Som dig selv. Svend Andersen
Cicero (106-43 f.Kr.).
Hvis Aristoteles har ret i, at etikken som kritisk overvejelse bliver nødvendig, når opfattelsen af, hvad der er godt og ondt, ikke mere står ubetvivleligt fast, er det nærliggende at betragte vores bestemmelse af begrebet etik i sammenhæng med den aktuelle samfundsdebat om etik. Etik er jo i disse år blevet et centralt emne i den offentlige diskussion, ikke bare her i landet, men mere eller mindre over hele verden. Denne »højkonjunktur« for etik skyldes især udviklingen inden for ét bestemt område, nemlig lægevidenskaben og den såkaldte biomedicinske teknologi. Man kan udmærket sige, at denne diskussion netop rejser det spørgsmål, Aristoteles nævner: er det rette givet af natur eller beror det på menneskelig vedtagelse? Etikdebatten er udtryk for, at vi af den biomedicinske udvikling tvinges til at besinde os på, hvad der er rigtigt og forkert. I første omgang retter denne besindelse sig mod konkrete spørgsmål om det rigtige. Men de kan ikke besvares fyldestgørende uden at vi også besinder os på, hvad der er vores grundlag for at betragte noget som rigtigt eller forkert.
At den biomedicinske udvikling har denne konsekvens for de etiske overvejelser skyldes forskellige forhold. For det første indebærer den nye videnskabelige indsigt og den tilsvarende teknologi nye muligheder for menneskelig handlen. Dermed stilles mennesker over for valg, som den etiske tradition (»sædvanen«) ikke har nogen anvisninger for. For at nævne et par eksempler:
En gravid kvinde på 37 får foretaget en fostervands- eller moderkageprøve. Den viser, at fostret har den kromosomafvigelse, som kaldes Trisomi 21, i daglig tale »mongolisme«. Nu står hun og faderen over for valget, om de skal få foretaget en provokeret abort eller sætte et handicappet barn i verden. Denne form for præcis viden om et ufødt barns egenskaber og det etiske valg, denne viden indebærer, var simpelthen ukendt for tidligere tiders mennesker.
En anden kvinde har problemer med at føde børn: Der kan godt modnes æg i hendes krop, men på grund af en sygdom i livmoderen er hun ikke i stand til at gennemføre et svangerskab. Hun og hendes mand ønsker imidlertid at få et barn, som de selv er biologiske forældre til. De får derfor foretaget en såkaldt in vitro fertilisation (»reagensglasbefrugtning«). Det befrugtede æg overføres til en anden kvinde, som gennemfører svangerskabet og efter fødslen giver barnet til dets forældre. Også denne handling (»rugemoderskab«), som den bioteknologiske udvikling har gjort mulig, er ny i forhold til tidligere tiders handlingsmuligheder. Den rejser blandt andet det rent juridisk spørgsmål, hvem der er mor til barnet: den kvinde, der har lagt æg til, eller hende, der har født barnet? Selve det biologiske begreb moderskab er splittet op, idet man kan skelne mellem en genetisk og en fødende mor.
Så meget til illustration af, at den lægevidenskabelige og bioteknologiske udvikling indebærer nye former for menneskelig handlen. Denne udvikling og den debat, den har affødt, giver os endvidere en klar bevidsthed om nogle afgørende træk ved et moderne samfund som det danske. Om dette kan man sige, at det er:
– sekulariseret: kristendom og religion udgør ikke som i tidligere tider en selvfølgelig fælles, omfattende livsopfattelse, som også bestemmer indstillingen til etiske spørgsmål;
– pluralistisk: på kristendommens tidligere plads findes en mangfoldighed af forskellige livsopfattelser, f.eks i form af diverse »ismer« som humanisme, socialisme, naturalisme, materialisme, ateisme. Det har som konsekvens, at der findes mange forskellige og ofte modstridende opfattelser af, hvad der er etisk rigtigt og forkert.
Det synes imidlertid, som om vi ikke blot kan affinde os med pluralismen. Mange reagerer umiddelbart på den biomedicinske udvikling med udtalelser som: »Vi kan ikke bare lade denne udvikling fortsætte uforstyrret. Nogle af de muligheder, den giver, må vi tage afstand fra. Vi må sætte grænser for, hvad der er tilladeligt!« En lignende opfattelse må politikerne i Folketinget have haft, da de i 1987 besluttede at nedsætte Det Etiske Råd. Dermed tilkendegav de, at der skal sættes politiske og retlige rammer omkring udnyttelsen af de lægevidenskabelige og bioteknologiske muligheder. Det vil sige, at man går ud fra, at der findes etisk begrundede grænser for det tilladelige, som kan fastsættes ved lov og dermed gælde alle borgere i Danmark.
Den biomedicinske udvikling tvinger dermed så at sige til, at vi sætter spørgsmålstegn ved pluralismen. Men findes der et fælles etisk grundlag, som vi kan orientere os ud fra, når vi vil styre den teknologiske udvikling i et sekulariseret samfund? Det er et af de helt grundlæggende spørgsmål, som samfundsdebatten handler om. På den måde hænger den konkrete og aktuelle etikdebat nøje sammen med den etiske refleksion og overvejelse.
Det gælder ikke kun debatten om den biomedicinske teknologi. Den etiske problemstilling rejser sig ligeså grundlæggende, når mennesker med helt forskellige moralnormer skal leve sammen. Når forskellige kulturer mødes, indebærer det også et normsammenstød. Som et markant eksempel kan man tænke på debatten om omskæring af piger. Også en stor del af debatten om indvandrings- og flygtningepolitik er således en etikdebat.
Den megen tale om etik i medierne må naturligvis ikke forlede til den opfattelse, at etik først og fremmest er et offentligt anliggende, der hænger sammen med de store aktuelle samfundsproblemer. Etikken trænger sig på også i de mere dagligdags sammenhænge. Kan jeg tillade mig at hente mit barn en time senere i fritidshjemmet end vi har aftalt? Kom jeg til at såre den studerende, da jeg gennemgik hendes eksamensopgave med hende? Den kære kollega opførte sig igen forkasteligt til festen.
1.2 DEN ETISKE VURDERING OG DENS GENSTANDE
Som de nævnte eksempler viser, kommer vore forestillinger om den rette handlemåde og om godt og ondt ofte til udtryk i sproget. Det etiske ytrer sig i vurderende vendinger som »det, du gjorde, var rigtigt (storsindet/ forkasteligt/ ondskabsfuldt/ hensynsløst osv.)«. Men vi anvender vurderende sætninger i andre sammenhænge end etiske. For eksempel kan vi sige »Van Goghs billede af solsikkerne er godt«. Normalt skelner man mellem sådanne vurderende sætninger eller værdidomme på den ene side og beskrivende (deskriptive) sætninger på den anden. En beskrivende sætning kunne f.eks. være »Van Goghs billede af solsikkerne er malet i året 1890«. Ved deskriptive sætninger spiller begrebet sandhed en afgørende rolle. Således kan meningen med den anførte sætning gengives på følgende måde: »Det er sandt, at Van Goghs billede …« Deskriptive sætninger gør altså normalt krav på at være sande. Men det betyder, at vi tilkender dem intersubjektiv gyldighed. En sætning, der er sand, er ikke kun sand for mig. Hvis den er sand, er den sand for alle.2
Det er nærliggende at bestemme forskellen mellem deskriptive og vurderende sætninger på den måde, at der ikke er knyttet noget sandhedskrav til de sidste. Spørgsmålet er så, om man kan tale om en anden form for intersubjektiv gyldighed for dem. Det går vi tilsyneladende ud fra, når der er tale om etisk vurderende sætninger. Når vi siger »Han opførte sig forkasteligt« ligger det i selve vor brug af sproget, at vi forudsætter, at vi har ret i vor vurdering. Det ligger også i den sproglige ytring af vurderingen, at hvis vi tager fejl, kan vi belæres om, hvori fejltagelsen består.Lidt forenklet og skematisk kan man sige, at den etiske vurdering har formen
»x er …«.
Det viser sig så, at der kan indsættes forskellige slags sproglige udtryk på x’s plads. Det afspejler, at det er forskellige emner, vi kan gøre til genstand for etisk vurdering. Svarende til de forskellige emner bruger vi forskellige etisk vurderende udtryk. De vigtigste former for etisk vurdering kan stilles skematisk op på følgende måde
| Formulering af den etiske vurdering | Genstand for vurdering |
| »At slå et andet menneske ihjel er forkert«»Den mellemøstlige diktator er ond«»Hjælpsomhed er godt«»Ægteskabet er godt« | HandlingPersonEgenskabInstitution |
1.3 NORMER OG DEN ETISKE REFLEKSIONS FORSKELLIGE FORMER
De etiske vurderinger kan foretages på grundlag af normer, dvs. regler af typen »Man skal altid sige sandheden«. Hvilken status har sådanne normer? Hvorfra stammer