Urantia Bogen. Urantia Foundation

      << DEL I | Titler | Indholdet | Kapitel 2 >>

      Kapitel 1

Den Universelle Fader

      1:0.1 (21.1) DEN Universelle Fader er hele skabelsens Gud, den Første Kilde og Centrum for alle ting og væsener. Tænk først på Gud som en skaber, dernæst som en overvåger, og til sidst som en uendelig opretholder. Sandheden om den Universelle Fader var begyndt at gå op for menneskeheden da profeten sagde: “Du, Gud, er den eneste; der er ingen foruden dig. Du har skabt himmel og himlernes himmel, med alle deres hærskarer; du bevarer og overvåger dem. Universerne er Guds Sønners værk. Skaberen dækker sig selv med lys som med et klædningsstykke og udspænder himlene som et tæppe. “Kun begrebet af den Universelle Fader - en Gud i stedet for mange guder—gør det dødelige menneske i stand til at forstå Faderen som en guddommelig skaber og uendelig overvåger.

      1:0.2 (21.2) Myriader af planetariske systemer er alle skabt for i sidste instans at blive beboet af mange forskellige typer af intelligente skabninger, væsener som kunne kende Gud, modtage den guddommelige kærlighed, og elske ham til gengæld. Universernes univers er Guds arbejde og bolig for hans forskellige skabninger. “Gud skabte himlene og formede jorden, han grundlagde universet og skabte ikke denne verden forgæves; han formede den til at bliver beboet.”

      1:0.3 (21.3) Alle de oplyste verdener anerkender og tilbeder den Universelle Fader, den evige skaber og uendelige opretholder af hele skabelsen. I univers efter univers har vilje skabningerne begivet sig ud på den lange, lange rejse mod Paradiset, i den evige eventyrrejses fortryllende kamp for at nå frem til Gud Faderen. Det transcendente mål for tidens børn er at finde den evige Gud, at forstå den guddommelige natur, at genkende den Universelle Fader. Guds fortrolige skabninger har kun en højeste ambition, kun et fortærende ønske, og det er at bliver som ham i deres egen sfære, som han er i sin personligheds Paradis fuldkommenhed og i hans universelle sfære af retfærdigt overherredømme. Fra den Universelle Fader som bebor evigheden, er der fremkommet det højeste bud, "Vær fuldkomne, som jeg er fuldkommen.” I kærlighed og barmhjertighed har Paradisets budbringere båret denne guddommelige formaning ned gennem tidsaldrene og ud igennem universerne, selv til lave væsener af dyrisk oprindelse som de menneskelige racer på Urantia.

      1:0.4 (22.1) Dette storslåede og universelle påbud om at stræbe efter opnåelsen af den guddommelige fuldkommenhed er den første forpligtelse, og burde være den højeste ambition blandt hele den kæmpende skabelse bestående af væsener som fuldkommenhedens Gud har skabt. Denne mulighed for opnåelse af guddommelig fuldkommenhed er den endelige og sikreste skæbne af menneskets evige åndelige fremskridt.

      1:0.5 (22.2) De dødelige på Urantia kan næppe have noget håb om at bliver fuldkomne set i uendelighedens lys, men det er fuldt ud mulig for mennesker, med det udgangspunkt de har her på denne planet, at opnå det overjordiske og guddommelige mål som den uendelige Gud har fremsat for de dødelige mennesker; og når de opnår denne skæbne, vil de i alle henseender som har med selvrealisering og sindspræstationer at gøre, være lige fuldendte i deres sfære af guddommelig fuldkommenhed som Gud selv er det i sin sfære af uendelighed og evighed. En sådan fuldkommenhed behøver ikke være universel i materiel forstand; ubegrænset i intellektuel fatteevne eller være endelig med hensyn til åndelig erfaring, men den er endelig og fuldstændig i alle andre aspekter som omfatter guddommelig vilje, fuldkommenhed af personligheds motivation og gudsbevidsthed.

      1:0.6 (22.3) Dette er den virkelige betydning af den guddommelige befaling: "Bliv fuldkomne som jeg selv er fuldkommen," som altid driver mennesket videre og viser det indad i den lange og fascinerende kamp for opnåelsen af et stadig højere åndeligt værdiniveau og sande univers betydninger. Denne ædle søgen efter universernes Gud er det største eventyr for indbyggerne i alle verdener af tid og rum,

1. Faderens navn

      1:1.1 (22.4) Af alle de navne som Gud Faderen er kendt som i universerne, er det dem som betegner ham som den Første Kilde og Universets Center som er de hyppigst forekommende. Den Første Fader er kendt under forskellige navne i forskellige universer og i forskellige sektorer af det samme univers. De navne som skabningerne tilskriver Skaberen afhænger for en stor del af skabningens begreb om Skaberen. Den Første Kilde og Universets Center har aldrig åbenbaret sig ved navn, men kun ved sit væsen. Hvis vi tror at vi er børn af denne Skaber, så er det vel naturlig at vi til sidst vil kalde ham Fader. Men dette er et navn vi selv har valgt, og det udspringer fra vor anerkendelse af vores personlige forhold til den Første Kilde og Center.

      1:1.2 (22.5) Den Universelle Fader påtvinger aldrig universernes tænkende viljesskabninger nogen form for vilkårlig anerkendelse, formel tilbedelse eller underkastende tjeneste. De evolutionære indbyggere i verdener af tid og rum må af sig selv, i deres egne hjerter, anerkende, elske og frivillig tilbede ham. Skaberen nægter at fremtvinge eller pådutte underkastelse af sine materielle skabningers åndelige frie vilje. Den kærlige dedikation af menneskets vilje til at udføre Faderens vilje er dets mest udsøgte gave til Gud; en sådan indvielse af skabningens vilje er faktisk menneskets eneste mulige gave af virkelig værdi til Paradisets Fader. I Gud lever og bevæger mennesket sig og har sin væren; der findes ikke noget som mennesket kan give til Gud undtagen dette valg om at følge Faderens vilje, og sådanne beslutninger, udført at universernes