Antiterrorismens idehistorie. Группа авторов
Venskab og fjendskab i grænselandet
Opsummerende: Vi kan forstå grænselandet både territorialt og ikke-territorialt. Territorialt er det enten at opfatte som en bræmme af ingenmandsland mellem to stater eller statslignende organiseringsformer, eller som den amerikanske prærie, et principielt uendeligt rum hinsides civilisationens sfære. Men ideen om grænselandet kan også ytres i en ikke-territorial betydning, og ligesom knæsættelsen af den infrastrukturelle dominans i den moderne territorialstat betegner en konkret historisk foreteelse, der ikke omfatter alle sociale organiseringsformer til alle tider, kan det ikke-territoriale grænseland også forstås i både en historisk og i en mere generel henseende.
Konkret og historisk medførte udbredelsen af det vestlige statssystems hegemoni, at de hvide pletter på kortet gradvist forsvandt i takt med indlemmelsen af det territoriale grænseland. Stat stod nu over for stat – grænsen blev en streg på landkortet – og på denne symmetri kunne forestillingen om det symmetriske fjendskab mellem to offentlige magter grundfæstes. Som ovenfor nævnt omfattede den infrastrukturelle dominans’ kortlægning af statens rum imidlertid ikke kun dens geografi, men også den minutiøse kortlægning af statsborgernes liv og levned. For suverænens magt må for at kunne være fuldstændig ikke blot betegne herredømmet over menneskenes legemer men også over sjælene. Derved var der skabt en afgørende forudsætning for en genforskydning af fjendskabet, hvor den fuldstændige identifikation med staten – i kraft af nationalitet, race eller troen på universaliteten af en given politisk ide – gjorde det muligt at sætte lighedstegn mellem den offentlige og den private fjende. Identifikationen skabte enhed mellem krigens formål, den offentlige politik og krigens mål eller dens ‘rene begreb’, den fuldstændige nedkæmpelse af fjenden (Clausewitz 1981: 675-676). I den henseende forudsatte massemobiliseringen ikke blot jernbaner, telegrafer og bagladerrifler, men også viljen til at gøre modstanderen til dødsfjende. For i kraft af den vilje kunne forestillingen om krigen som grænseland hinsides den regulering af krige mellem symmetriske aktører, som den vestfalske orden var funderet på, reetableres.
Generelt set betegner det ikke-territoriale grænseland det felt, der åbnes, når undtagelsestilstanden erklæres. Grænselandet er altid en slags undtagelsestilstand. Når suverænen erklærer undtagelsestilstand, så kan der siges at opstå et grænseland, hvor normaltilstandens begrænsninger og hæmninger opløses, retsstatsgarantier ophæves, rettigheder suspenderes. Ind træder mere brutale og skjulte voldsaktører for med ekstrem vold at genoprette den lov og orden, der er blevet forstyrret. Torturskandalen i Abu Ghraib er et eksempel på despotisk magt i grænselandet. Det irakiske indenrigsministerium benytter sig af sine egne private militser til at dræbe og torturere modstandere. Alle grupper i Irak har deres egne militser, kurderne har endda deres egen regulære hær. Irak er i dag at forstå som ét stort nationalt grænseland med en form, der først og fremmest er bestemt af den internationale anerkendelse af dets ydre grænser snarere end af en egentlig national enhedsopfattelse eller organisering. Grænselandet er stedet, hvor statens magt møder sin effektive grænse, men ikke grænsen for dens ambition. Territorialstaten er kendetegnet ved sin bestræbelse på at indlemme grænselandet – både som dets dominerede territorium og som en domineret normaltilstand. Forsøget på at gøre grænselandet konventionelt foretages med ukonventionelle midler. Grænselandet er der, hvor det statslige voldsmonopol udfordres og testes, udvikles og udvides, men også der, hvor det statslige voldsmonopol kan fejle, blive overvundet eller blive udskiftet af et andet.
Før staten kom til at fremstå som den hegemoniske, politiske organisationsform på det europæiske kontinent, benyttede den sig af konkurrerende voldsaktører såsom lejesoldater, kapere, handelskompagnier, røverbander, militser o. lign. Nok opstod staten igennem kriminaliseringen og undertrykkelsen af disse konkurrenter – en proces, hvori staterne blev indbyrdes enige om dels kun at anerkende hinanden og dels at afsværge brugen af sådanne ikke-statslige voldsaktører – men som borgerkrige, udstedelse af kaperbreve og den fortsat flittige brug af lejesoldater og private sikkerhedsfirmaer vidner om, så skete denne udvikling ikke fra den ene dag til den anden, men kan siges at være en realitet også i dag. Hertil kommer, at statens tilsyneladende besejring af dens umiddelbare konkurrenter og etableringen af de første voldsmonopoler ikke bragte dens konfrontationen og interaktion med sådanne voldsaktører til ophør. Dens opkomst skabte nye udfordrere: Napoleonskrigene, der i massemobiliseringen ganske vist knæsatte det statslige voldsmonopol, skabte således også partisanen som modstandsfigur (Schmitt 2002). Terroristen opstår i bevægelsen fra grænseland og ghetto til nationalstatsligt territorium og fjendeland. Idet staten påtvinger sit territorium infrastrukturel dominans, da bliver dens voldsapparat stadig mere konventionelt. Retningen synes klar, men denne bevægelse er aldrig komplet, og den frembringer selv sine anomalier. Den infrastrukturelle dominans gør grænseland til ghetto, men den skaber også et indre grænseland i både geografisk henseende, som i de ovenfor nævnte eksempler, hvor infrastrukturen ikke kan etableres, og i mental forstand, fordi den statslige dominans over menneskenes sjæle aldrig lukker sig om sig selv, men til stadighed skaber rum for udviklingen og udfordringen af opfattelsen af staten selv.
Ligesom statens voldsmonopol således har affødt modstand, har også fremstillingen af dens modstandere haft en positivt skabende effekt på statsapparatets opbygning og på statens vilje til at indgå tilsyneladende uhellige alliancer med ikke-statslige voldsaktører i dens kamp for dette voldsmonopol. Frygten for anarkisterne – de klassiske terrorister – skabte sammen med bekæmpelsen af arbejderbevægelsen i tiårene omkring forrige århundredeskifte grundlaget for de første internationale politisamarbejder. Netop fordi kommunister og anarkister ikke kæmpede for at befri besat land, men for at ændre hjemlandets forfatning, udviklede staten en undtagelsesinstitution til bekæmpelse af den indre fjende; en praksis, der blev strakt til det yderste i de vesteuropæiske staters bekæmpelse af ‘rød terrorisme’ i efterkrigstiden. I og med at staten stadig mere jaloux hævder sit voldsmonopol, så sker der en udgrænsning af de private voldsaktører gennem enten en delegitimering af dem eller ved deres inkorporering og forsvinden i det statslige voldsapparat. Udfordrere af statens voldsmonopol – om det er røverbander, krigsherrer, sørøvere, lejesoldater, duellanter, krybskytter, oprørere eller terrorister – bliver terroriseret, i og med at de for det første udråbes som terrorister og for det andet bliver genstand for en udryddelseskrig.
Idet staten etablerer sit voldsmonopol over et givent territorium, så begynder det også med stadig større kraft at hævde og at håndhæve sin ret til at definere det legale og det illegale. Med voldsmonopolet får man altså også et definitionsmonopol, der giver beføjelsen til at erklære det ene lovligt og det andet ulovligt. Det vigtige er ikke handlingen i sig selv, men hvordan den bestemmes af staten. Denne ret til eller monopol på definitionen af det lovlige er afhængig af magten til at håndhæve sin definition. I den henseende er magt ret. Ret uden magt er ingen ret, men kun hensigt, eller som Thomas Hobbes siger i Leviathan: “Pagter uden sværd er kun ord”; dvs. retten bygger på et fundament af magt, og staten bruger denne magt, der opstår som resultat af den indre territoriale pacificering, til at ulovliggøre sine modstandere. Militær og politi er ‘kun’ den form for voldsapparat, som staten har erklæret lovlig, ganske som ordenshåndhævelse og krig er den form for voldsanvendelse, som staten har erklæret lovlig. Statens pacificering af det indre rum er altså ikke kun en befrielse fra vold for befolkningen; det er også en bemyndigelse og frihed til vold for staten.
Konklusion: spejling af terror og modterror
Det bemærkelsesværdige eller paradoksale er, at jo mere konventionel og regulær den moderne nationalstat bliver, jo mere det interstatslige system begrænser den acceptable mængde af organisationsformer til ideelt set kun én form, desto kraftigere melder irregulære modstandere sig. I det amerikanske 1997 Quadrennial Defense Review, står der, at “Den amerikanske dominans på den konventionelle militære arena kan opmuntre modstandere til at bruge […] asymmetriske midler til at angribe vores interesser og amerikanske borgere i USA” (citeret fra Freedman 2001: 70). Den overlegne konventionelle kapacitet tvinger potentielle udfordrere ud i et asymmetrisk svar. USA’s forfølgelse af militær overlegenhed imploderer forudsætningen bag den konventionelle krig: en tilnærmelsesvis lighed i militær