Doktor Nikola. Boothby Guy
Førere af Sekten havde sin af dem. En af de tre forlod i et eller andet Øjemed Klostret og kom ud i Verden. Han døde paa en hemmelighedsfuld Maade, og Stokken gik over til Abbeden i Yung Ho-Kung i Peking, fra hvem den blev stjaalet af en Englænder i min Tjeneste, der kaldtes Kina Pete, og som vovede sit Liv forklædt som thibetansk Munk for at faa den. Da han havde stjaalet den, narrede han mig og flygtede til Australien uden at kende sin Skats virkelige Værdi. Det hemmelige Samfund opdagede sit Tab og sendte nogle Mænd efter ham. Under et Forsøg paa at bemægtige sig den blev en af disse Kinesere dræbt i Nærheden af Queensland, og Kina Pete blev arresteret i Sydney, anklaget for at have myrdet ham. Wetherell forsvarede ham og fik ham frikendt, og da han ikke kunde betale ham for denne Tjeneste, forærede han ham Stokken. En Maaned senere naaede jeg Sydney for at søge den, men Kineserne var der før mig. Vi prøvede begge Parter paa at komme i Besiddelse af den, men det lykkedes ingen af os paa Grund af Wetherells Haardnakkethed. Jeg bød Wetherell, hvad han vilde have, for den, men han sagde Nej. Jeg bad ham, bønfaldt ham, alt forgæves. Saa besluttede jeg at tage den med Magt. De véd, hvorledes det gik. Alt det hændte for et halvt Aar siden. Saa snart den var i min Besiddelse, vendte jeg tilbage hertil med den Hensigt at trænge ind i det Indre for at prøve paa at opdage, hvad jeg saa gerne vilde vide."
"Og hvor er Stokken nu?" spurgte jeg.
"Jeg opbevarer den selv," svarede han. "Hvis De gerne vil se den, skal det være mig en Fornøjelse at vise Dem den."
"Jeg vilde meget gerne se den," svarede jeg.
Med disse Ord forlod han Værelset for at vende tilbage efter fem Minutters Forløb. Han satte sig ned, trak et lille Foderal op af Lommen, og af det fremtog han en meget lille Stok. Det var en ganske almindelig lille Tingest, kulsort og bedækket med kinesiske Bogstaver i Guld. Et lille Guldbaand, der var meget falmet og viste Tegn paa at være gaaet igennem mange Hænder var gjort fast i den ene Ende.
Han rakte mig den, og jeg undersøgte den omhyggeligt.
"Men hvis denne Stok oprindelig er blevet stjaalet," sagde jeg, "saa vil De da ikke være saa uforsigtig at give Dem i det omtalte Samfunds Magt med Stokken i Deres Besiddelse? Det vilde jo være den visse Død."
"Hvis det altsammen laa lige ud ad Landevejen, og der ingen Fare var at udsætte sig for, saa tvivler jeg meget om, at jeg vilde betale Dem 10,000 Pund for den Fornøjelse at have Deres Selskab," svarede han. "Det er, fordi der er stor Fare, og fordi jeg maa have lidt Hjælp – skønt jeg tvivler i høj Grad om, at vi nogensinde slipper levende fra det – at jeg tager Dem med mig. Jeg vil opdage de Folks Hemmelighed, hvis det er muligt, og jeg ønsker ogsaa, at denne Stok, som utvivlsomt er Nøglen til den yderste Port, saa at sige skal hjælpe mig i mine Anstrengelser. Hvis De er bange for at ledsage mig, efter at De har hørt det hele, vil jeg tillade Dem at svigte Deres Løfte og trække Dem tilbage, medens det endnu er Tid."
"Jeg har ikke Spor af Lyst til at trække mig tilbage," svarede jeg. "Jeg véd ikke, at jeg er kækkere end de fleste, men hvis De vil tage af Sted, saa er jeg rede til at ledsage Dem."
"Lad os give hinanden Haanden paa det," udbrød han, idet han rakte mig sin Haand.
"Sig mig nu, hvad De har i Sinde at gøre," sagde jeg. "Hvorledes vil De begynde?"
"Ja, for det første," sagde Nikola, "vil jeg vente her, indtil der kommer en Mand, jeg venter fra Peking. Det er en af det hemmelige Samfunds Lægbrødre, som er kommen under min Indflydelse, og saa snart han viser sig, og jeg har faaet Underretning af ham, saa forklæder vi os, jeg som Embedsmand fra en af Kystprovinserne, De som min Sekretær, og saa tager vi sammen til Hovedstaden. Naar vi er ankomne der, vil vi trænge ind i Lamaklostret, det mærkeligste antieuropæiske Kloster i hele Kina, og der vil vi ved et eller andet Middel afpresse Ypperstepræsten tilstrækkelige Meddelelser, saa vi kan gøre det næste Skridt. Derefter rejser vi videre alt efter Omstændighederne."
"Hvornaar mener De at vi skal rejse?"
"Saa snart Manden kommer; maaske i Aften, sandsynligvis i Morgen tidlig."
"Og saa var det Forklædningerne!"
"Jeg har alt, hvad vi trænger til."
"I saa Tilfælde, antager jeg, at der intet er at gøre, før Sendebudet kommer."
"Nej, det tror jeg ikke."
"Hvis De saa tillader, vil jeg sige Farvel og gaa i Seng. Saafremt jeg ikke hører fra Dem i Aften, hvornaar vil De saa have, at jeg skal se ind til Dem i Morgen?"
"Det skal jeg lade Dem vide før Frokost. De er da ikke bange, vel?"
"Ikke Spor."
"Og De siger ikke noget til nogen om vor Mission, selv om man skulde prøve paa at tvinge Dem til det."
"Nej, det har jeg jo lovet," svarede jeg, idet jeg rejste mig.
Jeg fulgte ham atter ned i Villaens Korridor og ud paa Verandaen. Saa trykkede vi hinanden i Haanden, og jeg traadte ud paa Gaden.
Da jeg drejede om Hjørnet og gik i Retning af Vejen, der fører til den engelske Koloni, saá jeg en Mand, utvivlsomt en Kineser, rejse sig fra en Krog og følge mig. Han holdt sig et Par Hundrede Skridt bag mig i nogle Minutter, saa kom der en anden hen til ham, og denne forlod straks efter sin Kammerat ved en Korsvej og fortsatte Marchen. Om dette Spioneri kun var tilfældigt, eller om jeg virkelig blev udspejdet af dem, det kunde jeg i nogen Tid ikke opdage; men da jeg saá den anden overgive Hvervet til en tredie, og da den tredie begyndte at formindske Afstanden mellem os, maa jeg tilstaa, at jeg ikke var helt rolig. Da jeg derfor kom til en befærdet Plads, skyndte jeg mig, og efter at være gaaet hundrede Skridt, ilede jeg ned ad en Sidegade; denne førte mig til et andet Stræde, gennem hvilket jeg kom i Nærheden af det Hus, jeg vilde naa.
Jeg kunde se Lys bevæge sig derinde, saa Beboerne var endnu ikke gaaet i Seng. Da jeg bankede, traadte én ud af Værelset til højre i Korridoren og kom henimod Døren, og da han aabnede den, opdagede jeg, at det var Mc'Andrew selv.
"Hvad behager, er det Dem, Bruce?" udbrød han forbavset, saa snart han opdagede, hvem hans Gæst var. "De har valgt et temmelig sent Tidspunkt for Deres Besøg; men det er lige meget, kom blot ind; det glæder mig at se Dem."
Medens han talte, førte han mig ind i det Værelse, han lige var kommen ud af. Det var hans Spisestue, som var udstyret paa en noget tung, men overdaadig Maade. I en Stol ved det lange Bord – for Mc'Andrew havde en stor Familie, og de var tolv til Bords hver Dag – sad der en lille graahaaret Dame, hans Hustru, og lige over hende en smuk, ung Pige paa seksten Aar, som syede; det var hans yngste Datter og hans Kæledægge. Jeg kunde se paa deres Ansigter, at mit sene Besøg ogsaa gjorde dem forbavset, men efter et Par almindelige Bemærkninger sagde de Godnat og forlod Værelset.
"Jeg antager, at De har en meget vigtig Grund til dette Besøg, ellers vilde De vel ikke være her?" sagde Mc'Andrew, idet han rakte mig en Cigarkasse. "Har De hørt om nogen ny Plads, eller er Deres uskyldige Ven Nikola begyndt at snyde Dem?"
"Nej, der er ikke Tale om nogen af de Ting," svarede jeg leende, "men da jeg efter al Sandsynlighed forlader Shanghai i Morgen tidlig, før Bankerne lukker op, kommer jeg til Dem for at se, om jeg kan faa Dem til at tage Dem af denne Anvisning for mig."
Jeg tog Dr. Nikolas Anvisning frem og rakte ham den. Han tog den, stirrede paa den, saá op paa mig, saá igen paa den og gav sig til at fløjte.
"Det ser jo unægtelig ud som en Forretning," sagde han.
"Ja, ikke sandt?" svarede jeg. "Jeg kan neppe tro, at jeg er 10,000 Pund værd."
"Ja, man maa jo ønske Dem til Lykke. Men hvad er det, De vil have, at jeg skal gøre?" spurgte Mc'Andrew, idet han blev ved med at vende Anvisningen, som om det var en eller anden Talisman, der pludselig kunde gribe ham og forvandle ham til en Kamel eller en Blæksprutte, før han vidste af det.
"Jeg vilde gerne have, at De skulde gemme den for mig," svarede jeg, "og deponere den i Deres Bank, hvis De ikke har noget imod det. Jeg rejser min Vej og bliver sikkert et halvt Aar, muligvis et helt Aar borte, og naar jeg kommer tilbage til Shanghai, skal jeg komme til Dem og forlange den, det vil sige – hvis jeg kommer tilbage."
"Og hvis De nu ikke gør det?"
"I saa Fald efterlader jeg det