Antiterrorismens idehistorie. Группа авторов
i det ovenstående perspektiv er det ikke mindst interessant, at da Max Webers herostratisk berømte definition af staten blev trykt i Wirtschaft und Gesellschaft i 1921, var den faktiske eksistens af et statsligt voldsmonopol stadig en forholdsmæssig ny foreteelse. “Ved en stat skal forstås en politisk anstaltsvirksomhed, hvis og for så vidt dens forvaltningsstab effektivt opretholder monopolet på legitim fysisk tvang” (Weber 2003: 237). Det afgørende i Webers definition og det afgørende fællestræk, den deler med andre definitioner (Giddens 1985: 20), er eksistensen af et statsligt voldsapparat. Staten bliver stat, idet dens territorium tømmes for andre legitime såvel som reelle voldsaktører. En effektiv stat, der kan agere som stat, er en, der ikke i voldsudøvelsen har modstandere, der kan konkurrere med eller overvinde staten. Stat er i en vis forstand den, der først får etableret et voldsmonopol inden for et givent territorium og i videre forstand den, der formår at etablere et institutionaliseret voldsapparat og at opnå en særstatus som legitim voldsudøver.
Med til den politiske teoris gængse definitioner af staten hos Weber, Giddens og andre hører forestillinger om et regulariseret voldsapparat bestående af politistyrker internt og militærstyrker eksternt. Disse etater er kendetegnet ved at være professionelle, uniformerede, organiseret i et centraliseret hierarki og underlagt politisk kontrol samt operative inden for klare regler og reguleringer inden for distinkte sfærer – civilsamfundet for politistyrkerne og slagmarken for militærstyrkerne – og rettet imod nationens legitime fjender – kriminelle internt, andre stater eksternt. Dette er implicit i definitionerne af det legitime voldsapparat og i vores hverdagsforståelse af legal vold. Den konventionelle krig har en række ideelle karakteristika:
1) Den udkæmpes mellem konventionelle stater, det vil sige mellem internationalt anerkendte statslige viljer organiseret territorielt, suveræniteter der besidder et legitimt voldsmonopol samt retten og midlerne til at definere inde/ude, ven/ fjende og stat/samfund.
2) Den udkæmpes mellem konventionelle hære, det vil sige mellem militære hierarkier, der i sidste ende er ansvarlig over for den politiske ledelse. Der er altså et skel mellem det politiske domæne og det militære, der hver især har deres egne institutioner, praksisser og aktører. Hierarkisk er de dog organiseret således, at det politiske niveau ideelt set er øverst.
3) Den udkæmpes mellem konventionelle soldater, det vil sige mellem uniformerede, disciplinerede (professionelle) soldater organiseret i det militære hierarki og rekrutteret fra landets egen befolkning. Det vil også sige, at der skelnes mellem civile og kombattanter. Krigen er aktørmæssigt begrænset.
Den udkæmpes altså som følge af de tre første punkter mellem aktører, der ligner hinanden, og som anerkender denne lighed. Der er med andre ord tale om en symmetrisk krig, hvilket giver mulighed for at:
4) Den udkæmpes på en slagmark og vindes ved et afgørende slag, det vil sige, at krigen er geografisk og juridisk afgrænset. Den har sit eget rum, der ikke er sammenfaldende med de kæmpende parters hele territorier. Dens begyndelse og afslutning er tydeligt markeret, som oftest ved en krigserklæring og en fredsaftale, det vil sige, at krigen er temporalt afgrænset. Det gør det muligt at skelne krig fra fred.
5) Den angår et politisk formål, det vil sige, at den udkæmpes mellem to statslige viljer og ikke mellem religiøse, moralske, økonomiske eller lignende systemer. Krigen er formålsmæssigt afgrænset. Den angår afvisningen af den andens vilje, af hans krav på suverænitet over et bestemt område, ikke hans tvangsmæssige omdannelse til en anden slags vilje. Modpartens politiske system, hans religion, organisationsform og ledelse respekteres som værende uden for krigens formål. Formålet med krig er sejr, ikke udslettelse, omvendelse eller ekspropriering.
6) Dens økonomi stammer fra de krigsførende parter selv, det vil sige, at krigen ikke finansieres gennem kontinuerlig plyndring af fjendens civile bagland, og at soldaterne betales løn (de forventes ikke at skaffe deres eget underhold gennem plyndring). Bag krigen er der altså en konventionel økonomi, som yderligere begrænser dens formål og motivation. Der skelnes mellem krig og økonomi, mellem handel og plyndring. Krig er ikke forretning, forretning er ikke krig.
7) Den er lovlig, det vil sige, at krigens parter er ikke kriminelle, men netop krigsførende stater, og krigserklæringens legitimering af krigen jus ad bellum sætter et skel mellem den lovlige vold, der udøves inden for krigens rum, og den kriminelle vold, der finder sted udenfor.
8) Den udkæmpes i overensstemmelse med en række love for krigsførelse, jus in bello, der bestemmer, hvad der er tilladte våben, hvordan og hvornår de må bruges, hvorledes henholdsvis civile og krigsfanger skal behandles, og under hvilke hensyn belejringer og bombardementer skal foregå. Nok er statens krig vold, men der er tale om legitim voldsanvendelse udøvet inden for nogle klare rammer.
Politi og militær adskiller sig fra alle andre organisationer – statslige og ikkestatslige – ved, at de må bruge vold; de er autoriserede, legale voldsudøvere. De er principielt set de eneste, der har denne ret; og de er ideelt set de eneste, der benytter sig af vold. Dette er det konsoliderede, regulariserede og stabiliserede billede af staten, som vi imidlertid ikke i analytisk sammenhæng kan tillade os at nøjes med eller at blive stående ved.
Legitim og illegitim ikke-statslig voldsanvendelse
Hvad den klassiske opfattelse af staten skjuler for os, er for det første, hvor kort en periode i de menneskelige samfunds historie en sådan forestilling om staten og statens handlinger faktisk har gjort sig gældende, og for det andet de mange former for ikke-statslig voldsudøvelse, der historisk set er blevet anvendt imod staten og af staten i både dens formative periode og senere hen (Thomson 1994). Som en første markering af dette forhold kan vi opstille følgende skema:
| STATSLIG | IKKE-STATSLIG | |
| AUTORISERET | politi, militær, efterretningstjeneste | skyggekriger, kaper, milits, lejesoldat |
| IKKE-AUTORISERET | officersjunta, dødspatrulje | guerilla, bandit, pirat, oprører, terrorist |
Påstanden her er, at den terroristiske figur hører symbiotisk sammen med staten både som modstander og som instrument, og at det er vigtigt at forstå, hvordan staten i sin stadige etablering, konsolidering og forsvar af sit voldsmonopol kan siges at ‘skabe’ terroristiske figurer. Staten skaber terroristiske figurer i den bredeste forstand af ordet ‘skabe’: Den frembringer, anvender og sponsorerer nogle ikke-statslige aktører, mens den udgrænser, kriminaliserer og bekæmper andre. Den inkluderer ikke-statslige voldsaktører, for så vidt som de kan styrke statens voldsmagt, og den ekskluderer andre, fordi de enten truer dens voldsmagt indefra, eller fordi identifikationen af fjenden tjener til at legitimere denne voldsmagt – og i spillet mellem inklusion og eksklusion kan venner og fjender hurtigt skifte plads.
For at forstå statens differentierede tilgang til konventionel og ukonventionel voldsanvendelse kan vi tage udgangspunkt i en skelnen, som James Ron (2003) foretager i sin Frontiers and Ghettos. Ron skelner mellem to marginale territorier set fra statens synspunkt: grænselandet og ghettoen, hvor statsmagten og dens officielle og uofficielle kræfter opererer for at hævde statslig dominans, men hvor dominansen er svær at hævde og håndtere.
Ghettoerne er opbevaringssteder for uønskede og marginale personer, og her opereres med en brutal ordenshåndhævelse, men dog ikke med udryddelse eller deportering. Det er en måde at inkludere og kontrollere de ekskluderede. Ghettoen er omringet af staten og udgør et afgrænset, institutionaliseret og reguleret om end ikke fuldt og totalt kontrolleret territorium, som man ser i mange af Europas forstæder, hvor udstødte, men dog tålte befolkningsgrupper lever i samfund, der på mange måder er afkoblet fra resten af samfundet. De tillades nogle frihedsgrader i ghettoen, f.eks. et vist kriminalitetsniveau over normalen, men vel at mærke ud fra den implicitte forudsætning, at disse særegenheder forbliver i ghettoen: Ghettoen og de uskrevne regler, der gælder for dens eksistens,