Mit Liv og Levned. Fibiger Johannes

Mit Liv og Levned - Fibiger Johannes


Скачать книгу
Saa fulgte da ogsaa det andet: jeg kunde betroe mig til en Mand, jeg havde fuld Tillid til. Hvem kunde det være? For Ex. Sibbern, og nu fordybede han sig i en virkelig smuk Skildring af den gode Filosof, den Slags Undersøgelser forstod han.

      Det Raad syntes mig ikke daarligt. Jeg skrev virkelig Dagen efter et langt Brev til Sibbern, som jeg tænkte selv at bringe ham. Men da jeg havde faaet mig udtalt for mig selv, stod det klarere for mig, at ingen dog kan tage sin Skjebne i sin egen Haand, og Valg og Grunde vil ikke meget sige, der var intet andet for end at give sig Gud i Vold. Jeg begyndte altsaa uden stort Mod, dog ganske ordentlig paa Studiet, og fyldte min Dag med Forelæsningstimer. Heller ikke fik jeg Grund til at fortryde det. Jeg var kun i en tvivlsom Grad en Christen, men det forlangtes ikke heller. For det første var jeg kun Theolog, og Theologien var netop dengang anseet for en ligesaa hæderlig som naadig Frue at tjene, nok istand til at blænde. Jeg kom da ogsaa snart høit op i fuld Flugt paa hendes fantastiske Vinger, farlige nok.

      Det laa saa i Tiden. Man maa have levet i den Tid for at kunne gjøre sig en Forestilling om dens underlige Væsen, ja, for blot at kunne troe paa Muligheden deraf. Under den tyske Filosofis Enevælde ivrede alle Tanker for at bygge paa Fantasteriets Babelstaarn; hvad vi hørte omkring os var intet mindre, end at enhver Stortaler satte sin nærmeste Livsopgave i at bygge et endnu høiere. Universet med alle dets store og smaa Lønkamre var afsøgt og klaret i Begrebet, alle Gaader var løste, Hegel og hans berlinske Discipelskare havde fuldbragt Værket. Men derved var ogsaa Kunstgrebet afsløret, og Kampprisen fremlagt. Det maatte kunne eftergjøres og bringes endnu videre, man skulde kun bygge sit eget System og gaae ud over Hegel, og selv blive Stormand. Vi indaandede snart ingen anden Luft, det eneste vi ved Universitetet hørte, der klang som en Fremtidsrøst, var Martensens glimrende Tale, og der var ikke saa lidt i den af luftige Stene til den Slags Bygning.

      Theologien er nu den Gudinde, der byder Evighedens Forstaaelse frem som den Ærens Krands, enhver af dens Adepter skal kunne vikle om sin Pande, Panden være nu høi eller lav, blot han er den himmelske Frues tro Svend, og hun havde dengang sin Glands-Periode. Alle Aander svor til Theologien, den var Aandrighedens Helligaand, og havde vundet sig en ny Skikkelse. Var hverken Skriftlærdom eller Kirkens Troslære eller en Præsteskole, sligt var aflagte Stadier, den var speculativ. Dette mystiske Ord, der optraadte med det »Absolutes« Klang, glimted gjennem enhver af vor Mesters Kraftsætninger som Solens Blink i et Vandspring. Hvorfra det kom vidste vi ikke, det foer forbi som et Trylleri. Men da det kom til nogen bedre Forstaaelse, viste det sig at være den Kunst med et eklektisk Aggregat af tydske Systemer at kunne bringe Christendommens Mysterier ind under Begrebets Dagslys, saa sikkert som havde man en Engel sat i Spiritus stillet frem til Analysering.

      Credo, ut intelligam, var Formlen, hvorefter den skulde analyseres. Troen »poneres«, Englen sættes frem. Derefter begynder Intelligensen at lade sine Straaler falde gjennem alle dens Hjærteslag, Nerver og Muskler. Alt blev gjort fuldkommen klart, paa speculativ Maade; kun var det ikke ganske klart, hvorledes det vilde gaae, hvis den bly Genius, ubehageligt berørt af Intelligensens kolde Instrumenter, skulde give sig til at forsvinde.

      Credo, ut intelligam – vi kom meget let hen over Credo, Intelligensens glimrende Rustning var os Hovedsagen, og vi høittalende Vaabensvende forsømte ikke at lade den blinke vidt henover den aandløse Verden – aandløs var den jo allerede dømt at være fra Æsthetikens Dage af. Vi var en ny Tids Børn, og Folk som Sibbern og Mynster, Clausen og Grundtvig maatte see at dække sig, hvis Blinket skar dem i Øinene. Ak ja, Forfængeligheders Forfængelighed! Heldigvis groede der dog ogsaa mere ægte Vin omkring mig. Men der skulde gaae adskillige Aar inden jeg modnedes til at faae Smag paa den, og den var der saameget at fylde i, at jeg maa tage mig et længere Afsnit til at fortælle derom, inden jeg kan igjen vende tilbage til Christendommen.

      Fra October 1839 boede jeg paa Regentsen. For at faae Plads der, maa jeg have gjort min Opvartning hos de lærde Foresatte, men derom har jeg aldeles ingen Erindring. Kun at jeg den første Vinter beboede et trist Rum nederst i sjette Gang ud til Kannikestræde, men om Foraaret flyttede over i et solbeskinnet til Gaarden paa første Gang Nr. 4, under alle Regentianernes Ven, den gode grønne Lind.

      Min Moder var ikke istand til at understøtte sine Sønner med andet end at tage imod os paa vore hyppige Besøg i Roskilde. Det var paa Tide, at jeg selv skulde fortjene noget at leve af, men dette har altid været min svage Side. Jeg var saa fattig som vel muligt, og havde mere Lyst til at undvære end til at anstrenge mig.

      Jeg var saa heldig at kunne faae min Middagsmad hos den kjære Tante Christine Møllers altid aabne Bord, men forresten hjalp jeg mig med mit knappe Communitetsstipendium. Min Føde hjemme bestod af Rugbrød med Smør paa til 1 Pundet, og en Kop Kjøbenhavnsk Melk eller »Regentsthe« til. Stipendiet var 5 Rdl. om Maaneden, og hvorvel jeg ikke brugte stort mere end det halve deraf til Mad, og bekymret lagde det øvrige hen til Klæder, var det dog ikke muligt at komme igjennem dermed. Dog gik det, ubegribeligt nok. Jeg kunde ganske vist have bedet en og anden af mine Slægtninge om at hjælpe mig med en Skræder- eller Skomagerregning, og det var ikke blevet mig afslaaet. Men jeg har aldrig gjort det, saalidt som jeg nogensinde har laant af Kammerader. Hellere var jeg tarvelig til det yderste. Min Moders Aand var i mig. I den værste Nød kom der saa en og anden Hjælp af slet betalte Undervisningstimer.

      Endnu følgende mine Drengevaner gik jeg meget i Naturen, men ogsaa naar jeg forlængede mine Vandringer til Dyrehaven og de andre Kjøbenhavnske Skovegne, vovede jeg mig dog ikke ind paa Beværtningssteder, men havde hellere mit Smørrebrød med i min Botaniserkasse.

      Paa disse Vandringer vænte jeg mig til at læse gaaende. Dosseringerne ere bekvemme dertil, og Veiret agtede jeg lidet paa, blot det ikke regnede. Jeg har paa de Veie læst mange Ting, ikke just lettere, helst det strenge og vidtløftige, som Hegels Forelæsninger, Æsthetiken, Religionsfilosofien, Historiens Filosofi, og Goethes Skrifter, Romanerne, hans Levned og hans videnskabelige Sager, hvoraf især Farvelæren beskjæftigede mig meget. I en senere Tid har jeg ogsaa indtaget en stor Del af Søren Kierkegaards Skrifter paa gaaende Fod. Det har altid syntes mig at forhøie Indtrykket, naar jeg læser ude. Omgivelserne danne en skjøn Ramme, og de Drømme der under Betragtning af Naturen komme af sig selv, faae et eget Liv, naar de gjennemtrækkes af de store Forfatteres Tanker, man ved Læsningen er opfyldt af.

      Goethe gjorde jeg altsaa nu et grundigt Bekjendtskab med. Den første der laante mig nogle Bind af ham, var Israel Levin, men jeg vilde selv eie hans samlede Skrifter. For at opnaae dette tog jeg Mod til mig og bad Reitzel om at maatte afbetale dem efterhaanden. Den godmodige Mand tilstod mig det smilende, i Erindring om min Fader. Han kunde ogsaa være ganske rolig, til ikke at betale en Gjæld havde jeg altfor lidt Erfaring.

      Men min kjære Moder kunde ikke være saa ganske rolig. Saameget hun end havde læst med os, havde hun altid holdt Goethe udenfor Huset. Hun lagde ham hen til samme Side som den hende ligesaa lidt tiltalende franske Litteratur. Imidlertid var hendes og alle Moralisters Frygt dog ikke saa begrundet, som den med Bøgerne paa Bordet lettelig kan bevises at være.

      Vi var hidsige, og vi forfegtede til sidste Ord en Digters Ret til at give sit Billede helt, og vi væbnede os med filosofiske Fraser. Men Moder kunde ligefuldt med fuld Føie svare: I mener det ikke. Hun tænkte paa Digterens Frivolitet, hvorom vi ganske rigtig intet mente; men vi kunde ikke blive enig med hende, fordi hun havde sin gode Grund til ikke at ville høre noget om Kunstens Herlighed. Imidlertid var Moders Ord ikke uden Magt over mig, det har de aldrig været.

      Shakespeare dukkede paa samme Tid eller vel lidt senere op over min hjemlige Horizont, thi for Moder havde ogsaa han været for stærk. Men jeg havde min Ven Lunddahl at dele min Fryd med, og hos ham gik jeg ikke feil. Han kunde Replikerne af Foersoms Oversættelse udenad, og var istand til at give Falstaff paa staaende Fod. Ikke mindre at tage til sin klangfulde Bas i Stumper af , Othello og Kong Lear, heller ikke mindre i det mindste i Aanden at sætte sit Liv til for Desdemona og Imogen.

      Med vore hjemlige Digtere gik det mig ikke særdeles godt. Oehlenschlæger har aldrig ret været min Mand. Jeg savnede hos ham, hvad der er en Digters rette Rustkammer, Charakterens Styrke og Lidenskabernes Kogekjedel.

      Af vore Lyrikere satte jeg ubetinget Poul Møller høist, saa lidt han end har skrevet. Det var atter Charakteren, der tiltalte. Med Christian Winther, som var Datidens udkaarne, næsten eneherskende Sanger, gik det mig omtrent som med


Скачать книгу