Mit Liv og Levned. Fibiger Johannes
Sorger og Glæder, og naar hendes Mand sad for Enden af det lange Bord, saae man at han fandt sig vel derved.
Selvfølgelig blev nu alle Kjøbenhavns Herligheder planmæssig gjennemsøgte og foreviste med fuld Forklaring. Hvad jeg dengang saae, kan jeg vistnok ikke i Erindringen skille fra mine senere Erfaringer, men at Billedet af Hovedstaden var efter min Alder rigeligt og klart nok, slutter jeg af, at da jeg siden vendte tilbage til den, veed jeg ikke, at noget synderligt var mig nyt.
Paa Hjemreisen nød vi ogsaa rigelig det sjællandske Land, besøgte Vollerslev hyggelige Præstegaard ved Gisegaard, hvor min anden Morbroder Jens Worm boede, og Sæby Præstegaard, som jeg allerede har beskrevet, og søgte saa tilbage til vor jydske Skole. Men de Aar, vi endnu havde tilbage i Kolding, formørkedes af en tung Sky, der mer og mer sænkede sig over vort Hjem, dog mere følelig for Moder end for os ubekymrede Børn.
Allerede paa Reisen havde det undret Familien at see, at min Fader, som før havde havt en smal Figur, var bleven meget svær og ubehjælpelig i sine Bevægelser; og da han kom hjem, viste det sig mere og mere, at denne Fedme ikke var sund, han blev en svagere Mand, gik mindre ud og blev mere tungsindig. Saaledes holdt han sig endnu oppe i to Aar, mens han som sædvanlig arbeidede flittig ved sin Pult og altid til sent paa Natten. I den Tid oversatte han de sex første Sange af Iliaden, men skulde ikke naae videre. I Efteraaret 1832 viste der sig en Svulst i Underlivet, som brød op med en forfærdelig Blodopkastning. Vinteren sad han syg og uvirksom hen, der samledes Vand i hans Legeme, og mod Foraaret steg Vattersoten til en overvættes Grad.
Aldrig har vistnok min Moders Kraft og Udholdenhed viist sig saaledes som i denne tunge Tid. Hun antog vel en ung Pige til at hjælpe med Husholdningen, men med en Følelse af, at vi snart kunde komme til at blive faderløse, forøgede hun om mulig sin Iver for at uddanne os ved Læsning og Samtale, og sin Omhu for at vi skulde være med ved alt hvad der kunde sees og opleves; og dertil pleiede hun den Syge ved Dag og ved Nat.
Da Høsten kom, var den Syges Kræfter udtømte. Det var en Formiddag, den 8. August 1833, at min Moder tog os ind, at vi sidste Gang skulde see vor Fader. Forfærdede som vi var, vi kjendte jo ikke til Døden, var det sværeste at høre den Døendes Rallen. Jeg husker, at jeg først ikke vidste, hvad det var, men da jeg opdagede, at denne Lyd kom fra Fader, der laa ubevægelig og ubevidst, var det ikke til at udholde. Dog kunde jeg ikke saaledes bevæges af Sorgen som de, der kjende den bedre.
Da vi igjen blev førte ud, foer jeg ud i Gaarden og strøg fortvivlet frem og tilbage, forunderligt, mest fortvivlet over at jeg ikke kunde sørge saameget som jeg burde over at Fader gik bort. Du skal sørge, du skal ikke være en saadan hjærteløs Knegt som du pleier, sagde jeg til mig selv, men jeg kunde ikke græde som Moder og de andre. Jeg listede ind igjen og stod i min Angst og lyttede og lyttede til den forfærdelige Lyd derinde i Sovekamret. Endelig efter nogle Timer tav den, jeg hørte Moder hulke, og nu kom hun ind i Dagligstuen, segnede om paa en Stol, tog os alle tre i Favn, og sagde: Nu har I ingen Fader mere.
Under alt dette var i min Sjæl altid Forfærdelsen stærkere end Sorgen. Jeg kunde ikke magte det Ubekjendte. Om Natten hørte jeg min Faders Skridt og saae ham i forvirrede Drømme, og om Dagen listede jeg om og stirrede med uhyggelig Angst paa de sørgelige Forberedelser. Ved Begravelsen iagttog jeg saa spændt alt, hvad der foregik, at da jeg 40 Aar efter gik efter min Broders Kiste ned ad samme Gade og hørte de samme Klokker ringe, og stedede ham til Jorden paa samme Kirkegaard, var det mig, som ingen Tid var gaaet, som om disse Klokker havde ringet alle de Aar. Men blød kunde jeg ikke blive, kun see og tænke.
Der gik ikke mange Dage efter Begravelsen, og i dem har jeg sagtens drevet Tiden hen som jeg pleiede, drivende omkring som et speidende Dyr. Saa faldt jeg hen i en svær Nervefeber, og vidste i en Maanedstid af intet. Kræfterne groede vel til igjen, kun blev mit Helbred ikke mere, hvad det havde været. I flere Aar følte jeg mig afkræftet, hvergang samme Aarstid vendte tilbage, og med denne Sygdom, maa jeg antage, har den Nervesvaghed, som jeg Livet igjennem har lidt af, første Gang viist sig.
Vintren gik sin Gang, og vi kom meget ud. De nærmeste Venner stredes om at have Moder hos sig om Aftenen, og jeg troer i Grunden hele Byen følte Trang til at gjøre hende noget godt. Caspar kom hjem for at hjælpe med at ordne Faders Efterladenskaber, og medens han forfattede Katalogen, var jeg ivrig med at hente ham Bøgerne ned af Bibliothekets Hyller.
Moder førte en lang Brevvexling med sine Søskende, om hvorledes hun skulde indrette sig som Enke, og hvor hun skulde tage Bolig. Flere Steder blev bragt i Forslag, især ville Erik Tauber gjerne have hende til Frederiksborg. Men ogsaa hendes andre Brødre vare meget opoffrende med at tilbyde hende Hjælp, saa hun var i Tvivl om, hvad hun skulde vælge. Tilsidst havde hendes Barndomshjem dog saa megen Magt over hende, at hun besluttede at nedsætte sig i Roskilde. Saameget mere som hun havde mest Tillid til den Skole, der stod under Faders Vens, Rector Blochs Bestyrelse, og hendes Brødre ogsaa saaledes var villige til at yde hende aarlig Pengehjælp.
Saaledes blev det besluttet, at ved Foraarets Komme skulde vi afgaa til Sjælland. Det maatte skee til Søs, thi saa lidt end Moder turde beholde af sit store Huses Indbo, var der dog altid saameget Gods, at der ikke kunde tænkes paa at føre det over Land. Der blev altsaa gjort Aftale med en Jagtskipper, det var Befordringen dengang. I Reglen gjorde enhver, der ikke havde rigeligere Raad, Reisen mellem vore Lande paa disse Smaaskibe. De gjorde samme Tjeneste hos os, som Trækskøiterne i Holland. Enhver veed det, men der er faa nulevende som have prøvet det. Især Studenterne var henviste dertil. Vilde de hjem i Ferien, kom de ofte til at ligge 8 til 14 Dage at brydes med Modvind og Sø.
Det var ved Midten af April 1834, at den svære godmodige Skipper Halmø var seilklar, agtende som en faderlig Ven at tage den lille faderløse Familie under sin Varetægt. Det var deiligt Foraarsveir, al Sorg og Sygdom var forsvunden – af mig at sige – Humøret var udmærket. Situationen mageløs interessant, den store vide Verden laa jo aaben.
Jagten laa langt ude paa Fjorden, og mens Aftenrøden sidste Gang forgyldte den graa Ruin, den gamle By og hele den kjære hjemlige Egn, gled vi paa den lange Fiskerbaad med sindige Aaretag, vi kjendte saa godt Befordringen, ud gjennem Aaens Rørskove, hilste endnu engang alle de uforglemmelige Bakkeskrænter og Skovvige, og fik saa Fod paa den lille Seilers fuldtstuvede Dæk.
TREDIE KAPITEL
ROSKILDE
Førend vi naaede vort tilkommende Hjem, opholdt vi os nogle Uger i Kjøbenhavn, selvfølgelig i Tante Christines smukke Hus. Hendes Hjærte var ganske opfyldt af hendes egen og hendes Søsters Sorg, og der var meget at faae lagt tilrette.
Conferentsraad P. Møller, som min Onkel nu kaldtes, boede dengang paa Gammeltorv eller Nytorv, ligeoverfor Raadhuset. Jeg drev en Del Tid hen med at hænge i Vinduet, og det første der mødte mit Øie var den alvorsfulde Bygning derovre.
Hver Eftermiddag samledes alle Byens Vægtere der, for at faae deres Ordrer for Natten. Det vrimlede saaledes af Vægtere, at de ikke blot fyldte den svære Porticus, men som en Bisværm svævede langt ud over Torvet. Et burlesk Skue at see det samlede Korps i dets middelalderlige Ornat: en Læderkabuds som en omvendt Potte, en lang plump Kofte med et gult Læderbælte om, og paa Nakken det fæle Morderredskab med det skjønne Navn Morgenstjerne. Vi fik os en Latter af dem, de gamle nu glemte Vægtere har altid været en Skive for Vittigheden, mest for deres, som havde mest at takke dem for.
Jeg laa i Vinduet og havde mellem mig og Raadhuset den tætte Vrimmel af fede Slagtere, fidtede Dragere, pluderhosede Amagere, rødkoftede og knæskindbuxede Sjællændere, formummede Sælgekjællinger, søvnige Droshker, og den endeløse Række af Vogne læssede med al den Proviant, kommende og gaaende Kunder og jeg selv med skulde leve af. Et evindeligt Marked, men ingenlunde til at have de Løier af som de festlige Markedsdage i Kolding. Kun trist at see henover den store Verdens rastløse Travlhed.
Imidlertid skulde de ideelle Formaal fremmes, vi skulde nyde godt af det store Folkedannelsesmiddel og maatte nu opleve det epochegjørende førstegang at være i det kongelige Theater. Dertil blev, som sædvanlig, Elverhøi valgt. Jeg kjendte Stykket af Bogen, havde ogsaa seet ret godt udstyrede Skuespil i Kolding; men nu havde Moder forberedt os paa det ypperste af alt, Dramaet paa sin Høide, udført af de Talenter, al Verden beundrede. Ligefuldt blev jeg skuffet; det gik mig som det gaaer mig endnu.