Transit. Irina Bjørnø
at finde lykken. Hun kom fra det barske og kolde Sibirien. Klimaet på Island var næsten det samme, men her var vulkaner, gejsere, nordlys og en velorganiseret, tryg tilværelse. De 300.000 mennesker på Island var i stand til organisere sig i et åbent, effektivt og næsten perfekt samfund. Maria var kommet til øen ti år tidligere sammen med sin elskede mand og en lille kuffert. Han havde en god uddannelse som ingeniør i byggebranchen, og hun havde et diplom fra en russisk handelsskole. Begge stammede fra Sibirien – begge var unge og ambitiøse.
Da ny-kapitalismen efterhånden fik overtaget i hele Rusland i halvfemserne, besluttede de to at emigrere. Maria sagde til mig, at de begge elskede vinter, frost og sne, så for dem var der kun få lande at rejse til: Canada, Sverige eller Island. De besluttede, at Island var det bedste valg. Og de tog ikke fejl! De købte enkeltbilletter til Finland, og sejlede videre med et forsyningsskib til Island. De havde begge læst de islandske sagaer som børn, og havde siden været forelskede i denne ø med ild og sne.
De vidste ikke så meget om, hvordan de skulle klare sig der, men emigration er altid et eventyr – og tit et udfordrende eventyr. De var begge i trediverne, og fulde af nysgerrighed og positive forventninger.
Da skibet kom til Reykjavik, tog de direkte til immigrationspolitiet, hvor de blev mødt med respekt og smil. De var nu indvandrere – immigranter. De lod Rusland bag sig, og kom til deres nye land med åbenhed og entusiasme.
De blev straks registreret og fik at vide, at deres kvalifikationer var efterspurgte i Island, men de skulle lære sproget og noget om det islandske samfund. De fik statslån til at betale deres etableringsomkostninger, fik adressen på en billig etværelses lejlighed i udkanten af Reykjavik, og allerede efter en uge var de på universitets skolebænk igen. Her lærte de begge om deres nye sprog og samfund. Her fik de deres første indtryk af det kapitalistiske samfund, som var opbygget af de 300.000 flittige mennesker på Island.
Statslånet var udformet således, at de skulle begynde tilbagebetalingen efter de første to år, i små afdrag og med lav rente – og det gjorte de. Straks efter deres nye uddannelse, begyndte de at arbejde – Sergej på aluminiumsfabrikken og Maria på et turisthotel. Lønningerne var gode, og snart var de i stand til at leje en toværelses lejlighed midt i Reykjavik, og Sergey kunne købe en brugt bil, så han kunne køre på arbejde. De har endnu ikke børn sammen, men det drømmer de om at få senere.
Sproget var noget vanskeligt at lære, men de var flittige til at lytte til radioprogrammer og kigge på børne-tv, hvor udtalen var klar og langsom. I weekenderne kørte de rundt på Island og besøgte vulkaner, bjerge og varme kilder. I de lange vintermåneder læste de islandske sagaer og så islandske film på deres nye sprog.
For Maria åbnede der sig en helt ny verden igennem Gunnar Gunnarssons bøger og fortællinger, og hun besøger ofte hans skønne museum, ved siden af den mystiske sø med søuhyret. Sammen med Sergei står hun på ski hele vinteren, og han kan godt lide at ride på de små, islandske heste på grund af deres rolige og jævne gang.
Dette er et meget idyllisk billede af de gode immigranter, som er blevet nyttige medlemmer af deres nye samfund. Maria er tilfreds og lykkelig for at fortælle mig om sit nye, skønne land og dets seværdigheder. Hun organiserede en række udflugter for min mand og mig, så ferien fløj af sted. Før hjemrejsen sagde vi varmt farvel til Island, til vulkanerne, de varme kilder og den søde Maria.
I går kom der en e-mail fra Maria. Hun og Sergei vil komme til København næste forår, og vi skal mødes i mit nye land. Jeg er allerede begyndt at lave planer for dem. Både Maria og jeg er immigranter. Hun har læst mine bøger og digte på russisk, og hun har læst en bog på engelsk. Dansk er lidt svært for hende – lige som Islandsk er for mig. Vi har begge vores rødder i Rusland, men vores nye “stammer” er i Skandinavien, med grene og blader (venner og bekendte). Vi har begge forladt Rusland. Vi prøver begge at være nyttige i vore nye lande, som giver os ly og sikkerhed.
For omkring 100 år siden forlod næsten 300.000 danskere Danmark for at etablere sig i USA. Hele 10% af den danske befolkning udvandrede til et nyt land – uden sikkerhedsnet, uden penge, men med gode hensigter og håbefulde forventninger. I USA fik de ikke penge eller fri forplejning – nej! De skulle arbejde og gøre sig nyttige i deres nye land fra den første dag. Sådan gjorde Viktor Borge og mange andre. Nogle af dem kæmpede for den Amerikanske drøm i militæret. De var loyale, flittige og pålidelige. På museet i Rebild ligger masser af dokumenter om de gode immigranter fra Danmark. De husker deres rødder, men de elsker deres nye land – USA.
Vi kan lære meget af de gode, danske immigranter og deres rørende og personlige historier. De har hjulpet med at opbygge det moderne, amerikanske samfund. USA’s præsident har en gang udtalt de vigtige ord, som er gemt dybt i amerikanernes hjerter.
“Ask not what your country can do for you; Ask what you can do for your country.”
– John F. Kennedy
“Spørg ikke om, hvad dit land kan gøre for dig, men hvad du kan gøre for dit land
Integration betyder
Der skete noget mærkeligt i går. Jeg fik en gave. En bog. En gammel bog fra 1973 udgivet af Holberg Samfundet. En meget akademisk bog. Kvinden, som forærede mig bogen, er selv journalist, akademiker og forfatter. Bogen var uopskåret og var aldrig blevet læst. Denne bog fortæller om en russisk oversættelse af Holbergs mesterværk “Danmarks Riges Historie”. Bogen var oversat i 1765 fra tysk – og ikke dansk. Oversætteren, Jakov Kosel’skij, var ansat indenfor militæret ved Katharina den Andens Hof, og bogen indeholder tekster på dansk, russisk, engelsk og latin.
Jeg skærer de lidt gulnede, tykke sider op med min mands antikke brevåbner, og begynder at fordybe mig i en verden af Holberg, Katharina den Anden og historien om, hvorfor den russisk officer, Jakov Kosel’skij, havde besluttet sig for at oversætte Holberg til russisk.
Tiden glider af sted, og jeg glemmer, på hvilket sprog jeg læser bogen. På en side står teksten på dansk, på den næste står den på gammelrussisk, som jeg også kan læse uden besvær, og notaterne er på engelsk. Men jeg bemærker det ikke, og reflekterer heller ikke mere over, på hvilket sprog, der skrives. Jeg danner billeder i mit indre af den gamle, russiske historie om magtsyge herskere i kvindeskikkelse, om Katharinas kærlighedskavalkade med flere mænd på én gang, om oplysningstiden, om de første skridt i demokratisk retning – og om Holberg.
Der skete noget mærkeligt. Det dansk sprog begyndte at danne lige så farverige billeder, som mit modersmål russisk. Jeg bemærkede ikke forskellen. Det var lige så behageligt og fornøjeligt at læse danske beskrivelser, som russiske. Ingen forskel. Og jeg mærkede, at følelsen af kærlighed fyldte mig. Kærlighed til Holberg, kærlighed til Danmark, kærlighed til denne bog. Og den kærlighed kom fra det danske sprog. Mærkeligt! Ikke fra mit russiske modersmål, men fra min mands modersmål, dansk.
Efter femogtyve år her i Danmark, følte jeg for første gang kærlighed til noget så ubegribeligt, som det danske sprog. Min mands modersmål. Han bragte mig her til Danmark. Han lærte mig om den danske kultur, og de danske skikke og traditioner. Men kærligheden til sproget kan ikke læres. Den kan kun føles. Og netop den dag følte jeg, at jeg ikke mere kunne skelne, om jeg læste på dansk eller russisk – det var lige behageligt og skønt på begge sprog.
Den kvinde, som gav mig den magiske bog, var ikke klar over konsekvenserne af sin handling. Hun var socialdemokrat med stort S i mange år, men for nogle år siden skiftede hun til Dansk Folkeparti. Den handling var ikke mærkelig for mig, fordi jeg også skiftede mit sprog (russisk) ud til først engelsk og senere til dansk. Sådan er livet – i konstant udvikling. Vi skifter tøj, familier, mænd, uddannelser, arbejder, lande og sprog. Alt er i bevægelse.
Men det mærkelige er, at uden kærlighed, giver ingen af de forandringer mening.