Kidnappet. Блейк Пирс
latter.
Jimmy indså irriteret, at han ikke ville få fred, og han vendte sig omsider rundt og kiggede derhen, hvor manden pegede.
I et mellemrum mellem træerne langs kystlinjen fangede noget hans opmærksomhed. Han syntes, det lyste, og jo det kunne godt ligne et menneske. Uanset, hvad det var, så det ud til at svæve hen over jorden. Men det var for langt væk til, at man kunne se det tydeligt.
Før Jimmy nåede at række ud efter sin kikkert, forsvandt tingesten bag træerne langs bredden.
Sandheden var, at Jimmy selv havde fået et par øl. Det var ikke et problem for ham. Han kendte floden godt. Og han kunne godt lide sit job. Han nød især at være ude på Hudson på dette tidspunkt af natten, hvor vandet var så stille og fredeligt. Få ting herude kunne ødelægge hans følelse af ro.
Han bremsede og styrede Suzy omhyggeligt mod kajen, stoppede motoren og surrede båden fast.
Passagererne tumlede fnisende og grinende fra borde. De gik hen ad kajen mod kysten og satte kurs mod deres overnatningssted. Jimmy var glad for, at de havde betalt ham på forhånd.
Men han kunne ikke holde op med at tænke på den mærkelige tingest, han havde set. Det var langt tilbage nede ad kyststrækningen og umuligt at se herfra. Hvem eller hvad kunne det være?
Han var irriteret over det, men vidste, at han ikke ville finde ro i sindet, før han havde fundet ud af det. Sådan var han bare.
Jimmy sukkede højlydt og endnu mere irriteret traskede han til fods hele vejen tilbage langs flodbredden og langs togskinnerne, der løb langs vandet. Disse togskinner havde været i brug for hundrede år siden, dengang Reedsport mest var en by med bordeller og spillehaller. Nu lå de bare som et levn fra en svunden tid.
Endelig rundede Jimmy et sving og nærmede sig et gammelt lager tæt ved togskinnerne. Et par lamper på bygningen kastede et svagt lys ud over området, og nu så han det: en skinnende menneskelignende skikkelse, der så ud til at svæve i luften. Skikkelsen hang i et reb i en af elmasterne.
Da han nærmede sig og så det på tæt hold, løb det ham koldt ned ad ryggen. Skikkelsen var virkelig menneskelig - alligevel viste den ikke tegn på liv. Liget vendte væk fra ham, og det var viklet ind i en slags stof, og der var viklet tunge kæder omkring, som krydsede og bandt det fast langt mere end nødvendigt var. Kæderne glimtede i lyset.
Åh gud, ikke igen.
Jimmy kom i tanke om det andet grusomme mord, der havde rystet hele området for flere år siden.
Jimmy følte sig svag i knæene, da han gik om på den anden side af liget. Han stod tæt nok på til at se ansigtet - og han faldt nærmest om på togskinnerne i chok. Han genkendte hende. Det var en lokal kvinde, en sygeplejerske, og en af hans venner gennem mange år. Hendes hals var blevet skåret over, og hendes mund var kneblet med en kæde, der var viklet om hendes hoved.
Jimmy gispede af sorg og rædsel.
Morderen var tilbage.
Kapitel 1
Specialagent Riley Paige frøs på stedet og stirrede chokeret. Den håndfuld småsten på hendes seng burde ikke være der. Nogen var brudt ind i hendes hjem og havde lagt dem der - én der ville skade hende.
Hun vidste straks, at småstenene var en besked, og at beskeden var fra en gammel fjende. Han fortalte hende, at hun ikke var lykkedes med at dræbe ham.
Peterson lever.
Hendes krop begyndte at ryste ved tanken.
Hun havde længe haft mistanke om det, og nu var hun helt sikker. Endnu værre var det, at han havde været inde i hendes hus. Tanken gav hende lyst til at kaste op. Var han mon stadig i huset?
Hun snappede efter vejret af frygt. Riley vidste, at hendes fysiske ressourcer var begrænsede. Lige netop i dag havde hun overlevet et dødbringende møde med en sadistisk morder, og hendes hoved var stadig forbundet med bandager, og hendes krop var forslået overalt. Ville hun være klar til at møde ham, hvis han befandt sig i hendes hus?
Riley trak sin pistol frem fra hylsteret. Med dirrende hænder gik hun hen til garderobeskabet og åbnede det. Der var ingen derinde. Hun tjekket under sin seng. Heller ingen der.
Riley blev stående og tvang sig selv til at tænke klart. Havde hun været inde i soveværelset, efter hun kom hjem? Ja, det havde hun, for hun havde lagt sit pistolhylster oven på kommoden ved siden af døren. Men hun havde ikke tændt lyset og havde ikke engang kigget ind i rummet. Hun var simpelthen trådt ind ad døren og havde lagt sit våben på kommoden. Derefter havde hun klædt om og taget natkjole på i badeværelset.
Havde hendes forfølger befundet sig i huset hele tiden? Efter hun og April kom hjem, havde de to snakket og set tv til sent om natten. Så var April gået i seng. I et lille hus som hendes ville det kræve stor forsigtighed og omhu at holde sig skjult. Men hun kunne ikke afvise, at det var muligt
Så blev hun grebet af en ny frygt.
April!
Riley snuppede lommelygten, som lå på natbordet. Med pistolen i højre hånd og lommelygten i venstre hånd trådte hun ud af soveværelset og tændte lys i entréen. Da hun ikke kunne høre, at noget var galt, gik hun hurtigt hen til Aprils værelse og skubbede døren op. Værelset var mørkt. Riley tændte lyset.
Datteren lå allerede i sengen.
”Hvad er der, mor?” spurgte April og blinkede overrasket.
Riley trådte ind i soveværelset.
”Stå ikke ud af sengen,” sagde hun. ”Bliv liggende, hvor du er.”
”Mor, du gør mig bange,” sagde April med rystende stemme.
Det var helt fint med Riley. Hun var selv meget bange, og hendes datter havde al mulig grund til at være lige så bange, som hun selv var. Hun gik hen til Aprils garderobeskab og skyndte sig at lyse rundt derinde med lommelygten, men der var ingen. Der var heller ingen under Aprils seng.
Hvad skulle hun gøre nu? Hun var nødt til at tjekke hver en krog og hvert et hjørne i resten af huset.
Riley vidste, hvad hendes tidligere arbejdskollega, Bill Jeffreys, ville sige.
Riley, for pokker. Ring efter hjælp.
Hendes mangeårige vane med at ville klare alting selv havde altid irriteret Bill. Men denne gang ville hun følge hans råd. Med April i huset turde Riley ikke tage nogen chancer.
”Tag en badekåbe på og nogle sko,” sagde hun til sin datter. ”Men gå ikke ud af værelset - endnu ikke.”
Riley gik tilbage til soveværelset og tog mobilen på natbordet. Hun trykkede automatisk opkald til Enhedsadfærdsanalysen. Så snart hun hørte en stemme på linjen, hviskede hun: ”Det er specialagent Riley Paige. Nogen er brudt ind i mit hjem. Han er her muligvis stadigvæk. Jeg har brug for hjælp hurtigt.”Hun tænkte et øjeblik og tilføjede derefter:” Og send et hold teknikere.”
”Vi er på vej,” lød svaret.
Riley afsluttede telefonopkaldet og gik ud i entréen igen. Lyset var slukket i huset, bortset fra i de to soveværelser og entréen. Han kunne lure hvor som helst og vente på at angribe. Denne mand havde allerede taget hende til fange én gang før, og hun var næsten død i hans fangenskab.
Riley tændte lys, imens hun gik og holdt sin pistol klar, og hun bevægede sig hurtigt gennem huset. Hun sigtede med lyset fra lommelygte ind i ethvert skab og alle mørke hjørner.
Til sidst kiggede hun op mod loftet i entréen. Lemmen over hende førte op på loftet ved hjælp af en trappestige, som kunne trækkes ned. Turde hun klatre derop for at kigge efter?
I det øjeblik hørte Riley politisirener. Lyden fik hende til at drage et lettelsens suk. FBI havde tilsyneladende tilkaldt det lokale politi, fordi Enhedsadfærdsanalysen lå