PAedagogiske umuligheder. Группа авторов
Bemestringens principielle umulighed får navnet det ubevidste. Begrebet det ubevidste peger mindre på det, der ikke er bevidst – det kan neurovidenskaberne, den aktuelle autoritative referent, bekræfte, at langt det meste i vort sjæleliv er – end er navnet for det, der ikke lader sig bemestre og begribe af repræsentationer, og er navnet for det, der udpeger en sjælelig konflikt. Hvis det overhovedet giver mening at tale om det irrationelle set fra psykoanalysens synsvinkel, er den manglende anerkendelse af dette det eneste irrationelle, for det umuliggør anerkendelse af, at der må andre begreber og andre praksisser end videnskabelige til for at kunne se, udpege, analysere og tænke den slags manifestationer.
DER FINDES IKKE NOGET PÆDAGOGISK FORHOLD
At der ikke findes noget pædagogisk forhold, er en variation over Lacans berømte tese om, at “der ikke findes noget seksuelt forhold”. 3 I Lacans psykoanalyse er kønsforskellen et spørgsmål om det manglende forhold mellem kønnene, at den ene ikke har, hvad den anden mangler, at de to køn ikke kompletterer hinanden i et værdiernes modsætningsforhold. At hævde, at der ikke findes noget seksuelt forhold, er det samme som at hævde, at det ikke er muligt at repræsentere kønsforskellen, at benævne, hvori den består. “Umulighed” vil sige, at kønsforskellen strengt taget ikke ‘betyder’ noget, men ikke desto mindre er “reel”, det vil sige ‘er’ det, der modsætter sig repræsentation. Kønsforskellen kan ikke repræsenteres som et ‘forhold’, et symmetrisk modsætningsforhold, men er det, “som ikke ophører med ikke at blive skrevet” (Lacan 1975b: 87). Forskellen er noget, der hjemsøger os ved uophørligt at minde os om, at vi ikke er hele; forskellen vender tilbage som en umulighed at repræsentere, en ufuldstændighed. Kønsforskellen er ikke en hvilken som helst umulighed, snarere en af de for eksistensen grundlæggende umuligheder – som døden er det. Repræsentationer af kønsforskellen har samme mytiske status som repræsentationer af et liv efter døden.
Tilsvarende altså med det pædagogiske forhold, som i al sin enkelhed heller ikke skal repræsenteres som et komplementært forhold mellem den, der ved, og den, der mangler viden – af nogle kaldet “tankpasserpædagogik” – eller som “det kompetente barn”, hvis naturlige begær efter viden blot skal gødes af pædagogen – her er vi ovre i “gartnerpædagogikken”.
Ikke desto mindre skal der i det følgende være tale om ‘det egentligt pædagogiske’. Dette består i en anerkendelse af, at ‘der ikke findes noget pædagogisk forhold’, hvilket netop miskendes både af et undervisningsperspektiv, der forudsætter ideen om et symmetrisk forhold: nogen der formodes at vide, og nogen der formodes ikke at vide, og af et læringsperspektiv, hvor eleven eller den studerende er “i centrum”, har “ansvar for egen læring”, er det selvdannende, kreative individ, og læreren til gengæld fungerer som facilitator, coach, fødselshjælper eller medstuderende. Det særlige ved psykoanalysen er, at den hverken kan tages til indtægt for undervisningsperspektivet eller for læringsperspektivet, fordi den opererer med en tese om, at al opdragelse og undervisning forudsætter ubevidste identifikationer med (den Andens) idealer og overføring (emnet for kapitel 4: “Pædagogisk pli”).
Hvad viden angår, opererer psykoanalysen ganske vist med en fundamental tese om, at subjektet er vidende, men det ved uden at ville vide af denne viden, det ved uden at kunne holde denne viden ud, det ved uden at kunne anerkende denne viden. Og denne ikke-ville-vide-af er grundlæggende for vidensbegæret, at der ved siden af vidensbegæret må tænkes et begær efter ikke at vide, af Lacan kaldet “lidenskabelig uvidenhed”, der skaber en grundlæggende og uløselig konflikt i vidensbegæret (emnet for kapitel 6).
VIDENSBEGÆRET ER DEN ANDENS BEGÆR
Et grundbegreb i det følgende er begær, vidensbegær. Lacans variation over den klassisk filosofiske (hegelianske) tese om subjektet som værende bestemt ved den Andens begær tilføjer den afgørende forskel til traditionen, at subjektet ikke er bevidsthedens subjekt, men det ubevidstes subjekt. Subjektet er selve spørgsmålet om den Andens begær; der er ikke tale om noget subjekt, ‘før’ spørgsmålet om den Andens begær stilles, hvorfor der ikke findes noget ‘eget’ begær. Begæret er per definition socialt.
Når den Anden skrives med stort ‘A’ i det følgende, peges der på, at denne funktion ikke kun kan beskrives som den imaginære forestilling om og forhold til den konkrete anden, et jegs forhold til et du, et intersubjektivt forhold bestående af allerede givne subjekter, der dernæst træder i forhold til hinanden. Der er noget på spil, en gentagelse, et mønster i forhold til konkrete andre, en andethed der ikke kun kan forklares med jegets eller den konkrete andens beskaffenhed, kaldet subjektivitet, karakter eller personlighed. Dette ‘noget’ i forholdet til den konkrete anden betegnes med ‘den Anden’. Det imaginære forhold til den konkrete anden kan og skal analyseres og beskrives som værende underkastet og determineret af en formel, symbolsk orden, forholdet til den konkrete anden er altid allerede struktureret. Ofte bruges begrebet ‘den symbolske orden’ i stedet for ‘den Anden’, når fokus er direkte på spørgsmålet om den strukturelle determination af forestillinger, repræsentationer, billeder af objekter og andre i verden.
Med ‘struktureret’ menes altså også her, at der er gentagelse på spil i jegets forhold til konkrete andre. Begrebet subjekt – til forskel fra begrebet jeg – er denne gentagelse, en gentagelse der unddrager sig refleksionen og viljens magt. Analysen eller beskrivelsen af det duale forhold kræver således en tredje instans, ikke et tredje jeg, men netop en funktion, en formel instans for at beskrive gentagelsen.4
Begær er egentlig vidensbegær, et begær efter det – qua den Andens – der ikke kan vides om med sikkerhed. Begæret artikuleres som en mangel, det vil her sige som et spørgsmål, hvor svaret unddrager sig; begæret er, qua den Andens, navnet på det ukendte par excellence.
Begæret er fundamentalt fremmedgjort i kraft af at være et spørgsmål om, hvad den Anden begærer, hvad den Anden mangler, hvad der er den Andens objekt, og hvad subjektet er for den Anden. Lacan slår fast, at psykoanalysens objekt ikke er mennesket – psykoanalysen er ikke en humanvidenskab – men manglen, den Andens mangel, manglen på objektet såvel som objektet som mangel (med den tekniske notation “objekt a”).
KRAV OG BEGÆR
Begæret – eller manglen – artikuleres, og er altså sprogligt. Artikulationen af begæret kan få det til at stivne i et krav, et præcist defineret krav, et ‘du skal …’. Når dette sker, er begæret dobbelt fremmedgjort. Det egentligt pædagogiske består i, at kravet løsnes fra begæret, at identifikationen af begæret med et bestemt krav bliver løsnet; ikke for at opnå en tilstand, hvor begæret ikke skulle være fremmedgjort, men for at opnå, at begæret ikke koagulerer i en underkastelse under bestemte krav fra konkrete andre, det være sig forældre, pædagoger eller lærere. Når der skabes identitet mellem den Andens begær og den Andens krav, viger man for begæret af den enkle grund, at spørgsmålet om den Andens begær, og hvad den Anden mangler, foregøgles at kunne tilfredsstilles og dermed ikke længere være uafgjort. Og denne uafgjorthed er selve forudsætningen for tænkning og ny viden.
“Ikke at vige for sit begær er at gøre sin pligt” lyder et etisk imperativ hos Lacan. Dette kan ikke oversættes til ‘at gøre, hvad man har lyst til, er at gøre sin pligt’. Snarere kan det oversættes til ‘ikke at vige for det ukendte i begæret er at gøre sin pligt.’ Når en lærer kan bære og befordre opløsningen af identiteten mellem krav og begær, kan han have en egentlig pædagogisk effekt, det vil sige befordre, at eleven eller den studerende ikke viger for sit vidensbegær. Denne problemstilling er udgangspunkt for – og uddybes – i kapitel 4: “Pædagogisk pli”.
Begrebet det ubevidste og dermed psykoanalysens bidrag til pædagogikken og uddannelsesvidenskaberne har karakter af en ‘klap hesten’ snarere end