Kidnappet. Блейк Пирс
har fortalt dig om den mand. Forfærdelige ting. Du vil være i sikkerhed hos din far. Jeg henter dig i morgen efter skoletid.”
Inden April nåede at protestere yderligere, blandede Lucy sig.
”Din mor har ret, April. Du kan faktisk se det som en ordre fra mig. Jeg finder et par agenter, der kan køre dig. Agent Paige, hvis det er ok med dig, så ringer jeg til din eksmand og fortæller ham, hvad der er sket.”
Riley blev overrasket over Lucys tilbud. Hun blev også glad. Det var næsten uhyggeligt, så intuitivt Lucy forstod, at dette ville være en akavet opringning for Riley at foretage. Ryan ville uden tvivl tage denne nyhed mere alvorligt fra en hvilken som helst anden agent end Riley. Lucy havde også håndteret April på den gode måde.
Lucy havde ikke kun opdaget den opdirkede hængelås. Hun udviste også empati. Empati var en fremragende kvalitet hos en FBI-agent, og det blev alt for ofte nedprioriteret på grund af arbejdspresset.
Denne kvinde er dygtig, tænkte Riley.
”Kom nu,” sagde Lucy til April. ”Lad os ringe til din far.”
April stirrede hadefuldt på Riley. Alligevel rejste hun sig fra bordet og fulgte med Lucy ind i stuen, hvor de ringede til Ryan.
Riley og Bill blev siddende alene ved køkkenbordet. Selvom der ikke syntes at være noget tilbage at gøre, føltes det rigtigt for Riley, at Bill var der. De havde arbejdet sammen i årevis, og hun havde altid tænkt på dem som et godt match. De var begge to fyrre år med grå stænk i det mørke hår. De var begge to dedikerede til deres job og havde problematiske ægteskaber. Bill var robust både fysisk og følelsesmæssigt.
”Det var Peterson,” sagde Riley. ”Han var her.”
Bill sagde ingenting. Han så ikke overbevist ud.
”Tror du ikke på mig?” Spurgte Riley. ”Der lå småsten på min seng. Han må have lagt dem der. De kunne ikke være kommet der på nogen anden måde.”
Bill rystede på hovedet.
”Riley, jeg er sikker på, at der virkelig var én, der brød ind,” sagde han. ”Den del kunne du ikke forestille dig. Men Peterson? Det tvivler jeg meget på.”
Riley mærkede vreden ulme.
”Bill, hør på mig. Jeg hørte en raslen mod døren forleden nat, og jeg kiggede udenfor, og jeg så, der lå småsten. Marie hørte også nogen kaste småsten på hendes soveværelsesvindue. Hvem skulle det ellers være?”
Bill sukkede og rystede på hovedet.
”Riley, du er udmattet,” sagde han. ”Og når du er udmattet og får en fiks idé, er det let at tro næsten alt. Det kan ske for hvem som helst.”
Riley kæmpede imod tårerne. I gamle dage ville Bill have haft tillid til hendes instinkter uden at stille spørgsmål. Men de dage var forbi. Og hun vidste hvorfor. For et par nætter siden havde hun ringet beruset til ham og havde foreslået, at de skulle følge deres gensidige tiltrækning og indlede en affære. Hun vidste, det var en forfærdelig ting at gøre, og hun havde ikke drukket siden den nat. Alligevel havde tingene ikke helt været det samme mellem hende og Bill siden.
”Jeg ved, hvad det handler om, Bill,” sagde hun. ”Det er på grund af det dumme telefonopkald. Du har ikke tillid til mig mere.”
Bills stemme knækkede over af vrede.
”For fanden, Riley. Jeg prøver bare at være realistisk.”
Riley sydede af raseri.
”Bare gå, Bill.”
“Men Riley ...”
”Du kan tro på mig eller lade være. Det er dit valg. Men lige nu vil jeg gerne have, at du går.”
Med et udtryk af resignation rejste Bill sig fra bordet og gik.
Gennem køkkendøren kunne Riley se, at næsten alle havde forladt huset, inklusive April. Lucy kom tilbage i køkkenet.
”Agent Huang lader et par agenter blive her,” sagde hun. ”De vil overvåge huset fra en bil resten af natten. Jeg er ikke sikker på, at det er en god idé, at du er i huset alene. Jeg vil gerne blive her.”
Riley tænkte sig om et øjeblik. Hvad hun ville, og hvad hun havde brug for lige nu, var, at nogen skulle tro på, at Peterson ikke var død. Hun tvivlede på, at hun kunne overbevise Lucy om det. Det virkede helt håbløst.
”Tak, men jeg klarer mig, Lucy,” sagde Riley.
Lucy nikkede og forlod køkkenet. Riley hørte de sidste agenter forlade huset og lukkede døren bag dem. Riley rejste sig og kontrollerede både hoveddøren og bagdøren for at sikre sig, at de var låst. Hun flyttede to stole op mod bagdøren. De ville skramle, hvis nogen forsøgte at dirke låsen op igen.
Så gik hun ind i stuen og kiggede rundt. Huset virkede underligt oplyst med hvert eneste lys tændt.
Jeg burde slukke nogle af dem, tænkte hun.
Men da hun rakte ud mod stikkontakten i stuen, frøs fingrene. Hun kunne bare ikke gøre det. Hun var lammet af frygt
Peterson ville opsøge hende igen. Det vidste hun.
Kapitel 3
Riley tøvede et øjeblik, før hun gik ind i bygningen, der husede Enhedsadfærdsanalysen, og hun spekulerede på, om hun overhovedet var klar til at møde nogen i dag. Hun havde ikke sovet hele natten og var træt i hele kroppen. Følelsen af frygt, der havde holdt hende vågen hele natten, havde fyldt hende med adrenalin, indtil der ikke var mere tilbage. Nu følte hun sig helt udmattet.
Riley tog en dyb indånding.
Der er kun én vej, og det er at gøre det.
Beslutsomt gik hun igennem den travle labyrint af FBI-agenter, specialister og supportpersonale. Da hun banede sig vej gennem det store område, kiggede velkendte ansigter op fra deres computere. De fleste smilede ved synet af hende, og flere gav hende tommelen op. Riley følte sig efterhånden glad for, at hun havde besluttet sig for at komme ind. Hun havde brug for noget, der kunne få hende i bedre humør.
”Godt arbejde med Dukke-dræberen,” sagde en ung agent.
Der gik et par sekunder, før Riley forstod, hvad han mente. Så gik det op for hende, at ’Dukke-dræberen’ måtte være øgenavnet for Dirk Monroe, den psykopat, hun lige havde skudt. Navnet gav mening.
Riley bemærkede også, at nogle af ansigterne kiggede varsomt på hende. De havde uden tvivl hørt om hændelsen i hendes hus i går aftes, da et helt hold FBI-agenter var kørt hjem til hende som forstærkning efter hendes hektiske opringning. De spekulerer sandsynligvis på, om hun er rigtig klog, tænkte hun. Så vidt hun vidste, var der absolut ingen andre hos FBI, der troede på, at Peterson stadig var i live.
Riley standsede foran Sam Flores’ skrivebord. Han var en laboratorietekniker med sortindfattede brilleglas, som arbejdede hårdt ved sin computer.
”Hvilke nyheder har du til mig, Sam?” Spurgte Riley.
Sam kiggede op på hende fra skærmen.
”Du mener om indbruddet, ikke? Jeg kigger lige nu på nogle foreløbige rapporter. Jeg er bange for, at der ikke er meget at komme efter. Laboratorieteknikerne fandt ikke noget på småstenene - intet DNA eller fibre. Heller ingen fingeraftryk.”
Riley sukkede modløst.
”Giv mig besked, hvis noget ændrer sig,” sagde hun og klappede Flores på ryggen.
”Det skal du ikke regne med,” sagde Flores.
Riley fortsatte til det arbejdsområde, som senioragenterne var fælles om. Da hun gik forbi de små kontorer med glasvægge, så hun, at Bill ikke var der. Det var faktisk en lettelse, men hun vidste, at hun før eller siden skulle løsne