Antiterrorismens idehistorie. Группа авторов
‘orden’ ved at fastlåse konflikter i de kompromiser, som systematiseringen og standardiseringen er udtryk for.
Ligeledes vigtigt er det fremvoksende skel mellem offentligt og privat. Dette skel kender man ikke i den feudale middelalder, hvor kongens jord var hans personlige ejendom og ikke statens. Skabelsen af ideen om noget ‘offentligt’ kan ses som fremkomsten af ideen om et statsligt fællesskab – en gruppe – der krævede selvdisciplin af sine medlemmer (Elias 2000; Alsted 2001).
Men som nævnt er splitting stadig en væsentlig del af de statslige fællesskabers kollektive psykologiske forsvar. Dæmonisering af statens fjender og udpegning af syndebukke er et afgørende led i denne proces. Personer eller grupper, der ikke kan eller vil passes ind i det statslige fællesskab, bliver i stigende grad betegnet pirater, banditter og ‘byttejægere’ (Gabrielsen 2001; 2003). I perioden skifter den afgørende repræsentant for fællesskabet fra at være kirken til at være staten. Dermed skifter også rollen som syndebuk langsomt karakter fra at være kættere og hekse til at være pirater, røvere, lejesoldater m.fl.
De private voldsaktører, der i perioden optages i staten, inkluderer bl.a. byer, herremænd, bønder, købmænd, handelskompagnier, den kristne kirke samt byligaer, hvorimod de private voldsaktører, der ikke optages i staten, men derimod defineres som illegitime, bl.a. inkluderer pirater, lejesoldater, ridderordner og røvere.
På denne måde ‘tilskæres’ det statslige fællesskab på en stadig mere præcis måde. Noget og nogle inkluderes – andet og andre ekskluderes. Igen er det vigtigt at understrege, at det ekskluderede ikke er noget, der ligger uden for staten, men problemer og konflikter der ikke kan overskues/behandles i staten. For eksempel falder det i øjnene, at de ekskluderede er forholdsvis ressourcestærke grupper, hvis ønske om selvbestemmelse dårligt kan indpasses i stændersamfundet. I stedet bliver de til syndebukke.
Periode II (1870-1989): fortrængning som primært forsvar
Perioden mellem 1870 og 1989 er karakteriseret ved, at der ikke længere er nogen reelle trusler mod det national-statslige fællesskab. Bureaukratiseringen er nu meget veldefineret. Det er ikke længere nogen private voldsaktører, der er stærke nok til at udgøre en egentlig trussel mod staten, og ideen om et højere mål med fællesskabet er nu så rodfæstet, at en stærk mand/helt ikke kan konkurrere. For staten har skabt kompromiser om mange væsentlige konflikter inden for fællesskabet: Nationalismen og forestillingen om statslige fællesskaber har i nogen grad overtaget religionens og herremændenes plads som meningsskaber for den enkelte; staten er trængt langt ud i lokalsamfundene med velfærdsordninger; og den enkelte borgers indflydelse på staten er forøget væsentligt gennem indførelse af parlamentariske demokratier.
Man kan betragte en række af velfærdsstatens institutioner som eksempler på fortrængning af vigtige samfundsmæssige konflikter. Ved at placere behandlingen af disse konflikter i specialiserede institutioner som parlamenter, fængsler, hospitaler, daginstitutioner, skoler m.m. undgår borgeren at skulle tage stilling til smertefulde konflikter og følelser. I stedet klarer institutionerne disse konflikter for borgeren ved at tage sig af den politiske kamp mellem vigtige samfundsgrupper (parlamentet), af brutalitet og kriminalitet (fængsler), af sygdom og død (hospitaler). Anthony Giddens har kaldt denne proces for ‘udlejring’ af sociale funktioner som et led i ‘aftraditionaliseringsprocessen’ (Giddens 1990; 1991). Den liberale stat har tilsyneladende skabt et velfungerende fællesskab. Et fællesskab, der både rummer stor koordineringsevne og fælles handlekraft og store muligheder for den enkelte borgers selvrealisering.
Men det betyder ikke, at opbakningen til fællesskabet er blevet fuldstændig. Eller man kan sige: Det betyder ikke, at det er lykkedes staten at få alle grupper til at føle sig velkomne i fællesskabet. Terrorismen findes stadig – nu i form af anarkister, guerillaer og politiske terrorister (f.eks. Rote Armé Fraktion og De Røde Brigader). Ifølge det begrebsapparat, der er præsenteret her, må vi forstå dette således, at det statslige fællesskab endnu ikke har konfronteret sig med afgørende konflikter, hvis der stadig findes terrorisme. Hvor fortrængningen i alt væsentligt dominerer som kollektivt psykologisk forsvar, så er terroristens fortsatte tilstedeværelse udtryk for, at det primitive forsvar stadig optræder i fællesskabet.
Accepterer man denne pointe, har det konsekvenser for vores statsforståelse. Den betyder nemlig, at nationalstaten først modnes som fællesskab meget sent, selv i traditionelt ‘civiliserede’ lande som Storbritannien (IRA), Spanien (ETA), Italien (De Røde Brigader) og USA (The Weathermen). Når terrorismen ikke forsvinder efter 1870, må vi forstå det således, at de statslige fællesskaber endnu ikke er lykkedes med at skabe kompromiser, hvor ingen identiteter føler sig så truede, at de griber til vold.
I denne periode bliver det endnu tydeligere, at terrorister har en syndebukfunktion i det statslige fællesskab. De afgørende konflikter lader til at opstå ved opkomsten af ressourcestærke grupper i staten, hvis ideologi og livsform ikke kan indpasses i den liberale, nationale statsform. Men som nævnt er denne statsform blevet til gennem en serie fortrængninger. Disse fortrængninger viser sig i perioden 1870-1989 at være for rigide til at rumme f.eks. regional selvbestemmelse (IRA og ETA) eller mindre monolitiske statsapparater (De Røde Brigader og Rote Armé Fraktion). De nævnte terrorbevægelser rejser dermed – i forvansket form – reelle konflikter inden for det nationale statsfællesskab. Konflikter, der er blevet fortrængt i forbindelse med denne stats dannelse. Som et forsvar mod disse konflikter dæmoniseres deres konkrete form: terrorbevægelserne.
Terrorisme som mangel på kollektiv modning – både hos stat og terrorist
Konkluderende kan det siges, at terrorismebegrebet er snævert knyttet sammen med staten. Man kan dermed påstå, at terrorismefiguren ikke er nogen ny opfindelse, men tværtimod optræder i de fleste statsdannelsesprocesser gennem historien. Dæmoniseringen af terroristen er udtryk for en fraspaltning og dermed for et primitivt forsvar. Men indholdet og udtrykket af dette forsvar ændres efterhånden, som større og større dele af staten bevæger sig imod fortrængning. Terrorismen bliver afgrænset til færre områder af samfundslivet og til mindre grupper af mennesker.
Litteratur
Alsted, Jacob (2001). De menneskelige samfunds udvikling – en kritisk introduktion til historisk sociologi, København: Roskilde Universitetsforlag
Alsted, Jacob (2004). “Staten i makrohistorisk perspektiv”, i Lars Bo Kaspersen & Flemming Mikkelsen (red.), Historisk Sociologi, København: Forlaget Sociologi
Alsted, Jacob (2005). A Model of Human Motivation for Sociology, Frankfurt am Main: Peter Lang
Berger, Peter & Thomas Luckmann (1966). Den Samfundsskabte virkelighed, København: Lindhart og Ringhof
Bion, Wilfred R. (1961). Experiences in Groups, London: Tavistock Publications
Elias, Norbert (2000). The Civilizing Process, Oxford: Blackwell Publishers
Esmark, Kim (2002). De Hellige Døde og den Sociale Orden, Institut for Historie og Samfundsforhold. København, RUC.
Esmark, Kim & McGuire, Brian Patrick (1999). Europa 1000-1300, København: Roskilde Universitetsforlag
Foucault, Michel (1975). Surveiller et Punir, Paris: Gallimard
Gabrielsen, Vincent (2001). “Economic Activity, Maritime Trade and Piracy in the Hellenistic Aegean”, Revue des Études Anciennes, vol. 103, s. 219-240
Gabrielsen, Vincent (2003). “Piracy and the Slave-Trade”, s. 389-404 i Andrew Erskine (red.), A Companion to the Hellenistic World, Oxford: Blackwell.
Giddens, Anthony (1990). Consequences of Modernity, Cambridge: Polity Press
Giddens, Anthony (1991). Modernity and Self-Identity, Cambridge: Polity Press
Haslund, Ditte & Jacob Alsted (2004). “Organisationers modenhed”, Erhvervspsykologi, vol. 2, nr. 4, s. 50-73
Jensen, Kurt Villads (1993). “Bellum Justum i 1200-tallets vesteuropæiske