Livserindringer. Madvig Johan Nicolai
Pris paa, at hans tredie Søn – den for nogle Aar siden, efterat han havde taget Afsked som Rektor for Ribe Kathedralskole, afdøde Carl Bendtsen, en kjær Kammerat og Ven af mig, – som philologisk Student var min Respondens, som det da hed, da jeg i 1828 disputerede for Doktorgraden. – Den 25de September 1820 kjørte jeg med en Meddimittend, som jeg holdt af, paa en til hans Raadighed stillet Vogn til Kjøbenhavn, for den 1ste Oktober at indstille mig til Examen artium, saaledes som den dengang afholdtes ved Universitetet.
III. Studenteraarene, Embedsexamen og Magistergrad. 1820—1826
Ved Ankomsten til Kjøbenhavn fandt jeg mine ydre Forhold foreløbig ordnede, idet jeg paa den førnævnte Velgjørerindes Bekostning og ved fra hende udgaaet Omsorg var tinget i Pension hos en borgerlig Familie i smaae Vilkaar og Midler anviste til mine Fornødenheder, saaat jeg befriet fra Bekymring og Tryk i denne Henseende kunde gjennemgaae Examen artium. Dens Udfald – jeg opnaaede Udmærkelse – tilfredsstillede ikke blot særdeles min Velgjørerinde, til hvem jeg fra nu af fik en nærmere stadig Adgang, men især min kjære Rektor, af hvis Dimittender i en længere Aarrække ingen havde havt samme Held, og som, med Ret eller med Uret, ansaae sig for mindre vel anskreven hos en af de indflydelsesrige Examinatorer, og Glæden var desto større, da tilfældigvis i 1820 ingen anden Kandidat blev udmærket[26]. Efter Examen fik jeg den ene af de to Pladser i Kommunitets- og Regentsstipendiet, der ere forbeholdte Dimittender fra Frederiksborg, uden at det faldt Regentsprovsten ind at se en Misbrug deri, at jeg boede frit udenfor Regentsen (– jeg troer dog, at jeg selv overlod de saakaldte Regentspenge til den Gratist, som Provsten indlagde paa det mig anviste Værelse —), hvad der var fremkaldt ved, at min Velgjørerinde havde den Forestilling, at Regentsen var et betænkeligt Sted for et saa ungt Menneske. Men hertil kom ganske uventet en anden betydelig Understøttelse, idet daværende Etatsraad L. Engelstoft sendte Bud efter mig og opfordrede mig til med en Ansøgning at henvende mig til Grev A. V. Moltke-Bregentved om det Moltkeske Stipendium for Embedsmænds studerende Sønner og denne Ansøgning bevilgedes endog med en overraskende Anticipation. Paa hvilken Maade Engelstoft i det mig af ham til Greven medgivne Brev havde skildret min Stilling, veed jeg ikke. Han havde slet ikke hos mig erkyndiget sig nøiere derom, og jeg modtog de Understøttelser, der dengang uden nogetsomhelst Initiativ eller ivrig Bestræbelse fra min Side faldt i min Lod, uden nogen Overveielse af, om jeg ikke ubillig begunstigedes paa Andres Bekostning[27]. De Savn, der i min Skoletid saa haardt havde trykket mig, vare saaledes i ethvert Tilfælde for flere Aar blevne afløste af en relativt større Velhavenhed, end jeg til nogen anden Tid af mit Liv har befundet mig i, og, skjøndt jeg baade ved Bogkjøb og ved at hjælpe mine Brødre under deres Forberedelse til Styrmandsexamen og ved andre Udgifter, der vare mindre berettigede, af og til bragte mine Finantser i nogen Uorden, bør jeg dog med Tak anerkjende, at jeg i fire Aar kunde hengive mig til mine Studier uden nogensomhelst Bestræbelse for Erhverv eller Bekymring for mine Fornødenheder.
Mine Studenteraar faldt i en Tid, i hvilken Erindringen om nær forudgaaede tunge Tilskikkelser hvilede over Landet og i Hovedstaden stærkt paatrængte sig igjennem Ruiner, derimellem Universitetsbygningens, eller gjennem ufuldendte Nybygninger, og med denne Erindring forbandt sig den endnu tilstedeværende, paa alle Sider sig aabenbarende økonomiske Nød og Fattigdom. Heller ikke Landets høieste Undervisningsanstalt: Universitetet befandt sig i nogen blomstrende eller tilfredsstillende Tilstand. Naar et isoleret og fra livlig Udvexling af Kræfter og ansporende Væddekamp afskaaret Universitet altid kan have Vanskelighed ved i alle Retninger at holde sig paa det tilbørlige Standpunkt, maatte denne Vanskelighed særlig gjøre sig gjældende, naar som dengang de materielle Betingelser i en længere Aarrække svigtede ikke blot ved det ydre Apparat af Bygninger, Samlinger og deslige, men ogsaa ligeoverfor Lærerpersonalet, idet ikke faa Medlemmer af dette levede i meget trange Vilkaar, medens baade Landets økonomiske Forhold og nedarvet Vedtægt hindrede Udsondringen af de ikke længer brugbare Kræfter og disses Erstatning med nye. Dertil kom, at de i Slutningen af forrige og Begyndelsen af dette Aarhundrede tildels under Hertugen af Augustenborgs ikke altid sikre og selvstændige Ledelse antydede og paabegyndte Reformer og Indretninger under den efter 1807 følgende Ulykkesperiode, da ogsaa Hertugen selv fjernedes, gik istaa, hvorpaa i den Retning, i hvilken mine Studier førte mig, det i den spædeste Alder henvisnede pædagogiske Seminarium frembød et Exempel. Gammelt og Nyt blandede sig stundom paa en besynderlig Maade, der for mig afprægede sig i et lille Træk. Hver Student skulde efter Immatrikulationen vælge sig et Medlem af Konsistorium til saakaldet Privatpræceptor. Denne skulde efter de ældre Bestemmelser have et særligt Tilsyn med de til ham paa denne Maade knyttede Studenter og støtte dem; men af en saadan nærmere Forbindelse var end ikke det allerringeste Spor blevet tilbage; to Dage efter Immatrikulationen havde Studenten ofte glemt, hvem der var hans Privatpræceptor, og Præceptoren, hvilke Studenter der havde valgt ham. Men, naar Studenten efter fuldendt akademisk Kursus og ved Ansættelse i et Embede løste det saakaldte Testimonium publicum, tilfaldt af Betalingen derfor 2 Rigsdaler Privatpræceptoren. Jeg valgte til Privatpræceptor Historikeren Abraham Kall, tidligere ogsaa Professor i Græsk, dels af Respekt for Mandens Ry for udbredt Lærdom, dels fordi andre mig maaske mere tiltalende Navne vare optagne, da Touren kom til mig at vælge; thi Studenterne skulde ligelig fordeles imellem samtlige Konsistoriales. Mandens videnskabelige og akademiske Virksomhed var imidlertid ophørt længe iforveien, og jeg har aldrig set ham, da han ikke længer gik ud. Medens i flere Retninger hæderlige Navne indgød Agtelse og enkelte kastede en særlig Glands over Universitetet (– Ørsted havde i 1819 gjort sin Opdagelse af Elektromagnetismen —), fremtraadte paa andre Punkter Svaghederne stærkt, vistnok fornemmelig, men dog ikke udelukkende, i det philosophiske Fakultet (der dengang tillige omfattede det mathematisk-naturvidenskabelige); selv raa Mangel paa al sømmelig Holdning og Anstand savnede ikke en enkelt, oprindelig ikke ubegavet Repræsentant. – I det almindelige, navnlig æsthetiske Litteraturliv stod endnu Rahbek med nogle mindre betydelige Veteraner som Repræsentant for eller Minde om Tiden før Øhlenschlæger, og, uagtet det sagdes at høre til de Formaninger, som min Privatpræceptor A. Kall, medens han endnu saae Studenter, i sin gammeldags Strenghed pleiede at give disse: ikke at drikke Dus med Rahbek, fandt jeg mig selv hædret ved i mit 17de Aar at indtræde i Dusbroderskab med den elskværdige gamle Mand; Bakkehuset selv var derimod allerede dengang lukket for nye Gæster, endsige saa unge. Efter den heftige Kamp imellem Øhlenschlæger og Baggesen og den Sidstes Bortdragen var der indtraadt en Art mat Stilstand, og, skjøndt Værket: Nordens Guder var udkommet i det nærmest forudgaaende Aar, mærkedes dog Pieteten imod Digteren ikke saaledes, som man skulde have ventet, da der i 1820 skete et raat Angreb paa ham i Anledning af et af ham affattet Universitetsprogram[28]. Det var Skade, at man ikke havde fundet noget andet Middel til at sikre Digterens Existens end et Professorembede, hvortil han hverken ved Aandsretning eller Uddannelse egnede sig. Grundtvigs første Kampperiode var afsluttet, og den anden skulde først aabnes med Angrebet paa Clausens Rationalisme. Ingemanns sentimental-romantiske Digtervirksomhed var ikke trængt videre igjennem, I. L. Heiberg havde som Lektor i Kiel foreløbig standset sin digteriske Produktion, Poul Møller var paa sin Kinareise, og Henrik Hertz, Christian Winther og Christian Wilster fandt saaledes en temmelig fri Plads ved deres da begyndende Optræden, der knyttede sig nær til Studenterverdenen. – I Studenterlivet var der kommet en mærkelig og følgerig Bevægelse ved Dannelsen af Studenterforeningen, Formen for et før ukjendt friere og alsidigere Samliv, i Sommeren 1820. I denne indtraadte jeg i Løbet af den første Vinter og deltog med Iver i Livet indenfor samme i hele min Studentertid; jeg bragtes derved strax i nærmere Bekjendtskabs- og Venskabsforhold til en hel Række ansete og dygtige Studenter udenfor mit eget Specialfag, der vare adskillige Aar ældre end jeg, derimellem f. Ex. Juristen og Historikeren J. V. Jacobsen (død som Etatsraad og Kommitteret i Rentekammeret), den philologisk dannede Æsthetiker C. A. Thortsen, der for faa Aar siden er død som afskediget fra Rektoratet ved Randers Skole, og Digteren Henrik Hertz, ikke at glemme den i flere Retninger begavede og elskværdige, men ved en tidlig begyndt Tunghørighed i sine Livsforhold endel tilbagetrængte Frederik Fabricius, der i Alder stod mig langt fjernere, – Forbindelser, der virkede vækkende paa mig i flere Retninger. Jeg deltog fra Begyndelsen lige ivrigt i Foreningens litterære Forhandlinger (– jeg erindrer, at jeg i mit andet eller tredie Studenteraar i Foreningen oplæste en Afhandling af mig om Hertug
Da jeg kort efter Examen skulde nyde min Triumph i Frederiksborg, afkjøledes mit Mod noget paa en eventyrlig og besværlig tretten Timers Nattereise dertil, paa hvilken jeg mistede samtlige mine akademiske Dokumenter, derimellem ogsaa den saakaldte akademiske Stilebog, hvori det ovenfor nævnte latinske Poem indeholdtes.
Jeg kan ikke uomtalt forbigaae det Ædelmod, der betegnede mit første Sammentræf med den Mand, med hvem det blev min Skæbne siden at mødes i Danmarks Statsraad. Da jeg i Oktober eller Begyndelsen af November kom ind til Greven, bad han mig komme igjen ved Terminstiden i December. Da jeg til den Tid indfandt mig, lagde han efter nogle venlige Ord og med den ham under slige Forhold egne Forlegenhed en Hundrededalerseddel i min Haand og sagde, at jeg skulde komme igjen næste Juni Termin. Da gjentog han det Samme med Opfordring til mig om atter at komme i December, og jeg troede naturligvis, at det var en af de bestemte Stipendielodder, der paa denne Maade udbetaltes mig; men i December 1821 sagde Greven mig, at det var ham en Glæde nu at kunne tilstaae mig Stipendiet; de to forrige Terminer havde jeg altsaa modtaget en privat Gave. Man maa herved ikke glemme, at en saadan Gave under de daværende Godseierforhold var langt betydeligere, end den nu vilde være.
T. Algreen Ussing: "Bevis, at Adam Øhlenschlæger er gaaet fra Sands og Samling" (i Kjøbenhavns Skilderi).