Germanernes Lærling. Gjellerup Karl
jo … i gamle Dage … det er meget muligt … da gik der saa meget i Svang, da de var Katolske … Fortæl kun videre.
– Ja, det er kun saadan som jeg har hørt det … Naa, Bønderne de kommer da op paa Gaarden, og Præsten han gaar da ud til dem, og han siger: Naa Børnlille – ja for det var nu saadan en Maade at tale paa i gamle Dage – Naa, Børnlille, siger han, hvad vil I mig saa, … er det Regnen? siger han. Jo, det var da Regnen. – Ja, siger han saa, nu skal jeg bede Vorherre, at han lader det regne imorgen. – Nej, raaber der saa En, imorgen skal jeg til Barsel hos Hans Jensen, saa vil jeg da nødig have Regn. – Ja, ja da, siger Præsten, – saa lad os sige Tirsdag. – Nej, raaber saa en anden, paa Tirsdag skal vi hænge Tøj ud, og saa maa vi have Tørvejr … Naa, kort at fortælle, saa havde den ene det ene, og den anden havde det andet. – Og saa sagde Præsten: Ja, ser I nu Børnlille, naar I ikke kan blive enige, og her er dog kun Mændene fra èt Sogn, hvor kan I saa forlange, at Vorherre skal gøre alle Menneskenes Børn tilpas i hele den vide Verden.
– Det var en meget forstandig Historie den, Per Andersen, sagde Provsten med et kort Nik.
– Ja, formelig med Livsfilosofi, bemærkede Pastor Krarup.
– Aa, ja … Det er nu … saadan … som man … fortæller det, svarede Per Andersen beskedent, medens han forsøgte at faa en Svovlstik til at fænge i Asken nede i den udgaaede Pibe – —.
– Nej Jessen, raabte i det samme en høj Mand tilbage til Spillestuen, som han var i Færd med at forlade, – Jessen det er en rigtig storsnudet Herre … Han har ikke saa meget som en af os, Fuldmægtigen, og saa er han dog meget fornemmere paa det, end som de fornemme selv.
Det var Henrik Larsen, der nylig, i en Alder af fireogtyve Aar havde arvet en af de største Gaarde i Yderslev. Trods det halvsløve Udtryk i hans regelmæssige Ansigt regnedes han for en af de smukkeste Knøse i Sognet. Han var købstadklædt.
– Aa ja, det er ikke aa nægte, sagde Ole Rasmussen. Se der er nu Greven, – det er en meget rimelig Mand aa have at gøre med. Naar man bare altid kunde gaa lige til ham.
– Ja, det er saa vist, tilføjede Hans og satte Punktum med en Spytteklat.
– Saa—aa, tvivlede Lars Persen.
Men Hjorth havde rejst sig.
– Du skulde ellers ikke tale saa rask om Jessen, Henrik Larsen. – Det er en Mand med Overbevisning – men du —
– O, ho! … har jeg stødt Bussevennen for Hovedet? Naa du er nok ogsaa en af dem, der slaar stort paa. Du vil tilvejrs, hvad? – Det skal være skrapt, saa du læser i den senere Tid … Hun faar nok en lærd Mand —
– Har du tabt meget derinde?
– Hvad Fanden rager det dig? har jeg tabt, saa er det ikke andet, end hvad jeg kan betale … Men hvis du tabte et Hundred Daler – ja det er sandt, det er heldigt, du har faaet den Svigerfader —
– Heldigere for mig end for dig, lader det til, svarede Hjorth skarpt og vendte ham Ryggen. —
– Nej, næste Gang der bliver Valg her, sagde Provsten i en oprømt Tone, saa vil jeg stille mig. – Hvad siger I til det? … Jeg skulde da tro, jeg fik nogen Stemmer for mig.
– Ja—a, det er jo ikke saa lige aa ha'e nogen Mening om, svarede Per Andersen, idet han trak paa et bredt Smil … Men—n, at, – min Stemme, den faar De sgu'tte.
– Hvad for noget, Per Andersen? Vil De ikke give mig Deres Stemme?
– Nej da … Næ, ser De, et er at være Provst, et andet er at være Politiker. En kan jo ikke du' til alting … Ja, Talegaverne har Provsten, dèr skal ikke mangle noget. Man kan nok mærke, naar Provsten kommer og præker, – saadan til Ordination og Kirkevielse og – det er ikke en simpel Præst … det gaar akkurat ligesom en Tærskemaskine, det er saa vist. – Men—n, se—at—det er jo ikke alene derpaa, det kommer an. Nej, til Politiken, der skal vi have andre Folk… Men derfor kan vi jo komme lige godt ud af det sammen.
– Ja, det haaber jeg med. – Naa Farvel!
– Farvel, Hr. Provst! … Farvel, Hr. Pastor. – —
– Jeg tror ellers ikke, Provsten syntes rigtig godt om det sidste, sagde Mølleren.
– Nej, det kan jo være mulig nok, men forresten tog han sig da rigtig pænt i det.
– Jeg maa sige, bemærkede Beck, at jeg finder det meget heldigt, at Provsten fik en over Næsen, han holder den – om jeg saa maa sige – vel langt frem, – skønt stumpet er den da … Ja, jeg har flere Historier om Provst Sommer, der ikke er saadan rigtig – —. Der var nu f. Ex. dengang ved Besættelsen af det gode Embede i Gyvelse – —
Men Per Andersen og Mølleren vare nu enige om, at de tilstrækkelig havde faaet »varmet sig op udvendig«, hvorfor Gaardmanden klappede Hjorth paa Skuldren, trykkede de nærmeste i Haanden og forlod Selskabet med sine to Ledsagere.
Det store Gaardsrum mellem Kragerupgaards solide Længer var halvt fuld af Køretøjer, næsten lutter simple Fjervogne med et Par Agestole, hvorpaa Faareskindspelse, Kavajer og stribede Ulddækkener vare henslængte. Gennem de mange aabne Stalddøre skimtede man inde i Mørket Krydset af en Hest, viftende Haler, en hvid Sok, der stampede. Næsten alle Jagtvognene vare kørt hjem, men Provstens blev netop forspændt. Per Andersen gik over til sin kære Fuks, der stod urolig og rykkede sig tilbage i Tøjet, skrabende paa Stenene med sin blankede Hov, nappende den graa Hoppe i Nakken, gnavende paa Stangens Lakering eller Bringkoblen, idet den krummede sin smukke, stærke Hals med den lange, gulige Manke.
Provsten, der netop havde faaet Forlæderet knappet og samlede Tøjlerne, blev meget vel tilfreds ved at se Per Andersen komme: – han skulde nok have holdt sig til en Side, dersom Fuksen havde Fejler.
– Naa, Provsten er vel tilfreds? spurgte Gaardmanden, idet han klappede den paa Halsen.
– Jo, rigtig tilfreds, Per Andersen, der har slet ikke været noget … Aa, men nu har de jo spændt Krydslinerne forkert.
– Ja, han skulde da have Underlinen, han – han knejser da nok til det … Nu skal jeg nok – naa din Skabhals, kan du staa rolig?
– Det er rigtignok et meget livligt Dyr, bemærkede Pastor Krarup, medens han ængstelig betragtede dens Gebærder.
– Ja – ha! vist er den saa. Den fik saamæn paa Vejen herhen det ene Ben over Skaglen.
– Saa; aa ja … Aa, men Alderen, Hr. Provst, den kommer saamæn nok.
– Jeg synes ogsaa, den har Tendens til at blive Krybbebider, forsøgte Præsten sig.
– Næ—æh! … det har ikke noget at sige … Saadan noget skal jo alstille gnave i hvad det kan komme til. – Han er jo da heller kun et Barn! —
– Nej, Krybbebider, kære Krarup, hvor vil De dog hen? … Farvel, Per Andersen! … Naa, kom saa da … Nej, det begynder ganske anderledes – —
Mølleren sad hos Per Andersen, og Hjorth gjorde sig det mageligt paa Bagsædet.
– Nej, det var jo saa simpelt med Foderet i Aar, saa jeg burde jo skille mig af med ham … Man skal dog heller ikke slaa for stort paa … Og dèr hos Provsten faar han det godt; – der er bare de lange Visitationskørsler. – Og han saà mismodig paa de halvgamle Øg, der druntede afsted og trak paa Lemmerne, afredte af Efteraarspløjningerne i den vanddrukne Markjord. —
– Ja vel blev Præsten lumpet … Men jeg havde jo varet ham ad … Der er ikke noget at stille op med en Pranger, Kristensen. Den ene kan man nok faa god, men den anden er der Pinedød altid Fejler ved … Det er saadan ligefrem et Princip: naar de bare har en god, saa har de et Par … Aa, jeg kender det, for jeg havde jo en Ven, der drev det … Naa, ja – enhver er jo Tyv i sin Haandtering, der er jo itte noget at sige paa, – men, at – det er li'egodt ikke saa behageligt for den, der bli'er lumpet. —
Hjorth tændte en Cigar og lænede sig tilbage i Agestolen. Den politiske Hue var god