Samlede Værker, Tredie Bind. Aakjær Jeppe
lidt, Hr. Andersen. Naar De nu hører af Hr. Rævsgaards egen Mund, at han fortryder sin Optræden og beder Dem om Tilgivelse —
Visti.
Det sidst haar a ett høt nøj te.
Nørholm
(vender sig mod Wolle Rævsgaard).
Jamen, det ved jeg, Hr. Rævsgaard gjør.
(Wolle Rævsgaard tier.)
Visti.
Ja, da kund æ vær lisse raar aa hør æ aa æ Mand sjel.
Wolle Rævsgaard.
A sejer, som a saa far, te det er møj muligt, a gik forvidt; og haaj æ wot i Daa, haaj a optrajn paa en naaen Maad.
Nørholm.
Det er jo dog Indrømmelse nok, Hr. Andersen. Lad os endelig ikke hænge os i Ord!
Visti.
Ja men a maa ha fuld Oprejsning. Her er ett nøj aa slaa aa paa!
Nørholm.
Er det dog ikke den største Oprejsning, Manden kan yde Dem, at han fortryder sin Uret imod Dem; desuden tilbyder han Dem sin Datter, Gaarden, Ejendommen, kort sagt alt, hvad De dengang paa en saa haanende Maade joges bort fra. Til Gjengjæld forlanger han kun, at De skal staa ham bi, saa han kan slippe om ved denne kompromitterende Sag uden Æresafkortelse. Og det kan De ved et Offer, som De maa bringe, om ikke for Hr. Rævsgaards saa for den Kvindes Skyld, som De jo dog elsker, og hvis Far De sandelig ikke maa bringe Vanære over.
Visti.
Ja, Hr. Nørholm, De ser vistnok Sagen lidt for møj fræ Wolles Standpunkt. A næjter ett, te a holder af Trine, ogsaa mir end af nue anner Mennesk, men a er da heller ett søen en Pjalt, te a vil ha hind for enhwer Pris. Og det du gjord mæ den Daa – ja a sejer dæ, Wolle, det vild vær en mild Straf, om a lod dæ gaa i æ Towthus for æ!
Det haar pint mæ ved mi Arbed tidle og silde; der gik ett en Daa, hwor ett a tint paa'et. A kund vær saa glaad, a være vild – kam det mæ i Tanker, te du haaj javed mæ ud af di Stow som en Hund, mens kjend og ukjend, ung og gammel saa paa æ – den Præjst, der haaj komfemired mæ, og den Pig, a holdt aa som ingen anne i Verden – ja, saa kund æ Vred vild op i mæ, saa a kund ha slavn dæ i di Stjern49, te du kund ha vælt ved æ!
Nørholm
(med sin Haand paa Vistis Skulder).
Skal vi nu ikke kaste Sand paa disse gamle Krænkelser!
Visti.
Det kan De sajtens sej, Hr. Nørholm; for den Slaw kund aldrig ramm jen af Dje's. Det blywer altid laa hen for aa bruges imud vianner, der kommer nidfræ. Vi er som prikked med Naal fræ smo aa, lig fræ wor Skueltid og op, saa læng vi løwer. Nue glemmer letter end anner. A haar aaltid hat wanskele ved æ. Og saalæng Wolle Rævsgaard ett ka byw sæ saa møj, te —
Wolle Rævsgaard.
A haar jo saa dæ, te a fortryder æ, hwad vil du mæ da mir?
Visti.
Kand du ett rækk mæ di Haând paa æ, saa er æ ett møj bevendt med di Fortryden.
Nørholm
(hvisker).
Rævsgaard, De maa gi ham Haanden, som han forlanger, ellers er De fortabt.
Wolle Rævsgaard
(rækker nølende Haanden ud).
Nørholm.
Lad saa alt gammelt Nag være forbi. Og lad os nu komme til den egentlige Sag.
De ved, Hr. Andersen, hvor uheldigt Hr. Rævsgaard i Øjeblikket sidder i det. Han har brugt 4000 Kroner af Mejeriets uden i Øjeblikket at være i Stand til at betale dem tilbage. Med de Fjender, han har mellem Andelshaverne, er han om en Hals, hvis ikke De hjælper ham.
Visti.
A hjælper ham?
Nørholm.
Ja, det baade maa og skal De.
Visti.
Ejer a da de 4000 Kr., som a kan dækk ham mej?
Nørholm.
De skal ikke være alene om Tabet. Jeg vil hjælpe, og jeg skal søge at formaa et Par til det samme; men De maa endnu i Aften ofre de 2000 Kr., De har staaende i vor Sparekasse. Resten skaffer jeg saa til Veje.
Visti.
De 2000 spiller osse en star Rolle for mæ end de vild spille for Dem. De er spaared sammel ved 2 – 3 Aars streng Arbed. Og hwad opnaar a saa for'em?
Nørholm.
Som jeg sa' før, faar De først og fremmest Hr. Rævsgaards Datter, som De jo elsker?
Visti.
Ja, det gjør a; men hind war a jo da endlemaal saa halles vis paa i Forvejen.
Nørholm.
Naa, var De det! – Ja, saa faar De Gaarden her; ikke sandt, Hr. Rævsgaard? Deri har jeg da ikke misforstaaet Dem?
Wolle Rævsgaard.
Nej, æ Gaard og æ Dætter – det skuld jo da gjan føl'es ad. Anderledes haar a aalle tint.
Nørholm.
Er det Dem endnu ikke nok, Hr. Andersen?
Visti.
Ja, hwad tho, æ Gaard – Hwormøj er der wal tebaag aa'en, nær enhwer kræwer sin?
Nørholm.
Aa, der er sikkert endnu et godt Bid tilbage. Ganske vist er Sagerne i Øjeblikket ikke i den bedste Gjænge, men kommer der et Par energiske Hænder til, der forstaar at spænde den rette Hest for Hamlen, saa kan Stolperne paa Hegnsgaard stives af endnu. Men det er ogsaa i den 11te Time. I Morgen er det for sent.
Visti.
Naa, er det saa en Aftaal', te a faar æ Gaard imud aa indskyd de 4000?
Nørholm.
Endnu et: Det er jo en Selvfølge, at De gi'r de gamle en hæderlig Aftægt?
Visti.
Ja, det forstaar sæ. A haar ett tint aa slaa ind paa Wolles Praxis og kyl ham og hans paa æ Dar, for det a fæk æ Gaard.
Nørholm.
Giv saa hinanden Deres Haand paa det! (De rækker atter hinanden Haanden over Bordet.) Nu har De Grund til at være glad, Hr. Rævsgaard. – Tak, Hr. Andersen!
Nu synes jeg, det kunde være paa Tide at lade gaa Bud efter Frk. Rævsgaard; hun er dog formodentlig ogsaa en Smule interesseret i Sagen.
Wolle Rævsgaard
(halvt oprømt).
Ja, da war æ sand. Hind kund vi misæl snaar ha glemt! (Kalder ud i Kjøkkenet.) Trine! Aa, kom indenfor en jenle Ywblik!
Trine
(ind; ser forbavset fra den ene til den anden; henvendt til Visti):
Men, Jøsses, hworden gaar det te, te du er her?
Visti.
Jow, a haar tawn Mud te mæ. Og a tror snaar, a er nok saa walkommen som sidst.
Wolle Rævsgaard.
Hmm!
Trine
(i stigende Undren).
Men