Transit. Irina Bjørnø
er ligesom ringe i vandet – hver af de 18 mennesker, som du elsker, kan også danne deres egne 18 kærlighedsringe. Mere kan vi ikke forvente af vores lille hjerte, vel?
God jul til alle! Fred være med jer! Lad aldrig kærligheden forlade dit lille hjerte – eller mit!
Mit vej til det danske sprog
Om fru Danmark, flygtninge, kager og sølvskeer
Jeg husker tydeligt, hvordan jeg for første gang stod på Pile Allé foran en boligblok og ringede på dørklokken. På anden sal stod der en ældre, velklædt kvinde og trykkede på dørtelefonen, så hoveddøren blev åbnet. Jeg tog elevatoren op, og efter kort tid stod jeg foran hende. I døråbningen kunne jeg se en venlig, smilende dame, som vinkede til mig: “Kom ind, lille pus! Fryser du? Hvordan var din dag på skolen? Er alt, som det skal være?” Strømmen af velartikulerede, danske ord kom til mine ører, som en ægte melodi på dansk. Nogle ord forstod jeg, andre forstod jeg ikke, men jeg prøvede at gætte.
Jeg var på Frederiksberg hos Elna Maria Jensen, en af mine første kontakter i Danmark. Hun var mor til Leif, som jeg boede sammen med. Hun var min kommende svigermor og min danske “vise-vært”. Hun “viste” mig vejen til den danske kultur, de danske værdier og de danske familietraditioner. Hun var altid velklædt, med en ren hvid bluse og en knælang, plisseret nederdel, og hun havde en lille, blå sløjfe om halsen. Hendes grå, naturligt krøllede hår var altid velfriseret, og hun brugte en fin, lyserød læbestift. Øjnene var smilende og himmelblå. Neglene var filet og lakerede. Hun bar nylonstrømper og havde nypudsede sko med en lille hæl. Hun talte venligt og duftede diskret af dyr parfume. Når det var koldt, brugte hun en blå jakke med en lille sølv Margrethe Marguerit på venstre revers. Fra lejligheden strømmede en skønt duft af nybagt kage, som for mig skabte en stemning af “hygge”. Hun var meget gæstfri og accepterede mig fuldstændigt fra den første dag.
Jeg kom til Danmark, hendes land, og stjal hendes søn fra alle de kønne, danske kvinder. Men hun accepterede det. Til gengæld talte hun kun med mig på dansk fra vores allerførste møde. Kun rent og velartikuleret dansk. Sådan gjort hun altid med flygtninge – og jeg var flygtet til hendes land.
Jeg kom til hendes toværelses lejlighed i Pile Allé hver anden dag efter min dansk undervisning på sprogskolen. Her blev jeg integreret og accepteret. Her blev jeg plejet og forkælet med te og de bedste, danske kager og skønne danske historier. Hun viste mig mange fotoalbums med familiebilleder. Hun bagte hver gang frisk kage til mig. Jeg har i hendes gæstfri hjem smagt mange, dejlige kager: Klejner, jødekager, søsterkage, kringler. Altid veltilberedte og velsmagende. Hun var – og er – for mig “Fru Danmark” selv: Velklædt, venlig, livsnyder og hjælpsom. Da jeg mødte hende, var hun firs år gammel, og jeg var så heldig at kende hende i tre år af hendes og mit liv. Hun døde tre dage efter min bryllup med Leif, hendes ældste søn.
Hun døde faktisk på grund af sine evige “gode gerninger”. Hun skulle hjælpe sin gamle veninde på halvfems med at flytte til en ny bopæl og blev forkølet i den mørke og isnende kolde november aften. På hospitalet, hvor jeg besøgte hende, gik hun rundt og hjalp andre i stedet for at passe på sig selv. Det kunne hun nemlig ikke. Derfor døde hun på Frederiksberg Hospitalet tre dage efter vores bryllup og blev bisat fra den skønne Frederiksberg Kirke, kun 500 meter fra hendes lejlighed på Pile Allé.
Jeg husker tydeligt, hvordan hun lå i kisten i det kolde kapel klædt i sin nye, røde kjole og de røde sko, hun havde købt specielt til vores bryllup. Men hun nåede aldrig at være med til vielsen i Køge Kirke.
Efter bisættelsen var alle familiemedlemmer samlet i Pile Allé – men ikke til gravøl, som danske traditioner siger, men til te og kager. Hun havde allerede bagt sine skønne juleklejner, og lagt dem i Irmas blå dåse med blødt papir mellem hvert lag. De kager spiste vi i hendes egen lejlighed i Pile Allé efter bisættelsen. Alle mærkede, at hun var “med” gennem kageduft, billeder på væggene og hendes usynlige venlighed. Hun var og er i mit hjerte. Nu har jeg været gift i tyve år, og jeg kan kalde mig “nydansker”, men hun er stadigvæk for mig den rigtige “Fru Danmark”.
Efter den sidste forårsrengøring fandt jeg hendes opskriftsbog – håndskrevet og med mange af de oprindelige kageopskrifter, som fru Elna Maria Jensen samlede og bagte hele livet igennem. Hun skrev tydeligt navnene på de kvinder, som delte deres kageopskrifter og bage hemmeligheder med hende. Nogle gange tilføjede hun sine egne, korte bemærkninger, og nogle gang skrev hun bare “den bedste”.
Jeg har besluttet at udgive hendes bog med de gamle, danske kageopskrifter fra min kære svigermor Fru Jensen. Nu er bogen færdig og tilgængelig. Ikke kun for de mange danske kageelskere, men også for alle de nye, meget forskellige mennesker, som bor her i Danmark. 300.000 mennesker er flyttet til Danmark, siden jeg kom hertil. Der kommer mennesker fra hele verden, men jeg er sikker på, at de synes godt om det danske kagebord. Søde sager er god “lim” mellem mennesker – uanset deres kultur og oprindelse. Kager og kærlighed er lavet af det samme stof.
I går fandt jeg, blandt andre ting i vores hjem, en sølvske med et motiv fra H.C. Andersens historie om Den Flyvende Kuffert. På bagsiden af skeen var indgraveret “Kjeld, den 26. april 1942”. Jeg var nødt til at spørge min mand, hvem Kjeld var, og hvem skeen havde tilhørt? Og så kom historien om Elna Maria og flygtningene. Leifs mor var hjemmegående husmor med fire børn, og Leif fortalte mig, at under krigen tog familien Jensen imod 4 krigsbørn fra andre lande: Østrig, Norge og Finland. Otte børn med en forsørger – Elnas mand Sven Åge, som var bibliotekar i Køge. De fire krigsbørn var flygtet fra krig, sult og ødelæggelser. På det tidspunkt var der ikke tale om “flygtningepolitik”, “hjælpepakker” eller “integration”. Man hentede flygtningebørnene på Hovedbanegården i København og tog dem med hjem, og her blev de en naturlig del af familien.
Fra den første dag talte Elna Maria Jensen til de fire meget forskellige børn på dansk. Kun på dansk. De børn var sikkert ikke født med en sølvske i munden, men Elna Maria købte fire nye sølvskeer – en til hvert af krigsbørnene – og fik hos den lokale guldsmed indgraveret deres navne og ankomstdato. Drengen Kjeld var norsk, og efter krigen rejste han tilbage til Norge. Men han glemte sin sølvske hos Elna Maria. Denne ske har vi nu hjemme hos os, og den fortæller mig noget om, hvordan integrationsproblemer blev løst under krigen hos almindelige, danske familier: Med kærlighed til Danmark og med åbne hjerter.
Der er i dagens Danmark heftige diskussioner om flygtninge. Hvem skal hjælpe hvem og hvordan? Jeg mener, at hvis Danmark skal integrere flygtninge på den bedste måde, bør indvandrerbørn have danske kontaktfamilier fra starten. På den måde kan det ikke gå galt. Men det skal være frivilligt – lige som i Elna Marias familien. Og hvis folk i Danmark ikke er villige til at åbne deres hjem for flygtningene, skal politikerne ikke forvente en god integrationsproces. Hvem gavner ghettoer og religionskonflikter?
Elna Marias kogekunst var vejen til min integration i Danmark. Måske kan I prøve at bage en eller flere af hendes kager hjemme, og måske kan en pakistansk eller tyrkisk familie lide Fru Jensens danske kager. Hvem ved? I hvert fald har jeg udgivet en elektronisk bog “Fru Jensen Kagebog”, som måske kan fremme kærlighed og samhørighed i Danmark. Hvem vil ikke gerne have et stykke friskbagt og velsmagende dansk kage, sammen med en kop varm te, på en kold november eftermiddag? Der er kun en religion i kagerne: ren kærligheds-kage-religion!
De gode immigranter
Jeg mødte Maria på hotellet. Hun havde et venligt smil, store grå-blå øjne og en tyk fletning i nakken. Hun havde et russisk rrrrrr i alle de engelske sætninger. Er du russer? Ja! Er du? En almindelig konversation mellem to mennesker fra den samme nation.
Hun