Som dig selv. Svend Andersen
ude fra det, man kan kalde årsagens »hvorfor«. På spørgsmålet »Hvorfor forsøgte NN at begå selvmord?« kan man svare »Han var dybt deprimeret og havde drukket tæt hele dagen«. Dermed giver vi en årsagsforklaring, i princippet på samme måde som når vi forklarer vandhanens dryp med, at en pakning er utæt. Men hvis vi udelukkende giver en årsagsforklaring af noget, betragter vi det ikke som en handling, men snarere som adfærd. Motivationen for selvmordsforsøget kunne derimod være, at NN har fået stillet diagnosen ‘uhelbredeligt syg’ og ikke ønsker at leve et smertefyldt liv. Eksemplet viser, at motivationen kan have meget forskellig karakter. Den kan være rent følelsesmæssig (emotionel), men den kan også bero på en fornuftig overvejelse (rationel).
Et yderligere begreb, som hører til i sammenhæng med begrebet handling, er konsekvens. En handlings konsekvenser er de videre begivenheder, der følger af den. Her kan man godt anvende årsagsbegrebet og sige, at konsekvenser er begivenheder, som en handling er årsag til. Konsekvenserne af, at NN begik selvmord, kan f.eks. være at familie og venner påføres stor sorg. Hvis konsekvensen er tilsigtet, kan den kaldes handlingens mål. De begreber, der knytter sig til fænomenet handling, kan anskueliggøres skematisk på denne måde:
Intention
Subjekt
Motiv
Det vil vise sig senere, at en vigtig skillelinie inden for opfattelsen af etikkens grundlag går mellem teorier, der lægger afgørende vægt på en persons motivation og selve den handling, han udfører – og teorier, der betoner vigtigheden af handlingens konsekvenser.
Forskellen mellem begivenhed og handling indebærer, at vi opfatter andres handlinger ved hjælp af en form for tolkning. Denne retter sig mod personens intention og gør en handlingsbeskrivelse mulig, dvs. et svar på spørgsmålet »Hvad er det, NN gør?« Til tolkningen kan også høre en erkendelse af den handlendes motivation, altså et svar på spørgsmålet »Hvorfor gør NN det?« Tolkningen og handlingsbeskrivelsen er naturligvis forudsætning for den etiske vurdering. Denne forsøger at besvare spørgsmålet »Er NN’s handling det rigtige at gøre?«
Hvis vi besvarer det sidste spørgsmål negativt, kan vi bebrejde en person det, han/hun har gjort. Vi siger da, at vi stiller vedkommende til ansvar for sine handlinger. Det synes imidlertid at forudsætte, at handlingssubjektet er en person med fri vilje. For giver det mening at stille en person til ansvar for noget, hvis vedkommende ikke var fri i betydningen: havde mulighed for at handle anderledes? Forudsætter etikken ikke, at vi træffer frie afgørelser eller beslutninger, at vi kan vælge mellem flere mulige handlinger? Vi står her med et af de klassiske problemer inden for antropologien, både den teologiske og den filosofiske. Traditionelt skelner man mellem to modstridende opfattelser: determinismen, der hævder viljens ufrihed eller forudbestemthed eller bundethed – og indeterminismen, der modsat forfægter viljens frihed. Dette problem skal ikke forfølges videre i denne omgang. Foreløbig skal det blot tjene til at illustrere, hvordan en etisk grundopfattelse er knyttet uløseligt sammen med en antropologisk opfattelse eller et menneskesyn.
Problemet om etikkens menneskesyn kan formuleres som spørgsmålet, om vi i virkeligheden er de mennesker, vi tror, vi er, når vi handler etisk. Vi tror øjensynligt, vi er frie og ansvarlige subjekter. Determinismen hævder, at vi i virkeligheden ikke er frie og ansvarlige, at vi altså ligger under for en illusion. Der kan findes forskellige udformninger af denne tankegang. Den kan være psykologisk begrundet: det, du tror, er et ansvarligt kærlighedsforhold til et andet menneske, er i virkeligheden et udslag af din barnlige afhængighed af din mor eller far. Eller den kan være biologisk begrundet: det, du tror er en ansvarlig næstekærlig handling, er i virkeligheden et udslag af en biologisk-genetisk lovmæssighed. Disse to tankegange kommer vi nærmere ind på i kapitel 10.
De sidste overvejelser viser, hvordan den etiske menneskeopfattelse indgår i en mere omfattende opfattelse af virkeligheden, en virkelighedstolkning kunne man kalde det. Man kan også bruge det traditionelle udtryk metafysik. »Metafysik« er betegnelsen for den filosofiske undersøgelse af de allermest grundlæggende begreber og de sammenhænge, der præger virkeligheden i dens helhed. Hvis jeg f.eks. hævder, at mennesket har en fri vilje, har jeg dermed sagt, at ikke alt i naturen – som mennesket jo er en del af – er underkastet en streng lovmæssig forudbestemthed. Og hvis jeg omvendt hævder, at alt, hvad der er virkeligt, består af stof, materie, har jeg dermed sagt, at mennesket ikke kan have en immateriel sjæl. Begge påstande er metafysiske udsagn. Og i sidste instans er ingen etisk teori uden metafysiske forudsætninger.
1.5 TEOLOGISK OG FILOSOFISK ETIK
Sammenhængen mellem etisk grundopfattelse og antropologi og metafysik leder naturligt over til spørgsmålet om, hvad forskellen er mellem teologisk og filosofisk etik. Om begge kan vi bruge vor beskrivelse af etik som kritisk refleksion over vore forestillinger om, hvad der er rigtigt (og forkert). Og både i teologien og filosofien kan vi finde de forskellige udgaver af den kritiske refleksion, vi har omtalt (normativ, deskriptiv, principiel etik osv.). Men naturligvis er der forskelle mellem refleksionen i teologisk og filosofisk etik.
Nogle vil mene, at den væsentligste forskel består i, at den teologiske etik går ud fra en på forhånd given opfattelse af, hvad ret menneskelig handlemåde er, nemlig den opfattelse, der er indeholdt i Bibelen, kirkens bekendelsesskrifter eller andre autoritative dokumenter. Synspunktet er, anderledes formuleret, at teologien på forhånd er bundet til at forfægte en bestemt normativ etik. Det synspunkt er i bedste fald en forenkling. Det forudsætter jo blandt andet, at det ligger fast på forhånd, hvilken opfattelse af den rette handlemåde, der skal forfægtes. Således forholder det sig naturligvis ikke. Hvad man derimod kan sige, er at den teologiske etik har et hovedemne for sin refleksion. Vi kan formulere det på følgende måde:
Teologisk etik er den kritiske refleksion over den opfattelse af den rette menneskelige handlemåde, som forudsættes at følge af den kristne tro.
Til forskel herfra må den filosofiske etik siges at være fri for en sådan bunden opgave. Den er principielt mere radikal i sin kritik end teologien kan være. I filosofien kan man således ikke gå ud fra, at det giver mening at foretage en skelnen mellem en ret og en forkert menneskelig handlemåde. Vi kan derfor forsøgsvist formulere dens mest grundlæggende opgave på denne måde:
Filosofisk etik er en kritisk refleksion over spørgsmålet, om det giver mening at foretage en almenmenneskelig (evt. fornuftsbegrundet) skelnen mellem en rigtig og en forkert menneskelig handlemåde – og hvori denne skelnen i givet fald er begrundet.
På trods af denne forskel er det vigtigt at holde sig for øje, at den teologiske etik må tage hensyn til den filosofiske. Den filosofiske refleksion udgør en anfægtelse af det grundlag for etikken, som er teologiens emne. Filosofien afspejler, at vi lever i en kultur, der også rummer ikke-religiøse og anti-religiøse tolkninger af virkeligheden og menneskelivet. Som teolog må man derfor tage den udfordring op, som filosofien rummer, og spørge, om en begrundelse af etikken i kristentroen er forenelig med filosofiens kritiske analyse.
Som teologisk disciplin udgør etikken – sammen med religionsfilosofien – en del af den systematiske teologi. Dens tredie fag er dogmatikken, undersøgelsen af den kristne troslære. Det siger sig selv, at teologisk etik ikke kan adskilles fuldstændigt fra dogmatikken. Når teologisk etik undersøger forholdet mellem kristentro og menneskelig handlen, må den gøre sig et begreb om, hvad kristentro er. Og at fremstille et sådant begreb er dogmatikkens hovedopgave. Sammenhængen mellem disciplinerne etik og religionsfilosofikan begrundes med, at de begge bevæger sig inden for et område, der er fælles for teologi og filosofi. Religionsfilosofi er eksplicit en filosofisk disciplin. Den kan beskrives som en filosofisk undersøgelse af kristendommen som religion i lyset af dens gyldighed. En religions gyldighed er knyttet til to vigtige udtryksformer: dens lære og dens livsform. Etisk handlen kan siges at være et delaspekt af en religiøs livsform, så på den måde er der en nøje sammenhæng med religionsfilosofien. Endvidere