Urantia Bogen. Urantia Foundation
begyndelser — de er skabte. Højestehedens guddomsniveau kan opfattes som en funktion i forhold til finite eksistenser.
0:1.12 (2.12) Det absonitte niveau af virkeligheden er karakteriseret ved ting og væsener uden begyndelser eller afslutninger og af transcendens af tid og rum. Absonitter er ikke skabte; de er eventuerede — de er bare. Ultimativitetens guddomsniveau indebærer en funktion i forhold til absonitte virkeligheder. Lige meget i hvilken del af mesteruniverset, når tid og rum er overskredet, er et sådan absonit fænomen en handling af Guddommens Ultimativitet.
0:1.13 (2.13) Det absolutte niveau er uden begyndelse, uden ende, uden tid og uden rum. For eksempel: I Paradiset, eksisterer tid og rum ikke; Paradisets tid og rum status er absolut. Eksistentielt opnås dette niveau af Paradisguddommene i Treenigheden, men dette tredje niveau af forenende guddommeligheds udtryk er ikke erfaringsmæssigt fuldt forenet. Når, hvor, og hvorledes Guddommens absolutte niveau fungerer, manifesteres Paradis-absolutte værdier og betydninger.
0:1.14 (3.1) Guddommen kan være eksistentiel, som i den Evige Søn; erfaringsmæssig som i det Højeste Væsen; associativ som i Gud den Syvfoldige; udelelig som i Paradistreenigheden.
0:1.15 (3.2) Guddommen er kilden til alt det som er guddommeligt. Guddommen er karakteristisk og ufravigelig guddommelig, men alt som er guddommeligt er ikke nødvendigvis Guddommen, selvom det bliver koordineret med Guddommen og tenderer i retning af en eller anden fase af enhed med Guddommen — åndelig, sindsmæssig eller personlig.
0:1.16 (3.3) GUDDOMMELIGHED er den egenskab som karakteriserer, forener, og koordinerer Guddommen.
0:1.17 (3.4) Guddommelighed kan forstås af skabe væsener som sandhed, skønhed, og godhed; korreleret i personligheden som kærlighed, barmhjertighed, og tjeneste; åbenbaret på upersonlige niveauer som retfærdighed, styrke og suverænitet.
0:1.18 (3.5) Guddommelighed kan være perfekt - fuldstændig - som på Paradisperfektionens eksistentielle og skaberniveauer; den kan være uperfekt som på erfaringsmæssige og skabte -væsen niveauer af tid og rum evolution; eller den kan være relativ, hverken perfekt eller uperfekt som på visse Havona niveauer i eksistentielle - erfaringsmæssige relationer.
0:1.19 (3.6) Når vi forsøger at opfatte perfektion i alle faser og former af relativitet, møder vi syv tænkelige typer:
0:1.20 (3.7) 1. Absolut perfektion i alle aspekter.
0:1.21 (3.8) 2. Absolut perfektion i nogle faser og relativ perfektion i alle andre aspekter.
0:1.22 (3.9) 3. Absolut, relativ, og uperfekte aspekter i varierende forening.
0:1.23 (3.10) 4. Absolut perfektion i nogle henseende, uperfekte i alle andre.
0:1.24 (3.11) 5. Absolut perfektion i ingen retning, relativ perfektion i alle manifestationer.
0:1.25 (3.12) 6. Absolut perfektion i ingen fase, relativ i nogle, uperfekt i andre.
0:1.26 (3.13) 7. Absolut perfektion i ingen egenskab, uperfektion i alle.
ll. Gud
0:2.1 (3.14) Udviklende dødelige skabninger oplever et uimodståeligt behov til at symboliserer deres finite begreber om Gud. Menneskets bevidsthed om moralsk pligt og hans åndelig idealisme repræsenterer et værdi niveau — en erfaringsmæssig virkelighed — som er svær at symbolisere, at udtrykke som sindsbillede.
0:2.2 (3.15) Kosmisk bevidsthed indebærer erkendelsen af en Første Årsag, den eneste ene ikke forårsagede virkelighed. Gud, den Universelle Fader, fungerer på tre Guddom-personligheds niveauer af underinfinit værdi og relativ guddommeligheds udtryk:
0:2.3 (3.16) 1. Førpersonlig — som i Fader fragmenternes tjeneste, såsom Tankeretterne.
0:2.4 (3.17) 2. Personlig — som i skabte og avlede væseners evolutionære erfaringer.
0:2.5 (3.18) 3. Overpersonlig — som i de eventuerede eksistenser hos visse absonitte og associerede væsener.
0:2.6 (3.19) GUD er et ord symbol som betegner alle personaliseringer af Guddommen. Udtrykket kræver en forskellig definition på ethvert personlig niveau af guddomsfunktion og må yderligere omdefineres indenfor hvert af disse niveauer, således at dette udtryk kan anvendes til at betegne de forskellige samordnede og underordnede personaliseringer af Guddommen; for eksempel: Paradisets Skabersønner - lokaluniversernes fædre.
0:2.7 (4.1) Udtrykket Gud, som vi bruger det, bør forstås:
0:2.8 (4.2) Ved betegnelse — som Gud Faderen.
0:2.9 (4.3) Ved sammenhæng — som når det anvendes i diskussionen om et af guddomsniveauerne eller association. I tilfælde af at man er i tvivl om den nøjagtige fortolkning af ordet Gud, er det tilrådeligt at henvise det til den Universelle Faders person.
0:2.10 (4.4) Udtrykket Gud betegner altid personlighed. Guddommen kan, eller behøver ikke, at henvise til guddommelighedspersonligheder.
0:2.11 (4.5) Ordet GUD er anvendt, i disse skrifter, i følgende betydninger:
0:2.12 (4.6) 1. Gud Faderen — Skaberen, Overvågeren, og Opretholderen. Den Universelle Fader, Guddommens Første Person.
0:2.13 (4.7) 2. Gud Sønnen — Samordnet Skaber, Åndeovervåger, og Åndelig Administrator. Den Evige Søn, Guddommens Anden Person.
0:2.14 (4.8) 3. Gud Ånden — Samforeneren, Universal Integrere og Sindsoverdrager. Den Uendelige Ånd, Guddommens Tredje Person.
0:2.15 (4.9) 4. Gud den Højeste — tidens og rummets aktualiserende og udviklende Gud. Personlig Guddom som associativt realiserer den erfaringsmæssige opnåelse i tid og rum af skabte-Skaber identiteten. Det Højeste Væsen erfarer personlig opnåelsen af guddomsenhed som den udviklende og erfaringsmæssige Gud af de evolutionære væsener af tid og rum.
0:2.16 (4.10) 5. Gud den Syvfoldige — Guddomspersonlighed som virkeligt virker overalt i tid og rum. De personlige Paradisguddomme og deres skabende medarbejdere som virker indenfor og udenfor grænserne af centraluniverset og som styrke-personaliserer sig som det Højeste Væsen på de skabte væseners første niveau af forenende guddomsåbenbarelse i tid og rum. Dette niveau, storuniverset, er sfæren hvor Paradispersonlighederne nedstiger i tid og rum i vekselvirkende forening med de evolutionære væsener som opstiger af tid og rum.
0:2.17 (4.11) 6. Gud den Ultimative — supertiden og det transcenderede rums eventuerende Gud. Det andet erfaringsmæssige niveau af forenende guddomsmanifestationer. Gud den Ultimative antyder en opnået virkeliggørelse af de syntetiserende absonitte-overpersonlige, tid og rum transcenderende, og eventuerende-erfaringsmæssige værdier, koordineret på endelige skabende niveauer af Guddomsvirkelighed.
0:2.18 (4.12) 7. Gud den Absolutte — den erfaringsmæssige Gud af transcenderende overpersonlige værdier og guddommeligheds betydninger, nu eksistentiel som Guddomsabsoluttet. Dette er det tredje niveau af forenende guddomsudtryk og ekspansion. På dette superkreative niveau erfarer Guddommen udtømmelse af evnen til selvåbenbaring i efter hinanden følgende og progressive niveauer af anden type personalisering. Guddommen møder nu, kommer ind på og oplever identificering med det Egenskabsløse Absolutte.
III. Den første kilde og center
0:3.1 (4.13) Den totale, infinite virkelighed er eksistentiel i syv faser og som syv samordnede Absolutter:
0:3.2 (5.1) 1. Den Første Kilde og Center.
0:3.3 (5.2) 2. Den Anden Kilde og Center.
0:3.4 (5.3) 3. Den Tredje Kilde og Center.
0:3.5 (5.4) 4. Paradisøen.
0:3.6 (5.5) 5. Den Guddomsabsolutte.
0:3.7 (5.6) 6. Den Universelle Absolutte.
0:3.8 (5.7) 7.