Doktor Nikola. Boothby Guy
denne mærkelige Bys Gader. Men Mc'Andrew var stolt af sin tarvelige Oprindelse. Naar han havde Gæster i sin fyrstelige Villa i den engelske Koloni, mindedes han med Glæde de mindre heldige Omstændigheder, der medførte, at han en bidende kold Vintermorgen drog ud for at søge Berømmelse og Rigdom i Østen.
"Nej, se Goddag, Hr. Bruce," udbrød han, idet han rejste sig og trykkede mig varmt i Haanden, "det var jo en ganske uventet Fornøjelse; hvor længe har De været i Shanghai?"
"Længere end jeg bryder mig om at tænke paa," svarede jeg, idet jeg satte mig.
"Og i al den Tid har De ikke været en eneste Gang her; det er ikke pænt af en gammel Ven."
"Nej, jeg maa bede Dem om Undskyldning for det," sagde jeg; "men denne Gang er det ikke gaaet rigtig godt med mig her i Shanghai, og derfor har jeg ikke besøgt nogen. De ser, at jeg er aaben lige over for Dem."
"Det gør mig ondt at høre, at De er i Forlegenhed," sagde han. "Jeg vil ikke være indiskret, men hvis jeg kan være Dem til nogen Tjeneste, haaber jeg oprigtigt, at De vil raade over mig."
"Tak," svarede jeg, "det har jeg allerede bestemt at gøre, det er netop for at raadspørge Dem, at jeg tager mig den Frihed at hilse paa Dem."
"Det glæder mig. I hvilken Henseende er det, De ønsker mit Raad?"
"Ja, jeg maa begynde med at sige Dem, at man har tilbudt mig en Stilling, som skulde indbringe mig 10,000 Pund Sterling."
"Jeg syntes, De sagde, at det ikke gik godt for Dem," udbrød min Ven; "men dette tyder ikke paa, at der er meget i Vejen. Hvad er det for en Stilling?"
"Det har jeg desværre ikke Lov til at sige til nogen."
"Men hvorledes kan jeg saa være Dem til Nytte?"
"Jo, jeg ønsker for det første at vide, om De kan sige mig noget om min Principal."
"Sig mig hans Navn, og jeg skal se, hvad jeg kan gøre," svarede Købmanden ikke uden Stolthed. "Jeg tror nok, at jeg kender ni Mennesker af ti her i Østen, det vil sige, af Folk, der har nogen Betydning."
"Hans Navn er Nikola," sagde jeg.
"Nikola!" udbrød han ganske forbavset. "Hvad er det for en Forretning, De kan have med Nikola, som skal indbringe Dem 10,000 Pund?"
"En meget vigtig Forretning," svarede jeg, "men det kan gælde Liv og Død. De kender ham altsaa?"
Den gamle Mand lænede sig frem over Bordet og talte næsten hviskende.
"De gør mig bange," sagde jeg, idet hans Alvor gjorde mere Indtryk paa mig, end jeg var glad ved. "Er han ikke god for de Penge?"
"Aa, Penge! Jeg tvivler ikke om, at han kunde betale de Penge en halv Snes Gange, hvis han havde Lyst," svarede den værdige Købmand. "Mellem os sagt, saa kan han trække paa mig til et Beløb af 50,000 Pund."
"Han er altsaa rig?"
"Ja, umaadelig."
"Men hvor i al Verden kommer hans Penge fra?"
"Ja, det kan jeg ikke sige Dem," svarede han; "men hvor de nu end kommer fra, følg mit Raad og tænk to Gange, før De indlader Dem med ham saaledes, at han har Dem i sin Magt. Jeg kan med Sandhed sige, at jeg for mit Vedkommende ikke er bange for mange Mennesker, men jeg er bange for Nikola, og at jeg ikke er det eneste Menneske i Verden, der er det, det skal jeg bevise Dem ved at læse et Brev for Dem."
Han aabnede en Skrivebordsskuffe og tog et Par Ark Brevpapir frem. Han lagde dem paa Bordet foran sig, glattede dem og begyndte at læse.
"Dette Brev, skal jeg sige Dem," sagde han, "er fra den forhenværende Kolonialsekretær i Ny Syd-Wales, Sylvester Wetherell, en personlig Ven af mig. Jeg springer Begyndelsen over, for den er ganske privat. Han siger altsaa:
"Siden jeg skrev til Dem fra London i Juni Maaned, har jeg gennemgaaet en frygtelig Tid. Som jeg fortalte Dem i et Brev for nogle Aar siden, kom jeg ganske imod min Vilje i Forbindelse med en højst ejendommelig Person, der hedder Nikola. For et Par Aar siden forsvarede jeg en Mand, der gik under Navnet Kina Pete i vor Kriminalret for en Anklage for Mord, og jeg fik ham frikendt. Da han døde og ikke var i Stand til at betale mig, forærede han mig det eneste, han havde at efterlade, nemlig en underlig lille Stok, der var fuld af udskaarne kinesiske Bogstaver. Om den fortalte han mig en vanvittig Historie, men den har siden næsten ført til min Undergang. Af en eller anden ufattelig Grund vilde Nikola absolut have denne Stok, og da jeg nægtede at lade ham faa den, blev jeg udsat for en saa stadig Forfølgelse i de sidste Aar, at jeg nær havde søgt Tilflugt i en Sindssygeanstalt. Han prøvede enhver Maade, som et Menneske kunde benytte eller en dæmonisk Hjerne udklække, for at tvinge mig til at udlevere ham denne Kuriositet. De vil forstaa, hvordan han bar sig ad, naar jeg fortæller Dem, at der to Gange blev gjort Indbrud i mit Hus af kinesiske Røvere, at jeg blev garotteret hundrede Alen fra min egen Gadedør, at min Hustru og Datter blev skræmmede af utallige Trudselsbreve, og at jeg tilsidst blev saa nervøs, at jeg efter min Kones Død flyttede til England for at undslippe fra ham. Nikola fulgte mig, lavede et Komplot imod mig, i hvilket blandt andet følgende Personer var indviklede: Hertugen af Glenbarth, hans Søn, Markien af Beckenham, Sir Richard Hatteras, som siden giftede sig med min Datter, og vor forhenværende Gouvernør, Jarlen af Amberley. Paa Nikolas Foranstaltning blev Beckenham og Hatteras lokkede ind i et Hus i Port Said og holdt fangne der i tre Uger, medens en falsk Adelsmand blev sendt af Sted i Stedet for hans Herlighed for at lære min Datter at kende i Sydney og til sidst at anholde om hendes Haand. Heldigvis lykkedes det imidlertid Sir Richard Hatteras og hans Ven at undslippe, saa de kom tidsnok til at følge Slubberterne til Sydney og advare mig mod det Komplot, der var udklækket imod mig. Resultatet var højst sørgeligt: Da Nikola ikke opnaaede at hævne sig paa mig ved at faa min Datter gift med en Bedrager, havde han den Dumdristighed at bortføre hende fra et Bal i Gouvernementshuset og at bringe hende til en Ø i det stille Hav, hvor vi en Maaned efter befriede hende. Jeg kan ikke sige, om vi havde faaet Lov til at gøre det, hvis ikke den omtalte Stok, som blev forlangt som Løsesum, ganske tilfældig var kommen i Nikolas Besiddelse. Men han fik Stokken, og nu er vi fri. Senere har min Datter giftet sig med Sir Richard Hatteras, og de bor i Øjeblikket paa hans Gods i England. Jeg antager, De vil undre Dem over, at jeg ikke har anlagt Sag mod denne Nikola, men ærligt talt, Mc'Andrew, jeg er saa bange for ham, at siden jeg har faaet min Datter tilbage og kun har mistet Stokken, som altid har været mig til Besvær, er jeg alt for fornøjet til at tænke mere paa Sagen. Desuden maa jeg tilstaa, at han har arbejdet med en saa djævelsk Snedighed, at jeg, som en Jurist af Profession, ikke kan se nogen Mulighed for, at vi kunde drage ham til Ansvar." —
"Naa, Bruce, hvad mener De saa om Doktor Nikola?"
"Ja, det faar jo Sagen til at se helt anderledes ud," svarede jeg, "men hvis Nikola vil optræde ærligt lige over for mig, saa er 10,000 Pund jo dog 10,000 Pund. Jeg har i tyve Aar prøvet paa at tjene Penge, og dette er alt, hvad jeg ejer og har."
Medens jeg talte, tog jeg alle de Penge, jeg havde, op af Lommen. Der var en fem, seks Mønter, i det hele taget vel seks Shilling og ti Pence.
"Jeg véd ikke, hvad De mener," sagde jeg til Købmanden, "men jeg synes, at Nikolas Karakter maatte være meget slem, hvis man ikke skulde kunne vove at udsætte sig for noget fra hans Side mod at faa 10,000 blanke Guldstykker."
"Jeg er bange for, De er noget letsindig, Bruce," sagde den forsigtige Mc'Andrew. "Hvis De vil følge mit Raad, saa prøv noget andet først; jeg skal hjælpe Dem. Der er en Stilling ledig paa min Ven Websters Kontor. Honoraret er godt og Tjenesten let. Da jeg talte med ham i Morges, var Posten endnu ikke besat. Har De ikke Lyst til at prøve, om De kan faa den? Jeg skal give Dem et Anbefalingsbrev til ham og sige ham, at jeg vil betragte det som en personlig Tjeneste, hvis han ansætter Dem."
"Jeg er Dem meget taknemmelig," svarede jeg. "Jo Tak, jeg tror, jeg vil prøve paa at faa den, før jeg svarer Nikola. Kan jeg faa det Brev straks?"
"Ja, med Fornøjelse, nu skal jeg skrive det."
Han dyppede Pennen og gav sig straks til at skrive. Saa takkede jeg ham varmt for hans Venlighed og gik min Vej med Brevet.
Websters Handelshus laa ved den fjerneste Ende af Strandpromenaden og var ogsaa en smuk Bygning. Jeg spurgte efter Købmanden og blev efter