivlet paa den næste Dag, der var en af dem, paa hvilke den pligtivrige Pastor Krarup bragte Katekismus-Guden sit to-Gange-ugentlige Børneoffer, idet han kedede Konfirmanderne ihjel gennem tre stive Klokketimer.
Per Andersens Kone, Ane, var svagelig og from. Omtrent hvert andet Aar rejste hun til København for at consulere en Læge, hvem hun dyrkede med en overtroisk Beundring, skønt han var temmelig ung, skønt han var Jøde, skønt han næsten ingen Recepter skrev (hvilket i Begyndelsen gjorde hende mistroisk), og skønt hun derved paadrog sig Distriktslægens, den gamle Doktor Falkenstjærnes, Had og udfordrede hans skrækkeligste Eder. Hun var en af de faa, der ikke blot stillede i Kirken paa Omgang med Husbonden, Karlen og Drengen for at holde Gaarden repræsenteret. Hjemme var hun temmelig stille og ofte lidt klynkende. Hun holdt af at læse og elskede Blomster, som hun havde fyldt Vinduerne med. Hjorth snakkede kun sjælden med hende.
Heller ikke med Per Andersen havde han meget at gøre. Det var ikke nogen ordesløs Mand, og han følte ingen Trang til at give sig synderlig af med et sextenaars Flødeskæg. Hjorth, paa sin Side, kom snart til at se dybt ned paa Egnens Beboere i det Hele, som paa Folk, der vare blottede for højere Interesser. Han kom jo fra en Egn, hvor Storpolitiken og Nationalfølelsen, der ligesom hyppig beskaarne Træer havde faaet en kunstig Frodighed, bestandig holdt Sindene smykkede i en højtidsfuld Sørgedragt, og han forstod ikke, at saaledes kunde det ikke være overalt, at der maatte være andre Steder, hvor Sjælene næsten aldrig afførte sig deres Arbejdskittel. Naar han saa en Gang imellem kom med til et Gilde, var det næppe nok, at Kongens og gamle Danmarks Skaal blev drukket, end sige at Samtalerne bestandig kredsede om det store Spørgsmaal; flove Anekdoter, mer eller mindre smudsige Historier, smaa Vitser, skaarne over samme plumpe Læst, og saa Kortene – det var deres Festlighed. – Og det gik ikke højere, naar han hørte dem snakke paa Tomands-Haand. Naar Per Andersen fik en af de »gode Mænd« ind i det Allerhelligste, hvis Væg var smykket af et Lithografi forestillende Frederik den syvende paa Castrum doloris, omgiven af Kandelabre, der lignede en Allè af Bomuldstræer, naar Gæsten var bleven klemt ind i det haarde Sofahjørne og havde faaet skænket sin Bajer op med Topskum, og naar man havde tændt en af hine sorte Cigarer, som paa Kasselaagets Inderside fremstilledes som hørende til den fortrinlige Kvalitet, der ryges af en ung Mand i meget vide Lærredsklæder og med en uhyre Panamahat, hvilken unge Mand i et overnaturligt Blad bares af fire magre Negre gennem en Urskov, i hvis fjerede Kroner de massive Røgskyer forvildede sig – ja, naar disse højtidelige Forberedelser var trufne: – saa var det Spring i Rugen, Kastningstilfælde blandt Køerne, Kapitelstaxten, som Præsten havde sat tolv Skilling for højt. – I Slesvig snakkede man naturligvis ogsaa om Rugen, Kvæget og Kapitelstaxten, men det var, som om der bestandig underforstodes noget andet, som om en frimureragtig Understrøm i Talen bar de smaa Uheld og Savn frem som Symbol paa den store Ulykke og det hjærtenagende Savn. Det kunde undertiden forekomme En, som lyttede man til et Par Sammensvornes Kragemaal, hvori uskyldige dagligdags Ord skjuler en farlig Hemmelighed. Og naar de saa efter en Samtale om Foldighed og Høslæt gav hinanden Haanden, saa var det, som tog de hinanden tavst i Ed paa at bevare Hemmeligheden og leve for Sagen.
Engang imellem kunde det vel hænde, at Samtalen gled over paa Politik. Men det var kun sjælden, for i de Aar var der ikke megen Grøde i den Retning. Og naar det skete, saa forekom først det Hele den slesvigske Yngling rigtig smaaligt og usselt, et latterligt Fedteri af Splid og Partikævl, for saa vidt som han da overhovedet kunde faa nogen Mening ud af det, hvilket ikke altid var Tilfældet. Og Politiken – det var dog det samme Felt, som man levede paa derovre: – det var den samme Jordbund, som dèr havde avlet en søjlestammet, kuppelkronet Bøgeskov, hvor Hævnens Ørne byggede Reder, og som her dækkedes af lavstammede Purrer, fulde af hæse Krager! – Hvad var det saa for et Folk?
Og dog var det jo dette Folk, som de sukkede efter at genforenes med. Jo lettere derfor hans Foragt hævede sig over denne Landbefolkning, der omgav ham, desto lødigere maatte han som Modvægt gøre sin andagtsfulde Vurdering af det danske Folks Intelligens, der saa meget mere var en Genstand for mythedannende Tro, som han aldrig selv var stødt paa den, – hint Parti af Folket, der herskede ifølge sit frie, dannelsesskærpede Syn, sin idèbaarne Vilje, sin kamp-rede Patriotisme, – de Mænd, der vare gaaet foran i den uforglemmelige Kamp for Sønderjylland, som havde holdt de malmfulde Taler og digtet de kimende Sange, men hvem han nu saà blive betragtede som lydende Malme og klingende Bjælder af alle disse rundt om ham. Det undrede ham ikke; thi hvilket Samkvem, hvilken Forstaaelse kunde der være mellem disse og hine? Det var nu engang Naturens Orden, at de til Jordklumpen klæbende skævede til dem, hvis Isser syntes at støde mod Stjærnerne.
Undertiden kunde det dog falde ham ind at stige ned til Dalsumpens Kvækken fra sin Foragts tavse Tinde.
En Dag, da han havde hørt Per Andersen sammen med en Ven inde i det møbelholdige Lønkammer støbe politiske Kander med Stiftstidendens Leder som Potteskive, – spurgte han sin Vært, hvor det kunde være, at det var saa slemt at være nationalliberal, da det var godt baade at være national og at være liberal. Dette var en logisk Vanskelighed, som Per Andersen ikke før havde klaret sig, men han søgte ikke at skulke fra den. Medens han dejgtyggede en Cigarstump, som han havde tilbage fra Besøget, indrømmede han: »Jou, – det er meget rigtigt … det er for saa vidt ikke aa nægte … Vi vil jo alle være nationale og ikke Tyskere og Papister og saadan noget… Og naar jeg siger om Kammerraaden, at det er en liberal Mand, saa er det jo da heller kun for at rose Manden.« Nu mente Hjorth at have vundet Spillet og vilde slutte, at det var udmærket, naar man var begge Dele. Men Per Andersen afbrød ham: »Ja, saadan at forstaa, hver for sig … Men—n se, at – det er med nationalliberal ligesom med Lejesæd … Et Leje, det er jo en god Ting, naar man har sjovet sig træt; – og Sæden, den er jo da Guds fornemste Gave, som vi lever af … Men – tilsammen er det sgu noget forbandet Kram; vi har altfor meget af det iaar.« – Og da Hjorth saa trængte ind paa ham for at faa at vide, hvilke Forbrydelser de Nationalliberale da havde begaaet, blev han maalløs ved at høre, at de blandt andet var Skyld i, at vi havde mistet Hertugdømmerne.
Fra det Øjeblik af betragtede han Per Andersen saa noget nær som smaafjollet.
Undervisningen paa Seminariet optog tyrannisk næsten hvert Minut af hans Tid, uden i Virkeligheden at udfylde noget af hans aandelige Liv. Der var en Uendelighed af Regning, med Opgaver om sindrige Vandringsmænd, der paa forskellig Tid begav sig paa Vej fra forskellige Steder og gik i forskellig Retning med forskellig Hastighed, og som nu stillede den ublu Fordring til Niels Christian Hjorth at faa at vide, hvor langt de ved denne umotiverede Fremgangsmaade vare blevne fjærnede fra hinanden; – der var en dræbende Masse Religion: Lærebog med Forklaringer til Forklaringerne og Skriftsteder nok, til at en Østerlænder kunde have bedækket Mure og Vægge i en hel By dermed, Udenadslæsning af