Fra det moderne Frankrig. Kaufmann Richard
Tid, da hans kjære Paris Maaneder igjennem bliver, hvad han saa uendelig gjerne vil have, det skal være: den skjønneste Stad i Verden.
Samtidig med Molières Træ springer hele Paris ud i et Nu. Under Boulevardkaféernes Solsejl mylrer det med glade Mennesker, der sidder paa Trottoiret og leer op til det piplende Grønne og til det endeløse Tog derude paa Gaden, hvor under blaa Himmel og Sol og brogede Parasoller Vogn efter Vogn farer afsted. De farer gjennem Champs-Elysées i Række ved Siden af Række, gjennem Boulogneskovsavenuens Solbundtstraaler og ind mellem de løvende Alléer. Hele Vejen sidder der Tilskuerhobe i Tusindvis, Børnene løber og leger mellem de knoppende Syrener eller jubler paa Karusselhestene eller staar og hviner af Glæde over Forestillingen paa Marionettheatrene. Henover Skovens lange, snorlige Ridestier galopperer Kavalkader af elegante Ryttere og Amazoner, i den zirlige lille Kabriolet promenerer Dandyen sine Væddeløbere og sin strunke, stoltpudsede Kudsk, de hvide Frugttræer drysser deres Blomster, og under dem, paa de store, grønne Plæner, ligger der boltrende Grupper og bader sig i den varme Sol. Længere borte kommer Seinen, uden den mindste Krusning, spejlende hver lille Fjersky; der glider hen flygtig og luftig som Ringe fra en Cigar. Kanotiererne har faaet deres stramme Trikottrøjer paa og deres røde og blaa Huer, og i deres lange, spidse Baade flyver de afsted over Vandet og forsvinder bag Pynten under Hængepilens fantastisk-skjønne Hang af lysgrønt Løv. Hele Paris er ude og fylder sine Lunger med den vidunderlige Luft og svælger i Bevidstheden om, at den tre Maaneder paa Rad, lige til de store Juniløb er forbi, vil Morgen efter Morgen vaagne til den samme Herlighed og Fest.
Pariseren har Ret: der er ingen Stad, der i Foraarsdragt er saa smuk som hans. Det er nemlig ikke blot Foraaret, der pynter Paris, men ogsaa Paris og Pariserne, der pynter paa Foraaret. Deres Parker og Avenuer, deres Boulogneskov, den hele Omegn soignerer det og sørger for, at det kan vise sig fra sin fordelagtigste Side. De stadser paa det som paa et sødt Kjæledæggebarn, der dog trænger til rentvaskede Kinder og snehvid broderet Kjole og fintkruset Halsstrimmel for ret at kunne gjøre sin Sødhed gjældende. Det gjør de ikke saa ilde i endda. Der er aldeles ingen Anledning til at komme i lyrisk Fyr og Flamme mod en saadan Servering af Natur paa Præsenterbakke. Den trænger ikke til nogen Assistance, naar dens fulde Skjønhed staar i Sommerfloret; saa er der langt vidunderligere i en Skovskygges Ro, paa en duftende Kløvermark eller ved Aaløbet, der risler mellem Enge, hvor Guldsmede og blaa Sommerfugle sidde og drømme paa de røde Valmuer. Saalænge der derimod endnu ikke er hverken Romantik eller Skygge, men kun Søle og vissent Vinterløv under Skovtræerne, saalænge Kløvermarken hverken har Blade eller Duft og Aabredden højst en lille Anemone bag en graaskiden Snebunke, der er i Færd med at smelte, saalænge har den kjære Natur dog maaske en Smule for meget Slægtskab med de mindre propre Smaaglutter, hvem Næsen løber paa. Man skal være Moder for at have Blik for deres Englelighed, og man skal være idetmindste et Stykke af en Poet for at kunne goutere Foraar i det Kostume.
Pariserne er ikke Poeter; de pynter deres Foraar, som Watteau pyntede sine Hyrdestykkers Faar og Le Notre sine Versaillesparker. Det er en gammel Svaghed, de har, og den maa man tilgive dem. Der kommer noget saa udmærket Dejligt ud deraf. Paa den første Foraarsdag er Alt komplet, Alt i grande toilette, blankt og pillet og pudset. Det er Gjenfødelsesfest, og Paris har Festens Dragt. Plænerne strækker sig grønne og tykke og bløde som Fløjl i Park Monceau. Der er ikke et Straa, der mangler i det svulmende, fyldige Tæppe; der er ikke et drysset Knopskjæl, der har faaet Lov til at ligge og sætte Plet paa Vaarens jomfruelige Klædebon. Riven har glattet Gangenes brune Gruskies og fjernet Alt, hvad der ikke skulde være der; de gule, fjedrende Stole staar paa Række og Rad i Solskinnet som til stor Ceremoni, de runde Blomsterbede pranger i Farver af Aurikler og store Stedmodersblomster og hvide Bellis og røde Ribes. Om den antike Søjlekolonnade ranker Efeuen sig uden et vissent Blad, og de unge Ællinger staar paa Hovedet i Dammen og plasker Vandperler op paa Laurbærbuskenes Blade. Ovenover Alt det kan det fine, lyse Bladløv sagtens tage sig ud, og som det er der, er det allevegne. Paris har Park ved Park, en lille, firkantet Square idetmindste ved hver anden Gadeende, hvor den første Foraarsskjønhed bliver poleret og fredet om og sat i flatterende Ramme med ikke mindre Omhyggelighed. Saa kommer det mylrende Virvar af Avenuenettet paa alle Kanter, med dets altid friskvandede Kjøreveje, med dets Fontæner, dets Statuer og Bosketter, og saa kommer endelig Boulogneskoven. Man kan tage en Droske til den paa Boulevarden og naa den i et Kvarter og for halvanden Franc. Den ligger som i selve Byen, og dens Foraarsapotheose giver hele Paris Relief.
De Fremmede er himmelraabende uretfærdige mod den stakkels Boulogneskov. Det har sin ganske naturlige Grund, det kommer simpelthen af, at de i Reglen aldrig faar den at se, før den er affloreret. Deres Indvandring i Paris begynder først, naar deres Sommerferie begynder. Men saa er dens Glans forbi, saa er den flov som Moderne fra Faubourg Saint-Germain, baarne af Bondepigen ved et nordisk Kjøbstadmarked. Den skal ses helst i Marts eller April, tilnød i Maj, saa er den enestaaende i Verden. Den har da ikke blot den allersarteste og allereleganteste Foraarsdragt, som Natur og Kunst har kunnet komponere i Forening, men den har den gjennemtrukken med en Parfume af Tout Paris koncentreret i Essens. Det er, hvad man nu end vil sige, en ganske ejendommelig Ting. Gran- og Lindeduft kan være berusende, Orangers krydrede Vellugt ikke mindre. Men den er der Tusinder af Skove, som er fælles om. Boulogneskovens er der derimod kun en, der har, en eneste paa hele den samlede Klode.
Fra den Dag, da Foraarstræet ved Théâtre français staar i Knop, indtil Mylret af nummererede Fiakrer og Epiciertrængselen og Støvet paa den store Væddeløbsdag ved Longchamps har stænket Banalitet over de fornemme Alléer, i de tre unge Foraarsmaaneder er Boulogneskoven obligatorisk for hver ægte Pariser-existens. En Promenade der hører til. Man kan bedre undvære Desserten til sin Diner, end man kan undvære den. Men der er kun een bestemt Promenade, som gjælder, den mellem Fire og Syv. Saa ruller Alt, hvad Paris har af Ekvipager, afsted til den, Faubourgernes Adel kommer i Karosserne à la Louis quatorze med den vældige Fadding vuggende sig paa Kæmpefjedre og med de silkebestrømpede, stive Lakajer. Finansbaronerne kommer med det springende Fuldblod for den elegante Kabriolet, Politikerne, ukjendte igaar, magtstraalende idag og forglemte imorgen, kommer i Hyrevognen, der er lejet for deres korte Glorietid; Kunstens og Videnskabens Stjerner skjuler sig for profane Blikke i Baggrunden af deres lukkede Koupé, men udfordrende, brammende, med Rosenbuketter bag Hestens Øre og i Groomens Knaphul, stiller den store Kokotte sin straalende, friske Toiletteluxus og sin malede Skjønhed ud paa de polstrede Silkehynder. Alt, hvad der i Paris har et Navn, en Stilling, en Formue, ruller afsted til Boulogneskovstævnet. Fremmedkolonierne følger Trup, denne stadig voxende Mylr af Millionkonger fra alle Verdens Egne, der kommer en Sæson til Paris, for at Guldfloden, hvori de vælter sig, kan kaste en efemer Glans over deres obskure Tilværelse. Alle jager afsted over de friskvandede, brede Veje, gjennem de blinkende Solbundtstraaler, ud til le lac. Der, ved Begyndelsen af den, hvor Svanehuset titter op mellem den skvulpende Gondolflotille, strammes pludselig Tøjlerne, og hele Strømmen af Kjøretøjer ruller langsomt videre i Skridt. Man gjør le tour, den verdensberømte tour du lac. Slentrende, standsende ved hvert tiende Skridt, fordi Trængselen er for tæt, kjører man paa Parade i Queue langs den kunstige Skovsøs Bred. Der er tre, fire, undertiden fem Rækker Vogne ved Siden af hinanden og ikke en Armlængdes Plads mellem hver. "Baronesse d'Ange", den store parisiske Depravations-Baronesse, der altid kjører selv, maa holde igjen, for at hendes hvide Hest ikke skal stikke Hovedet ind til Dronning Isabella af Spanien. Gambetta og Rochefort ruller Side om Side. Mde. Rothschild og Mile. Eva fra Fantaisies-Parisiennes reklamerer vis-à-vis hinanden for een og den samme Modehat fra igaar. Stadig i Queu'en, stadig standsende, bevæger man sig fremad til Enden af Søen. Paa den anden Bred er der maaske nok saa smukt i den lange, skyggende Allée, men denne anden Bred foragter man. Der er der ikke en eneste Vogn. Le Tour gjælder kun den ene Side, den holder man sig til. Saasnart man er kommen til Enden, vender man, alle Vognene paa een og den samme Plet, og slentrer tilbage igjen, ind i Trængselen, langsomt nedad mod Svanehuset, for, naar man har naaet det, at begynde forfra paany. Det er deri, Promenaden bestaar. Man, sidder stram og strunk, pyntet og fornem. Et Toilette uden Smag, et Smil paa urette Sted, en Bevægelse, der ikke var korrekt, vilde ligefrem sætte Plet paa Ens gode Navn og Rygte.
Landskabet selv er som denne luxuøse Ramme omkring det. Det kunde males paa Bagtæppet i en Féeriedekoration uden at idealiseres. Alt er her, hvad der kan udtænkes af fortryllende fin og yndefuld Natur. En bestandig spejlblank Sø