Germanernes Lærling. Gjellerup Karl
til, ved højtidelige Lejligheder; saa det gi'er sig jo af sig selv … Men se at naar vi har undt ham Fortæringen, saa kan vi jo gærne gaa over og sidde lidt paa Kroen for at blive varmet lidt op udvendig, inden Hjemkørslen.
Hjorth traf altsaa ikke, som han havde ventet, Per Andersen i Kroen. Men ikke alle havde haft saa øm en Venstresamvittighed som han og Mølleren. Stuerne vare overfyldte. Vejret var lige ved at forgaa den Indtrædende i denne ophedede Luft, hvor Brændevinsdunsten og Stanken af Fedtstøvler havde blandet sig med Brændeosen og den ejendommelig brankede Indeluknings-Luft, der altid holder sig i en Kro under alle Modulationer i Lugtsymfonien, ligesom et Orgelpunkt; – og alt dette svømmede saa atter ud og opløstes i den bitter-vamle Røg af Bondetobak, hvis graa Puls bestandig sattes i Bølgning og fortættedes ved nye blaa Ringe og Søjler fra de dækslede Pibehoveder og pustende Læber. Gennem denne Dis skinnede hist og her røde Ansigter som nedgaaende Sole, graasprængt Nakkehaar buskede sig som Krat, der har sanket Rim af Frosttaagen, brede, krummede Rygge ludede over Bordene, lange, lerede og tilsprøjtede Støvler strakte sig ud paa det snavsede Gulv. – Der var et sindsforstyrrende Virvar af Raab og Tale: ganske unge, stakaandede Stemmer, der slog over, modnere Røster af Ungkarle, der trak paa Ordene og punkterede ved at spytte hvislende gennem Tænderne, vel nærede, satte Gaardmandsbarytoner, sludhæse Arbejdsbasser, gamle sprukne og gistne Sludrebøtter; – men alle sang de i samme Toneart – Egnens drævende, svagt syngende Maal; – og alle var de højrøstet ivrige: i den hele uharmoniske Koncert var hvert Instrument stemt en falsk Kvint op fra Hverdagstonen.
Der var en Del, som fandt, at de endnu ikke tilstrækkelig havde udnydt Interessen ved det politiske Spil. Dèr i Kredsen var der jo slet ingen Spænding ved Valghandlingen, og Højre kunde da ikke klage over, at de ikke blev hørt; nej, da var der ganske anderledes Sjov andre Steder. Derfor skulde man benytte sig af, at man var bleven saa tidlig færdig, og køre et andet Sted hen; man kunde godt komme tidsnok endnu. Kun kunde de ikke blive enige om, hvor de vilde hen. Nogle vare stemte for den nærmeste Købstad, hvor Udfaldet var meget svævende, og hvor der efter Sigende var udfoldet et storartet Bestikkelsessystem for at sætte Ministeren igennem. Men andre raabte, at man skulde køre til en Valgby, der laa halvanden Mil længer borte, og hvor man kunde vente endnu større Spektakler, thi en Del af Vælgerne plejede altid at ankomme ganske overkørte, paa Højre-Komitéens Bekostning.
Men de fleste havde slaaet sig fra Politiken og drøftede Landbruget. Det var en almindelig Jeremiade over den megen Regn. Man indrømmede, at Sædens Givtighed var god nok, men Vægten var ringe og Halmen udvasket. Store Jens Persen brystede sig, for han havde faaet pløjet to Gange og vinterlagt sin Grønjord; men lille Jens Persen var endnu ikke færdig med at saà; det havde derimod Jens Persen slet og ret været færdig med allerede i Oktober, men han havde ikke engang faaet torsket saa meget, at han havde Halm til Kreturet. Kristen Olsen havde faaet sin Høst spoleret, men det havde han sgu godt af, for han skulde jo aldrig bære sig ad som de andre; naar alle andre skyndte sig med Høsten, saa vilde han spare Daglejere, og det lignede jo ikke noget. Men Pastor Krarups Forpagter havde kørt for tidlig ind, for han skulde nu altid fjadre paa. Nej, da var det et godt gammelt Ord, at Sæden heller maatte fordærves ude end inde … Forresten var det farlig simpelt med Vintersæden; den pippede jo op ligesom en syg Kylling, der ikke kan komme ud af Ægget. Og saa var der de Satans graa Snegle, som ikke engang var blevet ødelagte af den skrappe Nattefrost; det var den rene Ødelæggelse for den tidlig saaede Rug og for Græsmarkerne, som de gnavede Rødderne over paa. Men store Jens Persen vidste et Raad: man skulde besaà Marken med en Blanding af tre Dele Sand og en Del pulveriseret Jernvitriol; sexoghalvtredsindstyve Pund til en Tønde Land.
I et Hjørne af Stuen underholdt man sig meget ivrig om Brøndboringerne, som Selskabet i København havde foretaget rundt om i Egnen for at skaffe Vand til Mælkerierne. Paa Bjerredegaard havde man boret tohundrede Fod uden at finde noget, paa Kragerupgaard lige saa dybt, og saa kom Vandet Overfladen paa ti Fod nær, paa Skovvang havde man kun boret henved hundrede Fod, og dèr kom der Springvand.
Men den største gabende Interesse havde samlet sig om en Husmand paa Skovvang, der gav en Beskrivelse af den nye Pulveriseringsharve, som Kammerraad Sommer havde bragt med fra Wiener-Udstillingen … Den havde ikke Tænder som en ordenlig Harve men ligesom en Række Staaltalerkener, der løb rundt som Hjul; og den, der kørte den, traskede ikke ved Siden af, saadan som man plejer van, naar man kører Harve, men han sad ovenpaa ligesom paa en Vogn. Det sidste kunde nu være meget bekvemt; – men ellers blev man snart enig om, at den nok vilde vise sig ganske ubrugelig, ligesom det meste andet af hvad Kammerraaden havde indført af nyt.
I en Stue ved Siden af blev der spillet Kort.
– Aa, dèr har vi jo Interpellanten, raabte Beck ved et af Bordene. – Har man tabt Kandidaten undervejs?
– Han turde ikke træde Dirigenten for Øjnene; du viste saadan en ondskabsfuld Lyst til at ringe ham for Ørene.
– Og han ynder ikke Klokkeklangen, ligesom Fanden; nej, det vèd vi nok.
– Er der Ingen, der har set Per Andersen?
– Svigerpapa, nej han er her ikke. Du kan være ganske rolig. For ellers kunde det nok være, at han havde Lyst til at tage Hr. Læreren i Skole … Naa, det er nu ligemeget. Tag den Narrehue af, saa skal du faa Amnesti for idag og en Bajer oven i Købet.
Yderdøren gik op, og ind traadte Ole Rasmussen med Sønnen Hans.
Ole var i høj Grad oppe. Han fik sig et Glas Pøns og han fik to og tre – og saa begyndte han at diske op med sine gamle Historier. Der var især en Mængde Historier om den gamle Distriktslæge Doktor Falkenstjærne, ham, der altid begyndte et Sygebesøg med den Formel: – »Hvad Satan i Helvede gaar der nu af dig, dit gamle Stabejs« eller »din unge Lemmedasker« – alt eftersom det nu kunde passe sig. F. Ex. hvordan Ole Rasmussen en Nat skulde hente ham til et Sygebesøg ude i Vindrup Overdrev, og Falkenstjærne han bandede jo noget ugudeligt, for det var jo sine stive halvtredje Mil, og regne gjorde det da ogsaa – at sige saadan ruskede. Saa kunde han ikke faa Doktorstolen spændt langt nok ned, og de maatte spænde om igen et Par Gange. Da han saa endelig var kommen til at ligge helt ud i Vognen, raabte han: »Nu skal du, Fanden piske mig, køre ordentlig til, Ole Rasmussen,« hvortil Ole svarede: »Ja vel, Hr. Doktor, men da ikke hurtigere, end som at Doktoren kan følge med dèr bagi.«
Efter at have produceret denne Anekdote, bad Ole lille Jens Persen, om han maatte stoppe hos ham, for hans egen Tobak var sluppen op. Da han saa havde stoppet og taget et Par Drag af den stumpbidte Pibespids, blinkede han med de smaa Øjne og sagde: »Jeg stopped for hart, lille Jens,« hvorpaa han kradsede Tobakken ud i sin egen Pung og stoppede igen af den andens: —
– Ja, for jeg skulde jo dog have noget at patte paa paa Hjemvejen ogsaa, bemærkede han med et bredt Grin, ellers blev jeg sgu lige saa haardmundet som mine Bæster.
– Aa, dèr har vi jo Per Anders og Kristensen, raabte Beck; – skal I ikke have noget at drikke?
– Nej. Vi har faaet, hvad vi skulde have, svarede Mølleren.
– Naa, I har siddet henne hos Niels Spegesild?
– Ja akkurat, dèr hvor I andre ogsaa sku' væ't, sagde Per Andersen bittert, thi han nagedes af den Misundelse, som en Mand føler, naar han ser de forsømmelige more sig, medens han opfylder sin sure Pligt. Der havde hverken været synderlig lunt eller hyggeligt i det lange lolignende Rum med de simple Træborde og Bænke og den pulterkammeragtige Tribune, paa hvilken der musiceredes, naar Niels holdt Salôn.
Ved Bordet bagved dem snakkede man bestandig om Vejrliget. Det var de evindelige Landmandsjeremiader. En klagede over, at den begyndende Frost snart vilde gøre det umuligt at holde Kreturet længer ude, hvad man trængte i høj Grad til paa Grund af den slette Halm. En anden beklagede, at Frosten ikke havde været stærk nok til at dræbe Sneglene. Per Andersen sad og hørte til med et lunt Smil om sine tynde Læber. Pludselig vendte han sig om og sagde: —
– Har I aldrig hørt Historien om Præsten, der skulde mane Regn?
– Næ … Lad os faa den, Per Anders.
– Hvad skulde han —? spurgte Provsten, der var traadt ind sammen med Pastor Krarup.
– Ja,