Samlede Værker, Tredie Bind. Aakjær Jeppe
si du det, nu tar di Sjæl aallered Afstand, og det vil a ogsaa gjør med baade Krop og Sjæl – Godnat, Mads!
Mads.
Aa, tøw inu en bette Krumm!
Trine.
Nej, nu haar a virkelig hør nok paa di Præjkerads; du haar jo ett nøj aa sej mæ iløwle. – (Kalder overgivent.) Visti … Halløj!
Visti
(bag Scenen).
Her er a!
Mads
(bønlig).
Trine, du skal blyw!
Trine.
Nej, du kan tro nej, din helle Habakuk!
(Leende ud.)
Mads
(hen for sig).
Ja, de sejer jo rigtignok, te Wolle haar begynd aa spill møj Kwot … Men saa møj Peng han arved … Og hwad der kan blyw, det er jo da hindes.
(Grunder videre, alt mens han saa godt som muligt holder Øje med Legepladsen.)
Anders Forkarl
(svedig og forpustet ind for at søge efter en Ølflaske).
Hwad, Mads, er du her! Ja, det er jo aaltid raar aa ved sæ i Nærhied aa en Gudsbaaen, men helsen troed a ett, te det her war rigtig atter di Katekismus.
Mads
(messende).
"Prøver alt, men bevarer det bedste!" – Haar du tint ved det?
Anders.
Nej, a ett; men a troer nok, Trine haar. For for lidt sin kam hun jo fræ dæ, og nu gik hun justement lig ad æ Sønden med Visti.
Mads
(forfærdet).
Men hwor kan de da ha aa gaa hen?
Anders
(polisk).
Ja, hwem kan ved æ! A tint, om ett det kund vær Jens Masens Kal'hus.
Mads
(mere og mere urolig).
Da maa a si aa sni'rend dem!
(Styrter ud til venstre.)
Anders
(raaber).
Lykk paa Rejsen, Mads; og tag dæ i Ajt for Kræn Tammesens Skottørvgrav!
(Bag Scenen høres stadig Raabene: »To Mand frem for en Enke« og »Par om Par – spring ud ad!« De legende Par suser nu og da ind over Scenen med Larm og Latter og svinder paa den anden Side. En ung Pige kommer ind i stærkt Løb, skarpt forfulgt af »Enken«. I Mørket snubler hun over Per Søwren, der er falden i Søvn ved Flasken.)
Per Søwren
(vaagner og raaber).
Æ Fjol, æ Fjol; pas endele paa æ Fjol!
Anders
(iler til og hjælper Pigen op).
Oppedas, mi bette Lam; stur Pig'er slaar sæ ett, især nær de falder i æ Kjar. Med minder du stødt dæ paa den gammel Udgaangsøg.
(Peger paa Per Søwren; Pigen ler og spræller.)
Anders.
Nej, først en bette Kys for Umme30 og Tidsspild. Godt! Den næjst!
(Hun piler igjen af.)
Anders
(til Per Søwren).
Nu war æ sgu snaar paa Tid, du ga wos lidt mir Mosik, Pejr, istejfor aa legg der aa flyd i Vejen for Trafikken. – Du faar di Donner lovlig billig i Awten.
Per Søwren
(søger efter sin Hue; gaber).
Tho a war nær bløwen søvne.
Anders.
Nær! – Du haar jo gjord æ Egn usikker med di Snorken i snaar en Tim.
Per Søwren.
Nej, nu øwerdrywer du æ! – Men nu skal vi, karenmæ, osse ha nø Lyw i æ Klud. Der er da't en jenle Drip i æ Flask inu.
Anders.
Nej, ett saa møj som der kan læsk en Høn.
(Legen er imens opløst, Karle og Piger med hinanden om Livet kommer ind paa Scenen.)
Jonna
(søger at stive Hjorddrengen af).
Bette Palle haar sgi kiget for dyft i æ Mødflask; han ser ud, som han var falden fræ æ Høg og te æ Kukmand31.
(Hun anbringer ham i Forgrunden i Nærheden af det nu tildels slukte Baal, hvor han falder i Søvn.)
Anders.
Skal vi nu hwil lidt, saa synger Per Søwren nok en Vis for wos. – Syng den om dæ sjel, Pejr; den gjør du bejst.
Per Søwren
(synger og spiller under udtryksfulde Gebærder).
Med Bisselæ'r i mine Sko
og godt Humør til Færden,
med ringe Mønt, men Tørst for to, —
saadan kom jeg til Verden!
Min Mor gik rundt og Grise skar,
min Far han spilled paa Lire,
hvis det var ham, der var min Far,
for Sognet har skjænket mig fire,
for een – det var for lidt for Per Søwren.
Og jeg gaar rundt fra Hus til Hus
og klinker gamle Fade,
og limer Hank paa skaaret Krus
og holder Godtfolk glade.
At sidde ved en halvtømt Kop
og kildre Fjol paa Halsen,
mens Pigebørn gjør høje Hop
og tumler sig i Valsen —
Hej, det er et Liv for Per Søwren!
Jeg aldrig gaar en Kro forbi,
naar jeg har Mønt i Pungen;
den Mand, der slider støvet Sti,
maa ogsaa læske Tungen.
En Mark paa Disken slænger jeg:
"Nu Vært, lidt rap paa Haanden!
Een Pæl til dig og to til mig,
saa skal vi fugte Aanden —
men een – det er for lidt for Per Søwren!"
I hvert et Sogn der sad en Tøs
for mig i stille Venten,
og naar tilsidst jeg rev mig løs,
hun fulgte mig til Stenten;
der sa' hun mig et ømt Farvel
og kyssed mig paa Panden,
men bagved næste Sogneskjel,
der mødte mig – den anden, —
for een – det var for lidt for Per Søwren.
Ja, saadan fo'r jeg Landet om
og stavred over Heden,
fra Storken fløj, til Viben kom,
og Sommeren var leden.
Den Sommerdag blev aldrig lang,
naar