Fra det moderne Frankrig. Kaufmann Richard
Borde, med dens opstyltede Mord- og Brandfloskler, dens Pereater for Bourgeois'erne, Kongerne og "le bon Dieu", dens hele øredøvende, barokke, bindegale Virvar og Spektakel. Men ikke destomindre var Dagen en Mærkedag i det røde Paris' Historie. Det traadte paa den ind i en ny Fase af sit Liv, det holdt Rejsegilde paa den nye Bygning, som det endelig lykkelig og vel havde faaet under Tag, til Erstatning for det Kommunepalais, der var blevet skudt ned af Versaillestroppernes Kanoner.
I hele Tiaaret efter Kejserdømmets Fald havde man kun kunnet arbejde saa smaat paa denne Bygning. De kraftigste Arbejdere var blevne skudte paa Sartorysletten eller vegeterede i Ny-Caledonien, og Belejringstilstanden holdt et saa uhyggelig skarpt Tilsyn. Saa at sige hver eneste Sten, man lagde til Bygningen, maatte lægges i Smug. Men saa blev Marschallen styrtet, der kom ubegrændset Tale- og Skrivefrihed, der kom først og fremmest den almindelige Amnesti. De gamle, prøvede Arme vendte tilbage fra Landflygtigheden og fra Bagnoerne, Arbejdet kunde atter gaa for sig ved højlys Dag og med det Tryk paa sig, som var fornødent, for at det kunde blive til Noget. Efter den første "Ærespunch" for de hjemvendte Martyrer, fulgte en lang Række Banketter og lignende Festligheder, ved hvilke man søgte at gyde ny Olie i den kommunistiske Ild. Pariserne blev ved at le. De seer kun sjelden ud over den Dag, hvori de lever, og i Øjeblikket var det ganske vist mere Løjer end nogen alvorlig Samfundsfare, der var paafærde. Friheden selv, sagde man, vilde være den bedste Skranke for Udskejelserne, og dermed slog man sig til Ro. Man glemte, at der paa Bunden af al denne tragi-komiske røde Agitation laa et stort, alvorligt Samfundsspørgsmaal og ventede paa sin Løsning.
Det stod i Begyndelsen kun i Baggrunden med tætte Taager om sig. Lykkelige over igjen at kunne gjøre Spektakler, saa galt de lystede, flokkede alle Revolutionsmagerne sig sammen hulter til bulter uden andet fælles Maal end netop at gjøre Spektakler. Der kom da den første Periode i det røde Paris' nye Æra, den store Enighedstid under Banneret, som Kommunens Jeanne d'Arc rejste. Hele den sidste Halvpart af 1880, lige til hen paa Foraaret 1881, koncentrerer sig om den ligesaa pludseligt opdukkende, som pludseligt igjen forsvindende røde Helgeninde Louise Michel.
Hun er oprindelig Lærerinde og har, skjøndt hendes Forældre var Bønder, faaet en ganske god Opdragelse. Fra ganske ung paastod hun at have havt særlig Interesse for Historie. Da hun var bleven saa gammel, at hun kunde reflektere over, hvad hun havde læst, gik det op for hende, at hver Gang Frankrig havde befundet sig i en ulykkelig Periode, havde det været tilstrækkeligt "de supprimer un homme pour sauver le pays". Siden det Øjeblik har hun selv kun levet for at udføre et saadant Supprimeringsværk; hun følte det som en hellig Mission, der var betroet hende fra oven. At hun hidtil endnu ikke er kommen til at fuldføre den, er hendes tragiske Skæbnes, ikke hendes egen Skyld; hun har gjort sig Umage nok. Først var det Kejseren, der skulde være hendes Offer. Hun lod sig endogsaa, for at hendes Moder kunde have et Billede af hende, hvis hun blev henrettet, fotografere staaende ved et Bord med den ene Haand støttet paa et Dødningehoved og den anden løftet theatralsk hævnende i Vejret. Men den snu Napoleon vilde aldrig give hende den Lejlighed, som hun stadig lurede paa. Hele de ti Aar af hendes Liv, mellem Tyve og Tredive, var det hende ikke en eneste Gang muligt at trænge frem til Kejserens umiddelbare Nærhed, og følgelig kunde hun heller ikke komme til at støde Dolken i hans troløse Bryst. Da han var styrtet, kastede hun sine Øjne paa den nye "Undertrykker" Thiers. Hun tilbød Kommuneregeringen at gaa til Versailles og gjøre Brug af sit saa længe slebne Vaaben, og for at bevise, at hun var istand dertil, gjorde hun virkelig en Tour til Versailles og kom uskadt tilbage. Hun forlangte derpaa et officielt Mandat til at iværksætte sin Plan, men Ferré, den Samme, der lod Gidslerne skyde, mente overfor hende, at Revolutionen ikke burde bygges paa en Forbrydelse og forbød hende at fuldføre sit Forsæt. Stakkels Louise Michel! Hun lod sig da nøje med at iføre sig en Uniform som Nationalgardist og kæmpe ved Forposterne. Under Forsvaret af Fort Issy blev hun saaret, og da Versaillestropperne rykkede ind i Paris, meldte hun sig selv og erklærede, at hun vilde have rejst en Barriere af Flammer mod Undertrykkerne, hvis hun blot havde kunnet komme til. "Skyd mig," sagde hun til Krigsretten, "eller I er nogle Kujoner tilhobe." Men hun blev ikke skudt, hun blev sendt til Nouméa, hvor hun senere kom til at bo Dør om Dør med Rochefort, hvad der utvivlsomt ikke har bidraget saa lidt til hendes Popularitet, idet Lanterneskriveren efter sin Hjemkomst ved alle Lejligheder førte hendes Ros i Munden. Derovre skal hendes Mordlyst have valgt sig Kejserprinsen til Gjenstand. For at umuliggjøre en fremtidig napoleonistisk Restauration omgikkes hun med Planer til at myrde ham. Men for tredie Gang mislykkedes hendes Forsæt, Zuluerne gik hende i Næringen.
Ved sin Hjemkomst fra Nouméa fandt hun imidlertid Gambetta i hele hans Glorie. Han var bleven den første Mand i Republiken, han stod omgivet af en Popularitet, som selv Thiers i sine mest populære Dage aldrig havde naaet, Louise Michels Supprimeringsmission havde et nyt Maal. Hun kastede sig over det med Lidenskab. Maaneder igjennem afholdt hun den ene Folkeforsamling efter den anden, snart i Batignolles, snart i Belleville eller La Villette, og overalt strømmede den røde parisiske Arbejderbefolkning til for at høre "den store Borgerinde". Rochefort havde arrangeret en højtidelig Modtagelsesscene paa Saint-Lazarebanegaarden for hende, da hun kom tilbage efter Amnestien, og i sit nystiftede Blad "L'Intransigeant" leverede han Legende paa Legende om hendes ny-caledoniske Nonnegjerning. Hun havde under Landflygtigheden vist sig som en sand kommunistisk Helgeninde. Den Bolig, man havde givet hende, indrettede hun til Hospital for alle de syge Kommunarder, som hun kunde overkomme at pleje, hun underviste gratis Børnene i Omegnen og skjænkede stadig de Honorarer, hun modtog hjemmefra, for Smaaskrifter og Bladartikler, til ulykkelige Lidelsesfæller i Exilet. Da man i Betragtning af denne Adfærd tilbød hende Benaadning, afslog hun den og erklærede, at hun vilde blive paa Nouméa, saalænge der var en eneste Landsmand derude, der trængte til hendes Hjælp. Og ogsaa efter sin Hjemkomst søgte hun at give dette Helgenindery ny Næring. Hun afviste Udbyttet af en Indsamling, Rochefort foranstaltede til Fordel for hende. Folk, der besøgte hende i den lille Landsby ved Paris, hvor hun tog Ophold for at pleje sin syge Moder, fortalte, at hun levede i den yderste Armod, og hver Gang hun gav Møde i en Forsamling, undlod hun ikke, efter at have holdt sit Foredrag, at oplyse Tilhørerne om, at hun desværre maatte forlade dem igjen, da hun paa det eller det Hospital havde en syg Veninde, som utaalmodig ventede hende. Hvor gjennemsigtig denne hendes ostentative Præsentation af sig selv som barmhjertig Søster end var, undlod den ikke at gjøre et umaadeligt Indtryk paa de parisiske Arbejdere, der ikke var vante til at se deres Førere i den Grad opoffrende og uegennyttige. Naar man talte med dem, hørte man dem idelig sige: "De seer jo, hun gjør Alt for os, Intet for sig selv." Det var det væsentlig, der gav hendes Agitation en saa overordentlig Tilslutning. Thi personlig bestikkende Egenskaber har hun ikke. Havde hun været smuk, vilde hun deri have havt en Betingelse for Herredømmet over Masserne. Men hun er tvertimod grim som de Færreste. Paa en lang, mager Hals sidder der et spidst, rottelignende Hoved med en stor, styg Næse, smaa sorte, stikkende Øjne og grove, mandlige Træk. Hendes Organ er tørt, rustent, hun taler uden Nuancer og uden Foredrag. Man faaer Indtrykket af, at hvad hun siger, er en Lektie, hun har lært udenad. Men hvert Ord siges distinkt, saa at Ingen i Salen gaar tabt af det, og hun fremsætter sine Meninger kort og fyndigt, som man ikke er vant til at høre i disse Forsamlinger. Efter hver Sætning gjør hun en lang Pause, under hvilken man i hvert Fald i hendes rigtige Popularitetsperiode var nærved at vælte Huset i endeløs Begejstring. Og naar Talen saa var færdig, var der i Regelen en lille rødklædt Pige ved Haanden, som overrakte hende en vældig, højrød Rosenbouket, Louise Michel blev rørt til Taarer, takkede i bevægede Ord og erklærede, at hun modtog disse Blomster for at lægge dem paa den store Martyr Flourens Grav. Havde Jubelen ikke været vild før, blev den det nu. Flere Gange var man lige ved at hale hende ned fra Tribunen og bære hende i Triumf gjennem Salen. Alt Sligt giver naturligvis Selvbevidsthed, og den har Louise Michel i allerhøjeste Grad, Hun staar paa Talerstolen i Stillingen fra Tyveaarsfotografiet, med fremstrakt Pegefinger og tager sig ud, saa hun virkelig uvilkaarlig vækker Tanken om en Slags Jeanne d'Arc eller saadant Noget. Hvad hun siger, er Fraser, men Fraser, der klinge, højtravende Ord om Folkefrihed fra Verdens ene Ende til den anden, om Revolutionens hellige Sag og om Pligterne mod Martyrerne, der have givet deres Blod for den, blandet med smaa, historiske Fortællinger om disse Martyrer fra Sartorys Slette, Versailles' Fængsler og Auberive. Selvfølgelig har hendes Foredrag et staaende Omkvæd, der gjælder hendes og hendes Medborgerinders Mission. Hun har mellem dem formelig skabt Skole, og hun møder stadig med en kvindelig Adjutantstab,