Livserindringer. Madvig Johan Nicolai

Livserindringer - Madvig Johan Nicolai


Скачать книгу
forberedte sig til sin Vestindiefart. For den Velgjørerinde, der havde tilsagt Hjælp til min Undervisning, blev jeg ikke forestillet og erindrer overhovedet ikke Noget om, hvad der foretoges til Ordningen af min Fremtid. Kun husker jeg, at et ældre Næstsødskendebarn af mig paa min Faders Mødreneside, der som Koffardikaptain laae ledig i Kjøbenhavn, havde Del deri og virkede for mig.[19] Med ham tiltraadte jeg ogsaa efter en Uge eller noget mere tilfods Vandringen til Frederiksborg, idet vi underveis lod os hjælpe frem af en eller anden Bondevogn. Det var blevet ganske mørkt, da vi, jeg i det Ringeste med temmelig Angst, gjennemvandrede "Store Dyrehave", en større sammenhængende Skovstrækning, end jeg indtil da havde set. Da vi vel omtrent Kl. 8 naaede Byen, kom vi, jeg ved ikke hvorledes, formodentlig ved den Opmærksomhed, som vor bornholmske Udtale vakte, i Samtale med en Mand, der udenfor en Kjøbmandsgaard var ifærd med at stige til Hest. Det viste sig at være en Pastor Gad, der havde været ansat paa Bornholm og der stiftet Bekjendtskab med min Fader, men som da var Sognepræst i Skjævinge Nord for Hillerød (Fader til den senere Biskop Gad i Fyen og fem andre Præster). Da han mærkede vort Ubekjendtskab med Forholdene og vor Raadvildhed, gik han velvilligen strax med os til sin Ven, Rektor og Professor Bendtsen og fik mig meldt til Møde i Skolen næste Dag, skjøndt denne iøvrigt saa milde Mand ikke var uden Betænkelighed ved at optage den lange trettenaarige Dreng som nederst i nederste Klasse, især med det Privilegium strax at være Gratist. Fra Skolen førte Præsten os dernæst til Forstanderen for Byens Hospital Dahlerup, hos hvem de to Sønner af Amtmanden paa Bornholm, min Faders og Præstens fælles Ven, vare satte i Kost, og hvor jeg straks indtingedes til at boe med dem i det samme lille Kvistværelse med Skraatag og et enkelt Vindue[20]. I dette boede jeg da i tre Aar, hele min Skoletid, i hvilken jeg ikke fjernede mig over en halv Mil fra Byen med Undtagelse af et Par korte Feriebesøg i Skjævinge, hvorfra jeg endog med en eller to af Sønnerne engang foretog en Vandring over Frederikssund til Jægerspris, og af en halv Dags Udflugt til Fredensborg med et Par af Studenterne fra Skolen.

      Byen Hillerød eller, som den i daglig Tale hedder, Frederiksborg, adskilte sig fra de øvrige inde i Landet liggende Kjøbstæder, hvis stille Præg og, især under Datidens yderst indskrænkede Kommunikationsmidler, stærkt fremtrædende Afsondring den iøvrigt delte, ved Latinskolen, ved Slottet med den deilige Naturomgivelse af Skove og Smaasøer, ved en Garnison af en Husareskadron, hvis yngre Officerer naturligvis overstraalede Skolens Adjunkter, endsige øverste Klasses Disciple, samt endelig ved foruden Amtmand og Amtsforvalter imellem sine Beboere at tælle enkelte pensionerede militære og civile Embedsmænd, men som alle levede i saare beskedne økonomiske Vilkaar. Med en vis Stolthed dvælede Indvaanerne ved Erindringen om Frederik VI's i 1815 i Slottet og Slotskirken foregaaede Kroningsfest. Latinskolen, i hvilken der faa Dage efter min Indtrædelse høitideligholdtes Trehundredaarsfest for Reformationens Indførelse med en latinsk Tale af Rektor, hvoraf jeg naturligvis ikke forstod et Ord, bar i 1817 paa endnu ikke faa Minder om Tilstanden før Skolereformen af 1806, der under Landets yderlige Nød og Fattigdom kun langsomt og tildels famlende blev gjennemført. (Om denne Famlen bærer ogsaa den – uden Tvivl af Engelstoft conciperede – uklare og i nogle Punkter rent forvirrede Forordning om de lærde Skoler af 1809 stærke Vidnesbyrd.) Fattigdommen mærkedes overalt, i hele Læreapparatet og i Lærernes trykkende Kaar. Skolens Virksomhed og Anseelse holdtes væsentlig oppe ved dens Rektor. Denne for mig og mange Andre uforglemmelige Mand var vel ikke nogen fremragende Aand, besad ingen strengt videnskabelig philologisk Gjennemdannelse og havde ikke ved et kort Ophold i Gøttingen, hvor han promoveredes som Doctor philosophiæ, ganske kunnet gjennembryde den Begrændsning af Synskredsen, som befæstedes ved hans Ansættelse i den lille By ved den Skole, hvori han selv var opdragen af sin Fader, hans umiddelbare Forgænger, især da Omsorgen for en talrig Familie i trange Tider hvilede tungt paa ham; men han var en Mand af dygtige og omfattende Kundskaber, hvori han uden Tvivl overgik de fleste af sine samtidige Kolleger med Undtagelse af O. Worm i Horsens, af Troskab og Iver i sin Embedsgjerning og fremfor Alt af et overordentlig mildt og kjærligt Gemyt, der omfattede enhver god og villig Discipel med faderlig Omhu. Mig, hvem han snart fik kjær, har han ikke blot ydet en omhyggelig Undervisning, ogsaa udover Skoletimernes Grændse (– thi jeg og Andre bragte ham om Aftenen vore extra Stile, efter hans med egen Haand skrevne Opgaver, til Gjennemsyn og Rettelse, og jeg bevarer et levende Billede af, hvorledes han stod der ene med mig i en Skoleklasse, der tjente ham til Arbeidsværelse, i sin tarvelige, af et Reb sammenholdte Kappe ved et eneste Tællelys —), men han har derhos indgydt mig Tillid og Fortrøstning og opretholdt mit Mod, der maaske ellers vilde have svigtet, ligefra den Tid, da han ved den første Kvartalsexamen efter min Indtrædelse i Skolen sagde til mig: "Du lange Bornholmer maa tage dig ordentlig sammen, naar der skal blive Noget af dig", indtil han i mit sidste Skoleaar skrev i min Karakterbog: "Madvig maa huske paa ἀίεν ἀριστεύειν καὶ ὑπείροχος ἔμμεναι ἄλλων"[21][22]. Han læste Latin, Græsk, Hebraisk og Fransk, men kun i øverste Klasse, i hvilken Disciplene pleiede at tilbringe tre eller dog 2 Aar, og han hjalp mig til hurtig at komme under hans umiddelbare Paavirkning ved at lade mig gjennemgaae hver af de tre lavere Klasser (Skolerne havde dengang kun fire) paa et halvt Aar, medens der ellers krævedes mindst et Aar. Ligesom skarp logisk Form i Begrebsudvikling og Forklaring ikke just var hans stærke Side, saaledes var hans æsthetiske Dannelse og Betragtning bleven staaende omtrent ved 1790—1800 uden at berøres af Øhlenschlæger; i Fransk, hvorfor han havde Interesse, og hvori han selv havde udgivet en lille Syntax, læste han med os, foruden Noget af Voltaires Karl XII, Stykker af Laharpes cours de littérature, der vare os for vanskelige, og af Voltaires Henriade, som han betragtede som et sandt episk Digt. Det forekommer mig ret mærkeligt, hvorlidet den ved Øhlenschlæger og Andre vakte Bevægelse og nye Retning i Litteraturen efter omtrent et Decenniums Forløb mærkedes i en By saa nær Kjøbenhavn med en lærd Skole og en Kreds af Beboere, hos hvilken en noget høiere Dannelsestrang kunde forudsættes; ogsaa her gjorde Tidens Nød og Fattigdom sig gjældende. I Skolen repræsenteredes den danske Skjønlitteratur alene af Sanders Odeum (1807), hvori dog fandtes Øhlenschlægers "Skattegraveren" og "Guldhornene", og Rahbeks danske Læsebog, hvori fandtes en Scene af Hakon Jarl. Værre saae det naturligvis ud med den fremmede, navnlig den tydske Litteratur. For den danske Litteraturs Vedkommende skete heri dog nogen Forandring, da J. P. F. Dahl, der – efter et indholdsrigt akademisk Liv i Kjøbenhavn – et Par Aar havde været konstitueret som Docent i Philosophi ved Kristiania Universitet, ansattes som Overlærer i Frederiksborg. Som Lærer i de gamle Sprog var Dahl, trods sine gode Kundskaber, mindre heldig paa Grund af hans Undervisnings Bredde og langsomme Fremrykning, men i øverste Klasse var hans Undervisning i Modersmaalet (dansk Stil) vækkende og befrugtende. Ogsaa til Bekjendtskab med den nyere Litteratur og Poesi ledede han de mere opvakte Disciple hen, forsaavidt hans egen med saare ringe Midler tilveiebragte Bogsamling ved Udlaan strakte til; Bekjendtskabet med Schiller skylder jeg ham; til Goethe naaede jeg ikke i Skolen. (Spinoza nævnedes først flere Aar senere imellem Dahl og mig.) De øvrige Lærere ved Skolen vare jevne Mænd med ringe speciel Fagdannelse og paavirkede mig ikke udover den brugte Lærebogs Grændser. En af dem blev ved den Elendighed, hvori en uden Tvivl oprindelig god og velbegavet Natur var nedsunken ved sørgelige økonomiske og huslige Forhold og ved det derimod brugte Trøstemiddel, en Gjenstand for min og de bedre Meddisciples dybe Medlidenhed; vi holdt over, at han ikke aabenbart krænkedes og spottedes; men, at i de høiere Klasser af 12 Disciple 8 eller 9 i hans Time spadserede i Skolegaarden, kunde ikke hindres. Uheldigvis var dette Skolens Religionslærer. En Timelærer i Skrivning, Gymnastik o. s. v. nød ikke samme Hensyn og Skaansel. Nøiagtig Gjennemførelse af ydre Orden og Kontrol med Lærernes Virksomhed laae ikke for Rektor Bendtsens milde og bløde Karakter og endnu mindre Strenghed ligeoverfor Ulykkelige.

      Min Hengivenhed og Ærbødighed for min Rektor drog min Interesse overveiende hen til de Fag, hvori han underviste med Alvor og dyb Tro paa Gjenstandens Vigtighed, og, da Skolearbeidet ingenlunde optog min hele Tid og Kraft, søgte jeg at føie Noget til. Jeg læste paa egen Haand Plautus's Aulularia ved Hjælp af Schmieders meget overfladiske Kommentar og Aischylos's Eumenider ved Hjælp af et efter F. C. Petersens Forelæsninger nedskrevet Hefte; navnlig til det sidste Arbeide vare baade min Forkundskab og mine Hjælpemidler meget utilstrækkelige. Jeg havde i min Skoletid kun Benyttelsen


Скачать книгу

<p>19</p>

Fra dette Næstsøskendebarn, hvis Fader efter sin Moder havde optaget Navnet Madvig istedetfor Mikkelsen, nedstammer den eneste Familie Madvig, der, mig bekjendt, foruden min Faders Afkom hidtil har boet i Kjøbenhavn.

<p>20</p>

Hospitalsbygningen er siden bortsolgt og ombygget, men Forstanderboligen staaer endnu uforandret med Undtagelse af Vinduerne i Stueetagen.

<p>21</p>

Citat af Iliadens 6te Bog, Vers 208.

<p>22</p>

Af den Mindetale, som jeg i Februar 1831 ved en Sørgehøitid holdt over ham og derpaa udgav, vil jeg her hidsætte følgende Ord, fordi de endnu for mig have Betydning ved, hvad jeg baade med Hensyn paa Bendtsen og mig selv sagde og ikke sagde: "Og, som Ingen er i Sandhed ærværdig, uden at han er from, saa var, saasandt en villig og hengiven Underordnen af det Personlige under almindelige Love af et guddommeligt Udspring og den inderlige Erkjendelse og Følelse af et høiere Liv, til hvilket det enkelte er knyttet, fortjene Navn af Fromhed, Bendt Bendtsen et fromt Menneske."