Antiterrorismens idehistorie. Группа авторов
der således med en forudsætning om temporalitet, det vil sige, at der er en tidsbegrænsning. Der indtræffer en undtagelse, og dernæst indstiftes en undtagelsestilstand. Der kan måske nok ikke opstilles regler for undtagelsen, men det kan der for undtagelsestilstanden. Og det væsentlige er, at undtagelsestilstanden er politisk-juridisk indstiftet med det formål at overkomme undtagelsen og vende tilbage til normaliteten. Historisk set har den faktiske undtagelsestilstand eller det konstitutionelle diktatur altså ikke været uden love eller uden for loven, som man nogle gange hører. Tværtimod er den faktiske undtagelsestilstand solidt placeret inden for loven; den er af loven; og den skal forsvare loven. Den er i den forstand en konstitutionel undtagelsestilstand. Det konstitutionelle diktatur er et diktatur i den forstand, at en enorm magt koncentreres for at forhindre den endegyldige opløsning af magtdelingen. Det er netop konstitutionelt, fordi det har til formål at hindre Benjamins svingningslov i at gøre sig gældende, således at det undgås, at en reel undtagelsestilstand kan sætte sig igennem, og dermed forhindres det, at undtagelsestilstandens aktører kommer i besiddelse af så megen magt, at de enten bliver de nye magthavere, eller at deres overdrevne vold gør alle til statens modstandere.
Det er en pointe hos Schmitt, at det suveræne diktatur i høj grad er et produkt af historien, af Den Franske Revolution og af den marxistiske bevægelse. ‘Proletariatets diktatur’ udtrykker således en anden form for diktatur end det konstitutionelle, nemlig et, der har som målsætning at opnå en ny politisk, social og retslig orden. Målet er “at virkeliggøre en forfatning, der ses som den sande forfatning. De refererer altså ikke til en bestående forfatning [som det konstitutionelle diktatur] men til en kommende” (Schmitt 1928: 134). I sit hovedværk Vergangene Zukunft, zur Semantik Geschichtlicher Zeiten uddyber Schmitts elev, Reinhart Koselleck, denne pointe. Gennem sin begrebshistoriske analyse påpeger Koselleck således, at den græske betegnelse for en politisk omvæltning, metabolē politeion, skulle forstås som et led i den cykliske bevægelse, hvorved styreformer afløser hinanden på skift. Skoleeksemplet for denne opfattelse findes hos Aristoteles i Politikken, hvor det beskrives, hvorledes monarki udarter sig til tyranni, aristokrati til oligarki og demokrati til ochlokrati eller pøbelvælde, og eftersom ingen af de rene styreformer derfor kan bestå, men uvægerligt perverteres, må de – med mindre de kombineres – løbende forgå og erstatte hinanden. Denne opfattelse er også indeholdt i den oprindelige betydning af det latinske revolutio. Nikolaus Kopernikus’ De revolutionibus orbium caelestium, der blev trykt i 1543, havde således til hensigt at beskrive ‘himmellegemernes kredsløb’ og netop ikke egentlige forandringer på himmelhvælvingen (Koselleck 1979: 70). Denne betydning er også bevaret i det mere profane begreb ‘revolver’, der netop henviser til cylinderens kredsløb om sin egen akse. Ideen om revolutionen som betegnelse for en politisk omvæltning, der medfører irreversible forandringer i menneske- og samfundslivet, blev tidligst konciperbar midt i 1600-tallet og vandt først almindelig udbredelse med historiefilosofiens opståen og oplysningens kulmination i Den Franske Revolution. Først her kunne forestillingen om det suveræne diktatur, der i modsætning til det konstitutionelle diktatur markerer indstiftelsen af en radikalt ny politisk orden, erkendes og søges virkeliggjort. På samme måde kan vi forstå terrorbegrebets forandring fra en skræk og rædsel, der er menneskelivet iboende, til ideen om, at man med vold kan forandre samfundet (Gray 2006). Idet vi holder os for øje, at der er tale om et historisk kontingent forhold, kan vi opsummere med denne figur:
Den faktiske undtagelsestilstand står altså ikke i modsætning til hverken loven eller normaliteten. Den bekræfter retsordenen i sin suspension af retten. Enhver orden forsøger at forhindre den svingningslov mellem orden, destruktion og ny orden, Benjamin skildrer som et historisk vilkår, og hvis begrebslige forskydning i historien, Schmitt og Koselleck beskriver. Frygten for denne benjaminske sandhed er præcis, hvad der gør statsmagten så frygtsom over for enhver trussel. Truslen selv eller – og måske oftere – den overdrevne reaktion på truslen åbner muligheden for svingningslovens realisering.
Den statslige bestræbelse går ud på at transformere politik i diverse former til administration, det vil sige at konstituere en given orden, grundlægge en fredelig og varig orden, der dernæst kan administrere sig selv gennem en række forskellige logikker såsom markedet, retssystemet og privatsfæren. Her er det relevant, at det forskyder politisk konflikt til det ydre, gør internationale relationer til den eneste arena for legitim væbnet kamp, en social praksis, der sorterer under militæret. Enhver anden form for vold kategoriseres derimod som kriminalitet, som det er politiets opgave at tage sig af.
Undtagelsen som konstans?
Oren Gross gør i sin artikel “What ‘Emergency’ Regime?” opmærksom på, at det konstitutionelle diktatur, altså den konservative form for undtagelsestilstand, kan glide over i et slags kvasi-suverænt eller lovskabende diktatur, hvor den konstitutionelle undtagelsestilstands bemyndigelser og lovgivninger bliver gjort permanente. Undtagelsestilstanden bliver i en vis forstand permanent. De dramatiske eller synlige tegn på en sådan permanent undtagelsestilstand ses, når staten Israel, der traditionelt bryster sig af at være Mellemøstens eneste demokrati, med henvisning til sin historie og sin geopolitiske situation siden 1948, gang på gang har påberåbt sig undtagelsens nødvendighed i såvel militære som retslige handlinger, eller når Nordirland, en region i et af verdens ældste demokratier, kan befinde sig i undtagelsestilstand i 30 år (Gross 2006: 75). Men overgangen fra det retskonserverende til det retsskabende kan også ske glidende og ubemærket, som når undtagelseslovgivning bliver til almindelig lovgivning. Overgangen fra en kriminalitetstrussel til statstrussel afspejles i overgangen fra politi til efterretningstjeneste, fra én etat til en anden. Da PET i 1990’erne blev givet bemyndigelse til at overvåge rockerkriminalitet, skete det således blandt andet på baggrund af afsløringen af Hells Angels’ planer om at myrde højesteretspræsident Bent Otken (Schrøder 1997), deres handlinger var altså ikke blot kriminelle, men udtryk for decideret samfundsomstyrtende virksomhed. Der er tilsyneladende en indbygget tendens i det statslige system til at beholde lovgivning og bemyndigelser, der først er besluttet og indført. Gross (2006: 80) beskriver i den henseende, hvorledes undtagelsestilstanden bliver indlejret eller forlænget. Først indføres de med henvisning til nødvendighed, og dernæst beholdes de med henvisning til effektivitet eller belejlighed.
Det rejser spørgsmålet om den permanente undtagelsestilstand, hvor krigen imod terror har indspundet os i en permanent krigs- og undtagelsestilstand, hvilket er med til at forklare genkomsten af diverse skyggekrigere, paramilitære militser og lejesoldater (Agamben 2005). I videre forstand rejser det også spørgsmålet om det forhold, at hvis det er sandt, at vi lever i en terrortid, så opløses kendte distinktioner mellem krig og fred, undtagelse og normalitet, civil og kombattant. Hvis terrorisme er det nye paradigme, det ‘globale risikosamfund’ (Beck 2002), ‘et nyt livsvilkår [a new condition of life]’ (US Government 2002: 31), så bliver modterror også en gængs eller dagligdags realitet.
Historisk set er enhver opposition af alvorlig karakter – set fra staten eller det politiske samfunds side – blevet mødt med påstanden om at være illegitim eller ‘terroristisk’, da den netop står i modsætning til den institutionaliserede normalitet og legalitet, som den politiske magt har defineret, naturaliseret og monopoliseret. I en vis forstand bliver enhver væbnet opposition imod staten og dens institutioner således terrorisme. Derfor udgør stat og terror ikke blot hinandens modsætninger men også hinandens forudsætninger. Tesen blandt aktørerne i det statslige voldsapparat har ofte været den at: ‘For at bekæmpe en terrorist må man tænke og handle som en terrorist’. Derfor opstod der f.eks. i 1970’ernes Italien en tæt forbindelse mellem statens sikkerhedskompleks og ‘sort terrorisme’, og derfor har staten til stadighed ‘skabt’ sådanne ‘terroristiske’ aktører både eksternt, i forhold til samfundsmajoriteten, og i det indre af sit voldsmonopol: I den nutidige krig mod terror inddrages der således til stadighed midler, der i enhver konflikt mellem statslige enheder ville blive betragtet som illegitime eller terroristiske. Disse delegitimeringer eller illegaliseringer er, hvad der skaber den terroristiske figur. Terror bliver til terrorisme, når voldsudøvelsen kan bestemmes som ikke-statslig. Terroristen er den, der fremtvinger undtagelsen.