Doktor Nikola. Boothby Guy
ikke det mindste," svarede han; "men det er bedst, vi faar skrevet det op altsammen, saa at der ingen Fejltagelse kan ske."
Han tog et Ark Brevpapir frem og skrev nogle Linier paa det, hvorpaa han lod mig undertegne det, idet han kaldte paa en af sine Sønner, for at han kunde bevidne min Underskrifts Rigtighed. Da denne Formalitet var udført, rakte han mig tyve Pund i Sedler og engelsk Guld, og vor Forretning var afsluttet. Jeg rejste mig for at gaa.
"Bruce," sagde den gamle Herre paa sin sædvanlige venlige Maade, idet han lagde Haanden paa min Skulder, "jeg véd ikke, hvad det er, De er i Færd med, og det kan vist ikke nytte, jeg spørger om det, men jeg véd, at De har været i temmelig indskrænkede Forhold i den senere Tid, og jeg er bange for, at De indlader Dem paa en eller anden Uforsigtighed eller Dumhed. For Himlens Skyld, overvej omhyggeligt, hvad der taler for og imod, før De gør Skridtet fuldt ud; husk paa, at et Øjebliks Daarskab kan ødelægge hele Deres Liv."
"De behøver ikke at være bange i den Henseende," svarede jeg. "Jeg indlader mig paa dette Skridt med aabne Øjne; men jeg er Dem alligevel taknemlig for Deres Advarsel og for, hvad De har gjort for mig. Godnat og lev vel!"
Jeg trykkede ham i Haanden og forlod Villaen.
Jeg var ikke halvtredsindstyve Skridt fra Porten, da en Lyd bag ved fik mig til at vende mig om. En Mand havde siddet i Skyggen paa den anden Side af Vejen; han rejste sig nu og begyndte at følge mig. Jeg var ikke i mindste Tvivl om, at det var den samme Person, der havde ledsaget mig til Mc'Andrews Hus. Saa drejede jeg til højre ned ad en Sidevej for at se, om han vilde forfølge mig. Han gik samme Vej. Jeg drejede om igen, han gjorde det samme. Jeg gik over et Stykke aaben Grund i Stedet for at holde mig i den lige Retning, jeg hidtil havde fulgt, og han gjorde det samme. Denne Spioneren blev foruroligende, saa jeg fremskyndede min Gang, og da jeg var kommet til en Sidegade med et højt Stakit paa den ene Side, gik jeg langs med dette, indtil jeg naaede en Laage. Jeg fo'r igennem denne, og saa snart jeg var indenfor, bøjede jeg mig ned i Skyggen. Et halvt Minut efter hørte jeg Manden komme paa den anden Side. Da han ikke saa mig længere, standsede han en halv Snes Skridt fra det Sted, hvor jeg krøb sammen. Da han saa var blevet enig med sig selv om, at jeg maatte være gaaet over Gaden og ned ad et mørkt Stræde lige over for, gik han ogsaa der over og var forsvunden et Par Sekunder efter.
Saa snart jeg havde overbevist mig om, at jeg var blevet fri for ham, gik jeg ud paa Gaden igen og skyndte mig saa hurtigt som muligt hjem til min Bolig.
Men jeg skulde dog ikke blive fri for min hemmelighedsfulde Forfølger; for lige da jeg traadte ind i min egen Gaard, viste han sig. Jeg benyttede mig af min Fordel og fo'r op ad Trapperne til Verandaen og slap ind. Fra et Vindue saá jeg ham komme op ad Gaden og staa og se sig om, saa vendte han tilbage ad samme Vej, han var kommet, og saa saá jeg ikke mere til ham. Mindre end et Kvarter efter laa jeg i min Seng og sov og drømte om Nikola og bildte mig ind, at jeg blev forvandlet til en Elefant ved hans Trolddomsmagt.
Hvor længe jeg sov, kan jeg ikke sige, men jeg blev pludselig vækket ved at føle, at der var nogen i Værelset. Og jeg tog ikke fejl; der sad en Mand ved min Seng, og i det dunkle Maanelys kunde jeg se, at det var en Kineser.
"Hvad gør De her?" udbrød jeg og rejste mig op i Sengen.
"Vær stille," hviskede min uindbudne Gæst paa Kinesisk; "hvis De taler, koster det deres Liv."
Uden at svare stak jeg Haanden ind under min Hovedpude; jeg vilde tage den Revolver frem, jeg havde lagt der, da jeg gik i Seng. Men den var borte. Om Kineseren havde stjaalet den, eller jeg blot troede, jeg havde lagt den der og i Virkeligheden glemt at gøre det, det kunde jeg ikke sige. Under alle Omstændigheder var det Vaaben, som mit Liv tilsyneladende var afhængigt af, forsvundet.
"Hvad har De at gøre her?" spurgte jeg for at faa min uhyggelige Gæst til at tale saa hurtigt som muligt.
"Ikke saa højt!" svarede han. "Det er Dr. Nikola, der sender mig; han udbeder sig Deres behagelige Nærværelse. De maa komme lige straks."
"Men jeg har jo lige forladt ham," sagde jeg. "Hvorfor sender han Bud efter mig igen?"
"Det kan jeg ikke sige; men det er muligt, at der er hændet noget vigtigt," lød Mandens Svar. "Han bad mig sige Dem, at De maatte komme straks."
Jeg stod op og klædte mig paa saa hurtigt som muligt. Det var klart, at det ventede Bud fra Peking var kommet, og i saa Fald skulde vi sandsynligvis tage af Sted før Morgen. Men jeg spildte ikke et Øjeblik, og saa snart jeg var færdig, gik jeg ud paa Verandaen, hvor Manden sad og ventede paa mig. Saa gik han med mig ud paa Gaden og pegede paa en Bærestol, som holdt dér.
"Deres Ven har travlt," sagde Manden, "han bad mig om ikke at spilde et Øjeblik."
"Ja, De kan gaa lige saa hurtigt, De vil," svarede jeg, "jeg er parat."
Jeg tog Plads i Bærestolen, som straks blev løftet op af Bærerne, der skyndte sig af Sted med dem. Der var ganske stille i Byen paa den Tid. Vi mødte slet ingen undtagen hist og her en Politibetjent og en forsinket Jinrickshawkuli. Efter et Kvarters Forløb var det øjensynligt, at vi var komne til vort Bestemmelsessted; Bærestolen holdt, og Kulierne satte mig ned. Jeg sprang ud og saá mig om. Til min Overraskelse var det imidlertid ikke det Hus, jeg havde ventet at se. Vi var standsede ved Indgangen til en meget større Villa. Medens jeg ventede, gik Sendebudet ind i Huset for straks efter at vende tilbage med den Underretning, at hvis jeg vilde være saa venlig at følge ham, skulde jeg straks komme til Dr. Nikola.
Huset laa i fuldstændigt Mørke og var saa stille som en Grav. Jeg traadte ind i Forstuen og var i Færd med at gaa hen imod en Dør, da jeg pludselig blev grebet i Nakken, fik en Knebel i Munden, medens mine Hænder blev bundne fast i Ryggen. I næste Øjeblik blev jeg løftet op og baaret ind i et Værelse, hvorfra der pludselig strømmede et klart Lys ud.
Her sad tre Kinesere, klædte i tung, blomstret Silke og med umaadelig store Skildpaddesbriller paa Næsen. De modtog mig med et Grynt, der skulde betyde Velkommen, og bød Mændene at tage Kneblen ud af Munden paa mig. Da dette var sket, sagde den ældste af de tre roligt – men det syntes mig noget urimeligt:
"Jeg haaber, at Deres Velbaarenhed er ved godt Helbred."
Jeg svarede med saa megen Ro, som jeg kunde efter saa kort et Varsel, at af en saa ubetydelig Person at være kunde jeg glæde mig ved det bedste Helbred, hvorpaa jeg blev opfordret til at sige, hvor det kunde være, at jeg var i Kina nu, og hvilke Forretninger jeg havde. Da jeg havde besvaret dette Spørgsmaal, lænede Manden til højre sig lidt frem og sagde:
"Deres Velbaarenhed siger os ikke Sandheden. Hvad har De at gøre med Dr. Nikola?"
Jeg samlede al min Aandsnærværelse.
"Hvem er Dr. Nikola?"
"Det er den Mand, som De har besøgt to Aftener i Træk," sagde Manden, der først havde talt. "Vil De sige os, hvilke Ulykker De og han udklækker sammen."
Da jeg saá, at det vilde være unyttigt at forsøge paa at benægte min Forbindelse med Nikola, foregav jeg, at vi var interesserede i et Indkøb af kinesisk Silke; men denne Forsikring blev modtaget med et haanligt, misbilligende Grynt.
"Vi maa have Sandheden at vide," sagde Manden med de største Briller.
"Jeg kan ikke sige Dem mere," svarede jeg.
"I saa Tilfælde har vi intet Valg," sagde han; "vi maa bruge andre Midler til at faa at vide, hvad vi ønsker."
Han gjorde Tegn til en af Tjenerne, som straks forlod Værelset og et Øjeblik efter kom tilbage med en Lænke og nogle underligt formede Træindretninger. Sveden traadte frem paa min Pande. Jeg havde set en hel Del kinesisk Tortur i Tidens Løb, og det saa ud til, at jeg skulde komme til at prøve den selv.
"Hvad véd De om Dr. Nikola?" gentog den Mand, som havde talt først, og som øjensynlig var Hovedmanden af de tre.
"Jeg har allerede sagt Dem det," svarede jeg, denne Gang med ualmindelig stærkt Eftertryk.
Han gjorde mig igen det samme Spørgsmaal uden at forandre Tonen.
Men jeg gentog blot mit foregaaende Svar.
"For sidste Gang: Hvad véd De om Dr. Nikola?"
"Jeg