Antiterrorismens idehistorie. Группа авторов
og livet varsler død. Der er ingen faste holdepunkter. Eller med andre ord, intet er entydigt godt eller dårligt – alt er ambivalent.
Problemet med denne mangetydighed er, at vi konstant skal tage stilling til de forskellige muligheder for fortolkning, som situationen byder. Ambivalensen lader os aldrig i fred, men kræver, at vi hele tiden forholder os til den. Ambivalensen stiller således store krav til psykens fleksibilitet og beslutningsevne. I praksis kan intet menneske rumme og udholde en sådan allestedsnærværende dobbelttydighed. Ambivalensen truer vores psykologiske velvære og vores handlekraft, og ambivalensen er overalt.
Psyken etablerer derfor forsvar mod ambivalensen. Forsvarsmekanismerne gør omverdenen mere overskuelig ved at lette den enkeltes oplevelse af svære og konfliktfyldte følelser såsom angst, aggression eller stærk glæde.
Staten som kollektivt psykologisk forsvar
Disse forsvar fungerer ikke kun individuelt, men også kollektivt. Et historisk vigtigt kollektivt psykologisk forsvar er staten (Alsted 2005). Også fællesskaber såsom organisationer, religioner og familier kan anskues som kollektive psykologiske forsvar. For at kunne agere sammen må mennesker have fælles billeder af deres handlinger (Berger og Luckmann 1966), og skabelse af fællesskaber kræver, at fællesskabet bliver en del af hver enkelt medlems selvopfattelse (Lyth 1989). Fællesskabets medlemmer skal dele opfattelse af fællesskabets indhold. Sådanne fælles billeder kan kaldes kollektive psykologiske forsvar i og med, at dannelsen af de indre billeder af fællesskabet er underlagt de samme betingelser som individuelle psykologiske forsvar. Set ud fra et psykologisk synspunkt er statens vigtigste opgave, at den forenkler og overskueliggør verden for sine indbyggere. Staten hjælper borgeren med at håndtere verdens ambivalens. Et vigtigt perspektiv her er altså, at stater ikke kun dannes af magtbegærlige fyrster, men også af tryghedsbegærlige borgere. De statslige kollektive forsvar har mange forskellige udtryk. Nogle er flydende og uklare, som f.eks. forskelle i ‘folkekarakter’. Andre er mere konkrete, som f.eks. statslige institutioner. Således kan en række af velfærdsstatens institutioner betragtes som en kollektiv fortrængning af vanskelige og angstvækkende livssituationer. Her tænkes på specialiserede institutioner som parlamenter, sygehuse, plejehjem, skoler, daginstitutioner og fængsler.
Men at indgå i det statslige fællesskab er en psykologisk præstation, der kræver evne til nuanceret kategorisering og balancering af en række modsatrettede hensyn. På den ene side er fællesskaber meget attraktive for individet, fordi de øger den enkeltes mulighed for selvudfoldelse, f.eks. ved at mindske truslen om en tilfældig og voldelig død. På den anden side begrænser fællesskaber også individets selvudfoldelse ved at stille krav om overholdelse af fælles regler m.m. Foucault kaldte denne udvikling for disciplinering (Foucault 1975).
På grund af deltagernes modsætningsfyldte oplevelse af fællesskaber kan særligt større fællesskaber være meget vanskelige at danne og vedligeholde. Modsætningsfyldte situationer er vanskelige at håndtere og overskue for den enkelte. Det er derfor, fællesskaber kræver etablering af kollektive psykologiske forsvar. De hjælper den enkelte med at overskue fællesskabet ved at skabe forenklende kategorier, der gør det nemmere at kontrollere følelserne (Haslund og Alsted 2004; Alsted 2005). Staten som kollektivt psykologisk forsvar afgrænser altså ikke bare verden udadtil, men ordner den også indadtil for de deltagende individer.
Dannelsen af fællesskaber indebærer, at der må være et vist niveau af enighed mellem fællesskabets medlemmer. Dannelsen af denne enighed sker imidlertid ikke af sig selv, men indebærer en stadig forhandling mellem deltagerne i fællesskabet. Der er ikke noget idyllisk over denne forhandling. I den statslige udviklingshistorie har forhandlingen som regel været ført med voldelige midler. Der er heller ikke noget automatisk over denne forhandling. Den foretages af aktører (individer og grupper), der træffer selvstændige valg, som både kan hæmme og fremme statens centralisering.
Kollektiv modenhed og terrorister
Terrorister – forstået bredt som private voldsudøvere, f.eks. pirater, banditter og oprørske bønder – indgår som aktører i forhandlingen om statens udformning. Som voldsudøvere kræver de anerkendelse af, stiller spørgsmålstegn ved og truer det statslige fællesskab.
Imidlertid er terrorister ikke kun aktører – de er også symboler. For statens indbyggere bliver terroristen et symbol på det onde udefrakommende, der truer fællesskabet med ødelæggelse. Terroristen dæmoniseres og gøres til en illegitim voldudøver. Begrebet terrorist skal altså forstås som en kategori – et kollektivt psykologisk forsvar – der forenkler verden og gør det muligt for statens ledere og indbyggere at kontrollere og isolere den angst og aggression, der opstår inden for fællesskabet. Terrorismebegrebet er udtryk for et umodent kollektivt forsvar. Terrorisme og antiterrorisme er derfor en almindelig (men formentlig ikke uafvendelig) del af dannelsen og vedligeholdelsen af stater.
Ligesom individuelle forsvar kan kollektive forsvar have forskelligt modenhedsniveau. Fællesskabers handlekraft og koordineringsevne er direkte proportional med modenheden af deres kollektive psykologiske forsvar. I den historiske sociologi arbejder flere forfattere med ideen om, at staters effektivitet er bundet til borgernes evne til at samarbejde indbyrdes ved løsningen af statens opgaver (Mann 1986; Alsted 2001: kap. 4). Denne ide videreføres her med den tilføjelse, at evnen til at samarbejde igen er bundet til den enkelte borgers modenhed og til statens modenhed.
Det bliver derfor relevant at undersøge forskellige niveauer af modenhed nærmere. Man kan groft opdele psykologiske forsvar i tre modenhedsgrader alt efter deres evne til at håndtere ambivalens:
Splitting
Fortrængning
Integration
Kun splitting og fortrængning er relevante i denne artikels sammenhæng. Splitting, eller dikotomisering, er den nydannede stats psykologiske forsvar, og det sættes ind, når der opstår en trussel mod det skrøbelige, nye fællesskab. Terrorismebegrebet er knyttet til dette niveau af psykologiske forsvar.
Splitting er et ‘primitivt’ forsvar, der virker ved at opdele verden i to klare kategorier: det gode og det onde. Denne måde at kategorisere verden på er fundamental for alle mennesker. Det er grundlæggende for os alle at opdele vores erfaringer i det, der er kilde til tilfredsstillelse og nydelse, og det, der er kilde til smerte og angst. En organisations forsvar mod dette, dens måde at udholde ambivalensen og undgå opløsning på, er at ‘splitte’ omverdenen, således at nogle fænomener kategoriseres som udelukkende gode og andre som udelukkende dårlige eller onde. Fordelen ved dette forsvar er, at det er simpelt og ikke stiller store krav til selvkontrol og -analyse. Ulempen er, at nuancerne i verden går tabt. Kategorierne godt og ondt er ikke gode som begreber til at navigere i en ambivalent verden. Der er derfor grænser for effektiviteten af en gruppe under påvirkning af splitting-forsvar.
Udøvelse af vold er ofte en del af et sådant splitting-forsvar. Vold er et forsøg på at få noget til at ‘gå væk’, forsvinde, og er ofte en reaktion på noget, der opleves som en trussel på livet: frarøvelse af identitet. Splitting som kollektivt udtryk er karakteriseret ved lav individualitet, begrænset loyalitet over for fællesskabet, stor intern konkurrence mellem medlemmerne, skiftevis idealisering og dæmonisering af lederen, skiftevis stærk over- og undervurdering af egne evner, stærk dæmonisering af samfundets ydre fjende, brug af syndebukke og indgåelse af skiftende alliancer (Kernberg 1998; Haslund og Alsted 2004). Lederen af gruppen baserer sig på personlig styrke og karisma samt gruppemedlemmernes idealisering (Bion 1961).
Et vigtigt element i splitting er projektiv identifikation. Projektiv identifikation er et ubevidst psykologisk forsvar, der gør det muligt at overføre indre konflikter til ydre personer eller institutioner og derefter at tage afstand til eller idealisere disse (Visholm 2004). Når vi tager afstand fra terrorister, er der ofte tale om projektiv identifikation.
Det er således et vigtigt budskab her ikke at se terroristen som noget, der er uden for staten, men som et fænomen, der er en del af staten. Det er netop en mekanisme karakteristisk for splitting-forsvar: