PlanlAegning i oplevelsessamfundet. Anne Lorentzen
at oplevelses økonomien for alvor vandt indpas i Danmark fra 2002, men at det skete på en geografisk meget ulige facon med de store kommuner som klare vindere af væksten. Blandt øvrige kommuner var det kun de traditionelle turistdestinationer ved kysterne, som mærkede noget til væksten i den fremmødebaserede oplevelsesøkonomi. Det var også kun de store og velhavende kommuner, som samtidig kunne opvise en vækst i avancerede videnserhverv, og som således kunne underbygge tesen om den kreative klasse (Florida 2002). Som udgangspunkt spås mindre yderkommuner altså ikke store chancer for at lykkes med oplevelsesbaserede vækststrategier. Her skal man imidlertid også tænke på, at lokale oplevelsestilbud kan have andre formål end økonomisk vækst, nemlig den ‘moderne velfærd’ for borgerne. Trods disse hårde fakta, som ikke kan bortforklares, viser Claus Lassen, Carla F. Smink og Smidt-Jensen i kapitel 5, ‘Destination: oplevelsesby’ hvordan alliancer mellem private og offentlige aktører, fulgt op af massive investeringer i oplevelsesfaciliteter og transportmæssig infrastruktur, er i stand til at bryde det generelt negative mønster for de små byer.
DEL II. Planlægning af oplevelser
Som eksemplerne ovenfor viser, kan planlæggernes rolle i forhold til at støtte og udvikle stedsbaserede oplevelser i princippet siges at være temmelig mangfoldig. Hvordan planlægning af oplevelser har vundet indpas i kommunerne, hvordan planlægningen foregår, og hvad der kommer ud af den, giver denne del eksempler på. Oplevelsesbaserede vækststrategier afprøves således i et af Danmarks yderområder, nemlig Frederikshavn, som Anne Lorentzen skriver om i kapitel 4 ‘Frederikshavns forvandling’. Der har været så meget aktivitet inden for kultur, sport og oplevelser i denne kommune igennem de seneste 11 år, at kommunen nærmest udgør et laboratorium for studier af oplevelses økonomien i miniature udgave. Snarere end at være målrettet instrumentel har byens tilgang indtil for nylig været åben, fleksibel, gradvis, eksperimenterende og procesorienteret. En meget alvorlig krise satte nemlig ikke alene kommunen, men en række andre aktører i bevægelse, så der kunne iværksættes initiativer på en lang række felter, af hvilke nogle krævede massive investeringer, og andre kunne nøjes med frivilligt arbejde. Hen ad vejen materialiserede initiativerne sig til, hvad der i bakspejlet var en oplevelsesbaseret strategi. Resultatet er, at byen efter denne periode har ændret sig angående kultur- og oplevelsesudbud, fysisk udseende, politisk og institutionelt og ikke mindst i forhold til borgernes tilfredshed. Dette kompenserer dog ikke for manglen på uddannelser og arbejdspladser i væksterhverv, så det kan være vanskeligt at tale om en vækststrategi. Som en moderne velfærdsstrategi kan man imidlertid sige, at den er lykkedes.
En helt anderledes instrumentel strategi er blevet fulgt i Billund og Nyköping i Sverige (Claus Lassen, Carla K. Smink & Søren Smidt-Jensen, kapitel 5, ‘Destination: oplevelsesby’). De to kommuner har allieret sig med multinationale lavprisflyselskaber for at udvikle deres kommuner til oplevelsesdestinationer. Det er sket vha. massive private og offentlige investeringer. Mens Billund har fokuseret på ren turisme og deraf følgende omsætning og beskæftigelse, har Nyköping i kraft af de store investeringer desuden kunnet udvikle sig til attraktiv forstad til Stockholm. De nye destinationers afhængighed af flyselskaberne og turiststrømmen er imidlertid faretruende stærk, samtidig med at den intense flytrafik naturligvis udgør en miljøtrussel af dimensioner.
Den private sektors rolle for byudviklingen er også temaet i Peter Allinghams undersøgelser af bilindustriens rolle for udviklingen og udformningen af to tyske byer, Wolfsburg og Dresden i kapitel 6 ‘Biler, branding og byudvikling i et oplevelsesøkonomisk perspektiv’. Mens Lassen, Smink og Smidt-Jensen beskrev en tæt alliance mellem private aktører og de undersøgte skandinaviske kommuner, viser Allingham, hvordan den private bilindustri i Tyskland er gået endnu videre ved nærmest at underlægge sig byplanlægningen, så centrale dele af byerne er blevet indrettet som præsentationsplatforme for bestemte bilmærker, og byerne endda brandes som en del af bilmærket. Ligesom i tilfældet Billund og Nyköping er investeringerne i de to tyske byer enorme og baserer sig på medvirken af store multinationale selskaber. Forhåbningen fra myndighedernes side var, at byerne og regionen, ved at indgå et samarbejde om udvikling af oplevelsestilbud, kunne slippe ud af en krisesituation præget af stagnation og ‘lock-in’ (dvs. økonomisk fastlåsning). Men paradoksalt nok synes det tværtimod, som om den monoindustrielle ‘lock-in’ forstærkes, blot på et andet niveau, hvor oplevelser ikke alene tilføjes bilkøbet, men ligefrem selvstændiggøres under temaet ‘biler’. Imidlertid lever den hårde branding ikke op til kravet om ærlighed eller autenticitet, hvilket gør oplevelserne til hule klicheer, hvis relevans for både produkt og by i høj grad kan diskuteres.
Helt aktuelt har kommunalreformen, som definerede nye ansvarsområder for danske kommuner i forhold til kultur og økonomisk udvikling, været en anledning for danske kommuner til for alvor at begynde at tænke over kommunens udvikling strategisk. Knap en tredjedel af kommunerne har som nævnt italesat ‘oplevelses økonomien’ (Caspersen 2009). I den forbindelse er det slående, at alle Nordjyllands 11 kommuner, som Rikke Marie Krogh & Anne Lorentzen har undersøgt i kapitel 7, ‘De nye kommuner og oplevelses økonomien’, definerer oplevelsesøkonomi, kultur og fritid som strategiske indsatsområder i kommunernes planstrategier. Der tænkes i høj grad i termer af konkurrence og synliggørelse. Det drejer sig altså her om markedsorienteret oplevelsesplanlægning, selvom resultaterne også kan ses som moderne velfærdsgoder for borgerne. Planerne forholder sig imidlertid ikke altid realistisk til de faktiske oplevelsesressourcer, og selvom pengene er små, og arbejdskraften langt hen ad vejen er frivillig, så er forhåbningerne til, hvad man kan opnå i forhold til bosætning, turisme og beskæftigelse som regel velvoksne. En væsentlig snubletråd for flere kommuner er problemet med tilgængelighed, og dertil kommer vanskelighederne med synliggørelse af herlighedsværdierne. Et perspektiv, som fremhæves af Krogh & Lorentzen på baggrund af de mange udfordringer, er et muligt tværkommunalt samarbejde omkring Nordjylland som oplevelsesregion.
DEL III. Oplevelser som innovation
Læser man Pine II & Gilmore, får man indtryk af, at oplevelser kan bruges som en innovation i forhold til alle produkter og tjenesteydelser (Pine II & Gilmore 1999). I bogens tredje del undersøges denne påstand. Kapitlerne undersøger innovation på netværksniveau (Carlos L. Freire-Gibb), på virksomhedsniveau (Isaac Kwamena Arthur) og i det urbane rum (Ditte Døssing & Freja Friis).
Freire-Gibb og Kwamena Arthur undersøger i henholdsvis kapitel 8 ‘Lokal erhvervsudvikling i oplevelses økonomien’ og kapitel 9 ‘Oplevelsesøkonomi i fødevaresektoren’, hvordan udvikling af oplevelser kan fungere som igangsætter af læreprocesser i den lokale økonomi og som produktinnovation. Med udgangspunkt i en lysfestival i Frederikshavn viser Freire-Gibb, hvilke resultater realiseringen af denne festival har haft for den lokale økonomi. Analysen viser, at den har ført til dannelsen af nye netværk og partnerskaber mellem offentlige og private aktører, herunder fra uddannelsesverdenen og fra den globale scene for lyskunst og lysteknologi. Festivalen har promoveret lokale firmaers produkter inden for lyssætning ved, svarende til Allinghams eksempel fra bilindustrien, at gøre byen til præsentationsplatform for de nyeste produkter, og den har også brandet selve byen. Det periodiske samarbejde omkring festivalen, som har været afholdt tre gange, har vist sig særdeles produktivt. Imidlertid har interessekonflikter præget udviklingen af festivalen, og som i eksemplerne fra Billund og Nyköping er private virksomheders interesser også i dette tilfælde gradvist blevet mere dominerende. Kwamena Arthur har studeret fødevarevirksomheder i et af Danmarks yderområder, nemlig Thisted Kommune. Det er lokalområdets oplevelsesressourcer i form af landskaber, lokale råvarer og historie, som de små virksomheder formår at integrere som en del af deres produkt og deres service over for besøgende. De undersøgte virksomheder har med stor dygtighed og indlevelse udviklet oplevelsestilbuddene, uden at de for så vidt har været klar over, at de dermed trådte ind i oplevelses økonomien. Så selvom oplevelses økonomien er nået ud i Danmarks yderområder i praksis, så mangler der faktisk viden hos aktørerne om potentialerne. Det kan kommunens erhvervsstrategi, som italesætter oplevelsesøkonomi, måske være med til at råde bod på.
Roskilde har som så mange andre byer en udfordring i forhold til tidligere industrigrunde, og her tilbyder det nye oplevelsesøkonomiske paradigme sig som en oplagt mulighed for at genoplive ellers uddøde områder.